I DOKUMENTARENS SKYGGE?

Der er tre spændende fortællinger, som filtres sammen i de seneste års debat om den danske kryolitudvinding i Grønland. Dokumentaren Orsugiak – Grønlands Hvide Guld fra 2025 udgør den første. Den forsøgte at komme med et modsvar til en dominerende dansk forestilling om, at Grønland har været og fortsat skulle være en underskudsforretning for den danske stat. Dokumentaren undersøgte den danske profit fra kryolitminen i Ivittuut og konkluderede, at denne svarede omtrent til en omsætning på de sidenhen berygtede 400 mia. kr. Orsugiak havde premiere i Katuaq Bio i Nuuk den 8. februar 2025 og kunne tilgås på dr.dk dagen efter. Det efterfølgende postyr omkring dokumentaren inkluderede et samråd med kulturministeren på initiativ fra Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, DR’s beslutning om at afpublicere dokumentaren den 19. februar samt fyringen af den ansvarlige chefredaktør. I Grønland var daværende formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede med til at eskalere konflikten om dokumentaren, da han som modsvar til den danske modtagelse udtalte, at Danmarks årlige bloktilskud til Grønland på 4 mia. bør betragtes som ”en afdragsordning efter kryolitminen”.[1] Alt dette har medvirket til den anden fortælling: dokumentarens efterliv som erindringskonflikt. I dén fortælling blev der i den politiske og offentlige debat i Danmark fokuseret på at fremstille dokumentaren som usaglig og følelsesladet, og denne danske reaktion på dokumentaren blev fra grønlandsk side i høj grad set som et eksempel på manglende vilje til at indgå i en ligeværdig diskussion om de to landes forbundne kolonihistorie. Med bogen I Kryolittens Skygge. Minen, Magten og Fjordens Folk ønsker den danske historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet Henrik Knudsen at bidrage med en tredje fortælling, nemlig et opgør med eksisterende dansk historiografi om kryolitminen i Ivittuut og dens konsekvenser for befolkningen i Arsukfjorden i Sydgrønland.

AT SKRIVE SIG OP IMOD NOGET USAGT
Knudsens arbejde med bogen begyndte i 2020, altså længe før Orsugiaksinstruktørduo i forlængelse af deres arbejde med dokumentarserien Historien om Danmark og Grønland (2022) besluttede sig for at lave en dokumentar med fokus på kryolitminen i Ivittuut.[2] Men fordi bogen udkom i kølvandet på den intense debat om dokumentaren, bliver den læst ind i skyggen af netop dén debat. Bogen udgør dermed også en anledning til at anlægge et kritisk tilbageblik på den voldsomme danske reaktion på dokumentaren og spørge, om der var nogle nuancer, som blev overset midt i et allerede anspændt øjeblik i den grønlandsk-danske relation i foråret 2025?

Den danske kryolitudvinding i Ivittuut er udførligt blevet beskrevet i tidligere dansk forskningslitteratur. Men Knudsen kritiserer netop tidligere historiografi om udvinding af Grønlands ”hvide guld” for en tendens til at beskrive minedriften i Ivittuut som en aktivitet, der var isoleret fra den oprindelige befolkning i Arsukfjorden. Særligt kritisk går han til bindet Grønland. Den Arktiske Koloni fra det kolonihistoriske fembindsværk udgivet i 2017, som ifølge ham glider for let henover både gennemgribende danske forsøg på at isolere minebyen og disse tiltags hyppigt manglende effekt:

[I bogens] lys fremstår både mineselskabet og koloniadministrationen som fuldkomment eksemplariske og perfekte koloniale aktører. Det er så pittoresk og smukt, at det næsten kun kan være et glansbillede. Lokalbefolkningen og dens forhold til minen spiller ikke nogen fremtrædende rolle i den nævnte fremstilling.[3]

Hvor tidligere dansk forskning har beskrevet kryolitudvindingen som en fortælling om ”driftige danske mænd, erhvervsliv, industri, kapital og opfindsomhed”,[4] forsøger Knudsen at skabe en fortælling, der også præsenterer de enorme konsekvenser, som minedriften havde for lokalbefolkningen – og hvordan lokale grønlandske aktører både udnyttede mulighederne, der kom med minedriften, og gjorde modstand mod danske magtudøvelser i området.[5]

Bogens gennemgående fokus på udviklingen i fødsler, seksuelt overførte sygdomme og prostitution i Arsukfjorden er et overbevisende modsvar til tidligere fremstillinger af kryolitminen som et lukket dansk samfund uden nævneværdig kontakt til de grønlandske beboere i området. Knudsen beskriver, at omkring halvdelen af børn født i Arsukfjorden i perioden 1864-1872 havde danske fædre ansat ved kryolitbruddet.[6] Indtil 1870’erne havde møder mellem Arsukfjordens oprindelige befolkning og danske arbejdere primært konsekvenser for de kvinder, der stod alene tilbage med børn født udenfor ægteskab, når danske minearbejdere, læger og andre ansatte ved kryolitbruddet vendte tilbage til Danmark efter kortere ophold i Ivittuut. Men da udbrud af syfilis og gonorré forekom i Ivittuut som det første sted i Grønland, blev det af danske læger beskrevet som de grønlandske kvinders skyld, selvom den afgørende forskel på Arsukfjorden og det øvrige Grønland var de danske mænd, der rejste til og fra kryolitbruddet.[7] Udbruddene af kønssygdomme betød, at befolkningen i Arsuk i 49 år på dansk initiativ var afskåret fra resten af Grønland som konsekvens af beliggenheden i nærheden af kryolitminen.[8] Den danske rationalisering af løsningen på problemet med kønssygdomme leder tankerne hen på en forskningsartikel af antropolog og lektor i nordiske studier og sprogvidenskab Naja Dyrendom Graugaard, medie- og kulturforsker Victoria Pihl Sørensen og ph.d.-studerende Josefine Lee Stage fra 2025, som argumenterer for, at den danske spiralkampagne var et resultat af et racialiseret og kønnet blik på grønlandske kvinder – et blik, der ifølge Knudsens bog lader til at have været veletableret allerede i tilfældet med Arsukfjordens befolkning i 1870’erne.[9] Som Knudsen selv skriver: ”Det lægelige blik og det koloniale blik gik her op i en højere enhed”.[10]

Knudsens bog viser overbevisende, atder i undersøgelser af minedriften i Arsukfjorden bør fokuseres på konsekvenser af interaktion mellem danske og grønlandske aktører. Men en af bogens svagheder er, at den ikke præsterer at reflektere over, hvorfor dette ikke er blevet gjort i den historiografi, som bogen kritiserer. For historien om kryolitminen i Ivittuut er svær at forene med forestillingen om Danmark som en godartet kolonimagt eller med fortællingen om, at danske indsatser i Grønland konsekvent er sket i den bedste mening. Disse mere erindringshistoriske perspektiver på forholdet mellem Grønland og Danmark er beskrevet dybdegående af forskere som eksempelvis idéhistoriker Astrid Nonbo Andersen, litterat Kirsten Thisted, historiker Iben Bjørnsson, historiker Ebbe Volquardsen og kulturforsker Lill-Ann Körber eller gennem mere populærtformidlende fremstillinger såsom Tine Brylds I den Bedste Mening (1998) eller Anne Kirstine Hermanns Imperiets Børn (2021). Men alle førnævnte referencer er fraværende i Knudsens bog. Den større fortælling om Danmark og Grønland, som bogen kan ses som en reaktion på, forbliver dermed usagt. Netop koblingen mellem Knudsens grundige analyse af kryolitminens betydning for Arsukfjorden og gængse forestillinger om den dansk-grønlandske historie havde styrket bogens argument og evne til at placere eksemplet med Arsukfjorden i en bredere kontekst af fortællinger om dansk-grønlandsk kolonihistorie.

SAMTALEN, DER FORSVANDT I POLEMIK
Der er centrale forskelle på dokumentaren og Knudsens bog, men dokumentaren er alligevel blevet brugt som et karikeret bagtæppe for ros til I Kryolittens Skygge for eksempel i det følgende uddrag fra Weekendavisens anmeldelse:  

Vil man blive klogere på kryolitudvindingen i Grønland, bør man glemme den omstridte DR-dokumentar og i stedet læse seniorforsker Henrik Knudsens uhildede fortælling om et kulørt kapitel i den danske kolonifortid (…). Kontrasten til det aktivistiske makværk, der støttede sig på en talblind kolonialismeforsker, er slående.[11]

Her bliver det præsenteret, som om udgangspunktet for de to eksempler på formidling af historien om kryolitminen er det samme, hvilket er en absolut fejlslutning. Dokumentaren er et udtryk for andre fagligheder end Knudsens bog, da den godt nok har et historisk fokus men er instrueret af den danske journalist Claus Pilehave og den dansk-grønlandske filminstruktør Otto Rosing. Desuden har antropologen Naja Dyrendom Graugaard en gennemgående rolle som vært i løbet af dokumentaren. En journalistisk-antropologisk vinkling vil nødvendigvis være anderledes end en historikers blik på kolonihistorien. Der er også vigtige formatforskelle mellem bogen og dokumentaren – sidstnævnte er blot 55 minutter lang og intenderet populærtformidlende, hvorimod Knudsens bog er en 350 siders tætpakket gennemgang af detaljer, kilder og et væld af historiske aktører. Det skaber et andet potentiale for nuancer – men også en historisk fremstilling, der af og til fortaber sig i sidespor og detaljer i stedet for at styrke et overordnet argument.

Dokumentaren er skarpere vinklet end bogen og fremstår som et tydeligt modsvar til fortællingen om Grønland som værende en underskudsforretning for Danmark. Men det afslutningsvise fokus på den specifikke danske fortjeneste fra kryolitminen er medvirkende til, at Orsugiak løber af sporet i løbet af det sidste kvarters spilletid og ender med at skygge for det gode formidlingsarbejde, den udfører i sine første 40 minutter.[12] Dét valg bærer noget af ansvaret for den efterfølgende erindringskonflikt – både i Danmark, hvor diskussionen kom til at omhandle dokumentarens manglende saglighed (med udgangspunkt i kontroversen om forståelsen af de 400 mia. kr.) og i Grønland, hvor flere politikere insisterede på rigtigheden og vigtigheden i det specifikke beløb på 400 mia. og dermed også var medskyldige i at centrere diskussionen om den sidste del af dokumentaren. Det havde været mere overbevisende, hvis skaberne bag Orsugiak havde turdet stå fast på den indledende dagsorden om at nuancere gængse fortællinger i stedet for at lade dokumentaren blive polemisk henimod slutningen. For der bør ikke herske nogen tvivl om, at minen i Ivittuut var en ekstremt lukrativ forretning for private danske erhvervsfolk – og for den danske stat som i 1940 overtog halvdelen af Kryolitselskabet Øresund A/S, hvilket Knudsen beskriver som ”en økonomisk malkeko for staten”.[13] Den præcise fortjeneste kunne lige så godt have været underordnet for dokumentarens argument, for faktum er, at kryolitminen udgør et solidt eksempel på en årsag til Danmarks historiske økonomiske interesse for Grønland. Som Knudsen selv skriver:

Marmorkirken ville fx aldrig have været opført uden C.F. Tietgens indtægter fra kryolitindustrien. Viggo Jarls Kollegium ville ikke være der og ligge så smukt på en vej i Virum. Og kunstneren Viggo Jarl, der lagde navn til dette eksklusive kollegiebyggeri, ville ikke i 1920’erne og 1930’erne kunne have levet et overdådigt luksusliv i Paris og Cannes.[14]

Hvis man mangler flere eksempler på den betydning, kryolit havde for Danmark, så kan man spørge sig selv, hvorfor der ligger en ’Ivigtutvej’[15] i både Aarhus, Aalborg og Esbjerg, hvorfor Nykøbing Falster har en ’Arsukvej’, eller hvorfor der har ligget en ’Kryolitvej’ i Herlev. I et land uden særlig mange eksempler på erindring af kolonihistorien i det offentlige rum udgør disse vejnavne ret slående eksempler på, at der historisk har været udbredt viden om kryolitminen og dens betydning for Danmark.

DE OVERSETE NUANCER
Dokumentaren kommer, ligesom Knudsens bog, ind på de menneskelige konsekvenser, som minedriften havde for Arsukfjordens befolkning. Daværende medlem af folketinget for Inuit Ataqatigiit (IA) Aaja Chemnitz beskrev Orsugiaks eksempler på konsekvenser af dansk tilstedeværelse i Grønland som afgørende for, at dokumentaren fik stor betydning for mange grønlændere. Fortællingen om effekten af tilstedeværelsen af danske mænd på midlertidigt ophold i Ivittuut ræsonnerede for eksempel med de juridisk faderløse født i Grønland i perioden 1914-1974.[16] Dokumentaren blev genudsendt i Nuuk den 25. januar 2025, altså seks dage efter afpubliceringen, og direktøren for Katuaq-biografen i Nuuk forsvarede genfremvisningen med ordene: ”Vi ønsker at inddrage den grønlandsktalende befolkning og sikre, at de har mulighed for at se og forstå filmen (…). Nu hvor underteksterne er færdige, viser vi filmen igen, så ingen går glip af, hvad debatten handler om.”[17] Rosing modtog i september 2025 Innersuaq-prisen (årets grønlandske instruktør) til Nuuk Internationale Filmfestival for sit arbejde med Orsugiak,og dokumentaren er efter afpubliseringen bl.a. blevet vist til Indigenous People’s Film Festival Copenhagen i 2025 og blev, da den ikke længere kunne ses på DR, gjort tilgængelig i en række nordeuropæiske lande samt Canada af International Sami Film Institute. Beslutningen om at afpublicere dokumentaren var en fejlmanøvre fra DR’s side og er en stor del af årsagen til, at dokumentaren nu lever videre som et eksempel på en indtil videre uforsonlig erindringskonflikt mellem Danmark og Grønland. Dokumentarens efterliv er blevet en eksemplificering af manglende dansk vilje til at indgå i en ligeværdig samtale om, hvordan fortællinger om forholdet mellem Danmark og Grønland kan genforhandles – både fordi genstanden for diskussionen blev fjernet, da dokumentaren blev afpubliceret, og fordi danske politikere og debattører glemte at lytte til, hvad der faktisk gjorde, at dokumentaren fik stor betydning for et grønlandsk publikum. Og sidstnævnte kan ikke koges ned til et spørgsmål om de 400 mia. kr. 

Sammenfattende er Knudsens bog en grundig historisk gennemgang af den danske mineaktivitet i Ivittuut og dennes konsekvenser for den grønlandske befolkning i Arsukfjorden. Det er et veldokumenteret forsøg på at gøre op med tidligere danske historiografiske traditioner – omend det kunne have været givende for Knudsen at placere sin fortælling om Arsukfjorden og sit opgør med tidligere perspektiver i et bredere erindringshistorisk fokus gennem referencer til forskning i fortællinger om den dansk-grønlandske kolonihistorie. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at flere af de nuancer, bogen bidrager med til historien om kryolitudvinding i Ivittuut, er meget lig temaerne, der tages op i den første del af Orsugiak. Så med til anbefalingen om at læse Knudsens bog, hvis man ønsker en detaljeret historisk gennemgang af mødet mellem inuit og danskere i Arsukfjorden, hører også en opfordring til at se eller gense Orsugiak og at reflektere kritisk over den danske reaktion på dokumentaren.

THEA BLADT
PH.D.-STUDERENDE
INSTITUT FOR KULTUR OG SAMFUND, HISTORIE
AARHUS UNIVERSITET
T.BLADT@CAS.AU.DK

[1] Futtrup: ”Grønlandsk Regeringsleder.”

[2] Albrecht: ”Instruktør bag ’Grønlands Hvide Guld’.”

[3] Knudsen: I Kryolittens Skygge. Minen, Magten og Fjordens Folk, 17.

[4] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 14.

[5] Knudsen: I Kryolittens Skygge, se eks. s. 115.

[6] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 81.

[7] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 106.

[8] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 21.

[9] Graugaard m.fl.: ”Colonial Reproductive Coercion and Control in Kalaallit Nunaat.”

[10] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 168

[11] Boye: ”Apartheid, Syfilis og Harmonika.”

[12] Orsugiak, 00:44:21-00:00:46:20.

[13] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 268.

[14] Knudsen: I Kryolittens Skygge, 14-15.

[15] ’Ivigtut’ er den danske stavemåde for Ivittuut.

[16] Jenvall og Baltsen: ”Grønlandsk Advarsel.”

[17] Reimer-Johansen: ”Katuaq viser kontroversiel dokumentar.”

PUBLICERET MATERIALE

Albrecht, Jakob: ”Instruktør bag ’Grønlands Hvide Guld’: ”Pludselig var det en historie, der blev til nutidspolitik””, Journalisten.dk, 18.12.2025 (05.09.2026).

Boye, Asker Hedegaard: ”Apartheid, Syfilis og Harmonika,” Weekendavisen, 22.05.2026 (05.09.2026).

Futtrup, Lærke Rahr: ”Grønlandsk Regeringsleder: Bloktilskuddet er en Afdragsordning for Kryolitminen”, DR, 11.02.2025 (05.09.2026).

Graugaard, Naja Dyrendom, Victoria Pihl Sørensen og Josefine Lee Stage: ”Colonial Reproductive Coercion and Control in Kalaallit Nunaat: Racism in Denmark’s IUD Program,” NORA, udgivet online, 2025, doi: 10.1080/08038740.2024.2427817.

Jenvall, Line og Lærke Bøgeholt Baltsen: ”Grønlandsk Advarsel: Dokumentar-retræte har løst ét problem, men fået et andet til at vokse sig endnu større,” DR, 20.02.2025 (05.09.2026).

Knudsen, Henrik: I Kryolittens Skygge. Minen, Magten og Fjordens Folk, Aarhus: Aarhus
Universitetsforlag, 2026.

Pilehave, Claus og Otto Rosing: Orsugiak – Grønlands Hvide Guld, Wintertales, 2025, lejet gennem viaplay.dk.

Reimer-Johansen, Tôrtia: ”Katuaq viser kontroversiel dokumentar,” Sermitsiaq, 21.02.2025 (05.09.2026).

---