Celebritet som historie

Call for abstracts til temanummer af Temp – Tidsskrift for historie, nr. 36, sommeren 2028

Celebritet er et centralt kendetegn ved moderne samfund – fra mediekendisser til de sociale mediers selvfremstillinger i masseformat. Celebritet – kort defineret: den mediebårne berømmelse af individet ud over dets metier – både bygger på, udfordrer og genforhandler modernitetens bærende grænsedragninger mellem det offentlige og det private, mellem iscenesatte og ’autentiske’ subjektiviteter. Som historisk fænomen udtrykker det især de seneste århundreders varegørelse af livsverdener, øgede mobilitet, udbyggede kommunikationsnetværk og erfaringer af temporale og spatiale forskydninger. Men den moderne celebritet har også længere og videre historiske rødder i skiftende kulturer omkring offentligt kendte personer tilbage til antikken, og i nyere forskningslitteratur er relationen mellem celebritetens modernitet og kendthedens længere historie en standende diskussion.

Udforskningen af celebritet som historisk fænomen er endnu et relativt nyt og åbent felt med et meget lovende potentiale, som vi vil udforske med dette nummer af Temp. Vi indkalder hermed til bidrag, der belyser fænomenet på tværs af fagskel. Oplagte emner er, men begrænser sig ikke til:

  • Celebritet som historisk betydningsskabelse og historisk begreb
  • Celebritet på tværs af litteratur, kunst, politik, videnskab og andre dele af offentligheden
  • Skiftende mediers, publikumskulturers og kulturindustrielle aktørers praksisser og drivkræfter
  • Celebritetsfænomenet som globalt fænomen
  • Celebritetens emotionalitet og reception (fx identifikation, ekstase, skuffelse, forbrug, magt)
  • Køn, klasse, race, alder, seksualitet og krop – og celebritet
  • Celebritetskultur som identitetsfortællinger om at være menneske i en moderne verden
  • Celebriteter som ‘tegn i tiden’ og rollemodeller der legitimerer værdier og livsstil
  • Influencerkulturen, hyper-forbrug som æstetiseret livsstil og det unikke
  • Relationer mellem celebritet og andre typer af kendthed, herunder førmoderne former
  • Visuelle og materielle analyser
  • Celebritet og magt

Temanummeret er inspireret af nyere tilgange til celebritetshistorie, bl.a. i Crystal Abidin: Internet Celebrity (2020), Richard Dyer: Stars. New Edition (2019). P. David Marshall (red.): A Cultural History of Fame (2025), Sharon Marcus: The Drama of Celebrity (2019), Antoine Lilti: Figures publiques. L’invention de la célébrité, 1750-1850 (2014) og Robert van Krieken: Celebrity Society: The Struggle for Attention (2019).

Deadlines

  • Deadline for abstracts (min. ½ side): 1. december 2026.
  • Forfatterseminar i foråret 2027 ud fra foreløbige artikeludkast.
  • Artikler til fagfællebedømmelse og redaktionel bearbejdning sommer 2027
  • Endelige artikler efterår 2027. Derefter redaktionel finpudsning.

Bidrag – og eventuelle spørgsmål – sendes til temphist@cas.au.dk.

Temanummeret redigeres af Kristine Dyrmann, Helle Kannik Haastrup, Jonas Ross Kjærgård, Rasmus Rosenørn og Bertel Nygaard.