STEMMER FRA JAMMERSMINDE

Endelig(!) er der kommet en ny udgivelse om dansk psykiatri – og ovenikøbet med et erklæret og allestedsnærværende patientfokus. Med brug af mere end 220 breve skrevet af patienter fra cirka 1850 til 1920 fra Jydske Asyl ved Aarhus er forfatternes overordnede fokus at skrive patienter ind i psykiatrihistorien. Derudover anvendes løbende pamfletter og andre skriverier skrevet af henholdsvis en kvindelig patient (Sofie Skotte) fra Middelfart Sindssygehospital samt en mandlig (Ludvig Svenningsen) fra Jydske Asyl. De havde begge været patienter på de respektive hospitaler, og de var ikke glade for oplevelsen – for at sige det mildt. Bogens forfattere gør også brug af patientjournaler, avisartikler, administrationsdokumenter og klagesager, der havnede i Justitsministeriets arkiver. Det er en god idé at belyse institutionen såvel som brevenes indhold fra andre vinkler, da man ikke kan bruge brevene uden blik for den institutionelle kontekst, de er blevet til i. Størstedelen af brevene var blevet tilbageholdt som del af den omfattende censurpraksis, som alle sindssygehospitaler praktiserede.

Psykiatrihistorie i almindelighed, og dansk psykiatrihistorie i særdeleshed, er til stadighed først og fremmest en institutions- og lægevidenskabelig historie. Det er der kommet mange indsigtsfulde og vigtige bidrag ud af.[1] Derudover er feltet også beriget med flere værker skrevet af psykiatere med historisk interesse.[2] Men som den flittige og indflydelsesrige Roy Porter anførte som en glidende tackling på sit eget felt af medicinhistorikere: ”it takes two to make a medical encounter”, underforstået: vi mangler de syge i historieskrivningen.[3] Patientperspektivet er kun i begrænset omfang undersøgt og ofte i eksisterende værker som illustrationer på medicinsk praksis og tankegang.[4] Det nyeste bidrag – og med stort fokus på erfaringer med sindslidelse både indenfor institutioners mure samt i samfundet generelt – er Marie Meiers ph.d.-afhandling, der i 2025 blev omskrevet og udgivet som bog.[5] Den nærværende bog Patientstemmer fra Asylet gør et seriøst og vigtigt forsøg på at indskrive patienter aktivt i institutionshistorien.

Bogen er delt op i tematiske kapitler, hvor kapitlerne til og med kapitel fire omhandler alt fra hverdagen på asylet, til den behandling de modtog, over hvordan patienterne selv fortolkede deres tilstande. Kapitel fem til syv sætter spot på forhold, der samtidigt også plagede de psykiatriske institutioner i perioden: anklager om vold, brug af tvangsmidler, (u)muligheden for at klage, og offentlige skandaler, der involverede tidligere patienters indignerede skriverier om forholdene. Endelig trækker bogens forfattere også tråde til nutiden ved brug af autofiktion, skrevet af forfattere med erfaring fra nutidig psykiatri i kapitel otte.

Når man læser Patientstemmer fra Asylet, får man indtrykket af en komplet fejlslagen og sommetider umenneskelig psykiatrisk behandling i perioden. Det er en fortælling om ”mishandling, overgreb og tvang”, som der skrives i indledningen.[6] Patientstemmer fra Asylet er en slags ”Jammersminde” i en Jydske Asyl-version,[7] der giver konkret indblik i en dysfunktionel institutionskultur, som oplevet af en række patienter. Forfatterne bag bogen er fuldt ud klar over, at materialet, bogen beror på, kun er en del af patienterfaringerne. Det kunne godt skrives i indledningen og ikke i efterskriftet til bogen, så læseren undervejs har det forhold i betragtning under læsning. Men på trods af, at fremstillingen givet kildematerialet på den måde er ensidig, åbnes der vha. materialet for flere spændende perspektiver ved institutionen.

Bogen er flot og rigt illustreret med både billeder fra Jydske Asyl, patienter og andre relevante illustrationer. Patientportrætter, der sætter spot på bestemte patienters breve eller pamfletter, bringes løbende.

BAGSIDEN AF MEDALJEN
I den første del af bogen, der omhandler de daglige aktiviteter på asylet, bruger forfatterne breve samt overlægers udgivelser og jubilæumsskrifter til at vise diskrepansen mellem idealerne og virkeligheden, sådan som det kommer til udtryk i patientbrevene. Det er en effektiv analytisk linse.

Forfatterne beskriver indgående de behandlingsfilosofiske tanker, der lå bag prestigebyggeriet i Aarhus. Selve arkitekturen, indretningen og de fysiske omgivelser blev tillagt stor vægt i behandlingstilgangen, som den dag i dag heldigvis stadig kan ses i de enorme og pragtfulde bygningskomplekser, staten byggede fra 1852 og frem til efter Første Verdenskrig. Men ifølge et brev skrevet af tugthusfangen Peder Pedersen, indlagt i 1896, var forholdene som i ”et frygteligt abepalads”, hvor fælles opholdsrum var ”et rædsomt opholdssted”, hvor ”patienterne dampede fra morgen til aften som en nybagt mødding og forvandlede luften til en pestagtig kvalmende stank.”[8] Der var pladsmangel, stank fra latrinen, støj og larm fra urolige patienter. Pedersens beskrivelse står i kontrast til patienter indlagt under andre forhold, hvilket bogen lykkedes rigtig fint med at udfolde og illustrere ved hjælp af brevene.

Patienterne var indlagt på forplejningsklasser – fra tredje- til førsteforplejning. Langt størstedelen var indlagt på tredje og færrest på første forplejningsklasse. Et overbevisende argument i bogen er, at ens forplejningsklasse havde stor indflydelse på oplevelsen af asylet fra start til slut. Tredjeforplejningspatienter, som Peder Pedersen, sov på sovesale, mens de øvrige forplejningsklasser blev indlogeret på eneværelser eller sammen med en eller to andre patienter på samme klasse.[9] Mens indretningen på sovesalene var spartansk med kun natpotten at kaste med, var indretningen på øvrige klasser i overensstemmelse med, hvordan deres eget hjem kunne se ud.[10] Dertil strukturerede forplejningsklasserne også, hvad og hvor meget man fik at spise – i breve klager tredjeklassepatienter over både mængde og kvalitet. Arbejdsterapien, som var en vigtig del af behandlingsfilosofien, var i modsætning til de andre forplejningsklasser obligatorisk for tredje forplejningsklasse, medmindre tilstanden ikke tillod det. De fik dog en lille løn for det. Dertil kæmpede Jydske Asyl – som alle øvrige sindssygehospitaler – med overbelægning, der især måtte være til at tage at føle på i fællesarealerne og sovesalene på tredje forplejningsklasse. Læser man årsberetninger fra sindssygehospitaler, er det vanskeligt at finde en beretning, hvor overlægerne ikke beklager sig over overbelægning. Med breve som Peder Pedersens får de fysiske rammer en anden, kvælende fornemmelse, der nok ville tage modet fra de fleste.

Forfatterne behandler også beklædningsreglement og fritids- og adspredelsesaktiviteter. Fritids- og adspredelsesmuligheder var særlige arrangementer, der skulle bryde med en ellers yderst struktureret og regelbunden hverdag og bringe en form for oplevelse af normalitet ind på asylet. Læser man i samtidige jubilæumsskrifter fra sindssygehospitalerne, kan man få opfattelsen af et overflødighedshorn af adspredelsesmuligheder for patienter, akkompagneret af fotografier af festlighederne.[11] Udover ugentlige gudstjenester blev alle højtider markeret med store fester, månedlige kaffeballer, sommerudflugter og picnic i det grønne, og på Jydske Asyl var der også personaleopførte teaterforestillinger for patienterne i den smukke festsal i hovedbygningen. Men adspredelserne fylder ifølge forfatterne ikke i brevene – det gør hverdagen. I stedet for breve gør forfatterne her brug af et kritisk læserbrev fra Demokraten, skrevet af en plejer efter deltagelse i en fest i 1921. Plejeren var harm over, hvordan der blev gjort forskel på forplejningsklasserne, selv til fest. Tredjeforplejningspatienter måtte ifølge plejeren stå op og drikke kaffe og spise deres wienerbrød, og uden ”teskeer, (…) kunne [plejeren] se fingre, hårnåle o.l. blive brugt til at røre i kaffen med (…)”,[12] mens første- og anden forplejning samt institutionens ansatte funktionærer var bænket op ved ”veldækkede” borde med fuld service på bordene. Heller ikke til fest kunne man slippe med påmindelsen om, at man som tredje forplejningspatient stod anderledes.

Angående beklædning skulle tredje forplejningsklasse som de eneste i særligt hospitalstøj og aflevere eget tøj og eventuelt mønt på lommen ved ankomst. Det er der flere breve, der påtaler. For heri lå der en administrativ hage for tredjeklassepatienter, der ønskede at forlade institutionen: Sagde overlægen nej til udskrivelse, kunne man ikke få udleveret sit tøj. Forlod man asylet alligevel i hospitalstøjet, var det betragtet som tyveri. Pårørende kunne få patienten udskrevet, hvis de var vedholdende nok, og i flere breve stilet til pårørende bønfaldt patienter deres pårørende om at sende eller komme med tøj, så man kunne forlade institutionen.[13]

BEHANDLINGSREGIME
Et andet vigtigt og gennemarbejdet aspekt omhandler tidens konkrete behandlingstiltag og reaktionen herpå fra patienterne. Af interessante perspektiver fremhævedes det, hvordan behandlingstiltag blev gennemført uden begrundelse for patienten, og uden at patienten havde indflydelse på, om de ønskede behandlingen eller ej.[14] Af gennemgåede behandlingstiltag var sengelejet, medicinering (især under tvang), badterapi og hypnose – udover de almindelige grundsætninger om hvile, ro, diæt og struktur – grundstammen i behandling af sindssygdomme, inden de somatiske chokterapiers indtog fra 1920’erne blev en del af arsenalet.

Dog sniger der sig ærgerlige formuleringer ind i kapitlet, som f.eks.: ”Selvom diagnosesystemet i asyltiden ikke var så udbygget og nuanceret, som det er i dag (…)”,[15] og ”Dog var metoderne for at teste for sygdommen [syfilis] på dette tidspunkt langt fra så pålidelige, som de er i dag.”[16] Det lugter af en progressionsfortælling, for er man egentlig den dag i dag voldsomt meget klogere på sindslidelse eller diagnosticering, som i praksis stadig er symptombaseret? Selvom væksten fra dengang til i dag af diagnoser er kolossal, er diagnoserne så stadig ikke bundet op på et porøst normalitetsbegreb? Kritikere af moderne psykiatri, som eksempelvis Allen Frances, Joanna Moncrieff og Nikolas Rose, mener, at man den dag i dag ikke er grundlæggende klogere på sindslidelser og dets oprindelse, og at fortidens behandlingsregime er udskiftet med et, der ikke afviger grundlæggende i sin tilgang: en symptomtjekliste og en behandling, der i praksis er somatisk orienteret – nu bare med tryk på medicinering.[17] Psykiatriens genstandsfelt og tilgang er i modsætning til somatisk sygdom stadig grundlæggende til diskussion, også inden for fagets egne rækker – en spænding, der i mindre grad har præget dansk psykiatri, som overordnet har været biologisk orienteret, men ellers har fuldt professionen fra begyndelsen og har kastet meget forskellige forståelser og behandlingstilgange af sig.

AT HOLDE FAST I SIG SELV
Forfatterne fokuserer også på patienters forsøg på at genvinde kontrollen over egen fortælling. Flere patienter anførte nemlig, at de ikke kunne genkende sig selv i de diagnoser, de fik tildelt, og de skriver selv om, hvordan de tolker deres situation. Her fremhæver forfatterne, hvordan lægepersonale ikke tillagde patienternes fortolkninger nogen betydning i den diagnostiske udredning. Ofte fandt lægerne støtte og validering i pårørendes vurderinger, der rangerede over patienten selv i ”sandhedsværdi”.[18] Påfaldende nok er alle de patienter, hvis skriverier fremhæves, litterære anlagt og veluddannede – og ikke indlagt på tredje forplejningsklasse. I to patientportrætter sættes der særligt spot på en teolog og en filosof, der i breve til overlægen begge forsøgte at forklare deres tilstande – forklaringer, der hentes i egen livs- og erfaringsverden. For teologen handlede hans lidelser ifølge ham selv om grublerier over den kristne synd og tidens seksualmoral, for filosoffen var det et brutalt og korporligt afstraffende skolesystem og en ditto faderfigur, der havde gjort ham ”nervøs” som voksen. I kapitlet fremhæver forfatterne, at ingen af brevskriverne oplevede at komme nogen vegne med deres modstand – i stedet insisterede overlægen på egne diagnostiske kategorier. I filosoffens tilfælde fremhæves overlægens overbevisning om at hans lidelser var somatisk forankret, med henvisning til, at filosoffen var albino. Det er gode eksempler på, hvordan forskellige videnssystemer og tankegange kunne gå forbi hinanden, og at det var overlægens vurdering, der rangerede højest.

En vigtig pointe, bogens forfattere gentagne gange vender tilbage til, er, hvor vigtigt det var som patient at underlægge sig lægens autoritet samt institutionens reglementer. Både i psykiatrisk tankegang og i praksis på institutionen. Gik man ikke ind på de præmisser, kunne opholdet blive en anstrengende affære. Fælles for størstedelen af brev- og pamfletskriverne var, at det gjorde de på forskellig vis ikke. Det fik mig til at tænke på det berømte og meget omdiskuterede studie af den amerikanske Stanford-psykolog Daniel Rosenhan fra 1973, der sendte pseudopatienter ind på 12 amerikanske institutioner under påskud af, at de hørte stemmer.[19] Medpatienter til pseudopatienterne rådførte dem om, hvordan pseudopatienterne skulle opføre sig med henblik på at blive udskrevet: Udfordr ikke personalets medicinske evaluering af dig. Vær samarbejdsvillig, og sig aldrig selv, at du mener, du er rask. De vil ikke tro på dig. Til gengæld skulle man bekræftende sige, at man havde været meget syg, men at man var ved at få det bedre.[20] Det var tegn på sygdomsindsigt, som var en vigtig indikator på, at man var på vej ud af sin sindssyge tilstand.

En succesfuld behandling hvilede dengang som i dag på gensidig tillid og at føle sig forstået og set. Man kunne helt og holdent underkaste sig lægens autoritet og viden, eller man kunne udfordre den. Manipulation samt evnen til at lure institutionens interne spilleregler var vigtig – derfor er bogens beskrivelser af patienternes skuffelse over ikke at føle sig set og hørt af overlægen rammende, og de står som gode eksempler på, hvad overlægens autoritetstab i patienternes øjne kunne få af konkret betydning. Det er et af bogens stærkeste bidrag, for det viser ganske fint, hvad tillidsbrud kunne få af konsekvenser.

TVANG, VOLD OG BRUTALITET
Den anden del af bogen behandler den mere brutale side af psykiatrien: tvangsindgreb, klageret og vold mod patienter begået af personale. En egentlig psykiatrilov kom først i 1938, som i det store og hele cementerede overlægens autoritet i alle aspekter af behandlingen samt bestemmelserne angående brug af tvang, tvangsindlæggelser og tilbageholdelser. Harald Selmer (1814-1879), Jydske Asyls første overlæge og en meget vigtig figur i moderne psykiatri, formulerede ved Jydske Asyls åbning i 1852 en forordning, der udstak reglerne for driften af asylet, som i praksis blev kopieret af andre statshospitaler. Forfatterne påtaler overlægers ambivalente forhold til brug af tvangsmidler, der betegnes som pragmatisk.[21] Et er brug af tvangsmidler som isolationsceller, fastspænding m.v., noget andet var oplevelsen af at være ufrivilligt indespærret eller tvangstilbageholdt, som f.eks. vises ved forfatternes pointer ved det førnævnte beklædningsreglement, hvor man i praksis havde vanskeligt ved at forlade institutionen mod overlægens råd i hospitalstøj.

I kapitel seks gennemgås 20 identificerede klagesager sendt til Justitsministeriet over behandling fra 1908-1913 fra flere institutioner – alle afvist. Klagerne kunne omhandle alt fra uretmæssig tilbageholdelse eller vold. Det var overlægernes modsvar, hvor patientens sindssygdom og dermed utroværdighed var det bærende element, der lagde sagerne ned, fremhæver forfatterne. At være patient på et sindssygehospital var i sandhed så stigmatiserende, at man som udgangspunkt ikke skulle tro på patienternes udsagn. I et enkelt internt skriveri i Justitsministeriet indrømmes det også, at man ikke havde ressourcer til at undersøge sagen nærmere.[22] Bogens forfattere fremhæver også den vigtige pointe, at vurderingen af klager af Justitsministeriet blev udliciteret til en ekstern lægelig konsulent, der havde været kollega med mange af de læger, klagesagerne omhandlede.[23] Det er velvalgt at undersøge klager ad den vej, og jeg håber på flere og større undersøgelser i fremtiden.

Det, der dog fylder meget i anden halvdel af bogen, er patienters anklager om vold mod patienter begået af personale – anklager, der alle kom frem i offentligheden. Med brug af avisartikler, pamfletter og statistiske opgørelser fra Jydske Asyl og i samtiden samt diskuterede voldssager på forskellige sindssygehospitaler omkring århundredeskiftet sættes der spot på alt fra klager over uretmæssig tilbageholdelse på asylet til vold og endda mord (Gandrupsagen, kapitel syv). Både vold og mord på patienter blev begået af plejepersonalet, dem, der egentlig havde den daglige kontakt med patienterne og typisk blev rekrutteret blandt oplandets friske piger og karle. De kunne være nogle slette nogle med hårde arbejdsvilkår: med 16 timers arbejdsdag, dårlig løn, én fridag om måneden, ingen ferie, nederst i hierarkiet og uden nogen formel uddannelse eller træning i, hvordan man skulle håndtere sindssyge mennesker. De spiste og sov tilmed med patienterne. Meget interessant gør bogens forfattere brug af plejeansættelsesmønstre ved Jydske Asyl, herunder afskedigelser efter anklager for vold samt længden på plejeres ansættelser. Forfatterne finder en stor udskiftning i plejepersonalet og kommer frem til, at de dygtige og skikkelige plejere hurtigere forlod deres stilling.[24]

Voldsom behandling samt dårlige og gode plejere omtales i brevene, og særligt Svenningsens pamflet bruges som materiale, da han indgående beskrev at have set vold begået mod medpatienter af plejepersonale samt uretmæssig tvangsbehandling af ham selv. Det fremhæves af forfatterne, at klager over vold og overgreb begået af (mandlige) plejere blev afvist af overlægen for at beskytte institutionens renomme. Skabelsen af forandring tillægger forfatterne de patienter, der greb til pennen og brugte offentligheden til at sætte spot på forholdene – mest indflydelsesrig var dog Gandrupsagen, som omhandler en mandlig patient, der pludseligt døde under mystiske omstændigheder på Jydske Asyl i 1907. Ifølge Svenningsen var Gandrup død efter at have fået tæsk af plejere. Sagen fik politisk bevågenhed, og der kom faktisk nogle ændringer, som lovfæstede reglementer for en obligatorisk plejeruddannelse fra 1911.[25]

Der var med andre ord noget grundlæggende dysfunktionelt på spil: en forråelseskultur, hvor vold avler vold og uro avler uro. Hvor patienter ikke følte sig set, og hvor tilliden til lægestaben kunne knækkes af oplevelsen af, at overlægen affejede ens indvendinger, hvad end det var over diagnoser, behandlingstiltag eller, i den alvorligere kategori, med decideret volds- og overgrebsanklager.

KILDERNES BESKAFFENHED OG OVERLÆGENS ROLLE
De egentlige kildeovervejelser kommer først i et efterskrift. Det skyldes nok bogens intenderede publikum; nemlig alle, der kan have interesse i psykiatrihistorie. Men som skrevet indledningsvist måtte kildernes beskaffenhed gerne have været behandlet i indledningen til bogen. Forfatterne nævner selv, at brevskriverne i overvægt er fra tredje forplejningsklasse, hvilket unægtelig farver oplevelserne. Det kunne også være godt, hvis læseren fik indsigt i fordelingen af kritik, neutralitet eller positive syn på asylet i de mere end 220 breves indhold. Hvor repræsentative er de mest kritiske breve? Og hvad med alle de breve, der ikke citeres i bogen?

Derudover er der altid faren for at psykoanalysere patienterne på baggrund af kildernes indhold, som nogle gange bliver lidt spekulativ. Eksempelvis ved portrættet af en trafikassistent fra Glyngøre, der blev tvangsindlagt på Jydske Asyl i 1897. Efter et længere detaljeret citat, hvor trafikassistenten skildrede sin egen udlægning af hændelsesforløbet op til tvangsindlæggelsen, konkluderes det af forfatterne, at han både er ”vred og forvirret”, selvom trafikassistenten ikke selv brugte disse eller lignende ord.[26] Selv skrev trafikassistenten, at han gjorde ”skarp protest”, da han opdagede, at han var bragt til asylet, og at han straks ville udskrives igen.

Overlæger kan nemt få en skurkerolle i en fortælling om psykiatrihistorien. Der er nok af beskæmmende forhold at tale om – blandt andet fordi psykiatrien som institution rejser spørgsmål om tvang, frihed og samtykke, og blandt andet fordi sindslidelse og behandling heraf har været og stadig er til stor diskussion. Der er heller ingen tvivl om, at psykiatrien ved overgangen til det 20. århundrede generelt led under underfinansiering, et dårligt offentligt renomme og en form for faglig depression. Flere elementer, der desværre går igen i dag. Men lægestabens mission var ikke at ødelægge mennesker. Der findes også patientbeskrivelser, der viser, at patienter på tværs af tid og sted var tilfredse med deres ophold. For nogle var et ophold endda lig med stabilitet og orden. I patientjournaler finder man forholdsvis ofte breve skrevet af patienter, der søger overlægens eller en betroet afdelingssygeplejerskes råd om forhold i patientens liv efter udskrivelse. Det vidner også om, at nogen oplevede en fortrolighed, og venskaber formet under indlæggelser mellem både medpatienter og patienter og personale er også forholdsvis hyppigt at finde.

Det ændrer ikke ved, at Patientstemmer fra Asylet er en kærkommen udgivelse, der bringer perspektiver ind i forskningen, som er underbelyst i både international og dansk forskning. Bogen giver et godt indblik i en dysfunktionel institutionskultur, hvor skrøbelig en størrelse tillid er, samt hvor destruktivt det var, hvis tilliden blev brudt – en skrøbelighed, der blev forstærket af den administrative indretning, der var meget lidt gearet til at se institutionerne efter i sømmene og overlægerne over skuldrene. Her giver brugen af patienternes egne ord en anden analytisk dybde, idet det vises, hvad der kunne være på spil. Det åbner for nye veje at afsøge inden for psykiatrihistorien. Min væsentligste kritik går på, at materialets beskaffenhed skal deklareres tidligere end i et efterskrift. Det er kun én – omend vigtig – del af patienthistorien.

IDA DORPH NØRSKOV
PH.D.-STUDERENDE
AFDELING FOR HISTORIE OG KLASSISKE STUDIER
AARHUS UNIVERSITET
ID@CAS.AU.DK

[1] Se f.eks.: Møllerhøj: På gyngende grund; Bjerrum: “Psykiatri i tidens perspektiv”; Kragh: Det hvide snit; Kragh (red.): Psykiatriens historie i Danmark.

[2] Vestergaard: Den klassiske psykiatris historie; Vestergaard: Den moderne psykiatris historie; Vestergaard: Den ustyrlige psykiatri; Rosenberg: Psykiatriens grundlag; Mellergård: Epoker i dansk psykiatri.

[3] Porter: “The Patient’s View: Doing Medical History from below”, 175.

[4] Se f.eks. Kragh: Sikringen; Møllerhøj: “Encountering Hysteria: Doctors’ and Patients’ Perspectives on Hysteria in Denmark, 1875—1918”.

[5] Meier: “The Concealment of Mental Maladies: A History of Experiences”; Meier: Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten.

[6] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 7.

[7] Med henvisning til Knud Pontoppidan (1853-1916), overlæge ved Kommunehospitalets psykiatriske afdeling i København, og sit af titel ironiserende forsvarsskrift for ham selv og afdelingen efter den offentlige polemik med forfatteren Amalie Skram (1846-1905) i 1890’erne – en polemik, der fik ham til at opsige sin stilling i København for at blive overlæge ved netop Jydske Asyl for en kortere periode. Pontoppidan: 6de Afdelings Jammersminde.

[8] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 29.

[9] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 24.

[10] Se f.eks. billede af opholdsrum på anden forplejningsklasse: Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 32.

[11] Se f.eks. Nielsen og Danielsen (red.): Fra Jydske Asyl 1852 til Psykiatrisk Hospital i Århus 2002; Wimmer (red.): St. Hans Hospital 1816-1916.

[12] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 59.

[13] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 51-56.

[14] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 98.

[15] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 121.

[16] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 96.

[17] Se f.eks. Frances: Saving Normal: an insider’s revolt against out-of-control psychiatric diagnosis, DSM-5, Big Pharma, and the medicalization of ordinary life; Moncrieff: The Myth of the Chemical Cure; Rose: Our Psychiatric Future. For dansk litteratur, se f.eks. Brinkmann & Petersen (red.): Diagnoser – Perspektiver, kritik og diskussion.

[18] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 123.

[19] Rosenhan: “On Being Sane in Insane Places”.

[20] Gengivelse fra Pietikäinen: Madness: A History, 318-321.

[21] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra Asylet, 153-157.

[22] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra Asylet, 215.

[23] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra Asylet, 187.

[24] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra asylet, 157-164.

[25] Jacobsen og Krarup: Vejledning i Sindssygepleje.

[26] Nielsen m.fl.: Patientstemmer fra Asylet, 179.

PUBLICERET MATERIALE

Bjerrum, Merete: Psykiatri i tidens perspektiv: empiriske studier over dansk hospitalspsykiatri i 1930-1990: med særlig henblik på organisatoriske og administrative forhold, Ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet, 1998.

Brinkmann, Svend og Anders Petersen (red.): Diagnoser – Perspektiver, kritik og diskussion, Aarhus: Klim, 2015.

Frances, Allen: Saving Normal: an insider’s revolt against out-of-control psychiatric diagnosis, DSM-5, Big Pharma, and the medicalization of ordinary life, New York: William Morrow, 2013.

Jacobsen, Aage Thune og Frode Krarup: Vejledning i Sindssygepleje, København: Sundhedsstyrelsen, 1910.

Kragh, Jesper Vaczy: Psykiatriens historie i Danmark, København: Hans Reitzel, 2008.

Kragh, Jesper Vaczy: Det hvide snit: psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010.

Kragh, Jesper Vaczy: Sikringen: forbrydelse, farlighed og foranstaltninger: sikringsafdelingen i dansk psykiatri 1918-2018, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Meier, Marie: The Concealment of Mental Maladies: A History of Experiences, Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2021.

Meier, Marie: Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten, København: Nord Academic, 2025.

Mellergård, Mogens: Epoker i dansk psykiatri, København: Munksgaard, 2000.

Moncrieff, Joanna: The Myth of the Chemical Cure: a Critique of Psychiatric Drug Treatment, Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2009.

Møllerhøj, Jette: På gyngende grund: psykiatriens praksisser og institutionalisering i Danmark 1850-1920, Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2006.

Møllerhøj, Jette: “Encountering Hysteria: Doctors’ and Patients’ Perspectives on Hysteria in Denmark, 1875—1918”, History of Psychiatry, 20 (2), 2009, 163–183, https://doi.org/10.1177/0957154X08094853.

Nielsen, Johannes og Eddie Danielsen (red.): Fra Jydske Asyl 1852 til Psykiatrisk Hospital i Århus 2002, Risskov: Ovartaci Fonden, 2002.

Nielsen, Klaus, Line Keller Ottosen og Signe Düring: Patientstemmer fra asylet, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2026.

Pietikäinen, Petteri: Madness: A History, Abingdon:Routledge, 2015.

Pontoppidan, Knud: 6de Afdelings Jammersminde, København: Th. Linds Efterfølger Eckhardt & Frandsen, 1897.

Porter, Roy: “The Patient’s View: Doing Medical History from below”, Theory and Society, 14 (2), 1985, 175–98.

Rose, Nicholas: Our Psychiatric Future: the Politics of Mental Health, Cambridge: Polity Press, 2019.

Rosenberg, Raben: Psykiatriens grundlag: historie, filosofi og videnskab, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2016.

Rosenhan, David L.: “On Being Sane in Insane Places”, Science, 179 (4070), 1973, 250-258.

Vestergaard, Per: Den ustyrlige psykiatri: mellem adfærdsforstyrrelse og sygdomsproblem – en idehistorisk analyse, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2016.

Vestergaard, Per: Den moderne psykiatris historie: et essay om sindslidende i velfærdsstaten, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2018.

Vestergaard, Per: Den klassiske psykiatris historie: pioneren Harald Selmer og psykiatriens fødsel i Danmark, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2021.

Wimmer, August Nicolai Marius (red.): St. Hans Hospital 1816-1916, København: G.E.C. Gads Forlag, 1916.

---