NYT VÆRK OM DE BALTISKE FLYGTNINGE I DANMARK
Brian Traantoft Rasmussen og
Thomas Græsbøll Svaneborg:
Flugten fra Stalin – Historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem,
Gads Forlag, 2025
De tyske flygtninge fylder meget i fortællingen om Danmark ved krigens afslutning. Men blandt de mange ankomne var også tusinder af ikke-tyske flygtninge med vidt forskellige baggrunde og skæbner, hvis historie fortsat er underbelyst på en række centrale punkter. Sidste år udkom imidlertid et nyt værk: Historikeren Brian Traantoft Rasmussen og journalisten Thomas Græsbøll Svaneborg har skrevet bogen Flugten fra Stalin – Historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem. Bogen handler om et udsnit af de over 250.000 flygtninge, som i Anden Verdenskrigs sidste måneder strømmede ind i Danmark. Langt de fleste af disse mennesker var tyskere fra Nazitysklands østligste egne i det område, som i dag dækker Gdansk og den russiske eksklave Kaliningrad. Derudover var der også ca. 30.000 ikke-tyske personer iblandt, som af mange forskellige årsager endte i Danmark. Denne bog behandler en række af de baltiske flygtningeskæbner.
ET BIDRAG TIL ET FORTSAT UNDERBELYST EMNE
Der er løbende blevet skrevet en del om de såkaldte ikke-tyske flygtninge. I bogen Strandingen (2022)skildrer Peter Krogsted Nielsen de 1.400 allierede krigsfanger, der den 4. maj 1945 strandede på Langeland, og den lokale indsats for at hjælpe dem. Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen beskriver tilsvarende i Skibet fra helvede (2021), hvordan en pram med udmarvede fanger fra koncentrationslejren Stutthof ankom til Klintholm Havn på Møn den 5. maj 1945, og hvordan lokalbefolkningen tog del i redningsarbejdet.[1] Disse grupper talte officielt med i betegnelsen ”ikke-tyske flygtninge”. Imidlertid passer de bedre på det allierede begreb ”displaced persons”, da der i deres tilfælde ikke var tale om personer, der var flygtet fra deres hjemland, men civile ofre og krigsfanger, der var flyttet rundt mod deres vilje af nazisterne. Dette er med til at understrege behovet for en ny klassificering i forskningen om disse mennesker, der var havnet i Danmark omkring krigens slutning, da flygtningebetegnelsen ikke er retvisende for dem alle.
Om dem, der vitterligt var flygtet til Danmark som følge af Sovjetunionens fremmarch i Øst, er der skrevet en lang række artikler. Særligt relevant om balterne står stadigvæk Bente Thomsens artikel fra 1978, som udforskede en lang række aspekter omkring deres baggrund og ophold i Danmark. Endvidere er der Morten Baarvig Thomsens indsigtsfulde og kildemæssigt grundige oversigtskapitel om de ikke-tyske flygtninge i antologien De udstødte, de uvelkomne og de beundrede.[2] Dertil er der over årene kommet en lang række undersøgelser af lokale lejre, som har belyst forskellige aspekter af de ikke-tyske flygtninges baggrund og tilværelse i Danmark.[3] Denne bog er et interessant bidrag til denne historie, der på trods af flere bøger og artikler fortsat er underbelyst på en række centrale områder.
BOGENS INDHOLD
Gennem personlige fortællinger følger bogen flygtningene fra flugten og opholdet i Danmark til deres videre liv: Nogle rejste hjem, andre drog videre ud i verden, og nogle blev i Danmark. Personskæbnerne er til dels valgt blandt dem, som bogens ene forfatter, Thomas Svaneborg, selv har kendt til gennem sin egen familiefortælling. Forfatterne skriver dermed sig selv ind i fortællingen, og undervejs får man som læser også et direkte indblik i forfatternes proces med at afdække kildemateriale, interviewe øjenvidner, eksperter m.fl. Her bærer bogen i høj grad præg af et journalistisk gravearbejde. Andre steder fremstår bogen mere som en klassisk historisk undersøgelse med en diskussion af årsager og virkninger. Dertil har bogen en udførlig litteratur- og kildeliste, hvilket gør den brugbar for forskere, som vil arbejde videre med de samme værker og arkiver, som forfatterne har anvendt.
Bogen byder overordnet set på en god læseoplevelse. Den er velskrevet, spændene, informativ og godt struktureret. Dertil er redaktørarbejdet veludført med en grundig korrektur, en dejlig opsætning samt velvalgte og interessante billeder. Samtidig er det et fortællermæssigt godt greb at binde historien op på en række personhistorier. Læseren hører om den farefulde flugt over Østersøen blandt andet gennem Melita Krause, der som niårig blev evakueret ombord på skibet Wilhelm Gustloff. Skibet blev 30. januar 1945 ramt af sovjetiske torpedoer, imens tusinder af soldater og flygtninge, heriblandt Melita og hendes mor, stadigvæk var ombord. Vi hører derpå om, hvordan Melita endte i det iskolde vand og blev hevet op af soldater, hvorefter hun mistede bevidstheden i flere dage. Både mor og datter overlevede heldigvis sænkningen, og de kom senere til en flygtningelejr i Esbjerg.[4]
Læseren lærer om hverdagslivet i lejrene og om de mere uheldige episoder, som fandt sted. Blandt andet fortæller forfatterne om, hvordan sovjetiske flygtninge i Nymindegablejren havde fået adgang til et efterladt tysk våbendepot, hvorfra de blandt andet tog håndgranater, som de brugte til at fiske med.[5]
Vi møder også Hertha, som mistede sin lille pige kort efter ankomsten til Danmark. Hendes historie viser, hvordan flygtningenes tilværelse kunne være præget af sorg og savn, mens de bekymrede sig om fremtiden. Efterfølgende boede Hertha ved en dansk familie, indtil hun mistede sin status som ikke-tysk flygtning og i stedet blev vurderet som tysk statsborger. I mellemtiden fødte hun en søn som resultat af en affære med en anden flygtning. Dette gav hende problemer efter at være blevet sendt til Tyskland. Her ville hendes mand knap nok kendes ved hende, og tilværelsen var i lang tid hård og kompliceret.[6]
BOGENS TILGANG OG MANGLER
Personhistorierne er med til at minde læseren om, hvor frygtelig krig er, og hvilke materielle og emotionelle omkostninger flugt kan have. Dette har også været forfatternes erklærede mål, da de ifølge dem selv er inspireret af historikerne Ulrik Langen og Poul Duedahl i at undgå ”teoretisk parfumering” og i stedet udvide: ”læserens historiske samfundsforståelse ved at bruge personlige fortællinger og litterære greb fra dramaer og tragedier”.[7] Dette er lykkedes fremragende. Dog savnes der visse steder flere kildekritiske overvejelser og en skarpere diskussion. Dette er ikke at betragte som et behov for parfumering, men derimod om det, som kunne have gjort bogen mere nuanceret. For når nu forfatterne selv erklærer, at de vil udvide læserens samfundsforståelse, så burde det også ske på et solidt og velovervejet kildekritisk og forskningsmæssigt grundlag, hvilket indimellem mangler.
Flere steder får beretningerne lov til at stå alene, uden at de sættes ind i en større sammenhæng. Her kunne de journalistiske interviews med fordel være suppleret af en mere konsekvent kildekritik. Eksempelvis hører vi om den 16-årige Laimonis, som syntes, det var hårdt at være på markarbejde i Danmark, og at indkvarteringen på gården var dårlig. Ifølge hans erindringer boede man bedre på gårdene i Letland. Dette bliver imidlertid ikke fulgt op af en skarpere vurdering af, om arbejdsforholdene for flygtningene vitterligt var dårlige, eller om forfatterne måske bare har at gøre med en ældre mand, der husker, at det som 16-årig ikke var en ønskværdig tilværelse at gå til hånde på en gård.[8]
Forfatterne bruger også flere sider på at beskrive, at de ikke-tyske flygtninges indtog på det danske arbejdsmarked gav problemer.[9] Årsagerne var angiveligt, at de kom ind med en for høj startløn, og at deres fortid provokerede de socialistiske danske arbejdere. Forfatterne tager imidlertid primært udgangspunkt i det kommunistiske dagblad Land og Folk. De vedkender selv, at bladet måske smurte tykt på, men alligevel hører vi meget om konflikter m.m. Det er imidlertid utroværdigt med så spinkelt et kildegrundlag. Det interessante derimod er i virkeligheden historien om, hvordan de danske kommunister forholdt sig til ikke-tyske flygtninge, hvoraf mange var antikommunister, og om aviskampagnen var et led i en større proces med at miskreditere en gruppe, som var kritiske overfor sovjet-diktaturet.
1940’ernes danske flygtningepolitik bliver også diskuteret med udgangspunkt i flygtningeskæbner. Bogens forfattere formår blandt andet tydeligt at demonstrere, hvor grundigt de danske myndigheder forsøgte at forhindre ikke-tyske flygtninge i at bosætte sig i Danmark. Dette beskrives glimrende både på det politiske plan og med perspektiver til flygtningenes egen situation og oplevelsen af at blive skubbet rundt i systemet.[10] Der perspektiveres dog til den britiske Polish Resettlement Act fra 1947 som et eksempel på, at briterne gik en helt anden og mere humanitær vej. Det er dog et urimeligt sammenligningsgrundlag. Dels fordi polakkerne i Storbritannien i høj grad havde hørt under den polske eksilregering og havde kæmpet på allieret side, hvorfor Churchill lovede disse mennesker ophold i det britiske imperium efter krigen, dels fordi Attlee-regeringen i første omgang faktisk ikke ønskede at efterkomme Churchills løfter og i høj grad forsøgte at få polakkerne til at vende tilbage til Polen.[11]
I den mere alvorlige ende er manglen på diskussion om flygtningenes egen baggrund. Vi hører f.eks. om Laimonis ældre brødre, som var på Østfronten i SS. Her får flygtningenes ord i høj grad lov at stå for sig selv, og der bliver ikke diskuteret, om der måske lå større forbrydelser bag deres engagement i SS (s. 30). Flere gange bliver det udlagt som det eneste logiske valg som følge af det sovjetiske overfald på Baltikum i 1939. Det er uomtvisteligt en kompliceret affære, og det er ikke målet i denne anmeldelse at være moralsk dommer over, hvad balterne skulle gøre i stormagtskrigen mellem nazister og kommunister, og det bebrejdes heller ikke forfatterne, at de ikke har taget stilling her. Men der er en del international litteratur, som kunne have nuanceret skildringen. For hvem flygtede? Der var helt bestemt hæderlige mennesker iblandt flygtningene, som bare ikke ønskede at leve under sovjetisk besættelse. Men der er også en mere grum historie, som der faktisk bliver hentydet til. F.eks. forklarer bogens forfattere, at der blev ledt efter krigsforbrydere i lejrene. Forfatterne fortæller også om den såkaldte baltersag i Faxeladeplads, hvor danske håndværkere i forbindelse med en renovering af en baltisk flygtningelejr fandt tyske uniformer gemt af lejrens beboere (s. 154). Men der bliver ikke dvælet meget ved, om de familier, som de selv behandler, og som var i tysk tjeneste, kunne have været involveret i krigsforbrydelser. Det er en svaghed i bogen, at forfatterne ikke forholder sig direkte til dette.
Historikeren Henrik Clausen har f.eks. påvist, at de lettiske soldater i tysk tjeneste ikke var én ensartet gruppe: Nogle meldte sig frivilligt, mens mange blev tvangsudskrevet, navnlig efter indførelsen af værnepligt i 1944. Samtidig blev medlemmer af lettiske politienheder, der havde deltaget i Holocaust, senere overført til Waffen-SS. Blandt andet kom et kompagni fra koncentrationslejren Bobruisk, hvor det havde medvirket til drab på jødiske fanger, ind i Den Lettiske Legion. Clausen fremhæver desuden to tidligere medlemmer af den stærkt forbryderiske Arajs Kommando, som opholdt sig i Danmark: Konrāds Kalējs og enhedens leder Viktors Arājs, der senere blev dømt for medansvar for mindst 13.000 drab. Derfor vurderer Clausen, at nogle af de lettiske soldater i Danmark med stor sandsynlighed havde deltaget i krigsforbrydelser.[12] Dertil er der et større korpus af international litteratur, som viser, at der ved siden af tvangsudskrevne soldater i Baltikum også var de ideologisk motiverede, som frivilligt tog del i krigsforbrydelser.[13] En nærmere undersøgelse af potentielle krigsforbrydelser begået af de ikke-tyske flygtninge i Danmark kunne være interessant og relevant. Det ville formentlig også være et meget omfattende arbejde, og det skal ikke betragtes som en kritik, at bogens forfattere ikke går i dybden med dette. Til gengæld er det beklageligt, at den eksisterende kritiske forskning om krigsforbrydelser begået af baltere i tysk tjeneste ikke bliver taget op, også set i lyset af de til tider unuancerede nationale narrativer, der eksisterer i Baltikum om deres SS-veteraners fortid.[14]
Desuden går dem, der blev folketyskere, stort set fri for granskning. Polakker og baltere kunne i visse tilfælde få lov at få tysk pas og blive anerkendt som rigsborgere, hvorved de fik en række privilegier, som deres naboer, der stadig havde status som slaver, ikke nød. Det drejede sig typisk om personer, som havde tyske aner og mestrede sproget. Her skal læseren ifølge bogens forfattere dog forstå, at disse mennesker ofte ikke havde noget valg, stadigvæk var en form for andenrangsborgere og desuden skulle gå i tysk krigstjeneste (s. 106-108). Sidstnævnte var forståeligt ikke ønskværdigt, men der mangler imidlertid en nærmere uddybning af, hvordan det var at være dem, der ikke fik tysk statsborgerskab i de østlige områder. De blev nemlig stemplet som racemæssigt underlegne og måtte finde sig i fornedrende behandling og begrænsede muligheder i forhold til job og uddannelse under nazisterne med risiko for at blive udsat for tvangsarbejde, blive deporteret, henrettet og på anden vis forfulgt. Dertil har blandt andre historikerne Klaus-Peter Friedrich og Gerhard Wolf vist, at i Polen var der bestemt også personer, som opportunistisk udnyttede at komme på den tyske folkeliste.[15] Selvom der var en række andre forhold til stede i Baltikum, f.eks. store vandringer af tysksindede baltere til tyske områder efter Sovjetunions annektering 1939-1940, havde det været oplagt med en mere kritisk vinkel på de privilegier, tyske baltere opnåede og i flere tilfælde selv opsøgte.
ET AFSÆT FOR VIDERE FORSKNING
Med denne bog er vi blevet klogere på de baltiske flygtninge i Danmark og på den bredere problematik omkring de såkaldte ”ikke-tyske” flygtninge. Der er dog fortsat væsentlige sider af historien om disse ”displaced persons” i Danmark, som mangler at blive undersøgt. Først og fremmest savnes en samlet kortlægning af, hvor de opholdt sig, herunder i hvilke lejre og på hvilke arbejdspladser. Der er også behov for en nærmere undersøgelse af forholdet mellem ofre og gerningspersoner blandt flygtningene.
Der er også behov for mere omfattende studier i både danske og udenlandske arkiver til at belyse, hvordan Danmark håndterede overgangen fra krig til fred – et spørgsmål, som endnu ikke er tilstrækkeligt udforsket. En nærmere udforskning af emnet vil bidrage til både dansk flygtningehistorie og forståelsen af besættelsestidens eftervirkninger, ikke mindst ved at vise, om erfaringerne med de ikke-tyske displaced persons skabte et erfaringsgrundlag, som siden fik betydning for de organisationer, der arbejdede med flygtninge i efterkrigstidens Europa.
Samtidig mangler der et stærkere internationalt perspektiv på den danske håndtering set i forhold til behandlingen af de millioner af displaced persons andre steder i Europa. Endelig bør det undersøges, om håndteringen af de ikke-tyske flygtninge byggede på tidligere danske erfaringer, eksempelvis fra Det Danske Flygtningekontor i Sverige, der under Anden Verdenskrig tog sig af de tusindvis af danske flygtninge dér. Eller om der var erfaring, som gik endnu længere tilbage – f.eks. mellemkrigstidens hjælp til de såkaldte wienerbørn.
Denne fremhævelse af de tematikker, der fortsat er underudforskede, skal ikke læses som en anke mod bogens forfattere, da meget ligger uden for bogens fokus og formål. Den bør snarere ses som et udtryk for, at bogen giver en kærkommen anledning til at diskutere, forske og skrive videre om et emne, der fortsat er højaktuelt og utilstrækkeligt belyst. Selvom bogen således ikke er det grundværk, som endnu mangler på området, er den anbefalelsesværdig. Trods sine begrænsninger udgør den et værdifuldt bidrag til litteraturen om displaced persons i Danmark og er samtidig både velskrevet og underholdende.
SØREN WERTHER KJÆR RASMUSSEN
POSTDOC, PH.D.
SYDDANSK UNIVERSITET
SORAS@SDU.DK
[1] Clemmensen og Albrektsen: Skibet fra helvede; Nielsen: Strandingen.
[2] Thomsen: “De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949”; Thomsen: “De ikketyske flygtninge i Danmark 1945-1953”.
[3] Se blandt andet: Jepsen: “Blandt sovjetiske krigsfanger og flygtninge i Blåvandlejren”; Jørgensen: “Bessaraberne på Bornholm 1946-47”; Larsen og Rasmussen: “De knap så uønskede”.
[4] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 53-58.
[5] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 132.
[6] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 231-233.
[7] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 17.
[8] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 164.
[9] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 167-171.
[10] Rasmussen og Svaneborg: Flugten fra Stalin, 219-225.
[11] Nocon: “A Reluctant Welcome?”; Sword: “Their Prospects Will Not Be Bright”.
[12] Clausen: “Lettiske Waffen-SS-soldater i Danmark efter 2. Verdenskrig”.
[13] Birn: “Collaboration with Nazi Germany in Eastern Europe”; Plavnieks: Nazi Collaborators on Trial during the Cold War; Sužiedėlis: “The Military Mobilization Campaigns of 1943 and 1944 in German-Occupied Lithuania”.
[14] Stuklis: “Revisionist National Narratives”.
[15] Friedrich: “Collaboration in a ‘Land without a Quisling”; Wolf: “Volk Trumps Race”.
PUBLICERET MATERIALE
Birn, Ruth Bettina: “Collaboration with Nazi Germany in Eastern Europe: The Case of the Estonian Security Police”, Contemporary European History, 10 (2), 2001, 181-98.
Clausen, Henrik: “Lettiske Waffen-SS-soldater i Danmark efter 2. Verdenskrig”, Fra Krig og Fred, 2022, 85-112.
Clemmensen, Jesper og Thomas Albrektsen: Skibet fra helvede: Da Anden Verdenskrigs rædsler drev i land på Møn, København: Lindhardt og Ringhof, 2021.
Friedrich, Klaus-Peter: “Collaboration in a ‘Land without a Quisling’: Patterns of Cooperation with the Nazi German Occupation Regime in Poland during World War II”, Slavic Review, 64 (4), 2005, 711-46.
Jepsen, Harald Hartvig: “Blandt sovjetiske krigsfanger og flygtninge i Blåvandlejren”, Opdatering: Årbog for Vardemuseerne og Ringkøbing-Skjern Museum, 2017, 100-24.
Jørgensen, H.V.: “Bessaraberne på Bornholm 1946-47”, Bornholmske Samlinger, 4. række, 1, 2007, 257-77.
Larsen, Ida Kjær og Søren Werther Kjær Rasmussen: “De knap så uønskede: Allierede flygtninge på Esbjerg Flyveplads 1946-48”, Levende Viden, 8 (8), 2021, 66-81.
Nielsen, Peter Krogsted: Strandingen: Krigsfangerne på Langeland i sommeren 1945, Frederiksberg: Frydenlund, 2022.
Nocon, Andrew: “A Reluctant Welcome? Poles in Britain in the 1940s”, Oral History, 24 (1), 1996, 79-87.
Plavnieks, Richards: Nazi Collaborators on Trial during the Cold War: Viktors Arājs and the Latvian Auxiliary Security Police, Cham: Palgrave Macmillan, 2018.
Stuklis, Karl: “Revisionist National Narratives in the Memoirs of Estonian and Latvian Waffen-SS Legionnaires”, Journal of Baltic Studies, 55 (1), 2024, 197-215.
Rasmussen, Brian Traantoft og Thomas Græsbøll Svaneborg: Flugten fra Stalin – Historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem, Gads Forlag, 2025.
Sužiedėlis, Saulius: “The Military Mobilization Campaigns of 1943 and 1944 in German-Occupied Lithuania: Contrasts in Resistance and Collaboration”, Journal of Baltic Studies, 21 (1), 1993, 33-52.
Sword, Keith R.: “Their Prospects Will Not Be Bright: British Responses to the Problem of the Polish ‘Recalcitrants’, 1946-49”, Journal of Contemporary History, 21 (3), 1986, 367-90.
Thomsen, Bente: “De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949”, Historie/Jyske Samlinger, nyrække, 12 (1-2), 1977-78, 136-58.
Thomsen, Morten Baarvig: “De ikketyske flygtninge i Danmark 1945-1953: Displaced Persons i efterkrigstidens Danmark. Leveforhold, resocialisering og udrejse”. I Henrik Lundtofte (red.): De udstødte, de uvelkomne og de beundrede: Landsforrædere, flygtninge og modstandsfolk efter befrielsen 1945, København: Nord Academic/Gads Forlag 2026, 186-215.
Wolf, Gerhard: “Volk Trumps Race: The Deutsche Volksliste in Annexed Poland”. I Devin O. Pendas, Mark Roseman og Richard F. Wetzell (red.): Beyond the Racial State: Rethinking Nazi Germany, Cambridge: Cambridge University Press, 2017, 431-54.