1800-TALLETS TURISME – OVERKLASSENS STATUSMARKØR ELLER JAGTEN PÅ AUTENTISK FOLKEKULTUR?

TURISME, STATUSFORBRUG OG HERTUGER
Seniorforsker ved Nationalmuseet Mikkel Venborg Pedersen er kendt for sine grundige og velskrevne studier af historiske elitemiljøer. Gennem et rigt forfatterskab af artikler, bøger og samleværker har han udforsket fyrste- og adelskultur, herregårde, luksusforbrug og kolonihistorie samt i de seneste år modehistorie i almindelighed og herremode i særdeleshed. I sin seneste bog tager han på nye eventyr med samfundets eliter i begyndelsen af 1800-tallet, hvor turistrejsen blev etableret som forbrugsgode og statusmarkør i den europæiske overklasse. Med hertugen på rejse. Turismens begyndelse i Europa er samtidig en tilbagevenden til hertugerne af Augustenborg, som Pedersen behandlede i sin ph.d.-afhandling fra 2005, Hertuger. At synes og at være i Augustenborg 1700-1850. Afhandlingen var opbygget omkring indgående studier af slottet, hoffet, slotsbyen, landskabet og ceremonierne på ’hjemmebanen’ i Augustenborg, Als og Slesvig, og man fornemmer, at hertugernes udlandsrejser har rumsteret som et uafsluttet kapitel om internationale forbindelser på ’udebanen’ udi datidens centraleuropæiske kulturområde.

Med hertugen på rejse er opbygget omkring tre rejser foretaget af hertug Christian II af Augustenborg i 1817-1820, 1843 og 1847, og forfatteren påpeger, at bogen også kan læses som en politisk-historisk beskrivelse af hertugens udenrigspolitiske bestræbelser i årene frem mod Treårskrigen 1848-1850, der endte med augustenborgernes ydmygende landsforvisning fra Slesvig og Danmark. Men ligesom i Hertuger er de biografiske og politiske begivenheder bogens ’klangbund’ snarere end dens egentlige ærinde, som kommer til syne i dispositionen for bogens seks kapitler.  ”Rejser og turisme” giver en grundlæggende og overskuelig introduktion til turisme i historisk perspektiv og følges af en oversigt over ”Augustenborgernes europæiske rejser”, som redegør for de tre hertugelige rejser, rejsedeltagere, steder, ruter og rejsemotiver samt kilderne til disse. Herefter følger bogens tre tematiske og forbundne kapitler, der hver især belyser forskellige aspekter af 1800-tallets rejser: ”Med hestevogn gennem Europa”, ”Tjenerskabets mange opgaver” og ”Livgivende bade og storbyers glans”, hvorefter bogen afsluttes med en kortfattet epilog: ”Et nyt liv i Tyskland”, der fortæller om augustenborgernes videre skæbne i landflygtighed efter 1853.

De hertugelige rejser, foretaget over et tidsspand på 30 år i første halvdel af 1800-tallet, fungerer som det empiriske fundament og narrative skelet til en kulturhistorisk beskrivelse af turismens historie, der suppleres og understøttes af tidens etikettebøger og udgivne rejsebeskrivelser af forfatterne A. Oehlenschläger, H.C. Andersen og studenten V. A. Læssøe. Målet er at følge udviklingen gennem en formativ periode, hvor turistrejsen blev etableret som socialt ideal og kulturel praksis: ”At se en (turist)rejse som en kulturel praksis betoner også, at den er et skabt fænomen – og derfor som alt andet menneskeskabt har en historie, der også mere eller mindre bevidst kan bestemme handlingens udførelse mange år senere”, forklarer forfatteren om bogens ambition (s. 18). Eller med andre ord, på trods af tidsmæssige afstande og sociale forskelle vil mange nutidige turistrejsende kunne nikke genkendende til turistmål, rejsemotiver og frustrationer, som de udspillede sig for de rejsende for ca. 200 år siden.

TURISME OG TURISMEHISTORIE
Forskningen i turismens historie vandt fodfæste i 1970’erne og har overordnet været delt i to retninger. En økonomisk-teknologisk tradition har haft fokus på udbredelse og infrastruktur i form af jernbaner, dampskibe, rejseselskaber og guidebøger, der satte turismens begyndelse til årtierne før og efter 1850.[1] Antropologiske og litterære tilgange har derimod påpeget turismens intime sammenhæng med romantikkens følsomhed, hvilket rykkede ’turismens oprindelse’ adskillige årtier bagud til slutningen af 1700-tallet.[2] Velhavende englændere rejste til Frankrig og Italien ansporet af en historisk interesse for antikken og renæssancen, der blandedes med en romantisk dyrkelse af pittoreske landskaber og vilde bjergegne i de schweiziske alper. Som noget nyt begyndte også kvinder at deltage i længere udlandsrejser ofte sammen med mindreårige børn. Rejserne blev således også en performativ demonstration af romantikkens nye familieidealer.

I bogen refereres både ”Sveriges første turist”, C. J. Linnerhielm på hans rejse til Lapland i 1787 og digteren J. W. von Goethes Italiensrejse fra 1786-1787 som tidlige repræsentanter for disse romantiske rejsende (s. 21). Man kan dog savne danske eksempler som Jens Baggesens europæiske rejsebeskrivelse Labyrinthen fra 1792-1793 (skrevet efter en studierejse til Tyskland og Schweiz betalt af hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg), eller filologen Christian Molbech, som bevidst iscenesatte sine Ungdomsvandringer i mit fødeland fra 1811-1815 som en ’lystrejse’ efter tidens nyeste mode. Lystrejse forblev den danske betegnelse indtil ca. 1850, hvor låneordet tourist vandt indpas og i dansk fremmedordbog fik denne forklaring: ”en rejsende, der rejser i fremmede lande til sin fornøjelse eller belæring”. I forlængelse heraf har nogle forskere anskuet turismen som en bestemt måde at se og opleve verden, hvor sightseeing ved nøje udvalgte seværdigheder udtrykker romantikkens længsel efter uberørte landskaber og autentisk folkekultur[3] – emblematisk i de opførelser af værtslandets ’traditionelle kultur’, som har været turismens faste følgesvend fra begyndelsen.

Dette ’turistblik’ bliver til stadighed vedligeholdt via rejseførere og guidebøger og fastholdes gennem århundrederne i malerier, postkort, fotoalbums eller Instagram. Det lykkes Pedersen at styre uden om både den optimistiske, fremskridtsrettede tilgang, der ser turismens historie i lyset af dets globale udbredelse (hurtigere, billigere, længere væk), og den kulturkritiske tilgang, der reducerer fænomenet turisme til blot at handle om en flugt fra hverdagen, dømt til at mislykkes. Snarere bør turistrejsen forstås kulturhistorisk i sin helhed og ”(…) nærmest anses som et laboratorium for livet i det moderne i sin spraglede mangfoldighed” (s. 18).

TURISME I 1800-TALLET: TRANSPORT, OVERNATNING, SERVICE OG ATTRAKTIONER
Transport udgør det allermest grundlæggende element ved enhver rejse, og bogens tredje kapitel fortæller den fascinerende historie om hestevogne, poststationer og rejsens mange udfordringer såsom rejsepas, valuta og nødvendigheden af våben til at forsvare sig mod landevejsrøvere. Udbredelsen af hurtige veje og postsystemet revolutionerede i løbet af 1700-tallet fjerntransporten på tværs af Europa med kortere og billigere rejser samt daglige, faste afgange mellem de største byer. Det europæiske postsystem nåede i 1800-tallet et højdepunkt, hvor rejsende i det meste af Europa med ca. 20 kilometers mellemrum kunne skifte heste for at sikre stabil og hurtig transport.

De unge augustenborgere benyttede på deres kavalertur 1817-1820 almindelige postvogne og sov på herberger. De store familierejser i 1840’erne foregik derimod med tjenestefolk og som ’ekstrapost’ i egne medbragte eller lejede vogne endda med mulighederne for på udvalgte strækninger at forøge komfort og rejsehastighed med dampskibe og jernbaner. Den omfattende engelsksprogede litteratur om 1800-tallets turisme har naturligt haft de engelske rejsendes ankomst til kontinentet i Calais som udgangspunkt, hvor Italien og Rom stod som deres geografiske og mentale mål for rejserne – en tilgang, som også har præget danske turismestudier med udstrakt fokus på tidens kunstnerrejser. Ved at fremdrage helt nyt kildemateriale og sammenholde det med tysk forskningslitteratur viser Pedersen, at denne opfattelse må korrigeres til fordel for et andet og langt mere nuanceret billede af de tidlige danske rejsende, og hvor det tysksprogede og centraleuropæiske kulturrum spillede en langt vigtigere – og måske mere genkendelig – rolle end det eksotiske og fremmedartede Italien. Hvad Calais var for rejsende englændere, stod metropolen Hamborg for danskere som porten til Europa. Herfra kunne de vælge en østlig rute til Berlin, Leipzig og Dresden, som de unge hertuger gjorde i 1817. Eller som i 1843 en vestlig rute til Bremen og Münster, hvorfra hertugfamilien forbandt sig til Rhinen med byerne Düsseldorf og Bonn hele vejen til kurbyen Wiesbaden. Som en tredje mulighed valgte hertugen i 1847 at tage turen stik syd til kongedømmet Hannover og byen Celle, hvortil den ulykkelige dronning Caroline Mathilde var blevet forvist i 1772 efter sin affære med J.F. Struensee. Hendes skæbne og tidlige død gjorde byen til et pilgrimsmål for danske rejsende i 1800-tallet. 

Turister har brug for service på hoteller og restauranter, men Pedersen bemærker som indledning til fjerde kapitel, at de tjenende ånder ”(…) sjældent [er] i fokus i rejsestudierne, hvor de ganske vist optræder i stort antal, men som regel ”bare er der”” (s. 106). Fordi de hertugelige rejser var arrangeret af hoffets tjenestefolk, hvor hele tre lakajer fulgte med på rejserne som det egentlige tjenerskab, giver de bevarede rejseregnskaber og bilag mulighed for at rette op på denne mangel og samtidig komme helt tæt på hertugernes opvartning, ophold, indkøb, mode og souvenirs undervejs på rejsen. Et scoop er bogens præsentation af tidens rejseudstyr i form af kufferter, tasker, punge, frakker, støvler og hatte, samt praktikaliteter som skriveredskaber, toiletsager, kikkerter, lysestager, glas, skeer og meget, meget mere. Kombinationen af forfatterens indgående kendskab til augustenborgernes arkiver og Nationalmuseets store samlinger udnyttes her til det alleryderste, hvor de skriftlige kilder og den overleverede materielle kultur på bedste vis informerer og belyser hinanden. Det understreger vigtigheden af, at museerne fortsat prioriterer forskning, der bringer samlingerne i spil op mod grundige arkivstudier.

Hertugfamilien besøgte byer, landskaber og steder, som også i dag genkendes som populære turistdestinationer. I 1843 var det fashionable Wiesbaden et af rejsens højdepunkter, mens 1847-rejsen havde det kejserlige Wien som hoveddestination. De to rejser udgør tilsammen udgangspunktet for bogens femte kapitel om rejsemål og rejsemotiver. Kurbadestederne gennemgik sidst i 1700-tallet en opblomstring, hvor baderejsen til helsebringende kilder for ’at tage vandet’ blev en populær – nærmest nødvendig – sommeraktivitet blandt europæiske adelige. I den proces blev de, ifølge forfatteren, ”nærmest en art turismens udviklingslaboratorier (…) intimt forbundet med rejser mest for fornøjelsens skyld” (s. 150). Fra badebyerne bredte sig en sightseeing– og omegnsturisme til landskaber, landsbyer, borge, ruiner og mindesmærker, som på den ene side bidrog til at udvikle romantikkens forbindelse mellem natur og kunst, og på den anden side genkendes i nutidens charterturisme, hvor ophold på et all inclusive-ferieresort kombineres med dagsudflugter til områdets seværdigheder (s. 164). Med hoteller, koncerter og promenader var kurbadebyerne desuden centrum for en eksklusiv selskabelighed. De blev forbillede for etableringen af luksuriøse grand hotels i de europæiske storbyer, og rejseregnskaberne afslører, at luksushotellerne var hertugfamiliens foretrukne opholdssteder på færden gennem Europa. Herigennem knyttes forbindelse mellem den tidlige turisme og den hotel- og restaurationsbranche, der i dag udgør rygraden i moderne turisme under benævnelsen hospitality. Kapitlet afsluttes med hertugens ophold i Wien i sommeren 1847 med adskillige audienser og middage ved kejserhoffet på Schönbrunn. Dette – forgæves – forsøg på at føre privat udenrigspolitik bliver overgang til det afsluttende kapitel om augustenborgernes nye tilværelse i Tyskland efter 1853, hvor deres dynastiske ambitioner for Slesvig-Holsten havde lidt nederlag.

OVERKLASSENS STATUSMARKØR ELLER JAGTEN PÅ AUTENTISK FOLKEKULTUR?
De læsere, som vælger at følge med hertugen på rejse gennem Europa, er i godt selskab. Det lykkes forfatteren at kombinere den fascinerende historie om hestevogne, poststationer, tjenestefolk, rejseudstyr og luksuriøs selskabelighed med en syntese over turismens oprindelse i første halvdel af 1800-tallet. De tre hertugelige rejser står tydeligt frem som repræsentanter for den udvikling, hvor den europæiske overklasses udlandsrejser og selskabelighed i sommerens badebyer med koncerter, baller, middage, udflugter og sightseeing blev et veletableret forbrugsideal og en statusmarkør, som siden bredte sig og blev efterlignet i de øvrige samfundslag. Først blandt middelklassen, da jernbaner og dampskibe bragte turismen inden for økonomisk rækkevidde, ligesom flyrejser og charter i midten af 1900-tallet indvarslede masseturismens udbredelse. Denne indre sammenhæng har uden tvivl været en væsentlig drivkraft i turismens historie men kan næppe stå alene.

Spørgsmålet er nemlig, om ikke kildematerialets begrænsede og begrænsende perspektiv indsnævrer billedet til nogle ret specifikke forhold i den allerøverste europæiske elite. Både kavalerturen 1817-1820 og familierejserne i 1840’erne med modtagelse ved europæiske fyrstehuse og ophold ved de eksklusive kurbade minder i hvert fald denne læser om tilsvarende studier af adelige rejser, som de kunne være foregået i hertugens forældres eller sågar bedsteforældres tid i 1700-tallet. Augustenborgernes rejser var endnu præget af de internationale elitenetværk og adelige dannelsesidealer, der havde været normdannende ved de europæiske hoffer og herregårde i århundreder. De blev forbillede for den del af turismen, der handler om luksus og statusforbrug. Men de nye tourists – med Goethe, Baggesen og Byron som forbilleder – var præget af en følelsesmæssig inderlighed, som også indeholdt en kritik af adelens kunstige etikette og overfladiske materialisme. Eksempelvis kunne kurbyerne kritiseres for at sælge simpel humbug, som da den danske præst L.M. Wedel gav denne spydige karakteristik af Bad Pyrmont i 1817: ”(…) hypokondriske pebersvende, ufrugtsommelige koner, hysteriske frøkener, podagraiske statsmænd, værkbrudne krigere; krøblinge af alle klasser tager herhen, for i det mindste at blive lettede, og alle spåes [sic] derved lettelse, især på pungen”.[4]

I afsnittet om koblingen mellem turisme, naturen og nationen udgår de beskrevne eksempler alle fra det, som i denne sammenhæng kan betegnes borgerlige tourister, nemlig A. Oehlenschläger, H.C. Andersen og V.A. Læssøe, og som snarere kontrasterer end understøtter hertugens rejseoplevelser ved hoffer, luksushoteller og kurbade. Forholdet må til en vis grad henregnes til den kedelige kildesituation, at dagbøger og breve fra hertugens rejser ikke længere eksisterer. I beskrivelserne træder det dog tydeligt frem, hvordan hertugens forhold til de folkelige og nationale bevægelser syntes at være instrumentelt snarere end dybfølt. Ligesom hertug Christian II’s politiske ambitioner blev et forgæves forsøg på at koble en ældre tids dynastiske idealer med en ny tids folkelige krav, kan hertugens rejser i dette perspektiv anskues som en tilbageskuende og endog gammeldags fastholdelse af veletablerede rejseidealer i en periode, hvor nye rejsemotiver og nye ideologiske formål med rejserne allerede var brudt igennem. Fra de hertugelige rejser er der et meget langt stykke til studenter og borgere, som hyldede folket og nationen ved de samtidige Himmelbjergfester i 1840’erne, og som lagde grunden til en fuldt udviklet turisme på stedet nogle årtier senere. Fra vandreture og herberger til cykelferier, campingpladser, interrail, backpackere og hostels har turismen også altid haft en folkelig appel, der handlede om nøjsomhed, afprøvning af egne grænser og søgen efter autentiske oplevelser.

Det ændrer ikke ved, at bogens undertitel: Turismens begyndelse i Europa er velvalgt. For første gang foreligger på dansk en udtømmende og meget læseværdig historisk undersøgelse af 1800-tallets danske turistrejsende i europæisk perspektiv, og en kulturhistorisk analyse af et af de mest gennemtrængende fænomener i den moderne verden, nemlig turistrejsen.

[1] Pionerværker indbefatter Burkart og Medlik: Tourism; Towner: A Historical Geography of Tourism; Brendon: Thomas Cook.

[2] MacCannell: The Tourist; Buzard: The Beaten Track.

[3] Urry: The Tourist Gaze; Löfgren: On Holiday.

[4] Wedel: Badereise til Pyrmont, 55.

PUBLICERET MATERIALE

Brendon, Piers: Thomas Cook: 150 years of popular tourism, London: Secker & Warburg, 1991.

Burkart, Arthur John og Slavoj Medlik (red.): Tourism. Past, Present and Future, London: Heinemann, 1981.

Buzard, James: The Beaten Track: European Tourism, Literature and the Ways to Culture, 1800-1918, Oxford: Clarendon Press, 1993.

Löfgren, Ovar: On Holiday. A History of Vacationing, Berkeley og Los Angeles: University of

California Press, 1999.

MacCannell, Dean: The Tourist. A new theory of the leisure class, Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1989.

Towner, John: A Historical Geography of Tourism 1540-1940, Chichester: John Wiley & Sons, 1996.

Urry, John: The Tourist Gaze. Leisure and Travel in Contemporary Societies, London: Sage, 1990.

Wedel, Lago Matthias: Badereise til Pyrmont, Oldeslohe, Dobberan etc, samt Indretningerne der i Aaret 1814, Kjøbenhavn, 1817.

---