Marie Meier:
Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten (2025), Nord Academic/Gads Forlag
I nutidens Danmark er psykisk sygdom og mental sundhed ikke længere tabu, og antallet af danskere med en diagnose, som relaterer sig til psyken, er støt stigende. Ifølge Sundhedsdatastyrelsen havde knap 420.000 personer i perioden 2019-2024 en psykiatrisk diagnose.[1] Antallet af pårørende blev i samme undersøgelse opgjort til ca. 1.3 mio., og hertil kommer alle de mennesker, der er kolleger, venner eller holdkammerat med et menneske med en psykisk funktionsnedsættelse. Kort sagt: De fleste danskere møder på et tidspunkt i livet et menneske, der er berørt af psykisk sygdom. Og i både mainstream-medier og på sociale medier står mennesker med psykiske diagnoser frem for at dele deres erfaringer offentligt.[2]
Sådan har det dog ikke altid været. I en ny bog undersøger Marie Meier, der er ph.d. i historie og postdoc ved Institut for kommunikation ved Københavns Universitet, hvordan synet og oplevelsen af psykiske lidelser har udviklet sig i Danmark igennem de sidste hundrede år. Bogen Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten er en revideret udgave af Meiers ph.d.-afhandling[3] og har ambitionen om at formidle hendes afhandlings forskningsresultater til et bredere publikum ved at give ”eterfaringshistorisk blik” på psykisk sygdom i den danske velfærdsstat.[4]
Bogen fik i efteråret 2025 stor positiv opmærksomhed i forskellige danske aviser,[5] og dele af denne ros er jeg enig i. Bogen er et interessant indblik i, hvordan opfattelsen af psykisk sygdom har ændret sig både i sundhedsvæsenet, for patienten og i samfundet som helhed. Samtidig er bogen også en mikrofortælling om Meiers egen farmor; et greb, som jeg er kritisk over for, mens andre anmeldere finder netop dette greb interessant. Min kritik vender jeg tilbage til.
Først en præsentation af bogens indhold: Den består af tre dele, som er bundet sammen af nedslag i Meiers egen familiehistorie med udgangspunkt i farmorens psykiske sygdom. De tre hovedkapitler er bearbejdede og oversatte versioner af allerede publicerede artikler og antologibidrag. Jeg skal her nævne, at jeg i 2024 anmeldte antologien Citizen Categories in the Danish Welfare State: From the Founding Epoch to the Neoliberal Era (Syddansk Universitetsforlag, 2021) i Historisk Tidsskrift (124:1). I anmeldelsen fremhævede jeg Meiers bidrag som særligt interessant, idet hun viser, hvordan skønlitterære værker kan være med til at give indblik i erfaringer med psykiatrien på godt og ondt. Sproget i skønlitteraturen er med til at vise, hvordan opfattelsen af patienten og behandlingen ændrer sig over tid, en ændring som umiddelbart kan være vanskelig at få øje på for folk uden for sundhedsvæsenet. Bidraget udgør grundlaget for det første kapitel i Sygdom og skam. Bogens andet hovedkapitel er et studie af patientjournaler fra Jysk Nervesanatorium i perioden 1957-1989. I læsningen af disse afdækker Meier, hvorledes ”patienternes oplevelser af stedet og deres psykiske udfordringer er forbundet med og ændrer sig i forhold til større kulturelle og politiske udviklinger.”[6] Det tredje hovedkapitel har fortielser og tavshed som genstandsfelt, og Meier viser gennem analyser af dybdegående interviews med pårørende til mennesker med psykisk sygdom, hvordan oplevelser af psykisk sygdom for både patienter og pårørende gennem tiden er blevet formet af stilhed.
ROLLEFORVIRRING
De tre hovedkapitler bliver bundet sammen af Meiers familiefortælling med udgangspunkt i farmorens psykiske sygdom og indlæggelse på Jysk Nervesanatorium. Med det sidste greb bliver bogen til en meget personlig historie, hvilket både er en styrke og en svaghed. De tre omskrevne akademiske kapitler er i sig selv spændende og giver et glimrende indblik i psykisk sygdom i velfærdsstaten, mens familiefortællingen bliver en sammenblanding af genrer. Det gør det også for Meier selv, idet rollen som professionel forsker støder sammen med rollen som slægtsforsker.
Problemet for Meier opstår i det øjeblik, hun gerne vil dele oplysninger i farmorens patientjournal med læseren. Arkivlovens § 23 lyder: ”Arkivenheder, som indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, er tilgængelige, når de er 75 år gamle”,[7] hvorfor farmorens oplysninger ikke må offentliggøres, da oplysninger om borgeres økonomi, helbred, sociale og seksuelle forhold beskyttes af loven. Dog er det muligt at få tilgang til arkivalierne ved at overholde visse betingelser som for eksempel anonymisering af de personfølsomme oplysninger. Det er imidlertid ikke muligt for Meier både at være slægtsforsker med udgangspunkt i sin egen familie og samtidig være professionel forsker med de muligheder, der ligger i for at få adgang til ellers utilgængelige arkivalier.
Meier skriver selv følgende om sagsbehandlingen: ”Selvom de [Rigsarkivet] vurderer, at forskningsprojektet har samfundsmæssig relevans, spiller den historiske tabuisering af psykiske lidelser måske også ind på den afgørende vægtning og afslaget.”[8] Derved antyder hun, at sagsbehandlingen har været præget af subjektiv vurdering. Jeg mener imidlertid, at afslaget er sagligt, idet farmorens personlige oplysninger skal beskyttes, herunder også oplysninger om hendes helbred. Jeg finder det uretfærdigt at antyde mangel på professionalisme i sagsbehandlingen uden at have belæg derfor. Meiers afslag på at måtte bryde privatlivets fred er ganske interessant, da sammenstødet mellem de to roller bliver tydeligt. Den professionelle forsker kunne have anonymiseret oplysningerne og anvendt dem som tilhørende en anonymiseret fiktiv kvinde med psykisk sygdom, men denne fremgangsmåde ville ikke være anvendelig for slægtsforskeren, da det netop er den personlige historie, der er i centrum, når mikrohistorien skal udfoldes.
På trods af afslaget om at offentliggøre informationer fra farmorens journal, er der flere passager i bogen, hvor det ikke er klart for læseren, om informationerne alligevel bliver brugt, eller om de kommer et andet sted fra.[9] Dertil kommer også, at Marie Meier flere steder skriver, at specifikke forhold kan bekræftes eller afkræftes ud fra journalen.[10] For mig er det uklart, hvordan Meier konkret har arbejdet med farmorens journal, og det er derfor også uklart, om hun i visse tilfælde kommer tæt på at overskride de betingelser, der er fulgt med tilladelsen til at læse farmorens journal.
Sagen viser den eksplicitte forskningsetiske udfordring, vi som faghistorikere står med, for hvordan fortæller vi de afdødes historie, når vi samtidig skal værne om privatlivets fred? Staten har en pligt til at beskytte den enkelte borger, både i livet og i eftermælet – og denne pligt kommer før faghistorikerens ret til at offentliggøre personfølsomme informationer, som er yngre end 75 år.
Det fremgår tydeligt af bogen, at det har været vigtigt for Meier at bringe sin egen familiehistorie i spil for at belyse sygdom og skam i velfærdsstaten, og for et bredt publikum er bogen helt klart et indblik ind i en ellers tabuiseret del af danmarkshistorien. Som samtidshistoriker og forsker kan jeg godt undvære slægtshistorien, og Meiers forskning giver anledning til at rejse spørgsmålet om, hvad der sker, når fokus flyttes fra det bredere familiehistoriske til sin egen families historie.
ANNEMARIE BORREGAARD
POSTDOC, PH.D., CAND.SOC.
INSTITUT FOR KULTUR- OG SPROGVIDENSKABER, SDU
ANNBOR@SDU.DK
[1] Landspatientregisteret pr. 10. november 2024 og CPR-registeret pr. 29. november 2024, Sundhedsdatastyrelsen.
[2] Thingsted: ”Kendisser taler åbent om depression”.
[3] Se Meier: The Concealment.
[4] Meier: Sygdom og skam, 13.
[5] Se for eksempel Kristeligt Dagblad 15.11.2025, Lise Kabell Søgaard: ”Hendes farmor var indlagt på nervesanatorium. I familien sagde de, det handlede om gigt.”; Information 05.12.2025, Mikkel Thorup: ”Omsorgen i at holde hemmeligt”; Weekendavisen 14.11.2025, Lars Bukdahl: ”Lidelse og Lise”.
[6] Meier: Sygdom og skam, 106.
[7] § 23, https://danskelove.dk/arkivloven/23
[8] Meier: Sygdom og skam, 160.
[9] Se f.eks. Meier: Sygdom og skam, 161.
[10] Meier: Sygdom og skam, 160 og 163-64.
PUBLICERET MATERIALE
Arkivloven, https://danskelove.dk/arkivloven/
Borregaard, Annemarie: “Jesper Vestermark Køber, Niklas Olsen & Heidi Vad Jønsson (red.): Citizen Categories in the Danish Welfare State. From the Foun-ding Epoch to the Neoliberal Era, University Press of Southern Denmark, Odense 2021.”, Historisk Tidsskrift, 124 (1), 2024, 284-286.
Bukdahl, Lars, Weekendavisen: ”Lidelse og Lise”, 14.11.2025.
Køber, Jesper Vestermark, Niklas Olsen og Heidi Vad Jønsson (red.): Citizen Categories in the Danish Welfare State: From the Founding Epoch to the Neoliberal Era, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2021.
Landspatientregisteret pr. 10. november 2024 og CPR-registeret pr. 29. november 2024, Sundhedsdatastyrelsen. I: Heidi Amalie Rosendal Jensen, Michael Davidsen, Anne Vinggard Christensen, Ola Ekhom og Anne Illemann Christensen: Danskernes sundhed: Den Nationale Sundhedsprofil 2025, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2026. https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2026/den_nationale_sundhedsprofil_2025 [sdu.dk]
Meier, Marie: The Concealment of Mental Maladies: A History of Experience, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2022.
Meier, Marie: Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten. København: Nord Academic, 2025.
Søgaard, Lise Kabell, Kristeligt Dagblad: ”Hendes farmor var indlagt på nervesanatorium. I familien sagde de, det handlede om gigt.”, 15.11.2025.
Thingsted, A. S. ”Kendisser taler åbent om depression, men for almindelige mennesker forbliver lidelsen et tabu”, Videnskab.dk, 2022, 8. februar: https://videnskab.dk/krop-sundhed/kendisser-taler-aabent-om-depression-men-for-almindelige-mennesker-forbliver-lidelsen-et-tabu/ (26.03.2026).
Thorup, Mikkel, Information: ”Omsorgen i at holde hemmeligt”, 05.12.2025.