Etiske dilemmaer i historiefaget – et forsvar for at inddrage egen historie
Marie Meier
Først vil jeg gerne takke Annemarie Borregaard for anmeldelsen af min bog og give hende ret i, at man med rette kan stille sig kritisk over for brugen af min farmors livshistorie i Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten. Men så mener jeg, at kritikken bør rette sig mod den overordnede beslutning om at inkludere hendes historie, som den kan fortælles gennem mine egne erindringer, min farfars dagbog og samtaler med hendes børn, og ikke alene omfatte den kortfattede omtale af hendes journal i bogens slutning.
Min farmors historie havde betydning for mit forskningsprojekt, endnu inden jeg gik i gang. Det var min viden om, hvordan hun blev født som en hemmelighed uden for ægteskabet, og hvordan det på mange måder formede hendes livsforløb og sind, der i første omgang motiverede mig til at søge ph.d.-stillingen som del af det kollektive forskningsprojekt “Familiehemmelighedernes politik i den danske velfærdsstat”.
I ph.d.-processen var jeg flere gange i tvivl om, hvorvidt jeg skulle lade min egen familiehistorie indgå som kilde, men valgte på daværende tidspunkt ikke at bringe den i spil. Jeg havde rigeligt at se til med de metodiske udfordringer, der følger ved at insistere på et tværfagligt perspektiv og mit valg om at kombinere så forskellige kilder som skønlitteratur, patientjournaler og interviews.
Da jeg i processen med afhandlingen erfarer fra min far, at min farmor også har været indlagt på Jysk Nervesanatorium ved Vejle Fjord – hvis journaler jeg netop er i færd med at undersøge – og jeg gennem samtaler med hendes børn og min fars nedskrevne erindringer finder ud af mange flere detaljer om hendes livsforløb og kampe med sindet, bliver det mere og mere oplagt at inddrage hendes historie som brik i undersøgelsen af, hvordan psykisk sygdom er blevet oplevet og behandlet forskelligt over tid – både i familiens intime rum og i de rammer, velværdsinstitutionerne sætter. Særligt fordi jeg fornemmer, at hendes historie minder om de mange andre livsskæbner, jeg har mellem hænderne, og som blandt andet handler om ensomme husmødre, der kæmper med at finde en selvstændig identitet og mening med tilværelsen i slutningen af 1950’erne og 1960’erne.
Det er dog først, da min ph.d.-afhandling er afsluttet og forsvaret, at jeg søger om tilladelse til at se min egen farmors journal. Jeg får nemlig fat i en dagbog, min farfar har skrevet, hvor indlæggelsen og tiden omkring den beskrives i detaljer, og her kan jeg derfor se det præcise årstal for hendes indlæggelse, så de lettere kan finde journalen frem blandt de 13.874 andre.
Først et års tid efter, jeg har haft min farmors journal i hånden, beslutter jeg at omskrive min afhandling til en bog på dansk, hvor jeg vælger at bruge min egen familiehistorie som et ekstra spor og en rød tråd, der løber gennem bogen og binder de andre kapitler sammen. Det er fra starten intentionen, at bogen skal noget andet end afhandlingen. Jeg ønsker, at den skal nå bredere ud og kunne læses af et ikke akademisk publikum. Jeg nedtoner de teoretiske og metodiske afsnit, og jeg udvider også med brug af flere kilder og samtaler.
Da jeg er ved vejs ende i omskrivningen, får jeg den tanke at afrunde bogen med korte parafraser fra min farmors journal, idet tekstbidderne, selvfølgelig stadig formuleret og gengivet af lægerne, kunne bringe hendes egen stemme lidt tydeligere frem i fortællingen og samtidig afspejle de andre fortællinger fra Jysk Nervesanatorium på en meget fin måde. Samtidig kunne brugen af min farmors journal være metodisk interessant, fordi mødet med journalen i kombination med min erindring og familieanekdoterne potentielt kunne være med til at synliggøre de ting, der ikke står i journalen, og dermed belyse patientjournalen lidt grundigere som genre og kilde.
Min vurdering er her, at der ikke er nye oplysninger om hendes sociale, private forhold eller økonomi, som ikke allerede er kendte fra mine andre kilder, og at en sådan brug af journalen derfor på ingen måde vil udstille eller kompromittere hende yderligere i forhold til, at jeg allerede bruger hendes livshistorie, tværtimod. Derfor søger jeg om at måtte bruge journalen i en offentlig fremstilling, men får, som konsekvens af § 23 om privatlivets fred, desværre afslag.
Det er jeg ærgerlig over, da jeg, som jeg skriver, mener, at ”de nuancerede gengivelser af min farmors aldersrelaterede problemer ville kunne genkendes af mange kvinder i dag”.[1] Jeg forsøger derfor at gøre indsigelse, men Rigsarkivet og Region Midtjylland fastholder afslaget, som jeg naturligvis må acceptere. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved den professionelle behandling af sagen. Jeg funderer dog over, om forsigtigheden i forhold til at omgås reglen også kan skyldes det faktum, at det er en patientjournal, og at psykisk sygdom historisk har været noget, man har været meget forsigtig med at tale om og få frem i lyset, hvilket falder helt i tråd med mit fokus.
Bogen får altså ikke den afslutning, jeg oprindeligt havde tænkt mig at skrive. Jeg nøjes med at nævne journalen og forløbet og bringer ingen oplysninger frem, jeg ikke allerede har kendskab til fra kilder uden for journalen, herunder min farfars dagbog, min fars nedskrevne erindringer og min egen erindring. Der citeres ikke fra journalen, og jeg skriver kun, at den bekræfter mig i, at min farmor var glad for at være på sanatoriet, hvilket hendes børn også har fortalt mig – og at hun blev behandlet for gener, der blev koblet sammen med overgangsalderen, hvilket min farfar, med reference til deres huslæges vurdering, også har skrevet om i dagbogen.[2] Derfor mener jeg ikke, at jeg overskrider de betingelser, der fulgte med tilladelsen til at se journalen.
Beskrivelsen af min farmors liv i bogen vil dog altid forblive fattig og ufuldstændig i forhold til den person, hun var, og det fulde liv, hun levede. At trække på andres livshistorier i fortællinger er altid fyldt med etiske dilemmaer, som man må forholde sig til, både som forsker og privatperson. Jeg har derfor været i konstante overvejelser om det vidnesbyrd, jeg bringer frem, vil yde hende respekt. Som jeg skriver i bogens afslutning, var det ”også med en vis ambivalens, at jeg valgte at bruge min egen familiehistorie. På den måde bidrager jeg til den aktuelle fascination og blotlæggelse af fortiden, som jeg samtidig er lettere kritisk overfor”.[3] Jeg har derfor gentagne gange været i dialog med hendes børn, der også har læst og godkendt alle passager, der er skrevet med udgangspunkt i både min farmors og deres historier.
De etiske dilemmaer, som historikere altid må arbejde med, når vi konstruerer fortællinger om fortiden, har optaget mig meget under min forskning. Med kollegerne fra forskningsprojektet har jeg været med til at skrive om netop det. I artiklen ”Ethics in history: Introducing conceptual tools for research practises”, der udkommer inden længe i tidsskriftet Rethinking History, argumenterer vi for, at historiefaget er en disciplin gennemsyret af etiske spørgsmål. Vi mener, at alle historikere derfor må operere med en etisk sensibilitet, og vi foreslår pejlemærkerne synlig/usynlig – kritisk/muliggørende til kontinuerligt at reflektere over de effekter og affekter, der skabes, når vi fortolker og fremstiller fortiden. Vi opfordrer til, at historikeren ved alle repræsentationer af fortiden overvejer, hvad godt de fører med sig, og om den samme repræsentation også kan have uheldige, ikke intenderede effekter. Præcis det spørgsmål har jeg stillet mig selv og overvejet grundigt i arbejdet med min bog.
Borregaard skriver, at hun godt kunne undvære den personlige historie. Men for mig at se er fortællingen om min farmor ikke blot et retorisk greb, der gør læsningen mere nærværende. Min endelige vurdering var, at hendes livshistorie i sin helhed bidrager som en væsentlig selvstændig brik i bogen, fordi de ting, hun kæmpede med, og de systemer, hun mødte under de forskellige indlæggelser – naturligvis fortalt gennem min begrænsede synsvinkel – kunne være med til at generere nye indsigter på tværs af kapitlerne og de andre kilder. Derudover er brugen af min egen familiehistorie også med til at understrege, hvor alment det er at kæmpe med psykisk sygdom. Modtagelsen af bogen og den resonans, jeg har mødt i samtaler efterfølgende – og ikke mindst de skriftlige henvendelser fra ældre mennesker, der kan genkende sig selv i historien – synes at bekræfte mig i, at valget, trods de etiske dilemmaer, var det rigtige.
Jeg vil gerne afslutte med at sige, at jeg er glad for, at Annemarie Borregaard rejser problematikken og dermed peger på den hårfine og svære balance mellem at være forsker og privatperson. Inspireret af blandt andre professor i feministiske studier Maria Tamboukou vil jeg mene, at det er umuligt at holde de to roller 100 procent adskilt.[4] Man må i stedet være bevidst om, hvordan man bliver påvirket, og hvilke konsekvenser ens fortællinger fører med sig – og ikke mindst være transparent omkring sine valg og fravalg. Det mener jeg også, at jeg har været.
MARIE MEIER
POSTDOC, PH.D.
INSTITUT FOR KOMMUNIKATION, KØBENHAVNS UNIVERSITET
MAME@HUM.KU.DK
[1] Meier: Sygdom og skam, 161.
[2] Meier: Sygdom og skam, 160-161.
[3] Meier: Sygdom og skam, 169.
[4] Se f.eks. Tamboukou: “Archival Research”; Tamboukou: “Feeling Narrative in the Archive”; Tamboukou: “Reassembling Documents of Life in the Archive”.
PUBLICERET MATIERIALE
Meier, Marie: Sygdom og skam. Sindslidelsernes erfaringshistorie i velfærdsstaten, Gads Forlag/Nord Academic, 2025.
Nyegaard, Niels, Caroline Nyvang, Martina Koegeler-Abdi, Marie Meier og Karen Vallgårda: “Ethics in history: Introducing conceptual tools for research practises”, Rethinking History – The Journal of Theory and Practice,2026 (under udgivelse).
Tamboukou, Maria: “Archival Research: Unravelling Space/Time/Matter Entanglements and Fragments”, Qualitative Research: QR [London, England], vol. 14, no. 5, October 2014, 617-33, https://doi.org/10.1177/1468794113490719.
Tamboukou, Maria: “Feeling Narrative in the Archive: The Question of Serendipity”, Qualitative Research: QR [London, England], vol. 16, no. 2, April 2016, 151-66, https://doi.org/10.1177/1468794115569563.
Tamboukou, Maria: “Reassembling Documents of Life in the Archive”, The European Journal of Life Writing, vol. 6, April 2017, 1-19, https://doi.org/10.5463/ejlw.6.215.