Florian Jungmann og Martin Krieger (red.):
Dänemark als globaler Akteur – 17.-20. Jahrhundert: Koloniale Besitzungen und historische Verantwortung. Solivagus Praeteritum, 2024
Det er opmuntrende med denne tysk redigerede artikelsamling at få et udenlandsk blik på Danmarks kolonihistorie – et område, der har været domineret af udgivelser på dansk, skrevet af danskere og henvendt til danske læsere. Bindet vil ifølge sin bagsidetekst give indblik i det ”lille, men dog globale kolonirige,” som Danmark etablerede i det 17. og 18. århundrede, og som udgør ”et lidet kendt kapitel i den europæiske ekspansionshistorie.” Florian Jungmann og Martin Krieger er begge tilknyttet Christian Albrechts-universitetet i Kiel, og Krieger har også tidligere bidraget med væsentlige skrifter, bl.a. om dansk slavehandel i det Indiske Ocean. Lige så positivt er det, at bogen i sit oplæg knytter an til spændende og internationalt orienterede nyere danske udgivelser som Bregnsbo og Jensens imperiehistorie, Thode Jensen og Martens’ særnummer om de dansk-norske Vestindiske Øer og Rud og Ivarssons antologi om globale og postkoloniale perspektiver på dansk kolonihistorie.[1] Bogen kombinerer videre fint tysk og dansk ved at lade indledningens præsentation af teoretiske definitioner af det koloniale hos forfattere som Michael Zeuske og Jürgen Osterhammel få følge i samlingens første artikel af Michael Bregnsbos diskussion af Grønland, Island og Færøernes status som kolonier af Danmark, af Danmark-Norge eller slet ikke. Redaktørerne knytter endvidere an til aktuelle diskussioner om erindringspolitik, afkolonisering og ansvar for fortidens forbrydelser og inddrager et moralsk perspektiv, som det fremgår af bogens undertitel og billedet af den overmalede Hans Egede-statue på indledningens første side.
Illustration fra bogen, s. 166: Genåbningen af den restaurerede ’Danish Tavern’ i Serampore
(foto: Britt Lindemann)
Artikler om de nordatlantiske kolonier står således centralt i samlingen i modsætning til det fokus på tropekolonierne i Afrika, Asien og Vestindien, der traditionelt har gjort sig gældende i f.eks. Johannes Brøndsteds Vore gamle Tropekolonier (1952-3) og Ole Feldbæk og Ole Justesens Asien og Afrika (1980), og redaktørerne hylder afløseren i Gads fembinds Danmark og kolonierne fra 2017 for at gøre det samme på dansk og tillige inddrage kolonialismens hjemmefront i Danmark og Norge. Jungmann og Krieger prøver også at se den danske historiografiske tradition i et lidt dybere perspektiv og mener, at kolonihistorien blev fortrængt eller glemt i skyggen af krigsnederlaget til Preussen og Østrig i 1864, hvor man i Danmark hellere så indad som småstat. De mener en sådan glemsel gør sig gældende helt frem til 1960’erne, og at den er blevet bakket op af ideer om dansk kolonialadministration som noget særligt og nærmest altruistisk godgørende i modsætning til den, der udøvedes af de imperiale stormagter. Man synes her at overse, at der også i slutningen af det 19. århundrede og omkring salget af de Vestindiske Øer til USA i 1917 lod sig meget forskelligartede stemmer høre, herunder også kolonialistiske. Kay Larsens omfattende forfatterskab om tropekolonierne hører hjemme i denne periode – De Danske Ostindiske Koloniers Historie i to bind er fra 1907-8, Dansk Vestindien fra 1928. Ligeledes synes Jungmann og Krieger at gå ud fra, at Brøndsted og hans fortrinlige medarbejderes Vore gamle Tropekolonier først blev tilgængelig med den syvbinds folkeudgave fra 1967, som de henviser til. De er ikke opmærksomme på, at Vore gamle Tropekolonier oprindeligt udkom i en pragtudgave i to flotte bind i 1952-3 med guldsnit og Ib Andersen-akvareller, som Westermanns Forlag satsede sparepengene på og gik fallit. Det var i høj grad et efterkrigsprojekt, der skulle bidrage til at genskabe dansk historisk selvbevidsthed efter 1945. Historien om historiografien er således mere kompleks og modsigelsesfuld, og dansk slavehandel og slaveri i de danske kolonier fremstår ubesmykket i al sin brutalitet i Gunnar Olsens og Kamma Struwes bidrag til Vore gamle Tropekolonier.
Samlingen af artikler i bogen er en kalejdoskopisk blandet landhandel med meget forskelligartede bidrag – nogle af dem helt fremragende, andre mere korte og skitseagtige. Det globalhistoriske står tydeligt frem i Simon Rasténs artikel om Serampore, der bygger på det første kapitel i hans ph.d.-afhandling fra 2020 og skildrer byudvikling, planlægning og befolkningssammensætning fra 1755 til 1845 fra kosmopolitisk vrimmel til indordning efter 1808 under britisk overherredømme. Hvor Serampore i den tidlige danske periode ifølge baptistmissionæren Joshua Marshman var nærmest babylonsk i sin sprogforvirring og præget af en vis lovløshed og asylret for fremmede, som danskernes aftale med de mogulske myndigheder i Bengalen gjorde mulig, blev den efter Napoleonskrigene og den britiske besættelse 1807-8 mere og mere ensrettet under engelsksproget administration. Samtidig overgik danskernes økonomiske engagement i byen i stadig højere grad til det britiske Ostindiske Kompagni eller til de store bengalske handelshuse danskerne havde samarbejdet med. Rastén giver en righoldig og nuanceret fremstilling af samspillet og forskydningerne mellem danske, engelske, britiske og indiske positioner i denne intense og afgørende periode og analyserer det præg, danskerne satte på Serampore igennem byplanlægning og befolkningspolitik. Den er illustreret med fine arkivfund af kort og prospekter, der viser opdelingen af byen mellem kaster, racer og religioner, men som desværre gengives i for små og gnidrede reproduktioner til at kunne aflæses ordentligt.
Et andet vigtigt bidrag til bogen er Anna Agnarsdóttirs artikel om Island i samme periode og øens isolation fra Danmark under Napoleonskrigene og de facto britisk styre fra 1807 og frem til Kielerfreden i 1815. Det er godt og oplysende at få Island inddraget her i den danske kolonihistoriske sammenhæng, hvilket jo ikke gør sig gældende i Gads fem bind om Danmark og kolonierne fra 2017. Agnarsdóttirs artikel fremhæver dog også, at Island ikke retsligt formelt var en koloni, men var en direkte del af det danske kongedømme, hvis styre i udstrakt grad var overladt til lokale jordbesiddere eller forpagtet ud til det danske handelskompagni og dets dominerende købmænd med ofte brutale konsekvenser for lokale bønder og fiskere. Den såkaldte ”islandske revolution” og tilstræbte løsrivelse havde således baggrund i såvel britiske interesser i at bryde det dansk-norske monopol som i islandske frustrationer. Ved Kielerfreden i 1815 mente briterne dog ikke at have interesse i en mere permanent overtagelse af Island, som i modsætning til Norge forblev del af Danmark. Ifølge Agnarsdóttir sparede det Storbritannien for udgifter til udstationering og militær – dem lod man det svækkede Danmark dække, uden at det nu med Norge forstærkede Sverige fik for stor en magtposition i Nordatlanten.
Artiklen har følgeskab i Martin Kriegers oversigt over Grønlands kolonisering fra nordboerne og vikingerne til det 20. århundrede, fra ”skatteland” og strategisk position for kontrol af sejlruter i Nordatlanten til dansk amt og hjemmestyre i det 20. århundrede. Krieger fremhæver parallellerne mellem konsolideringen af dansk kolonialisme i Grønland og både Vest- og Ostindien i 1700-tallet. Udsendelsen af Hans Egede i 1721 og erhvervelsen af St. Croix i 1733 falder i samme periode, ligesom også inddragelsen af Halle-missionærerne i koloniherredømmet i Tranquebar. Ligeledes kommer tyske pietiske missionærer fra Herrnhut snart efter til at spille en central rolle i såvel Grønland som Vestindien og Tranquebar. Tyske eller tysksprogede aktører spillede således en central rolle i udviklingen af konglomeratstaten Danmarks imperium.
Halle-missionærerne og deres righoldige arkivalier spiller en betydningsfuld rolle også i S. Jeyaseela Stephens bidrag om Tranquebar som dansk koloni i Ostindien, der på glimrende vis anlægger en indisk synsvinkel på historien. Her er den danske kolonitid nok vigtig og interessant, men samtidig en måske marginal del af subkontinentets større historie og mere lokalt af Tanjore-regionens økonomiske og politiske udvikling. Stephen understreger det danske herredømmes skrøbelighed – dels af traktater med Tanjores fyrster og omgivende indiske magter, dels af andre kolonimagter; franskmændene i Pondicherry, briterne i Madras, og hollænderne i Ceylon. Hun fremhæver også, at handelen hjem til Danmark i lange træk var underordnet mellemhandlen med Sydsøstasien, hvor man kunne hente peber og sælge slaver i skarp konkurrence med andre europæiske kompagnier, men også i fuldstændig afhængighed af samarbejde med lokale indiske handelsforetagender på såvel Coromandel- som Malabarkysten. Stephen beskriver også fint danskernes og Halle-missionærernes samarbejde med det britiske kompagni omkring missions-arbejde, uddannelse og alfabetisering, men får måske ikke helt med, hvor tvetydig kernen var i det britiske kompagnis politik: På den ene side ville man imødekomme indiske magthaveres interesser ved at forbyde britiske kirker at missionere. På den anden side lod man missionærerne fra Tranquebar udbrede evangeliet i de britiske territorier i Indien gennem SPCK – Society for the Propagation of Christian Knowledge. Hun undlader også at beskrive, hvordan Halle-missionærerne i Tranquebar både selv havde slaver i overensstemmelse med skik og brug, men samtidig spillede en betydningsfuld rolle for udviklingen af ”abolitionisme” – afskaffelse af slaveri og slavehandel som led i kristelig oplysning. Her blev danskerne i Tranquebar modstræbende pionerer fra midten af 1700-tallet ikke mindst på grund af Halle-missionærernes indflydelse.
Dansk-tysk samspil omkring kolonialisme formidlet enten gennem Holsten og hertugdømmerne, Glückstadt, Hamborg eller Brandenburg og Preussen er det gennemgående tema i tre andre artikler i bogen af Vivien Specht, Florian Jungmann og Ulrich van der Heyden. Vivien Specht præsenterer et metodisk interessant sammenlignende casestudie af to danske 1700-tals kolonisationsprojekter – på ene side den jyske hede, på den anden side Frederiksøerne, bedre kendt som Nicobarerne. Specht ser begge projekter som drevet frem af såkaldt kameralistisk tankegang, hvor en absolutistisk stat fører kolonialistisk politik til understøttelse af en merkantilistisk økonomi. Hun fokuserer på den indflydelse, der i København blev udøvet af den tyske nationaløkonom Johann Heinrich Gottlob von Justi og på bestræbelserne for at få bosættere fra Tyskland til at opdyrke heden og i Indien med afsæt i Tranquebar at kolonisere de fjerntliggende og lidet kendte Nicobar-øer. De statsligt inviterede tyske nybyggere skulle bryde heden op til mark og lære danskerne at dyrke kartofler, men ”kartoffeltyskerne” var uglesete blandt bønderne og krigedes indbyrdes. Deres korte og konfliktfyldte historie i Danmark udspillede sig mellem 1759 og 1765, inden det kameralistiske projekt blev opgivet. Historien har fået nylig opmærksomhed gennem Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020 og filmatiseringen af den fra 2023 som Bastarden af Nikolaj Arcel, der har været i international distribution. Forsøget på at lade Herrnhuter-missionærer bygge koloni på Frederiksøerne påbegyndes nogenlunde samtidig, efter at den danske stat havde afslået deres ønske om at bygge missioner i Island og i stedet – til stor fortrydelse for Halle-missionærerne – ladet dem slå sig ned midlertidigt i Tranquebar. Også dette projekt blev kortvarigt – fra 1768 til 1787 – og fik en sørgelig ende, efterhånden som missionærerne døde én efter én af ”Nikobarenfieber.” Begge projekter er dramatiske og interessante, men spørgsmålet er, hvor interessant det er at sammenligne dem? De er blot to af mange danske reform-projekter i sidste halvdel af 1700-tallet med tysk oplysningsinspiration og støttet af tyske embedsmænd og godsejere i Danmark og Hertugdømmerne og med den magtfulde Adam Gottlob Moltke som politisk foregangsmand. Der gør sig så mange særlige og forskellige omstændigheder gældende omkring de to projekter, at deres fælles egenskaber mest begrænser sig til den kameralistiske inspiration, og at udbyttet af sammenligningen derfor ikke er så stor.
Sammenfletningen af dansk og tysk er også i centrum i Ulrich van der Heydens artikel om Heinrich Ludwig von Schimmelmann, nevø af Heinrich Carl og fætter til Ernst Schimmelmann, født 1743, fra 1768 forvalter af familiens plantager, og fra 1784 (ikke 1785 som angivet i bogen) generalguvernør i Dansk Vestindien. Artiklen indledes med en oversigt over forudgående dansk samarbejde med tyskere omkring trekantshandel og kolonier på Guineakysten og i Vestindien, mest mellem det danske Vestindisk-Guineisk Kompagni og det Brandenburgsk-Afrikanske fra 1685 til 1715. Her gav en traktat tyskerne privilegier på St. Thomas, der omfattede ret til at drive en plantage og til at indføre slaver fra Guldkysten til eget brug, men først og fremmest til videresalg til de spanske naboøer. De fik herigennem også en chance for etablering af en egen tysk koloni, som imidlertid aldrig blev udnyttet af Brandenburg-Preussen efter dets konsolidering som kongedømme. Til gengæld kom medlemmer af den tyske Schimmelmann godsejerslægt fra Vorpommern til at hævde sig som blandt de rigeste og mest magtfulde danske entreprenører, plantageejere, slavehandlere og politikere. Artiklen går i detaljer med Heinrich Ludwigs virke som plantageforvalter på St. Croix og beskriver bl.a. de jern til brændemærkning af slaver med et S i midten omkranset af et hjerte, han fik fremstillet og sendt fra familiens fabrik i Hellebæk. Van der Heyden peger i konklusionen på Danmark og de baltiske stater som centrale aktører i europæisk og global slavehandel.
Schimmelmann-familien står også centralt i Florian Jungmanns artikel om såkaldte hof- og kammermorianere i den danske konglomeratstat i det 17. og 18. århundrede. Artiklen diskuterer slaver fra Asien og Afrika (og også Grønland), som blev bragt til Europa, hvordan de blev behandlet og handlet med i europæiske havnebyer, herunder København, hvad de blev brugt til, og hvilke rettigheder og retslig status de havde. Hvad angår de egentlige hofmorianere, der blev givet til eller erhvervet af kongelige og højadelige familier til morskab eller repræsentation, støtter Jungmann sig på en artikel af Jorge Izquierdo Diaz fra 2019 om handlen med tjenestefolk fra Tranquebar.[2] For det sene 1700-tals vedkommende er det mere Gunvor Simonsen, han trækker på, ikke mindst Simonsens artikel om ”Afrikanere i 1700-tallets København”.[3] Et af de mest interessante eksempler her er de bestræbelser, der i 1802 udfoldes af Henriette Schimmelmannn – enke efter den ovenfor nævnte generalguvernør Heinrich Ludwig – omkring slaven Hans Jonathan, som hun havde haft med hjem fra Vestindien, men som var løbet bort i marts 1801 for melde sig til aktiv kamp mod englænderne på et blokskib under Slaget på Reden. Fru Schimmelmanns bestræbelser endte for retten, hvor sagen gav anledning til omfattende diskussion som skildret allerede i en underholdende artikel af Knud Waaben fra 1964 om ”A. S. Ørsted og negerslaverne i København”.[4] Ved retten blev det fremført, at mens slaveri havde retslig status i Dansk Vestindien, gjaldt noget tilsvarende ikke i Danmark. Alligevel måtte en ejendomsret erhvervet lovligt i Dansk Vestindien også respekteres i Danmark, sådan at fru Schimmelmann – der også havde husbondret over sit tyende Hans Jonathan– måtte have krav på erstatning. Jungmanns fremstilling af sagen er kortfattet, og han mener den illustrerer, hvordan det, han opfatter som ”den hårdnakkede mytedannelse” om det danske monarki som ”Abolitionsvorreiter”, ikke holder stik.
Dänemark als globaler Akteur indeholder yderligere en fin artikel om Halle- og Herrnhuter-missionærernes naturvidenskabelig forskning i Tranquebar af Tobias Delfs og herudover tre spændende artikler om arkæologisk udforskning af dansk kolonihistorie, plantageprojekter og Fort Christiansborg i Ghana af henholdsvis Wazi Apoh og Benedicta Gokah, David Akwasi Mensah Abrampah og Bea Lundt. Sluttelig én om håndværk og materiel kulturarv, som den fremstår og forvaltes nu i de forhenværende danske kolonier på Jomfruøerne, der nu er en del af USA.
Sammenfattende er det en værdifuld udgivelse, der placerer temaer i dansk kolonihistorie i en globalhistorisk sammenhæng og gør dem tilgængelige for en international diskussion. Samtidig er antologien som nævnt en blandet landhandel med meget forskelligartede bidrag, som dog er tematisk forbundne – bl.a. omkring dansk-tysk interaktion via transnationale missionærbestræbelser og tyske embedsfolks, intellektuelles og godsejerfamiliers indflydelse i dansk økonomi og kultur, også på det kolonihistoriske område. Her bringer bogen meget prisværdigt udviklinger sammen, der udspiller sig både i og imellem Afrika og de amerikanske Jomfruøer, i Bengalen og Sydindien, og også i nordatlantiske projekter i Grønland og Island og på den jyske hede. Hvor nogle af bogens bidrag er substantielle og fremragende, som f.eks. Bregnsbos, Jungmanns, Rasténs, Agnarsdóttirs og Stephens kapitler, er andre korte og mere skitseagtigt formuleret. Det er prisværdigt, at bogen bringer en så international kreds af historikere sammen som forfattere med baggrund i både forhenværende kolonier og kolonimagter. Man savner dog en nærmere præsentation af forfatterne i korte biografiske noter. Forhåbentlig vil de frugtbare møder og samarbejder, som bogen udspringer af, udvikle sig videre, så vi lærer dem nærmere at kende i nye publikationer.
[1] Bregnsbo og Jensen: Det danske imperium; Jensen og Martens (red.): ”Slavery, Servitude and Freedom”; Jensen og Simonsen: ”Introduction”; Rud og Ivarsson: Globale og postkoloniale perspektiver.
[2] Diaz: ”The Trade in Domestic Servants”.
[3] Simonsen: ”Afrikanere”.
[4] Waaben: ”A. S. Ørsted”.
PUBLICERET MATERIALE
Bregnsbo, Michael og Kurt Villads Jensen: Det danske imperium: Storhed og fald, København: Aschehoug, 2004.
Izquierdo Diaz, Jorge: ”The Trade in Domestic Servants (Morianer) from Tranquebar for Upper Class Danish Homes in the First Half of the Seventeenth Century”, Itinerario, 43(2), 2019, 194-217.
Jensen, Niklas Thode og Gunvor Simonsen: ”Introduction: The Historiography of Slavery in the Danish-Norwegian West Indies, c. 1950-2016”. I Niklas Thode Jensen og Vibe Maria Martens (red.): ”Slavery, Servitude and Freedom: New Perspectives on Life in the Danish-Norwegian West Indies, 1672-1848”, særnummer af Scandinavian Journal of History, 41(4-5), 2016, s. 475-496.
Jensen, Niklas Thode og Vibe Maria Martens (red.): ”Slavery, Servitude and Freedom: New Perspectives on Life in the Danish-Norwegian West Indies, 1672-1848”, særnummer af Scandinavian Journal of History, 41(4-5), 2016.
Rud, Søren og Søren Ivarsson (red.): Globale og postkoloniale perspektiver på dansk kolonihistorie, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2021.
Simonsen, Gunvor: “Afrikanere i 1700-tallets København”. I Søren Rud og Søren Ivarsson (red.): Globale og postkoloniale perspektiver på dansk kolonihistorie, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2021, 269-299.
Waaben, Knud: ”A. S. Ørsted og negerslaverne i København”, Juristen, 12, 1964, 321-343.
PREBEN KAARSHOLM
PROFESSOR EMERITUS
ROSKILDE UNIVERSITET