Nationalisme, realisme og det 19. århundredes genkomst
Tiltrædelsesforelæsning 14. november 2025, Syddansk Universitet
Rasmus Glenthøj
HISTORIEN I BEVÆGELSE[1]
Historien er i bevægelse. Det er den altid. Udsagnet kan virke trivielt, men det er det ikke af to årsager. For det første har mennesket en tendens til at tro, at historien har et mål. Ét mål, som den bevæger sig imod, og som filosoffer, teologer, ideologer og politologer enten har hævdet kunne nås eller allerede er nået. Et mål, som giver historien, og dermed vores liv, mening. For det andet er historiens bevægelse ikke konstant. Det, der har bestået i årtier eller århundreder, kan på få dage eller uger bryde sammen.
De fleste af os har oplevet ikke blot historiens “afslutning”, men også dens genkomst. Nogle husker, hvordan vi i november 1989 gik i seng i én verden og vågnede i en anden, mens vi alle oplevede det igen i februar 2022. I begge tilfælde brød verdensordener, som mange tog for givet, sammen, og dage og uger føltes som årtier. Men hvor den første omvæltning udløste en optimistisk tidsalder, hvor historien syntes afskaffet, har den anden genoplivet forestillingen om historien som læremester.
Men hvordan forstår vi historien, og findes der mønstre i den, som kan hjælpe os med at forstå de omvæltninger, vi oplever? For selvom murens fald står som et enestående eksempel på en geopolitisk omvæltning uden krig,[2] og vores tids Zeitenwende er et historisk brud,[3] så er det, at historien skifter gear, intet nyt. Vi har før oplevet fredsoptimisme efter store brud, kun for at se verdensordener kollapse.[4]
Når sådanne brud indtræffer, kan historien fungere som kompas, men kun hvis vi erkender, at analogier både kan oplyse og forføre. Ikke mindst må vi forstå, at vendepunkter ikke alene forklares med enten strukturer, ideologier eller aktører, men med samspillet mellem dem. Men før vi kan forstå det, må vi først forstå forestillingen om historiens afslutning. En forestilling, som formede vor opfattelse af både fortid og fremtid.
HISTORIENS AFSLUTNING
I dens sekulære version rummer forestillingen om historiens afslutning, at fornuften driver mennesket til en fredelig verdensorden. I 1795 skrev Kants Til den evige fred.[5] Her tilsiger fornuften, at mennesker organiserer sig i republikker, hvor borgernes samtykke begrænser viljen til krig, og at disse republikker dernæst slutter sig sammen i et forbund, der sikrer en retsorden mellem staterne og derved fremmer frihed og fred.
Hvor det hos Kant blot var et ideal, udviklede Hegel det til en historiefilosofi, hvor verdensånden igennem dialektiske konflikter blev virkeliggjort i staten.[6] Marx overtog Hegels historiesyn og ideen om en afslutning, men vendte det på hovedet, som man siger, og gjorde proletariatets sejr i klassekampen og overtagelse af staten til historiens afslutning.[7] Forestillingen om, at historien havde en afslutning, var hverken særegen for oplysningstidens rationalisme, romantikkens idealisme eller for marxismen. I den kristne teologi ser vi den allerede i Augustins værk Om Guds stad,[8] mens vi i renæssancen ser den som et normativt ideal i Thomas Mores Utopia.[9] Når jeg nævner More, så er det fordi forestillingen om historiens afslutning netop er utopisk.
Popper advarede netop under Anden Verdenskrig om, at marxismen med sin determinisme var en farlig utopi, der førte til totalitarisme.[10] Aron kaldte den en sekulær religion og et opium for intellektuelle.[11] Den utopiske tankegang er imidlertid ikke forbeholdt venstrefløjen. I den kolde krigs sidste dage lancerede Francis Fukuyama sin Hegel-inspirerede tese: efter først fascismens og siden kommunismens fald, eksisterede der ikke længere noget ideologisk alternativ til liberalismen og dens markedskræfter. Begivenhedshistorien fortsatte, men den ideologiske historie var afsluttet, da intet andet system fremstod som et troværdigt politisk og økonomisk alternativ.[12]
Kritikere på tværs af spektret påpegede, at Fukuyama overså nationale og ideologiske spændinger, og at hans determinisme reducerede historiens uforudsigelighed.[13] Dermed blev hans tese en utopisk forestilling, hvor liberalismen fremstod som en uafvendelig sluttilstand frem for en skrøbelig historisk konstruktion. Kritikken til trods indfangede Fukuyamas idé som få den tidsånd, der prægede Vesten i det lange 1989, hvor sejrsmagterne troede på et helt, frit og demokratisk Europa. Europæerne mente, de havde lært af historien: Samhandel og integration havde gjort fjender til venner, og det europæiske fredsprojekt skulle nu udvides mod øst.[14]
Troen på historiens afslutning var stærk, fordi den bekræftede den vestlige selvforståelse og især den europæiske. Efter 1945 forkastede Vesteuropa magtpolitik og omfavnede en postheroisk verden, hvor krig ikke længere var politik med andre midler.[15] Det var kun muligt, fordi USA havde forladt sin traditionelle isolering og garanteret kontinentets sikkerhed. At fredsfortællingen hvilede på amerikanske våben, fyldte lidt. Murens fald bekræftede blot en indgroet idealisme, hvor fredsdividenden kunne indløses i troen på geopolitikkens ophør.[16] Ideologiske fronter blev erstattet af en tredje vej,[17] globalisering og europæisk integration. Trods krigene på Balkan blev krig og nationalisme anset som fortid.[18] Den liberale verdensorden blev opfattet som så stabil, at den ikke længere krævede forsvar.
International historie (historiefagets kongedisciplin i det 19. århundrede) blev nedprioriteret, marginaliseret eller omformet til studier af politisk kultur. Krig, stormagtspolitik og verdensordner passede ikke ind i tidsånden. Denne lykkelige tilstand gjorde, i hegeliansk forstand, historiens sider tomme.[19] Som Timothy Snyder har formuleret det, herskede en “uundgåelighedens politik”: Fremtiden var blot en forlængelse af nutiden, fremskridtets love var kendte, og der fandtes ingen reelle alternativer.[20]
I USA blev sejren i den kolde krig opfattet både som en bekræftelse af amerikansk exceptionalisme og som en kollektiv sejr for Vestens værdier. Det styrkede troen på, at den amerikanske model havde universel gyldighed. Internationalt kom denne forestilling til udtryk i den “nye verdensorden”, som Bush senior formulerede under Den Første Golfkrig. En orden, der på den ene side var multilateral gennem FN’s stormagtsforankrede bestræbelser på at sikre international ret, kollektiv sikkerhed og global integration. Og på den anden side unipolær, fordi den hvilede på USA’s vilje og evne til at opretholde ordenen med magt, når det var nødvendigt.[21] Som Timothy Garton Ash har formuleret det, repræsenterede den orden, der opstod efter 1989, den endelige fredsslutning efter Anden Verdenskrig.[22]
Forestillingen stod om muligt endnu stærkere i Norden, præget af idéen om et særligt moralsk og politisk fællesskab funderet på fred, lighed, velfærdsstat, international solidaritet og fredelig udenrigspolitik.[23] I Danmarks og Norges tilfælde kan denne exceptionalisme føres tilbage til 1700-tallets neutralitetspolitik og den såkaldte lange fred, næret af forestillingen om, at de to lande allerede havde opnået Kants “evige fred”, og blot ventede på, at resten af verden blev lige så oplyst.[24] Tilsvarende idéer slog rod i Sverige og Finland. Her blev neutralitet ikke blot kernen i landenes sikkerhedspolitik, men i deres selvforståelse.[25]
I Norden fandtes hermed allerede en forestilling om, at man havde nået historiens afslutning. Den blev bekræftet med den kolde krigs ophør og styrket af idéen om, at resten af verden blot fulgte en nordisk kurs. Selv Fukuyama delte denne opfattelse. Arbejdstitlen på hans to store bøger om skabelsen af politisk orden var Getting to Denmark.[26] I pressen blev det læst som et udtryk for, at Danmark,[27] og i princippet hele Norden, havde nået historiens endemål. Den demokratiske velfærds- og nationalstat blev i nordisk selvforståelse netop opfattet som en slags sluttilstand, hvor politiske skillelinjer mest handler om, hvem der bedst kan bevare status quo. At Fukuyama nåede samme konklusion, er næppe overraskende, da han bygger på litteratur, der gengav en dansk og nordisk idealistisk konsensusfortælling.[28]
HISTORIENS GENSTART
Jeg vil her ikke gå i dybden med, hvorfor disse grundfortællinger og denne exceptionalisme er problematiske. Det har jeg gjort andet steds.[29] Jeg vil heller ikke lave en dybdegående analyse af stadierne i nedbruddet i den internationale orden og troen på historiens afslutning.[30] Jeg vil nøjes med at konstatere, at de begge blev undermineret i 00’erne og optimismen i 10’erne i tiltagende grad blev afløst af frygt og forvirring.
Flere så allerede tidligt, at stormagterne uden for Vesten aldrig havde accepteret den liberale orden.[31] Alligevel fastholdt Europa illusionen om, at krig hørte fortiden til, ved hjælp af westsplaining, som i tilfældet med Putins Münchentale, annekteringen af Krim og i dagene op til fuldskalainvasionen.[32] Ud fra en liberal vestlig logik, så gav krig ikke længere mening. Derfor ville Putin ikke invadere lød det fra eksperterne. Ruslands invasion og Vestens reaktion gjorde forvitring til kollaps. Historien havde skiftet gear. Fukuyama fastholdt sin teori,[33] men for de fleste stod det klart, at angrebet endegyldigt genstartede historien. Dens afslutning var en illusion. Som en professor i statskundskab for nylig konstaterede, må man kassere lærebøgerne i international politik fra de sidste tre årtier, da de ikke længere afspejler virkeligheden.[34]
Forestillingen om, at man i den globaliserede verden kunne løse alle problemer gennem øget internationalt samarbejde, at der fandtes faste mekanismer inden for international politik, og at alle aktører handlede ud fra, hvad der forekom rationelt ud fra en liberal vestlig logik, afgik ved døden den 24. februar 2022. Krigene, der udspringer af terrorangrebet den 7. oktober, har yderligere undermineret det globale syds tro på en international retsorden.[35] Demokrati er for 19. år i træk på tilbagetog.[36] Den sikkerhedsstruktur, som USA opbyggede efter Anden Verdenskrig, er under afvikling anført af et Amerika, der vender sig bort fra sine liberale allierede.[37] I forsøget på at forstå den nye verdensorden, som endnu kun er i sin vorden, griber vi ud efter den eneste empiri, vi ejer: historien. Navnlig dens gamle kongedisciplin.
NÅR HISTORIEN RIMER
Forestillingen om historien som læremester er lige så gammel som historien selv. Mennesker har altid brugt fortiden som spejl for at forstå nutiden. Det gælder ikke mindst i krisetider, hvor der er en instinktiv tendens til at bruge fortiden til at kaste lys over det mørke, som man befinder sig i.[38] Mark Twain siges ofte at have sagt, at historien ikke gentager sig – men den rimer. Han sagde det aldrig, han skrev det aldrig, men han burde have gjort det, for ordene indfanger en poetisk sandhed.[39]
Gode historiske analogier kan fremme den politiske debat. De kan hjælpe os med at forstå nye problemer ved at sammenligne dem med fortiden. De bruges til at genkende mønstre, forudse, hvad der kan ske, og pege på mulige løsninger. Dårlige analogier kan omvendt vildlede. Vil man bruge historien som pejlemærke, må analogier vælges ud fra reel viden om både fortid og nutid – og med erkendelse af, at ingen analogi indfanger alt.[40]
Historien giver os ikke love, men indsigt. Analogier kan advare os mod kostbare fejltagelser.[41] Men hvilke fejl skal vi lære af og hvilke analogier er relevante? Analogier afspejler altid holdninger og horisont. Det ses i den historiebrug, man møder hos politikere, journalister og enkelte politologer efter februar 2022. Den historie, de kender, er det 20. århundredes, og derfor henter de endnu engang deres analogier fra Mellemkrigstiden, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.
Jeg vil på ingen måde afvise analogierne til det 20. århundrede. Tværtimod mener jeg, at der er mangt og meget i dem. Men som alle analogier har de deres begrænsninger. Efter Første Verdenskrig lykkedes det aldrig at skabe en stabil regelbaseret verdensorden, mens Den Kolde Krig var præget af en bipolaritet, der adskiller sig fra den multipolære verdensorden, vi nu er på vej imod. Der er derfor et behov for at udvide arsenalet af analogier. Vi bør ikke begrænse os til 1900-tallet, men blandt andet hente inspiration fra det fra det 19. århundrede.
DET 19. ÅRHUNDREDES GENKOMST
I det 19. århundrede opstod den første regelbaserede verdensorden og her brød den også første gang sammen. Efter Napoleonskrigene skabte stormagterne i Wien et internationalt system, hvor traktater skulle respekteres, krige undgås og ekspansion forhindres. Konflikter blev håndteret på kongresser, konferencer og ved kollektive stormagtsindgreb. Det er derfor hverken overraskende, at koncertsystemet, som det kaldtes, senere tjente som forbillede for både Folkeforbundet og FN,[42] eller at fremtrædende diplomater og politologer i dag taler om behovet for et nyt wienersystem for at få kollektiv sikkerhed.[43]
Men det er en sejlivet myte, at koncertsystemet overlevede uændret fra Napoleonskrigenes afslutning til Første Verdenskrigs udbrud. Det brød reelt sammen med Krimkrigen i 1850’erne. Når historikere som Christopher Clark og Miroslav Šedivý taler om det 19. århundredes genkomst, skyldes det derfor ikke, at vi i dag oplever en ny koncertorden – men at vor tid deler strukturelle og politiske ligheder med perioden op til dens sammenbrud og de konsekvenser, det medførte.[44] Šedivý har peget på markante ligheder mellem udviklingen op til Krimkrigen i 1853 og den nuværende krise, som foreløbigt er kulmineret med krigen i Ukraine.[45]
Dengang som nu eksisterede der en regelbaseret orden og spirende internationalisme, men samtidig voksede en geopolitisk realisme frem, hvor stormagter hævdede, at sikkerhedsmæssige hensyn nødvendiggjorde ekspansion. Allerede i 1840’erne varslede kriser som Rhinen-krisen, Svovlkrigen, Opiumskrigen og Osmannerrigets forfald, hvad der var i vente. Ligesom annekteringen af Krim i 2014 vakte tale om geopolitikkens genkomst, voksede realismen frem i 1840’ernes offentlighed.[46]
Trump og hans omgivelser påkalder sig Monroe-doktrinen fra 1823 og kræver en vestlig halvkugle fri for rivalers indflydelse,[47] mens Rusland som i 1800-tallet går efter at skabe klientstater og bufferzoner i sit nærområde.[48] Christopher Clark har bemærket, at The Eastern Question er vendt tilbage i forklædning: I 1800-tallet destabiliserede Osmannerrigets svækkelse den europæiske orden, hvilket førte til et spil mellem stormagterne om dets territorier.[49] Navnlig Rusland forsøgte at udvide dets indflydelsessfære, hvilket førte til krise og krige, herunder Krimkrigen.
Krimkrigen undergravede troen på kollektiv sikkerhed og tillid til traktater. Sammenbruddet åbnede et mulighedernes vindue for dem, der ville omkalfatre den eksisterende orden. Resultatet blev et kvart århundrede med krig, hvor Tyskland og Italien blev samlet, og nye nationalstater som Rumænien, Serbien, Montenegro og Bulgarien opstod. Krig blev et middel til ekspansion, og erobringer blev i stigende grad legitimeret. Det sikkerhedssystem, der brød sammen, blev afløst af et klassisk sikkerhedsdilemma med oprustning, rivalisering og skrøbelige alliancer.
Selvom krig forsvandt fra selve Europa efter 1878, fortsatte ekspansionen i kolonierne. Som Paul Schroeder har vist, skabte denne udvikling et internationalt system, der lagde kimen til Første Verdenskrig.[50]
Parallellerne til i dag findes ikke kun i systemets kollaps, men også i politiske iscenesættelser, historiebrug og historieforståelse.[51] Putins ceremoni ved indsættelsen som præsident i 2018 genoplivede zarens ritualer fra 1800-tallet: processionen, patriarkens tilstedeværelse og symbolerne var hentet direkte fra zartiden.[52]
I USA ses det i Trumps politik og historiebrug. Som et ekko af 1800-tallets forestilling om en manifest destiny ser man ønsket om ekspansion. Grønland forsøger man at købe som i 1860’erne. Canada bliver ikke forsøgt erobret som i 1812, men gennem trusler og told forsøgt indlemmet, hvilket har udløst den samme canadiske reaktion mod amerikansk indflydelse som i 1860’erne. Ambitionen om at dominere verdenshandlens knudepunkter, som Panamakanalen, er en direkte parallel til rivaliseringen om ikke blot Panamakanalen, men også Suezkanalen i 1800-tallet. Trumps protektionisme finder sin analogi det 19. århundredes økonomiske nationalisme.[53] Både Trump og hans støtter ønsker eksplicit at genskabe 1800-tallets Gilded Age – en æra præget af enorm økonomisk vækst. Men analogien er mere rammende, end de selv aner.
Udtrykket stammer fra en satirisk roman af Mark Twain, hvor pointen netop var, at den forgyldte overflade dækkede over massiv ulighed, korruption, spekulation og monopoler, hvor rigdommen samlede sig hos en snæver klasse af røverbaroner.[54] Trumps nye Hvide Hus med guldtoiletter og en planlagt forgyldt balsal finansieret af techbros, hvis interesser Trump varetager, indfanger dermed parallellerne mellem det 19. og 21. århundredes USA.
Vi kan hermed tale om det 19. århundredes genkomst i den forstand, at vi i øjeblikket gennemlever sammenbruddet af en regelbaseret verdensorden ledsaget af en historiebrug, iscenesættelse og politik, der rimer på 1800-tallets stormagtspolitik, imperialisme, rivalisering, økonomiske nationalisme og sociale spørgsmål.[55] Det gælder også dyrkelse af store mænd, og den betydning de bliver givet for historiens udvikling. Det er ikke overraskende. Det er i krisetider, hvor strukturerne bryder sammen, at individet øver størst indflydelse på historien.[56]
GEOPOLITIKKENS GENKOMST
Forestillingen om det 19. århundredes genkomst flugter med opfattelsen af, at krigen i Ukraine markerer en tilbagevenden til geopolitik og realisme. Geopolitik undersøger, hvordan geografiske forhold – som placering, ressourcer og strategiske knudepunkter – former staters interesser og adfærd. Realisme, en teoriretning inden for internationale relationer, ser det internationale system som anarkisk og staters overlevelse og egeninteresse som dets primære drivkræfter. I begge tilgange vejer territorium og militær magt tungere end normer, international ret og ideologi.
Det åbner for en realpolitik, hvor stormagter agerer frit i egne interessesfærer. Sådan var det i 1800-tallets hierarkiske verdensorden – og ifølge flere er det netop denne Trump, Xi Jinping og Putin ønsker at genskabe. En orden, hvor små stater underlægges store.[57] Putins ønske om at gøre Ukraine, Georgien og andre tidligere sovjetrepublikker til lydstater[58] har en tydelig parallel til 1800-tallet, hvor blandt andet de skandinaviske lande i årtier befandt sig i den russiske indflydelsessfære. Det gav Rusland afgørende indflydelse ikke blot på skandinavisk udenrigs- og indenrigspolitik, men også på forfatninger og arvefølge helt frem til Krimkrigen. Hele Skandinavien var Finlandiseret.[59]
USA holder ikke længere sit imperium sammen med blød magt, men satser på rå realisme og transaktionelle relationer.[60] Ligesom efter Krimkrigen er tilliden til traktater afløst af oprustning,[61] og troen på værdifællesskaber svinder. Hverken Trump, Putin eller Xi Jinping tror på, at tidens store spørgsmål afgøres med taler eller flertalsbeslutninger,[62] men med magt, studehandler – og om nødvendigt med jern og blod, som det ses i Ukraine. Ligesom for Bismarck, Cavour og Napoleon 3. er traktater, alliancer og fred blot midlertidige midler i Ruslands strategiske spil.[63]
Rendyrket geopolitik og realisme udgør imidlertid en enøjet tilgang til både fortid og nutid. International politik formes ikke kun af magt, ressourcer og teknologi. Historien kan ikke forstås alene ud fra en materiel basis; vi må også inddrage overbygningen. Det vil sige de idéer, den kultur og de ideologier, der præger vores livsverden, samt de individer, der handler i den. Her har næppe nogen ideologi spillet en større rolle de seneste 250 år end nationalismen. Og næppe nogen identitet haft større betydning end den nationale. Derfor burde nationalismen spille en betydelig rolle i studiet af international historie og internationale relationer. Men det gør den ikke. Så hvad er nationalisme, og hvorfor er den vigtig for forståelsen af verden af i går, verden af i dag og verden i morgen?
NATIONALISME
Standarddefinitionen af nationalisme hævder, at det er et politisk princip, der opstod i begyndelsen af det 19. århundrede. Det bygger på idéen om, at verden naturligt er inddelt i nationer, og at nationalt selvstyre er den eneste legitime styreform.[64] Nationalisme forstås dermed som en ideologi, der forfægter den nationale selvbestemmelsesret og ser verden som bestående af nationalstater i tråd med FN-pagtens artikel 1. Definitionen indfanger både ideologiens ideal og den kontekst, hvori nationalismestudierne blev formelt institutionaliseret:[65] efter 1945, i en afkoloniseret verden præget af en regelbaseret orden, hvor små nationalstater kunne eksistere.[66] Nationalismen fremstod her som en drivkraft for frigørelse og nedbrydning af imperier.
En ret, der i teorien ikke blev begrænset af ressourcer eller realpolitik, fordi territorial ekspansion blev anset for at høre fortiden til. Denne idealistiske forståelse afspejlede det verdensbillede, feltet opstod i. Men den stemmer dårligt overens med den måde, ideologien faktisk blev formuleret og praktiseret af politikere, forskere og kunstnere i 1800-tallet og med de nationale bevægelsers faktiske ageren før 1945. Den idealistiske forståelse af nationalisme forudsætter, at selv små folk både har retten og evnen til selvbestemmelse.
Men den forudsætning hviler ofte på det, der kaldes metodologisk nationalisme – en analytisk tilgang, hvor staten, nationen og samfundet tages for givet som én enhed og ses som afkoblet fra de internationale strukturer og magtrelationer, der i virkeligheden former dem. Politik forstås dermed primært som indenrigspolitik, og nationers eksistens og handlekraft analyseres uafhængigt af den globale kontekst. Men nationalismen opstod ikke i et tomrum. I det 19. århundrede udfoldede ideologien sig i en verden af geopolitik, realpolitik og imperialisme. En verden, hvor små stater sjældent kunne forvente at overleve uden stormagters velvilje eller beskyttelse. Det er sigende, at nationalismens århundrede ikke bød på en vækst i antallet af stater, men et fald. Først efter Første Verdenskrig steg antallet af europæiske nationalstater, mens det uden for Europa først skete efter Anden Verdenskrig. Først her blev nationalisme og imperialisme adskilt.
Denne historiske virkelighed afslører et grundlæggende spænd mellem nationalismen som ideal om selvbestemmelse og dens sammenvævning med realpolitik og imperialisme. Et paradoks, der kalder på en teoretisk revurdering af hele begrebets historie. Som ideal burde nationalisme være adskilt herfra, men i praksis har ideologien ofte været forenet hermed. Det vidner ikke blot om en dyb forbindelse mellem verdensordner, ideologi og geopolitik, men også om et sikkerhedsmotiv.
Evnen til at overleve og tjene som bufferstater eller allierede var afgørende for de nationalstater, stormagterne tillod at opstå i det 19. århundrede og efter Første Verdenskrig. Vil vi forstå nationalisme historisk, nytter det ikke at fastholde en idealistisk optik. Vi må også forstå, hvordan en realistisk tilgang så ud før 1945 ikke blot for historiens skyld, men for at begribe den verden, vi måske bevæger os ind i.
REALPOLITIK OG TÆRSKELPRINCIPPET
En teori om realistisk nationalisme må afgrænses. Den vil ikke kunne forklare alle former for nationalisme, men kan hjælpe os til at forstå en bestemt historisk-politisk variant – den, der udfolder sig i en verden præget af frygt, geopolitik og realpolitik snarere end en regelbaseret orden.
Det er vigtigt at understrege, at realpolitik ikke er fravær af idealer eller ideologi, men en politik med udgangspunkt i de eksisterende magtforhold. Begrebet realpolitik blev skabt af en liberal tysk nationalist i 1853 som en nødvendighedens politik for at realisere en tysk nationalstat.[67]
Den byggede på erfaringerne fra 1848 og opstod samtidig med Krimkrigen udbrud og Wienersystemets sammenbrud. Derfor måtte 1800-tallets nationalistiske realpolitik tage udgangspunkt i en stats ressourcer – et synspunkt, der genfindes i Eric Hobsbawms idé om et tærskelprincip indenfor periodens nationalisme. Ifølge Hobsbawm var selvbestemmelsesretten i praksis indskrænket til de nationer med tilstrækkelig størrelse. Ifølge tidens tankegang havde kun store nationer de kulturelle, økonomiske, militære og politiske ressourcer til at overleve. Små nationer måtte enten lade sig assimilere eller forene sig for at opnå en størrelse, der bragte dem over eksistenstærsklen.[68]
I tysk offentlighed tog man for givet, at Danmark måtte indgå som del af et forenet Tyskland. Danmark havde ikke ressourcerne til at overleve; dets kultur blev set som germansk, og Tysklands strategiske interesser krævede kontrol over Jylland og adgangen til Østersøen.[69] Danske nationalister erkendte landets begrænsede ressourcer, men drog en anden konklusion og søgte i stedet at sikre nationens overlevelse gennem en skandinavisk føderation.[70]
Tærskelprincippet bygger på idéen om, at en stats overlevelse afhænger af dens størrelse, ressourcer og økonomiske kapacitet. Det hænger tæt sammen med 1800-tallets økonomiske nationalisme: Industriel og teknologisk udvikling blev set som en forudsætning for politisk styrke og førte til den neomerkantilistisk nationaløkonomi, der lå bag både den tyske toldunion og amerikansk protektionisme. Økonomisk integration blev således et spørgsmål om national sikkerhed.[71]
En stats kapacitet blev målt i produktion, ressourcer og evnen til at overleve i en historisk udvikling, hvor der blev stadig færre, men større stater. Tankegangen forklarer, hvorfor nationalisme og imperialisme ofte gik hånd i hånd i 1800-tallet.[72] Småstater forsøgte at vokse eller samle sig for at blive stærkere, mens stormagter ekspanderede for at sikre markeder og ressourcer. Tærskelprincippet har klare paralleller til realismen i international politik: Begge antager en verdensorden uden garantier, hvor staters overlevelse afhænger af deres størrelse, ressourcer og kapacitet.[73]
Den klassiske realist E. H. Carr så små staters selvbestemmelse som et sikkerhedsproblem og pegede på større enheder som løsningen – i tråd med tærskelprincippets logik. I modsætning til senere realister integrerede Carr nationalismen i sin analyse af internationale relationer.[74] En teori om realistisk nationalisme kan derfor forene de to traditioner og forklare, hvordan ideer, magt og overlevelsesstrategier hang sammen – og stadig gør det. Som Charles Tilly formulerede, skabte krige stater og stater krige.[75] Staters opståen og eksistens er hermed historien om jern og blod. De fleste europæiske nationalstater opstod gennem krige med stormagtsstøtte. Det ses ikke blot i samlingen af Tyskland og Italien, men også mindre stater, som stormagterne oprettede som buffer- eller lydstater.[76] Nationale bevægelser søgte stormagternes opbakning og tilbød sig som allierede.[77] Det gjaldt Serbien, Bulgarien og Rumænien.
Første Verdenskrig ses ofte som gennembruddet for den nationale selvbestemmelsesret. Men i Europa var det fortsat stormagternes interesser og tærskelprincippet, der satte rammerne. Jugoslavien og Tjekkoslovakiet blev oprettet som pannationale bufferstater, Ukraine fik ingen nationalstat, og Østrig blev nægtet forening med Tyskland.[78] Uden for Europa bestod kolonirigerne uændret. Først FN-pagten i 1945 og afkoloniseringen gav gennembruddet for nationalt selvstyre.[79]
Men ligesom realismen har sine begrænsninger i forståelsen af ideologier som nationalisme, har tærskelprincippet også sine begrænsninger, da det er forankret i historisk materialisme. For at forstå nationalismen som politisk kraft må analysen derfor bevæge sig ud over den materielle dimension og inddrage idéer, kultur og politik, der muliggjorde nationalstatens tilblivelse.[80] Her ligger udgangspunktet for en teori om realistisk nationalisme – en tilgang, der forener tærskelprincippets og realismens fokus på ressourcer og kapacitet med en forståelse af politik, identitet og kultur. En teori, der kan hjælpe os med at forstå hvordan historien har bevæget sig og hvor den måske bevæger sig hen.
NATIONALISMENS HIERARKISKE VERDENSORDEN I 1800-TALLET
1800-tallets liberalisme hyldede selvbestemmelse som det højeste politiske gode. Men dette princip gjaldt kun for de individer og de nationer, der havde de nødvendige ressourcer og kulturelle forudsætninger til at bære det politiske ansvar. Ligesom ikke alle borgere blev anset for kompetente nok til at stemme, blev mindre stater nægtet fuld suverænitet.[81]
Den industrielle revolution forstærkede denne asymmetri: teknologisk og militær udvikling udvidede afstanden mellem stormagter og småstater. Dampskibe, jernbaner og telegrafen mindskede afstande, og teknologisk fremdrift blev lig med styrke, mens stagnation blev lig med svaghed. Det gav i sig selv næring til en undergangsangst blandt mindre nationer: Hvis udviklingen kun belønnede de store og dynamiske, risikerede de små at blive efterladt.
Wienersystemet lagde al magten hos de fem stormagter. Mellemstore stater som Spanien følte sig umyndiggjort, mens småstater som Danmark frygtede for deres eksistens. Det gjorde eksistensangst til en drivkraft for tidens nationalisme. Store nationer som tyskerne og italienerne søgte samling for at modstå fremmed dominans, mens små som Danmark stræbte efter sikkerhed gennem føderationer eller stormagtsstøtte. Revolutions- og Napoleonskrigene skabte en udbredt forventning om, at historien bevægede sig mod større og mere komplekse politiske enheder. Fremskridt blev opfattet som en naturkraft, der fremmede sammenlægning og centralisering, mens krig og ekspansion blev betragtet som historiens motor.[82]
Nationen blev i stigende grad opfattet som en aktør med rettigheder og ansvar i verdenssamfundet – men kun hvis den kunne demonstrere styrke og evne til selvforsvar. Europas orden blev dermed eksplicit hierarkisk: De stærke skabte reglerne, mens de svage kæmpede for retten til at bestå. Danmark i midten af 1800-tallet udgør et eksempel. Den russiske udenrigsminister fastslog over for den danske regering, at en lille stat ikke nødvendigvis får ret selv om den har ret.[83]
Den ubetydelige danske kultur måtte vige for den større nations, især når den var storslået som den tyske. Størrelse blev hermed ikke blot målt fysisk, men også kulturelt, og begge dele påvirkede begreber som ære og prestige. En lille nation med en uanselig kultur måtte tåle at blive krænket uden skam, mens store nationer værnede om deres ære og krævede respekt. Især stormagter forventedes at gå i krig, hvis deres ære blev krænket, som det ses med udbruddet af den fransk-preussiske krig i 1870.
Det 19. århundrede blev således både samlingens og opløsningens epoke, hvor politiske realiteter og en forestilling om historisk nødvendighed tilsammen pressede små nationer til at forene sig eller gå til grunde. Samtidig styrkede denne udvikling en nøgtern tilgang til international politik, hvor magt og overlevelse vejede tungere end principper. Den hierarkiske tænkning prægede tidens ideologier. Tænkere som Hegel skelnede mellem “historiske” og “ikke-historiske” nationer – nogle havde en statslig fortid og blev anset for progressive.[84]
Andre nationer manglede historie og derfor måtte integreres. Marx og Engels videreførte denne skelnen og betegnede visse mindre folkeslag som “reaktionære” og uden fremtid. Ifølge denne logik burde de opsluges af større, progressive nationer.[85] Selv demokratiske idealister som Mazzini forestillede sig et Europa domineret af et begrænset antal store nationer eller føderationer, hvor de små måtte underordne sig. Forestillingen om national storhed blev knyttet til dannelse, kultur og militær styrke og brugt til at legitimere krav på territorier beboet af “lavere udviklede” folk i og især udenfor Europa. National selvbestemmelse blev ikke betragtet som et universelt princip, men som en ret, der måtte fortjenes og retfærdiggøres materielt og kulturelt.[86]
Denne ideologiske rangordning lagde det intellektuelle grundlag for både realpolitisk pragmatisme og den ekspansionistiske imperialisme, der fulgte. Friedrich List forbandt modernisering med kolonisering, og socialdarwinismen gav denne tankegang biologisk legitimitet. Nationer blev opfattet som racer i konkurrence, og krig og ekspansion som naturlige tegn på vitalitet.[87] Denne syntese af nationalisme og racetænkning fremstillede imperialisme som både en moralsk og politisk nødvendighed. 1800-tallets nationalisme blev dermed et tveægget sværd: på én gang et redskab for folkelig frigørelse og et middel til undertrykkelse og eksklusion. Verdens uligheder blev forklaret som et resultat af naturens orden. Denne kapacitetsbaserede og hierarkiske nationalisme kom til at definere den internationale orden i det 19. århundrede og lagde rammerne for de magtforhold, konflikter og ideologiske spændinger.
REALISTISK NATIONALISME I DET 21. ÅRHUNDREDE?
Verdensordenens sammenbrud har ført til geopolitikkens genkomst, og spørgsmålet er, om det også indebærer en tilbagevenden til 1800-tallets nationalisme. Historien gentager sig ikke, men den rimer – og det ses tydeligt i nationalismens aktuelle udformning. Nutidens nationalisme i international politik adskiller sig markant fra den idealistiske nationalisme, der dominerede efter 1945 og særligt efter 1990.
International politik bevæger sig fra idealistisk mod mere realistisk nationalisme, hvor fokus er på kapacitet, territorium, ære og respekt. Krigen i Ukraine illustrerer dette skifte: Nationalstaters territoriale integritet og selvbestemmelse er ikke længere en selvfølge. Rusland fører en åbenlys erobringskrig, som flere stater – herunder Kina – delvist legitimerer. Samtidig har USA signaleret vilje til at anerkende russiske erobringer som led i en fredsløsning.
Rusland forener geopolitik med imperialisme og et deterministisk historiesyn. Nationalitet forstås hierarkisk snarere end blot kulturelt: Rusland ses som kernen i den slaviske nation, mens Ukraine anses for et folk uden historie – bondske russere med en falsk bevidsthed.[88] I denne optik har kun stormagter reel handlekraft, og national storhed måles i territorium, ressourcer, ære og tiltvungen respekt.[89]
Under Donald Trump ser man en beslægtet nationalisme: territorial ekspansion kobles til national sikkerhed, ære og ressourcer. Men ære prioriteres over sikkerhed, frihandel viger for økonomisk nationalisme, og geopolitisk konkurrence ses som et nulsumsspil.[90] Som i 1800-tallet åbner dette for, at nationalisme og imperialisme igen kan forenes, og at stormagter kan udnytte nationale løsrivelsesbevægelser til egen fordel.
Et eksempel er Trump-administrationens forsøg på at alliere sig med grønlandske nationalister, som ser en strategisk fordel i amerikansk støtte til løsrivelse fra Rigsfællesskabet.[91] Dette viser, hvordan selv små nationalismer kan blive brikker i stormagtspolitik, og hvordan nationalistiske bevægelser kan forsøge at udnytte stormagter til egne formål. Det åbner for en sondring mellem forskellige former for realistisk nationalisme, der afhænger ikke kun af staters størrelse og position, men af deres historie, kultur og herskende ideologi. I teorier om internationale relationer skelner man mellem offensiv[92] og defensiv[93] realisme: førstnævnte søger dominans, sidstnævnte sikkerhed.
Tilsvarende kan man skelne mellem en offensiv realistisk nationalisme, der som i Ruslands tilfælde er imperial og ekspansiv, og defensiv realistisk nationalisme, som 1800-tallets skandinavisme. Det er næppe tilfældigt at skandinavismen altid blomstrer i krisetider, og netop nu ser vi en ny bølge af nordisk integration på det sikkerhedspolitiske område. Begge former for realistisk nationalisme bygger på en erkendelse, som ofte mangler i den idealistiske: at national selvstændighed altid er relativ til statens størrelse, og aldrig absolut. Den offensive søger at øge selvstændighed gennem ekspansion, mens den defensive forsøger at styrke den ved at afgive selvstændighed til pannationale og transnationale samarbejder, føderationer og alliancer.
At undersøge samspillet mellem nationalisme og international politik – i fortid såvel som nutid – understreger behovet for en teori om realistisk nationalisme. Udviklingen af en sådan teori kan være med til at forklare, hvordan en verden af nationalstater blev til, og hvordan ideologi, magt og identitet i dag væves sammen i en post-liberal verdensorden.
ENDEN PÅ HISTORIENS AFSLUTNING
Francis Fukuyama erklærede i 1989 liberalismens sejr som historiens ideologiske afslutning. I dag ved vi, at historien ikke sluttede. Den skiftede retning. I stedet for universelle spilleregler og varig fred står vi nu over for en verden, der i foruroligende grad minder om det 19. århundrede. Det var i det 19. århundrede, at de moderne former for nationalisme blev skabt, og realpolitik blev flettet sammen med nationalismen i en ideologisk og sikkerhedspolitisk ramme. Denne ramme genopstår nu i ny skikkelse.
Krigen i Ukraine, rivaliseringen mellem stormagter og sammenbruddet af den regelbaserede verdensorden viser, at staters territoriale integritet og selvbestemmelse ikke længere er givne. Geopolitik er vendt tilbage – og med den en mere realistisk nationalisme, hvor ære, hierarki og magt igen træder frem som afgørende faktorer. Bismarck konstaterede allerede i 1862, at tidens store spørgsmål blev afgjort med jern og blod og ikke med taler.[94] Det samme synes at gælde Ukraine i dag.
Walter Russell Mead bemærkede i 2014, at Den Kolde Krigs afslutning snarere var den liberale ordens skumring end dens daggry.[95] Og som Hegel skrev: Minervas ugle flyver først i skumringen. En epoke forstås først, når den er ved at forsvinde.[96] Den liberale verdensorden er ikke blot under angreb fra sine fjender. Den er undergravet af dens egne vogtere. Forestillingen om historiens afslutning udviklede sig til en utopi, der fik os til at fejllæse fortiden, undervurdere nutiden og overse fremtiden.
Rusland, Kina og Iran accepterede aldrig Vestens sejr. De opbyggede målrettet kapaciteter og udfordrede den vestlige orden. Alt imens talte vi om globalisering, rettigheder og normer, og skrev bøger om hvorfor Vesten havde vundet. Vi dyrkede vores idealisme og exceptionalisme – troen på egne særlige dyder, hvad enten det gjaldt amerikansk missionstænkning eller nordisk selvgodhed. Uafhængigt hvor sympatisk vi måtte finde idealismen i sidstnævnte, så hindrer den en nøgtern analyse af fortid og nutid.
Det må vi tage højde for i vores forskning, undervisning og politik. Dette er ikke en afvisning af liberalismen. Det er en afvisning af den historiefilosofi, der hævdede, at verden bevæger sig uundgåeligt mod frihed og fred. En forskning og politik, der tager udgangspunkt i egen idealisme, underminerer vores sikkerhed, som de seneste årtier har vist. En stabil verdensorden kræver vilje, evne og strategisk bevidsthed.
Historikeren Paul Schroeder viste netop, hvordan det var den fraværende evne til at tænke ud fra det internationale system som en helhed, der var en udløsende faktor for Første Verdenskrig.[97] Derfor må nationalisme ikke kun ses som et idealistisk princip om selvbestemmelse, men også som en politisk praksis i en verden præget af usikkerhed, magtforskelle og konkurrence. Netop derfor har vi brug for en teori om realistisk nationalisme.
En sådan teori kan forene betydningen af ressourcer med idéer og historie, og vise hvordan nationalismen formes i spændingsfeltet mellem ydre trusler og indre ambitioner. Denne tilgang vil også hjælpe små stater som vores med at navigere i et landskab domineret af stormagtspolitik.
Historiefaget må genvinde sin stemme i denne debat. Vil vi forstå det 21. århundrede, må vi tage 1800-tallet alvorligt – ikke blot som baggrund, men som en analogi. Det kræver, at vi genopdager international historie. Vi må atter studere jern og blod. Ikke af lyst, men af nødvendighed. At forblive i 90’ernes idealistiske selvtilfredshed er ikke blot naivt. Det er farligt.
Historiefaget kan imidlertid ikke løfte opgaven alene. Ønsker vi at forstå samspillet mellem nationalisme og international politik – i fortid såvel som nutid – kræver det tværfaglighed. Der må bygges bro mellem historie, internationale relationer og nationalismestudier. For her gælder det, at helheden er mere end summen af delene.
Målet er at etablere et tværfagligt forskningscenter, der med udgangspunkt i det 19. århundrede udvikler en teori for realistisk nationalisme. En teori, der kan være med til at forklare, hvorfor verden ser ud, som den gør, tydeliggøre forskellen på offensiv og defensiv realistisk nationalisme og måske kan hjælpe os med at forstå, hvad vi har i vente. Det er her, historien rimer. Det er her, vi må begynde at lytte.
Det var mine ord. Det er mit program. Foran mig står tyve års arbejde. Jeg er klar.
RASMUS GLENTHØJ
PROFESSOR, PH.D.
INSTITUT FOR KULTUR- OG SPROGVIDENSKABER
SYDDANSK UNIVERSITET
RASMUSG@SDU.DK
[1] Bortset fra enkle grammatiske rettelser, så er manuskriptet uændret i forhold til den version, jeg anvendte ved min tiltrædelsesforelæsning den 14. november 2025. Det er blot blevet forsynet med fodnoter, der henviser til den anvendte litteratur samt uddyber og præciserer enkelte pointer, som ikke lod sig udfolde i forelæsningen. Formålet med sidstnævnte er at mindske risikoen for misforståelser. Forelæsningen er skrevet til lejligheden, men står på skuldrene af mit arbejde med nationalisme i de senere år (se navnlig Glenthøj: Towards a Realist). Det ses navnlig i forelæsningen anden halvdel.
[2] Clark: The End of Modernity, 38.
[3] Ikonomou: History and Policy.
[4] Stråth: Europe’s Utopias.
[5] Kant: Zum ewigen Frieden.
[6] Hegel: Vorlesungen über die Philosophie.
[7] Marx m.fl.: Manifest.
[8] Augustin: Om Guds Stad.
[9] More: Utopia.
[10] Popper: The Open Society. Værket blev først udgivet efter krigens afslutning, men det blev skrevet mellem 1938 og 1944 som et forsvar for demokratiet imod totalitarismen.
[11] Aron: L’Opium des intellectuels.
[12] Fukuyama: The End of History?, 3–18; Fukuyama: The End of History and the Last Man.
[13] Blandt historikere pegede Eric Hobsbawm (Hobsbawm: Age of Extremes, 6), advarede mod den naive tro på en harmonisk eftertid, mens Perry Anderson mente Fukuyamas ide om en sluttilstand var utopisk (Anderson: A Zone of Engagement, 279ff). Blandt politologer formulerede Samuel P. Huntington sin tese om civilisationernes sammenstød (Huntington: The Clash of Civilizations?, 22-49; Huntington: The Clash of Civilizations and the Remaking) som et modsvar.
[14] Dette beskrives glimrende af blandt Garton Ash: Homelands.
[15] Sloterdijk: Die schrecklichen Kinder, 351–360; Malešević: Nationalism and War, 1.
[16] Mead: The Return of Geopolitics, 70-71; Mitchell: The return of great-power diplomacy, 26-28, 32.
[17] Giddens: The Third Way.
[18] Malešević: Nationalism and War, 7.
[19] Hegel: Vorlesungen über die Philosophie, 32.
[20] Snyder: The Road to Unfreedom, 7-8.
[21] Public Papers of the Presidents, 1218-22.
[22] Garton Ash: Homelands, 155.
[23] Browning m.fl.: Nordic Peace in Question. Jf. Aronsson m.fl.: Nordic National Histories, 256.
[24] Glenthøj: På fædrelandets alter, 73ff; Glenthøj: Skilsmissen, 74.
[25] Agius: The Social Construction; Aunesluoma m.fl.: Neutrality as Identity
[26] De to bøger er The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014) var Getting to Denmark. Se specifikt Fukuyama: Political Order, 25-6.
[27] Meaney: Getting to Denmark; The Economist: The end of harmony; McCormack: Getting to Denmark.
[28] Fossat m.fl.: Historier om Danmark, 9-13.
[29] Se Glenthøj m.fl.: Union eller undergang; Glenthøj: Roads not taken; Glenthøj: Fortidens fremtider.
[30] Garton Ash (Homelands) sætter 2022 som datoen, hvor en ny æra indtræder. Det afspejler en bredere konsensus (se f.eks. Clark: The end of Modernity, 40; Hill m.fl.: The World Putin Wants, 108-9.
[31] Mead: The Return of Geopolitics, 69, 72-4. Jf. Haass: How a World Order Ends, 22-3.
[32] MacMillan: Beware of War, 204; Macmillan: How Wars Don’t End, 54-5.
[33] Fukuyama: Why Ukraine Will Win. Et andet sigende eksempel oplevede jeg personligt i juni 2022 på Norske historiedager, hvor det var et udbredt synspunkt blandt mine norske kollegaer at Ukraine ville vinde, og at sejren ville føre til et liberalt demokrati i Rusland.
[34] Rasmussen: Kassér de moderne lærebøger.
[35] Agrawal: The World After Oct. 7, online.
[36] Freedom House: Freedom in the World 2025; V-Dem Institute: Democracy Report 2025.
[37] MacMillan: Making America Alone Again, 11–2; Walt: Remembering Trump, 48.
[38] Crane: Historical Parallels, 653.
[39] Twain tilskrives ordsproget ”History doesn’t repeat itself, but it rhymes”, men der findes intet belæg for han nogensinde har skrevet eller sagt det.
[40] Crane: Historical Parallels, 654.
[41] MacMillan: Beware of War, 204.
[42] Schroeder: The Transformation.
[43] Haass: How a World Order Ends; Goddard: The Rise and Fall.
[44] Clark: Revolutionary Spring; Clark: The end of Modernity; Šedivý: Why we are back.
[45] Šedivý: Why we are back; Šedivý: Kosmopolitischer Idealismus, 310.
[46] Šedivý: The Victory of Realism.
[47] Trump: Remarks by President Trump; National Security Strategy (2017 og 2025).
[48] Toal: Near Abroad.
[49] Clark: Ancient rivalries; Clark: The end of Modernity, 40.
[50] Schroeder: Stealing Horses.
[51] Hill m.fl.: The World Putin Wants, 121.
[52] Sakwa: The Putin Paradox, 45–52; Galeotti: We Need to Talk, 72–6; BBC Monitoring: Kremlin’s Imperial Nostalgia. Jeg takker Beatrice de Graaf for at gøre mig opmærksom på lighederne mellem Putins indsættelse i 2018 og det 19. århundrede.
[53] Suesse: The Nationalist Dilemma.
[54] Twain m.fl.: The Gilded Age. Om den historiske analogi se Bernsen: Den forgyldte dystopi, 8.
[55] Ikonomou: History and Policy, 6.
[56] MacMillan: History’s People, især kapitel 1 og 3; Kershaw: Personality and Power, 14-5; Kissinger: Leadership, xxiii-xxv.
[57] Goddard: The Rise and Fall, 18-9.
[58] Hill m.fl.: The World Putin Wants, 116-7.
[59] Glenthøj m.fl.: Scandinavia after Napoleon.
[60] Nye: Soft Power;Keohane m.fl.:The End, 17-8; Haass: How a World Order Ends; Haass: The Dangerous Decade; Haass: The Politics of Power.
[61] Šedivý: Why we are back, 7.
[62] Jf. Clark: The end of Modernity, 40.
[63] Giles: Moscow Rules.
[64] Kedourie: Nationalism, 9; Gellner: Nations and Nationalism, 1. Disse klassisk definitioner anvendes til stadighed i dag, se Glenthøj: Towards a Realist, 2-3.
[65] Özkirimli: Theories of Nationalism, 5; Lawrence: Nationalism.
[66] At princippet om national selvbestemmelse blev indskrevet i FN-pagten, betød naturligvis ikke, at det blev fuldt ud respekteret i praksis. Det ændrer imidlertid ikke ved, at den internationale retsorden, som tog form i 1945, adskilte sig markant fra den tidligere, og at dette fik afgørende betydning for, hvilke nationalstater der overhovedet kunne etableres.
[67] Rochau: Grundsätze der Realpolitik. Om realpolitikkens begrebshistorie se Bew: Realpolitik.
[68] Hobsbawm: Nations and Nationalism, 31 ff.
[69] List: National System, 263-5
[70] List: National System, 263-5; Glenthøj m.fl.: Union eller undergang, Glenthøj m.fl.: Scandinavia after Napoleon; Glenthøj m.fl.: Scandinavia and Bismarck.
[71] Hobsbawm, Nations and Nationalism, 31; Cohn: Grundlegung der Nationaloekonomie; Rothschild: Political economy; Suesse, The Nationalist Dilemma, 12, 15, 44.
[72] Osterhammel: The Transformation, 400 ff.; Suesse: The Nationalist Dilemma, 69–72, 133 ff.; Cohrs: The New Atlantic Order, 64 ff.
[73] Glenthøj: Towards a Realist, 11-2.
[74] Carr: Nationalism and After; se også Cox: E.H. Carr and Nationalism.
[75] Tilly: War Making and State Making, 169-91.
[76] Malešević: Grounded Nationalisms, 195; Glenthøj m.fl.: Scandinavia after Napoleon.
[77] Glenthøj, Towards a Realist, 12-3.
[78] Manela: The Wilsonian Moment; Zahra: The Great Departure.
[79] Jackson: Quasi-states; Hobsbawm: Nations and Nationalism, 32.
[80] Glenthøj, Towards a Realist, 6-7.
[81] Kedourie, Nationalism, 20-31; Kahan: Liberalism; Broers: Europe after Napoleon; Vick: Defining Germany, 174; Reill: Nationalists, 1; Glenthøj m.fl.: Scandinavia after Napoleon, kapitler 2 og 5
[82] Petri: A Short History, 104-6; Kedourie: Nationalism, 32, 51, 54; Engberg-Pedersen: Empire of Chance, 54-6; Vick: Defining Germany, 48-65; Meinecke: Machiavellism, xviii-xix
[83] Glenthøj: 1864, 218.
[84] Hegel: Vorlesungen über die Philosophie, 61-2.
[85] Benner: Really Existing Nationalisms, kapitel 4.
[86] Varouxakis: ‘Great’ versus ‘small’ nations, 139 ff; Recchia og Urbinati 2009: 141-142; Kumar 2015: 597-600.
[87] Varouxakis: ‘Great’ versus ‘small’ nations,145-6; Suesse: Nationalist Dilemma, 70.
[88] Hill m.fl.: The World Putin Wants, 108-9, 114-5.
[89] Søndergaard: Russian negotiating style.
[90] Walt: Remembering Trump, 48.
[91] TV 2 Nyheder: Grønlændere er noget.
[92] Mearsheimer: The Tragedy.
[93] Waltz: Theory of International.
[94] Bismarck: Reden, 139-140.
[95] Mead: The Return of Geopolitics, 78–79.
[96] Hegel: Grundlinien der Philosophie, 28.
[97] Schroeder: Stealing Horses.
PUBLICERET MATERIALE
Agius, Christine: The Social Construction of Swedish Neutrality: Challenges to Swedish Identity and Sovereignty. Manchester: Manchester University Press, 2006. doi: 10.7228/manchester/9780719071522.001.0001. https://doi.org/10.7228/manchester/9780719071522.001.0001
Agrawal, Ravi (red.): “The World After Oct. 7. A Reckoning of the Geopolitical Impacts from the
Last Two Years of War – and War Crimes”, Foreign Policy, 6. oktober 2025, online. https://foreignpolicy.com/2025/10/06/stephen-walt-world-after-oct-7/?utm_source=chatgpt.com [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Anderson, Perry: A Zone of Engagement. London: Verso 1992.
Aron, Raymond: L’Opium des intellectuels. Paris: Calmann-Lévy 1955.
Augustin: Om Guds Stad [De civitate Dei]. København: Gad 1984–1986.
Aunesluoma, Juhana og Johanna Rainio-Niemi, “Neutrality as Identity?”, Journal of Cold War Studies 18, nr. 4 (2022). doi: 10.1162/JCWS_a_00680. https://doi.org/10.1162/JCWS_a_00680
Benner, Erica: Really Existing Nationalisms. A Post-Communist View of Marx and Engels. London: Verso 2018 [1995]. doi: 10.1093/0198279590.001.0001. https://doi.org/10.1093/0198279590.001.0001
Bernsen, Markus: “Den forgyldte dystopi: Interview med Richard White.” Weekendavisen, 13. juni 2025, sektion 1.
Bew, John: Realpolitik. A History. Oxford 2015.
Bismarck, Otto von: Reden 1847–1869, bd. 10, red. Wilhelm Schüßler. Berlin: Duncker 1928.
Broers, Michael: Europe After Napoleon: Revolution, Reaction and Romanticism, 1814–1848. Manchester: Manchester University Press 1996.
Christopher S. Browning, Marko Lehti og Johan Strang (red.): Nordic Peace in Question: A Region of and for Peace (London: Routledge, 2024). doi: 10.4324/9781003319115. https://doi.org/10.4324/9781003319115
Carr, E. H.: Nationalism and After. London: Macmillan 1945.
Clark, Christopher: Revolutionary Spring: Fighting for a New World 1848–1849. London: Allen Lane 2023.
—: “Ancient rivalries, social panic, revolution … the 19th century is back.” The Guardian, 3. april 2023.
—: “The End of Modernity. A Crisis Is Unfolding Before Our Eyes – and Also in Our Heads.” Foreign Policy, Summer 2025 (30. juni 2025).
Cohrs, Patrick O.: The New Atlantic Order. The Transformation of International Politics 1860–1933. Cambridge: Cambridge University Press 2022. doi: 10.1017/9781316338988. https://doi.org/10.1017/9781316338988
Cohn, Gustav: Grundlegung der Nationalökonomie, bd. 1. Stuttgart: Enke 1885.
Cox, Richard T.: “E. H. Carr and Nationalism.” Global Intellectual History 4, nr. 1 (2021).
Crane, David: “Historical Parallels.” Foreign Affairs 20, nr. 4 (1942).
Danmarks Radio: “Mørklagt: Centrale kilder – Mænd med forbindelser til Trump forsøger at infiltrere Grønland.” dr.dk, 2025 (online). https://www.dr.dk/nyheder/indland/moerklagt/centrale-kilder-maend-med-forbindelser-til-trump-forsoeger-infiltrere [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Engberg-Pedersen, Anders: Empire of Chance: The Napoleonic Wars and the Disorder of Things. Cambridge, MA: Harvard University Press 2015.
Fossat, Søren Bloch; Glenthøj, Rasmus & Martinsen, Lykke K.: “Historier om Danmark: Danmark og historiens afslutning.” I: Fossat, Glenthøj & Martinsen (red.), Konfliktzonen Danmark. København: Gad 2018.
Freedom House: Freedom in the World 2025. Washington, D.C. 2025.
Fukuyama, Francis: “The End of History?” The National Interest 16 (1989).
—: The End of History and the Last Man. New York: Free Press 1992.
—: The Origins of Political Order. New York: Farrar, Straus & Giroux 2011.
—: Political Order and Political Decay. New York: Farrar, Straus & Giroux 2014.
—: “Why Ukraine Will Win.” Journal of Democracy, september 2022.
Galeotti, Mark: We Need to Talk about Putin. London: Ebury 2019.
Garton Ash, Timothy: Homelands. A Personal History of Europe. London: Penguin/Random House 2024 [2023].
Gellner, Ernest: Nations and Nationalism. Oxford: Blackwell 2002 [1983].
Giddens, Anthony: The Third Way. The Renewal of Social Democracy. Cambridge: Polity Press 1998.
Giles, Keir: Moscow Rules: What Drives Russia to Confront the West. London: Chatham House 2019.
Glenthøj, Rasmus: På fædrelandets alter. København: Museum Tusculanums Forlag 2007.
—: Sønner af de slagne. København: Gads Forlag 2014.
—: Skilsmissen. Dansk og norsk identitet før og efter 1814. Odense: Syddansk Universitetsforlag 2012.
—: “Roads not taken: The Ends of History and the Politics of Inevitability in Norway and Denmark.” Historisk Tidsskrift 103, nr. 3 (2022). doi: 10.18261/ht.101.3.2. https://doi.org/10.18261/ht.101.3.2
—: “Fortidens fremtider: De nationale valgveje for Danmark 1851–1865.” I: Danmark dannes. København: Gads Forlag 2026 [under udgivelse].
—: “Towards a realist theory of nationalism. Nations and Nationalism: Exploring realpolitik and the threshold principle in nineteenth century nationalism”. Nations and Nationalism, 31(4), 2025. doi: 10.1111/nana.13091. https://doi.org/10.1111/nana.13091
Glenthøj, Rasmus & Ottosen, Morten Nordhagen: Union eller undergang. Kampen for et forenet Skandinavien. København: Gads Forlag 2021.
—: Scandinavia after Napoleon. The Genesis of Scandinavianism. Cham: Palgrave Macmillan 2024. doi: 10.1007/978-3-031-46561-1. https://doi.org/10.1007/978-3-031-46561-1
—: Scandinavia and Bismarck. The Zenith of Scandinavianism. Cham: Palgrave Macmillan 2024. doi: 10.1007/978-3-031-46557-4. https://doi.org/10.1007/978-3-031-46557-4
Goddard, Stacie E.: “The Rise and Fall of Great-Power Competition.” Foreign Affairs 104, nr. 3 (2025).
Haass, Richard: “How a World Order Ends: And What Comes in Its Wake.” Foreign Affairs 98, nr. 1 (2019), 22–32.
—: “The Dangerous Decade. A Foreign Policy for a World in Crisis.” Foreign Affairs 101, nr. 5 (2022).
—: “The Politics of Power. The New Forces and New Challenges.” Harvard International Review, Summer 2025.
Hegel, Georg Wilhelm Friedrich: Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte. Hrsg. Eduard Gans. Berlin: Duncker & Humblot 1837.
—: Grundlinien der Philosophie des Rechts. Hrsg. Eva Moldenhauer & Karl Markus Michel. Frankfurt am Main: Suhrkamp 1970.
Hill, Fiona & Stent, Angela: “The World Putin Wants: How Distortions About the Past Feed Delusions About the Future.” Foreign Affairs 101, nr. 5 (2022), 108–112, 114–122.
Hobsbawm, Eric J.: Nations and Nationalism since 1780. Programme, Myth, Reality. Cambridge: Cambridge University Press 2002 [1992].
—: Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914–1991. London: Michael Joseph 1994.
Huntington, Samuel P.: “The Clash of Civilizations?” Foreign Affairs 72, nr. 3 (1993), 22–49.
—: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. New York: Simon & Schuster 1996.
Ikonomou, Haakon: History and Policy Debrief: Zeitenwende – Challenges and Paths to Renewed Order. Hamburg: Körber-Stiftung 2025.
Jackson, Robert H.: Quasi-states: Sovereignty, International Relations and the Third World. Cambridge: Cambridge University Press 1990. doi: 10.1017/CBO9780511559020. https://doi.org/10.1017/CBO9780511559020
Kahan, Alan S.: Liberalism in Nineteenth-Century Europe. Basingstoke: Palgrave Macmillan 2003. doi: 10.1057/9781403937643. https://doi.org/10.1057/9781403937643
Kant, Immanuel: Zum ewigen Frieden. Königsberg: Nicolovius 1795.
Kedourie, Elie: Nationalism. 3. udgave. London: Hutchinson 1986 [1. udg. 1960].
Keohane, Robert O. & Joseph S. Nye Jr.: “The End of the Long American Century. Trump and the Sources of U.S. Power.” Foreign Affairs 104, nr. 4 (juli/august 2025).
Kershaw, Ian: Personality and Power. London: Allen Lane 2022.
Kissinger, Henry: Leadership. Six Studies in World Strategy. Dublin: Allen Lane 2022.
Kumar, Krishan: “Nationalism and revolution: friends or foes?” Nations and Nationalism 21, nr. 4 (2015), 597–600. doi: 10.1111/nana.12135. https://doi.org/10.1111/nana.12135
Lawrence, Paul: Nationalism. History and Theory. Basingstoke: Palgrave 2014 [2005].
List, Friedrich: National System of Political Economy. Philadelphia: J. B. Lippincott 1856 [1841].
MacMillan, Margaret: History’s People. Personalities and the Past. London: Profile Books 2017. —: “Beware of War.” I: Crowcroft, Robert (red.), Applied History and Contemporary Policymaking. London: Bloomsbury 2022.
—: “How Wars Don’t End.” Foreign Affairs 102, nr. 4 (2023).
—: “Making America Alone Again. History Offers Few Parallels for Washington’s Repudiation of Its Own Alliances.” Foreign Affairs (2025).
Malešević, Siniša: “Nationalism and War in the 21st-Century Europe.” Journal of Common Market Studies 63, nr. 5 (2025). doi: 10.1111/jcms.70027. https://doi.org/10.1111/jcms.70027
—: Grounded Nationalisms. Cambridge: Cambridge University Press 2019. doi: 10.1017/9781108589451. https://doi.org/10.1017/9781108589451
Manela, Erez: The Wilsonian Moment. Oxford: Oxford University Press 2007. doi: 10.1093/oso/9780195176155.001.0001. https://doi.org/10.1093/oso/9780195176155.001.0001
Marx, Karl & Engels, Friedrich: Manifest der Kommunistischen Partei. London 1848.
McCormack, Win: “Getting to Denmark.” New Republic, 30. december 2020.
Mead, Walter Russell: “The Return of Geopolitics.” Foreign Affairs 93, nr. 3 (2014).
Meaney, Thomas: “Getting to Denmark. On Francis Fukuyama.” The Nation, 24. oktober 2011.
Meinecke, Friedrich: Machiavellism. The Doctrine of Raison d’État. New Haven: Yale University Press 1962.
Mitchell, A. Wess: “The Return of Great-Power Diplomacy. How Strategic Dealmaking Can Fortify American Power.” Foreign Affairs 104, nr. 3 (2025).
More, Thomas: Utopia [De optimo reipublicae statu]. København: Gyldendal 2017.
National Security Strategy of the United States of America. Washington, D.C.: The White House 2017 og 2025.
Nye, Joseph S., Jr.: Soft Power: The Means to Success in World Politics. London: Hachette 2009.
Osterhammel, Jürgen: The Transformation of the World. Princeton: Princeton University Press 2014.
Petri, Rolf.: A Short History of Western Ideology: A Critical Account. London: Routledge 2018.
Popper, Karl: The Open Society and Its Enemies, bd. 2. London: Routledge 1945.
Public Papers of the Presidents of the United States: George Bush 1990, bd. II. Washington, D.C.: GPO 1991.
Rasmussen, Mikkel Vedby: “Kassér de moderne lærebøger.” Weekendavisen, 29. august 2025.
Recchia, Stefano & Urbinati, Nadia (red.): A Cosmopolitanism of Nations. Princeton, NJ: Princeton University Press 2009.
Reill, Dominique K.: Nationalists Who Feared the Nation. Stanford: Stanford University Press 2012.
Rochau, August Ludwig von: Grundsätze der Realpolitik. Angewendet auf die staatlichen Zustände Deutschlands. 2. udg. Stuttgart: Deutsche Verlags-Anstalt 1972 [1853].
Rothschild, Emma: “Political Economy.” I: Gareth Stedman Jones & Gregory Claeys (red.): The Cambridge History of Nineteenth-Century Political Thought. Cambridge: Cambridge University Press 2011.
Sakwa, Richard: The Putin Paradox. London: I. B. Tauris 2020.
Schroeder, Paul W.: The Transformation of European Politics 1763–1848. Oxford: Clarendon Press 1994.
—: Stealing Horses to Great Applause. The Origins of the First World War Reconsidered. London: Verso 2025.
Šedivý, Miroslav: “Kosmopolitischer Idealismus” und „nationale Realpolitik“. Aspekte der Sicherheitspolitik der deutschen Liberalen zur Mitte des 19. Jahrhunderts.” Historische Zeitschrift 320 (2025), 310.
—: The Victory of Realism: The German Quest for International Security 1839–1853. Leiden: Brill | Schöningh 2024.
—: “Why we are back in the mid-19th century. The transformation of an international order without a major war.” CHIOS Perspectives 1 (2025).
Søndergaard, Carsten: “Russian negotiating style. When does the West learn?” Discussion Paper, European Policy Centre, 3. november 2025. https://epc.eu/publication/russian-negotiating-style-when-does-the-west-learn/ [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Sloterdijk, Peter: Die schrecklichen Kinder der Neuzeit. Frankfurt am Main: Suhrkamp 2014.
Snyder, Timothy: The Road to Unfreedom. Russia, Europe, America. London: Bodley Head 2018.
Stråth, Bo: Europe’s Utopias of Peace: 1815, 1919, 1951, London: Bloomsbury 2016.
Suesse, Marvin: The Nationalist Dilemma. A Global History of Economic Nationalism, 1776–Present. Cambridge: Cambridge University Press 2023.
Tilly, Charles: “War Making and State Making as Organized Crime.” I: Evans, Peter et al. (red.), Bringing the State Back In. Cambridge: Cambridge University Press 1985, 169–191.
The Economist: “The End of Harmony. How the Benefits of Political Order Are Slowly Eroding.” The Economist, 27. september 2014. https://www.economist.com/books-and-arts/2014/09/27/the-end-of-harmony [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Toal, Gerard: Near Abroad: Putin, the West and the Contest over Ukraine and the Caucasus. Oxford: Oxford University Press 2017. doi: 10.1093/oso/9780190253301.001.0001. https://doi.org/10.1093/oso/9780190253301.001.0001
Trump, Donald J.: “Remarks by President Trump to the 73rd Session of the United Nations General Assembly, New York, 25 September 2018.” trumpwhitehouse.archives.gov.
TV 2 Nyheder: “Grønlændere er noget, man griner af på amerikansk tv – her er, hvad Trumps vælgere får serveret.” nyheder.tv2.dk, 26. marts 2025 (online). https://nyheder.tv2.dk/udland/2025-03-26-groenlaendere-er-noget-man-griner-af-paa-amerikansk-tv-her-er-hvad-trumps-vaelgere-faar-serveret [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Twain, Mark & Charles Dudley Warner: The Gilded Age. A Tale of Today. Hartford: American Publishing Company 1873.
Varouxakis, Georgios: “‘Great’ versus ‘small’ nations: Size and national greatness in Victorian political thought.” I: Bell, Duncan (red.), Victorian Visions of Global Order. Cambridge: Cambridge University Press 2007.
V-Dem Institute: Democracy Report 2025. 25 Years of Autocratization. Göteborg: University of Gothenburg 2025. https://v-dem.net/documents/54/v-dem_dr_2025_lowres_v1.pdf [(gen)besøgt 5. januar 2026].
Vick, Brian E.: Defining Germany: The 1848 Frankfurt Parliamentarians and National Identity. Cambridge, MA: Harvard University Press 2002.
Walt, Stephen M.: “Remembering Trump.” Foreign Policy, Summer 2025, 48.
Waltz, Kenneth N.: Theory of International Politics. Reading, MA: Addison-Wesley 1979.
Özkırımlı, Umut: Theories of Nationalism. A Critical Introduction. 3. udgave. Basingstoke: Palgrave Macmillan 2017.
Zahra, Tara: The Great Departure. Mass Migration from Eastern Europe and the Making of the Free World. New York: W. W. Norton 2016