Claus Bryld og Finn Østrup
I et debatindlæg bragt på Temps hjemmeside den 10. juni 2025 kritiserede vi bogen Danmark i det tyske storrum af historikeren Steen Andersen.[1] Andersen har i svaret ’Kilderne til det, som aldrig skete, bragt i Temp den 30. juni 2025, svaret på vores kritik.[2] Efter vores indlæg i Temp har debatten yderligere udfoldet sig med artikler i aviserne Information, Weekendavisen, Berlingske og Kristeligt Dagblad.
På baggrund af Andersens svar i Temp vender vi i dette indlæg tilbage til vores kritik. Vi vil først på baggrund af materialet fremhævet i hans svar i Temp se på hovedspørgsmålet i debatten, nemlig om der er underlag i kilderne for beretningerne i Danmark i det tyske storrum. Vi vil derefter se på andre spørgsmål, som har været fremdraget i debatten.
DANMARK I DET TYSKE STORRUM: FRI FANTASI?
Danmark i det tyske storrum udkom i 2003. Bogen gav ved udgivelsen anledning til betydelig medieinteresse og har efterfølgende ligget til grund for flere fremstillinger af besættelsestiden.[3] Bogen fokuserer særligt på det arbejde, der blev udført i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland. Udvalget blev nedsat under Statsministeriet ved slutningen af 1940 og blev sammensat af embedsmænd fra forskellige ministerier samt af repræsentanter for erhvervsorganisationer. Som formand for udvalget blev udpeget Knud Korst, generaldirektør i Told- og Skattevæsenet.
Ifølge Steen Andersen afleverede udvalget en redegørelse til statsministeren den 29. april 1941. I bogen tales der om ”Konklusionen på udvalgets arbejde” samt om ”anbefalinger” fra udvalget.[4] Det berettes også i bogen, at udvalget havde udfærdiget ”danske planer om organisering af Danmarks økonomi i et Europa under tysk førerskab”.[5] Andetsteds tales der i bogen om det ”danske modforslag til en økonomisk samarbejdsaftale med Tyskland”.[6] På bogens bagside hævdes det, at ”Steen Andersen dokumenterer, hvordan man fra dansk side i 1940-41 udarbejdede hemmelige planer for økonomisk tilpasning til den tyske nyordning. Planer, der passede ind i Tysklands forestilling om Danmarks plads i et Europa under hagekorset”. Der tales altså eksplicit om ”planer”.
Ifølge Andersens indlæg i Temp (”Kilderne til det, som aldrig skete”) handler bogen om ”de overvejelser og forslag, som blev formuleret blandt politikere, embedsmænd og med medvirken fra repræsentanter for erhvervslivet i perioden fra juni 1940 til august 1941”.[7] Der tales yderligere i artiklen om ”det danske nyordningsberedskab”, samt om ”beredskabsplaner” og ”forslag”. Der tales også om den ”danske handelspolitik, som den blev formuleret af både Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland og Det rådgivende handelspolitiske Udvalg”.
Ifølge Andersen var der på udvalgets sidste møde den 12. maj 1941 ”enighed om, at arbejdet var gjort færdigt, og at man derfor måtte vente og se tiden an”.[8] Andetsteds tales der om, at ”Administrationen havde overvejet og forberedt en økonomisk tilpasning”, og at ”Udvalget havde løst den opgave, som var blevet pålagt fra stats- og udenrigsministeren i efteråret 1940, og af den grund blev udvalget ikke indkaldt igen”.[9]
I sit indlæg fremhæver Andersen tre papirer, der skulle understøtte, at udvalget udarbejdede ”hemmelige planer” eller på anden måde fremkommer med konklusioner.[10] For det første fremhæver han et ”memorandum”, udarbejdet af udvalgets formand den 4. marts 1941. Han omtaler dette memorandum som ”det danske modforslag”, ligesom der tales om ”udvalgets anbefaling” vedrørende økonomisk samarbejde med Tyskland i en anden form end told- og møntunion.[11] For det andet omtaler han et ”memorandum” med retningslinjer for et muligt tættere samarbejde med det tyske storrum. Dette ”memorandum” blev drøftet på udvalgets møde den 4. april 1941. Ifølge Andersens indlæg i Temp skulle dette andet memorandum indeholde ”[l]injen i den danske planlægning” samt vise ”de strategiske intentioner, som lå i udvalgets og andre overvejelser i Udenrigsministeriet i 1941”.[12] For det tredje henviser han til, at udvalget den 29. april 1941 afleverede sin ”endelige redegørelse” eller ”afsluttende arbejde” til Stauning. Redegørelsen indeholdt ifølge Andersen ”vejledende udtalelser”, der omfattede ”nogle mere langsigtede overvejelser om fordele og ulemper ved en officiel dansk tilslutning til Storrummet”.[13]
Det er korrekt, at udvalgets formand Knud Korst den 4. marts 1941 udarbejdede et papir, som vedrørte dansk økonomisk samarbejde med Tyskland i en anden form end en told- og møntunion.[14] Papiret lagde op til, at udvalget skulle foretage detaljerede undersøgelser af enkelte industrisektorer for herved at belyse muligheden for at imødekomme eventuelle tyske ønsker om øget afsætning af produkter inden for den pågældende sektor. Papiret blev fremlagt på et møde i udvalget den 11. marts 1941. Steen Andersen undlader imidlertid at fortælle, at formanden på mødet den 11. marts 1941 omtalte sit oplæg som ”mere skitseagtige Bemærkninger”, og at udvalget på mødet udelukkende accepterede, at der skulle foretages detaljerede undersøgelser af enkelte industrisektorer, dvs. at udvalget hverken godkendte eller tog afstand fra papiret.[15] Det er på denne baggrund forkert – som det fremføres af Steen Andersen – at omtale det pågældende papir som ”udvalgets overvejelser”. Formandens ”skitseagtige Bemærkninger” nåede aldrig uden for udvalget.
Det er tilsvarende korrekt, at udvalgets formand Knud Korst på udvalgets møde den 4. april 1941 fremlagde et forslag til en redegørelse, der kunne afgives af udvalget til statsministeren. Steen Andersen undlader dog på nyat fortælle, at udvalget på samme møde ikke kunne nå til enighed om Korsts forslag. Det lød i referatet fra udvalgets møde den 4. april 1941:
Efter forskellige Bemærkninger var man enig om, at det vilde være vanskeligt straks at tage Stilling til Formandens Udkast. Efter nogen Diskussion kom man til det Resultat, at det endnu vilde være for tidligt for Udvalget at afgive en egentlig Betænkning, men at man formentlig vilde kunne imødekomme Statsministerens Ønsker, ved at Formanden tilstillede Statsministeren en skriftlig Redegørelse for Arbejdet indenfor Udvalget og det Arbejdsprogram, man havde anlagt for den kommende Tids Undersøgelser.[16]
Det fremgår altså af mødereferatet, at udvalget ikke kunne fremlægge nogen betænkning (dvs. det sædvanlige slutresultat for udvalgsarbejde), men at man kunne svare Stauning ved at berette om udvalgets hidtidige arbejde og udvalgets planlagte undersøgelser. Det er altså forkert, når Steen Andersen mener, at man i oplægget kan finde ”linjen i den danske planlægning” samt udvalgets ”strategiske intentioner”. Det pågældende papir nåede heller aldrig uden for udvalget.
I sit indlæg gentager Steen Andersen sin tidligere påstand om, at udvalget den 29. april udarbejdede en endelig redegørelse, og at denne redegørelse udgjorde udvalgets ”afsluttende arbejde”. Vi har diskuteret denne såkaldte ”endelige redegørelse” i vores tidligere indlæg i Temp, hvor vi i et bilag har gengivet den fulde tekst på 4½ side.[17] Det fremgår klart, at der ikke er tale om nogen endelig eller afsluttende redegørelse, men derimod et notat til Stauning om det arbejde, der hidtil havde været udført i udvalget samt udvalgets arbejdsprogram. Dette svarer også til det ovenfor citerede mødereferat fra udvalgets møde den 4. april 1941. Det hed i udvalgets notat til Stauning, at
Udvalget kun tør paatage sig at fremkomme med vejledende Udtalelser efter meget omfattende og omhyggelige Undersøgelser, hvilket ganske naturligt vil kræve ret lang Tid.
Steen Andersen skriver i bogen ”Danmark i det tyske storrum” samt i artiklen ”Kilderne til det, som aldrig skete”, at udvalget med notatet af 29. april 1941 kom med ”vejledende udtalelser”. Således skriver han i sin bog, at ”udvalget kun turde påtage sig at fremkomme med vejledende udtalelser”.[18] Steen Andersen undlader imidlertid at gøre opmærksom på, at udvalget kun turde påtage sig at komme med de ”vejledende udtalelser” efter ”meget omfattende og omhyggelige Undersøgelser, hvilket ganske naturligt vil kræve ret lang Tid”. Der er altså i Andersens fremstilling taget dele ud af sætningen gengivet ovenfor, således at citatet får den modsatte betydning end de historiske aktørers hensigt. Sandheden er, at udvalget på daværende tidspunkt end ikke turde komme med ”vejledende udtalelser”, mens udvalget ifølge Andersen netop kom med ”vejledende udtalelser”.
I modsætning til Andersens fremstilling var der ikke ved udvalgets møde den 12. maj 1941 enighed om, at udvalget havde færdiggjort sit arbejde. Tværtimod sluttede referatet fra udvalgets møde den 12. maj 1941 med en opfordring fra formanden til medlemmerne om at gøre ”de af ham rejste mere generelle Spørgsmaal” ”til Genstand for Overvejelse”.[19] Interesserede kan ved at læse referatet overbevise sig om rigtigheden af vore påstande. Steen Andersen omtaler heller ikke, at udvalgets sekretariat udarbejdede en analyse af gummiindustrien, som afvises af Industrirådet ved udgangen af juni 1941.[20] I modsætning til Steen Andersens påstand arbejdede udvalget altså videre også efter mødet den 12. maj 1941.
Andersens indlæg i Temp udstiller hans manglende kildegrundlag. Her peger han på tre papirer, hvoraf de to er oplæg fra formanden, som der ikke var enighed om i udvalget, og det tredje var et notat til Stauning om udvalgets hidtidige arbejde og videre arbejdsprogram. I notatet til Stauning blev det – i strid med Andersens fremstilling – som nævnt påpeget, at udvalget på daværende tidspunkt end ikke var nået frem til ”vejledende udtalelser”. Andersens beretninger om ”hemmelige planer”, ”vejledende udtalelser”, ”anbefalinger”, ”forslag” og lignende fra udvalget er altså fri fantasi.
Som omtalt i vores tidligere indlæg i Temp fremlagde Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland aldrig nogen form for konklusioner, planer, vejledende udtalelser, anbefalinger, forslag eller lignende. Det eneste skriftlige produkt fra udvalget var et notat til Stauning fra 29. april 1941 om udvalgets hidtidige arbejde og fremtidige arbejdsprogram, hvor udvalget udtrykkeliggjorde opmærksom på, at det på daværende tidspunkt ikke kunne fremkomme med nogen form for udtalelse.
Det er ubegribeligt, at Steen Andersen kan omtale og beskrive planer, der ikke eksisterer. Det er også ubegribeligt, at han skriver, at Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland konkluderer at have fuldendt sit arbejde på et møde i maj 1941, når det kan konstateres, at arbejdet fortsatte. Som den første i en række af undersøgelser fremlagde udvalgets sekretariat en analyse af den danske gummiindustri, hvilket Industrirådet i juni 1941 benyttede som anledning til at obstruere det videre arbejde i udvalget. Steen Andersen nævner intet om dette.
Kildematerialet er meget klart og forholdsvis overskueligt. For at overbevise læserne griber Steen Andersen til et fejlcitat fra det papir, som han udråber til udvalgets ”endelige redegørelse”, men som i virkeligheden er et notat til Stauning om udvalgets hidtidige arbejde og arbejdsprogram.
ANDRE SPØRGSMÅL REJST I DEBATTEN
Steen Andersen hævder i sit indlæg, at uenigheden mellem ham og os drejer sig om graden af aktivisme, der udfoldes i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland. Ifølge Steen Andersen udarbejdede udvalget beredskabsplaner, mens vi skulle påstå, at udvalget forberedte forhandlinger med tyskerne på dansk initiativ. Vi har aldrig udtalt os om spørgsmålet. Som omtalt dokumenterer vi, at udvalget slet ikke udarbejdede nogen form for planer, anbefalinger, forslag eller lignende, herunder heller ikke vedrørende positioner, der kunne holdes i beredskab.
Andersen hævder yderligere, at uenigheden mellem ham og os skulle skyldes forskellige opfattelser med hensyn til, hvad der skulle udgøre en ”plan”. Vi har ikke udtalt os om spørgsmålet.
I vores tidligere indlæg i Temp kritiserede vi yderligere to artikler, som Steen Andersen har skrevet om ingeniørfirmaet Kampsaxs samarbejde med briterne i Iran forud for 2. verdenskrig.[21] Vi kritiserede, at han i artiklerne beskriver, hvordan Kampsax skulle have indgået en aftale med et britisk vekselererfirma, der igen skulle arbejde for det britiske udenrigsministerium, og at firmaet herved fik politisk støtte fra briterne. I sit svar til os har Andersen som dokumentation for sin fremstilling gengivet ordlyden fra en direktionsrapport, der omtalte en henvendelse fra et skotsk vekselererfirma.[22] Der er imidlertid intet i Steen Andersens fremlagte kildemateriale – eller andet kildemateriale– som tyder på, at Kampsax efterfølgende faktisk indgik en aftale med vekselererfirmaet, ligesom der heller ikke er dokumentation for, at vekselererfirmaet skulle arbejde for det britiske udenrigsministerium. Modsat Steen Andersens fremstilling rummer kildematerialet heller ikke noget om, at Kampsax gennem henvendelsen fra vekselererfirmaet blev tilbudt politisk støtte.
Steen Andersen har i sit indlæg til Temp samt i mediedebatten tillagt os forskellige ikke-faglige motiver for at kritisere hans forskning. Vi kan bestemt afvise de forskellige påståede motiver. Derimod er vi optaget af, at historikere i deres forskning holder sig til kildematerialet og ikke kaster sig ud i fantasier.
KONKLUSION
Steen Andersens bog Danmark i det tyske storrum fik efter sin publikation i 2003 hurtigt stor udbredelse. Selv kloge hoveder kunne lade sig overbevise af fremstillingen. Bogen indskrev sig i en tiltagende kritik af samarbejds- og forhandlingspolitikken fra yngre besættelseshistorikeres side. Den var båret af en stærkt kritisk holdning til danske politikere og embedsmænds forholden sig til Tyskland 1940-41. Læsere, der ikke kendte de bagvedliggende kilder, kunne blive revet med af denne holdning.
Gennem bogen kunne læsere få det indtryk, at den aktive samarbejdsvilje havde været stærkere, end det faktisk var tilfældet. Hovedindtrykket hos de fleste læsere var nok dette, som man også kunne se af nogle anmeldelser af Steen Andersens bog. Og dermed lagde den op til hård, retrospektiv fordømmelse af samarbejdsviljen, også hos en af dette svars forfattere (Claus Bryld), som det er beskrevet i vores første indlæg. At fordømmelsen på grundlag af Andersens bog gik for vidt, gælder i alt fald den del af samarbejdsviljen, som har med Korst-udvalget at gøre – som vi har påvist det her. Mens det muligvis forholder sig anderledes med Udenrigsministeriets såkaldte tysklandseksperter. Der henstår en kritisk analyse af Andersens behandling heraf.
Vi har i denne artikel igen dokumenteret det manglende kildegrundlag for Andersens fremstillinger i Danmark i det tyske storrum. Hans nylige debatindlæg i Temp gentager i stort omfang tidligere påstande, suppleret af henvisninger til hans – ikke-troværdige – bog. På denne baggrund mener vi ikke, det giver mening at fortsætte diskussionen. Vi vil derfor standse med dette indlæg. Vi vil endnu en gang opfordre eventuelle tvivlere til at sætte sig ind i det bagvedliggende, forholdsvis overskuelige, kildemateriale.
NOTER
[1] Bryld og Østrup: ’Kan vi stole på besættelsestidshistorikerne?’; Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’.
[2] Andersen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’.
[3] Referencer findes i Bryld og Østrup, ’Kan vi stole på besættelsestidshistorikerne?’. For en beskrivelse af litteraturen om besættelsestiden henvises til Bryld: ’Kampen om historien’, samt Bryld: ’Besættelsesforskningens faser og veje ’ En ældre beskrivelse findes i Bryld og Warming: ’Besættelsestiden som kollektiv erindring’.
[4] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 210-211.
[5] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 258.
[6] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 264.
[7] Andersen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’.
[8] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 236.
[9] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 237.
[10] Andersen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’.
[11] Andersen: ’Kilderne til det, som aldrig skete.
[12] Andersen,: ’Kilderne til det, som aldrig skete’.
[13] Andersen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’.
[14] Bemærkninger om Spørgsmaalet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion. Rigsarkivet, j.nr. 64Dan80y.
[15] Referat af møde i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland den 11. marts 1941. Rigsarkivet, j.nr. 64 Dan 80y.
[16] Referat af møde i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland den 4. april 1941. Rigsarkivet, j. nr. 64 Dan 80y.
[17] Foto af det oprindelige dokument er udlagt på hjemmesiden www.finnostrup.dk.
[18] Andersen: ’Danmark i det tyske storrum’, 205.
[19] Referat af møde i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland den 12. maj 1941. Rigsarkivet, j. nr. 64 Dan 80y. Referatet fra mødet den 12. maj 1941 er udlagt på hjemmesiden www.finnostrup.dk.
[20] En detaljeret gennemgang findes i Østrup, ’Forliset i Korst-udvalget’.
[21] Andersen: ’Bygningen af Shahens jernbane’; Andersen: ’Building for the Shah’.
[22] Kritikken af Steen Andersens fremstilling har tidligere været fremlagt i Østrup: ’De gjorde Danmark større: Hvad siger kilderne?’, hvor også ordlyden af direktionsrapporten er gengivet. Kritikken i 2009 blev ikke på daværende tidspunkt imødegået af Steen Andersen, jf. Andersen: ’For firmaets ære’.
PUBLICERET MATERIALE
Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum, Lindhardt og Ringhof, 2003.
Andersen, Steen: De gjorde Danmark større, Lindhardt og Ringhof, 2005.
Andersen, Steen: ’Bygningen af Shahens jernbane’. I Niels Finn Christiansen, Kurt Jacobsen og Mogens Rüdiger (red.): Ole Lange – fra kætter til koryfæ, 2007, 137-160.
Andersen, Steen: ’Building for the Shah’, Enterprise and Society, 9, 2008, 637-669.
Andersen, Steen: ’For firmaets ære’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 547-555.
Andersen, Steen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’, Temp, Debat og anmeldelser, den 30. juni 2025.
Bryld, Claus: Kampen om historien, Roskilde Universitetsforlag, 2001.
Bryld, Claus: Besættelsesforskningens faser og veje, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 26(3), 2013, 41-60.
Bryld, Claus, og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring, Roskilde Universitetsforlag, 1998.
Bryld, Claus, og Finn Østrup, ’Kan vi stole på besættelsestidshistorikerne’, Temp, Debat og anmeldelser, den 10. juni 2025.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: En kommentar’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 295-304,
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: Hvad siger kilderne?’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 513-546.
Østrup, Finn: ’Forliset i Korst-udvalget: Erhvervsorganisationerne og samarbejdspolitikken 1940-41’, Historisk Tidsskrift, 116(1), 2016, 31-72.
CLAUS BRYLD
PROFESSOR EMERITUS DR. PHIL.
INSTITUT FOR KOMMUNIKATION OG HUMANISTISK VIDENSKAB
ROSKILDE UNIVERSITET (RUC)
BRYLD@RUC.DK
FINN ØSTRUP
TIDLIGERE PROFESSOR DR. MERC.