Steen Andersen
Lad det blive slået fast fra første færd: De forslag, som Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland udfærdigede, blev aldrig realiseret, da implementeringen af den tyske økonomiske nyordning af Europa ikke længere stod øverst på Tysklands dagsorden i foråret 1941. Sejrsrusen fra sommeren 1940 havde fortaget sig, og den endelige udformning af det europæiske Grossraumwirtschaft måtte vente, til krigen var afsluttet sejrrigt. Selvom udvalgets arbejde ikke udmøntede sig i praktiske tiltag, rummer det alligevel et interessant aspekt af samarbejdspolitikkens historie.
I endnu et indlæg kritiserer Claus Bryld og Finn Østrup min bog Danmark i det tyske storrum fra 2003. Ligesom deres første indlæg er deres nye replik igen et vidnesbyrd om forfatternes tvivlsomme vilje til at læse og forstå en bog. De præsenterer ellers sig selv som historikere, der blot vil have skrevet en historie, der kan dokumenteres. Derfor er det tragikomisk at granske deres egen praksis, som tydeligt viser, at Bryld og Østrup voldsomt misrepræsenterer, hvad der faktisk står i min bog. Lad os endnu en gang begynde med kritikken. I deres seneste indlæg skriver Bryld og Østrup:
I bogen tales der om ”Konklusionen på udvalgets arbejde” samt om ”anbefalinger” fra udvalget. Det berettes også i bogen, at udvalget havde udfærdiget ”danske planer om organisering af Danmarks økonomi i et Europa under tysk førerskab”. Andetsteds tales der i bogen om det ”danske modforslag til en økonomisk samarbejdsaftale med Tyskland”. På bogens bagside hævdes det, at ”Steen Andersen dokumenterer, hvordan man fra dansk side i 1940-41 udarbejdede hemmelige planer for økonomisk tilpasning til den tyske nyordning. Planer, der passede ind i Tysklands forestilling om Danmarks plads i et Europa under hagekorset”. Der tales altså eksplicit om ”planer”.[1]
Når Bryld og Østrup i deres kritik af en bog må gribe efter et halmstrå i form af bogens bagsidetekst, fornemmer man tydeligt niveauet for deres kritik. Bryld og Østrups udsagn er baseret på bogens side 210-211, og lad os derfor se på, hvad der faktisk står der:
Konklusionen på udvalgets arbejde placerer udredningen og rådgivningen som en balancegang mellem attentisme og aktivisme. Redegørelsen indeholder attentistiske træk ved at fremhæve usikkerhedsmomentet i den udenrigspolitiske situation, der gør, at man ikke kunne nå videre i arbejdet. Attentismens indslag er ikke udtryk for, at danskerne ønskede at vinde tid, da målet her var at indtage en konstruktiv afventende position. Kollaborationslinjen i udvalgets oplæg var ikke umiddelbart forhandlingssøgende men sigtede på indflydelse efter krigens ophør i den nyordningsproces, som man forventede tyskerne ville iværksætte. Da udvalget afgav sin redegørelse var krigsafslutningen ikke nært forestående, men realistisk betragtet ville udfaldet være i Tysklands favør.[2]
Jeg sætter min lid til, at læserne af Temp med al tydelighed kan se, at Bryld og Østrup skærer deres pointer så skarpt, at de selv falder på deres eget sværd uden at vide det. Som det fremgår tydeligt af ovenstående, er det min vurdering, at situationen i foråret 1941 er præget af uvished, og når jeg taler om en ’konklusion’ handler det sammenfattende om, at udvalgets overvejelser både kunne anvendes attentistisk, men kunne også bruges aktivistisk, hvis der havde været politisk vilje til det. Bogens vurdering er imidlertid, at i foråret 1941 er den politiske og økonomiske situation præget af uvished og et fravær af tysk pres. Af den grund er forventningen, at nyordningsspørgsmålet er udsat til efter en krigsafslutning.
Bryld og Østrup skriver også, at der ”berettes (…)i bogen, at udvalget havde udfærdiget ’danske planer om organisering af Danmarks økonomi i et Europa under tysk førerskab’”. Men i bogen står der i sammenhæng:
Selvom de danske planer om organisering af Danmarks økonomi i et Europa under tysk førerskab aldrig blev realiseret, rummer planerne og arbejdet med nyordningsøkonomien et interessant aspekt af samarbejdspolitikkens historie. Udredningsarbejdet giver nemlig et vink om, hvordan dele af det politiske og administrative lederlag betragtede landets daværende stilling og muligheder. Hvis Tyskland gik ud af krigen som den sejrende magt, gjaldt det om, at man ikke blev fanget i ”radikale” tyske planer, som kunne vise sig skadelige for dansk økonomi og politisk selvstændighed.[3]
Analysen i bogen slår fast, at udredningsarbejdet sigtede på at have et dansk beredskab på plads således, at man ikke skulle risikere at blive trukket uforberedt ind i nye forhandlinger således, som det var sket i august 1940 i forbindelse med forhandlingerne om told- og møntunionen i Berlin.
Der er nærmest tragisk at læse videre, da Bryld og Østrup hævder, at jeg i mit indlæg i Temp skulle have skrevet: ”I sit indlæg fremhæver Andersen tre papirer, der skulle understøtte, at udvalget udarbejdede ”hemmelige planer” eller på anden måde fremkommer med konklusioner”[4]
Intet sted i mit indlæg nævner eller skriver jeg dog noget om ’hemmelige planer’. Det må altså enten være udtryk for mangel på faglig præcision eller afspejle bevidst misrepræsentation. Men her overlader jeg det trygt til Temps læsere ved selvsyn at bedømme niveauet i Bryld og Østrup indlæg.
TILBAGEFALDSPOSITION
Problemet med Bryld og Østrups læsning er, at de overser – eller vælger ikke at erkende – at min centrale pointe og konklusion er, at dette udvalgs og andre embedsmandsovervejelser i perioden fra august 1940 til foråret og sommeren 1941 sigtede på at undgå at blive fanget i radikale tyske planer. Bryld og Østrup fremstiller det som om, at jeg skulle have argumenteret, at udvalget skulle have formuleret normative planer med handlingspunkter. Hele udvalgets arbejde og de øvrige overvejelser i Udenrigsministeriet går ud på at undgå en mønt- og toldunion. I bogens sammenfatning skriver jeg: ”Historien om det danske nyordningsberedskab viser, at selv under den tyske højkonjunktur var man i Danmark i stand til at sige hertil – og ikke længere.”[5]
Dette er en central konklusion i min bog. Yderligere pointerer jeg, at der var betænkeligheder ved udsigten til at skulle være afhængig af at skulle handle med et kontinentaleuropæisk ’storrum’, og at det danske håb var en genoptagelse af handel med ’tredje land’, og dermed underforstået det britiske marked efter en krigsafslutning.
Den grundlæggende antagelse i udvalgets og Udenrigsministeriets overvejelser var, at der ville komme en eller anden form for nyordning. På trods af politisk og ikke mindst økonomisk uvished sigtede den danske planlægning og overvejelser på at kunne afværge radikale tyske forslag, og udvalgets formand, Knud Korst, præsenterede den 4. marts 1941 forslaget med titlen ”Bemærkninger om Spørgsmålet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion.” Det danske modforslag eller tilbagefaldsposition tog forbehold for, at krigen ikke var afsluttet endnu og at der var forhold, som skulle yderligere undersøges, men i udvalgets anbefaling om et ’Økonomisk Samarbejde med Tyskland i en anden Form’ hed det:
Det ligger nært at forestille sig et saadant Samarbejde i Form af en Overenskomst mellem de to Lande for en vis Aarrække, f.Eks. 5 Aar fra Krigens Slutning at regne, indeholdende:
1) Aftale om Clearingforholdet i det hele taget.[6]
En anden aftale om en revurdering af clearingforholdet var allerede blevet foreslået af Udenrigsministeriets Rådgivende Handelspolitiske Udvalg i januar 1941 med forslaget om en kroneopskrivning. I dette forslag hed det:
Endvidere har de høje tyske Landbrugspriser været bestemt af de særlige tyske Ønsker om at ophjælpe Landbruget for at gøre Landet selvforsynende. Det er dette kunstige Prisleje, som Danmark under de nuværende særegne Forhold er ved at glide ind i, og det er utænkeligt, at dette skal kunne ske, uden at man paa en lang Række Omraader gaar ind i tilsvarende planøkonomisk Foranstaltninger og statslige Indgreb som Tyskland.[7]
Vurderingen fra Udenrigsministeriets Rådgivende Handelspolitiske Udvalg, hvor Knud Korst også var medlem, var, at man fra dansk side ikke ville komme udenom om at skulle tilpasse dansk økonomi til en planøkonomi efter tysk mønster. I relation til det danske modforslag handlede det om muligheden for at få faste aftaler om afsætning af dansk smør til det tyske marked. Som det ligeledes var fremgået af redegørelsen til statsminister Stauning var det springende punkt for Korst-udvalget, hvor meget og til hvilken pris danske landbrugsvarer kunne afsættes til Tyskland efter krigens afslutning.
Selv hvis man tager afsæt i det materielle kildebegreb, og alene vælger at betragte kilderne som levn står det tydeligt, at udvalgsarbejdet blev set som et planlægningsarbejde af de samtidige aktører. Den 4. april 1941 fremlagde formanden Knud Korst et forslag, hvori det blandt andet hed, at:
1. En Plan for danske Handelsoverenskomster med andre Lande efter Krigen maa i første Linje tilsigte at sikre Afsætningsmarkeder for danske Landbrugsvarer, dog paa saadanne Vilkaar, at en rimelig industriel Udvikling her i Landet ikke skades.[8]
Slutter vi ud fra kilden som et levn, kan vi konstatere, at udredningsarbejdet havde som opgave at formulere beredskabsplanlægning efter en krigsafslutning, som formentlig ville betyde et styrket Tyskland. Det memorandum, som blev fremlagt den 4. april 1941 i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland, udpegede hovedmålet for dansk handelspolitik efter krigens afslutning som det at sikre afsætning af danske landbrugsvarer. Som det fremgår af kilden, udgjorde udsigten til ensidigt at være afhængig af et tysk domineret ’storrum’ et problem, da det formentlig kun ville være de store danske landbrug, som ville være rentable, og for det øvrige danske erhvervsliv kunne dette medføre tilbagegang. Derudover måtte man fra dansk side i foråret 1941 yderligere imødese, at det høje prisniveau på landbrugsvarer ikke kunne opretholdes efter en krigsafslutning. Når vi objektivt kan konstatere, at kilden betragtet som levn rummer et vidnesbyrd om planlægning betyder det, at Bryld og Østrups påstand om ’fri fantasi’ alene må leve hos dem selv.
I øvrigt vælger Bryld og Østrup at beskære citatet fra udvalgets møde den 4. april 1941 så det fremstår på en måde, der giver indtryk af, at der ikke blev opnået enighed. Man mærker deres tendens, når de har skåret den sidste sætning fra, hvor der står: ”Det vedtoges, at Formanden skulde udarbejde Udkast til en saadan Skrivelse til Statsministeren, saaledes at dette kunde forelægges Medlemmerne til Udtalelse.”[9] Dermed forbigår Bryld og Østrup, at udvalget opnåede enighed om, at der skulle udarbejdes en redegørelse til statsministeren.
Endelig fremfører Bryld og Østrup, at jeg i min bog ikke skulle anføre, at udvalget ikke var i stand til at fremkomme med anbefalinger eller konkrete vejledninger. Det må bero på endnu en fejllæsning af min bog, da jeg netop eksplicit skriver, at redegørelsen til statsministeren den 29. april 1941 ikke indeholder ikke indeholdt nogen anbefaling. I bogen står der:
Selvom Danmark erklærede sig villig til at indgå i et tæt økonomisk samarbejde med Tyskland, var det ikke på nogen måde ensbetydende med, at København havde samme interesser som Berlin. Set fra Danmark drejede det sig i høj grad om ikke at afskrive Storbritannien som handelspartner i et Europa efter krigens afslutning, hvis man skulle sikre en solid økonomisk vækst. Redegørelsen afspejler det evige dilemma, dansk samarbejdspolitik stod i de første år under den tyske højkonjunktur, eftersom man skulle tage bestik ud fra den tyske magtposition og vise tilpasningsevne, men aldrig så langt, at man afskrev Storbritannien (…) Redegørelsen indeholdt ikke nogen anbefaling af, at der fra dansk side skulle udvises nogen initiativer, som kunne resultere i fornyede forhandlinger, så længe krigen var uafsluttet.[10]
Dermed har jeg i min analyse af redegørelsen til statsminister Stauning understreget den uvished, som kendetegnede udvalgets vurdering og den hypotetiske karakter, udredningen havde. Det er beklageligt, at Bryld og Østrup ikke formår at læse, hvad der faktisk står i min bog. De to professorer fortsætter ufortrødent misrepræsentation af min vurdering af redegørelsen, idet de skriver, at: ”I sit indlæg gentager Steen Andersen sin tidligere påstand om, at udvalget den 29. april udarbejdede en endelig redegørelse, og at denne redegørelse udgjorde udvalgets ”afsluttende arbejde”.[11] Hermed får de det til at fremstå som om, at det er min konklusion, at arbejdet er færdigt og afsluttet. Det er på ingen måde det, jeg skriver. Derimod påpegede jeg uvisheden og det umulige i at kunne komme videre på grund af den politiske situation. Det, jeg faktisk skrev i Temp, indeholdt følgende vurdering:
I forhold til det, som jeg ser som det afsluttende arbejde for Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland, er det min konklusion, at redegørelsen den 29. april 1941 var udtryk for, at man fra dansk side ikke kunne nå længere, og at arbejdet havde været hypotetisk så længe krigen varede. I analysen peger jeg blandt andet på forskellene mellem de forskellige udkast og den endelige redegørelse, som netop afspejler den uvished og usikkerhed, som den politiske udvikling havde affødt. I foråret 1941 stod de tyske planer om en økonomisk nyordning af Europa ikke længere øverst på Berlins dagsorden, men fra dansk side havde man gjort sig overvejelser og truffet forberedelser ved at prøve at opnå en vis enighed, såfremt situationen igen skulle opstå.[12]
Min vurdering er, som det tydeligt fremgår, at man havde forsøgt at gøre sig nogle overvejelser og opnå en grad af konsensus mellem embedsværk og erhvervsorganisationer, men man kan ikke komme videre, da krigen er uafsluttet.
AFVENTENDE POSITION I FORÅRET 1941
I min fremstilling har jeg understreget, at erhvervsorganisationerne og særligt Industrirådet kun modvilligt gik ind i arbejdet. Særligt Industrirådet havde været kritikere af udenrigsminister Erik Scavenius’ forsøg på at forhandle om en mønt- og toldunion. Men der var opnået en konsensus i udvalget, da det stod klart, at arbejdet sigtede på at undgå en mønt- og toldunion og i stedet afsøge muligheden for at økonomisk samarbejde i en anden form. Samme dag, som udvalget sendte en redegørelse til statsministeren, afholdt erhvervsorganisationerne et møde med deltagelse af Industrirådet, Landbrugsrådet, Grosserer-Societetetets Komite, Dansk Dampskibsrederiforening, Provinshandelskammeret, Fællesrepræsentationen for dansk Haandværk og Industri, Andelsudvalget, Dansk Fiskeriforening og endelig Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. På dette møde tiltrådte alle erhvervsorganisationerne redegørelsen til statsministeren. Dette skete efter, at Gustav Hartz fra Industrirådet havde givet en redegørelse for udvalgets arbejde, og havde ladet forstå, at Stauning havde ønsket en redegørelse fra udvalget formentligt foranlediget af stadige forespørgsler fra tysk side, hed det. I referatet stod der:
Et udkast til denne Skrivelse havde været drøftet paa Udvalgets Møde den 28. April; Erhvervsorganisationernes Repræsentanter havde udsat deres endelige Godkendelse af Udkastet til Sagen havde været drøftet med Organisationerne.
Afskrifter af det nævnte Udkast (Bilag) blev omdelt og gennemgået. Ved en paafølgende indgaaende Drøftelse var der fra alle Sider Enighed om at godkende, at Erhvervsorganisationernes Repræsentanter i Udvalget tiltrådte det nævnte Udkast.[13]
Der var dermed opnået en vis form for konsensus mellem embedsværk og erhvervsorganisationerne, og der kan ikke konstateres obstruktion fra Industrirådet. Derimod bidrog Industrådet til udvalgets arbejde med en større rapport på 22 sider om tyske karteller den 15. maj 1941.[14] Endelig er det også utopisk at tro, at Industrirådet ville kunne diktere dansk handelspolitik i spørgsmålet om et eventuelt økonomisk samarbejde med Tyskland. Dette blev tydeligt demonstreret i maj-juni 1941, da Danmark efter tyske henvisninger indgik en aftale om handel med ’tredjelande’ i form af en fornyet handelsaftale med Sverige.[15] Dette skete uden erhvervsorganisationernes vidende. I de vigtige spørgsmål, som også vedrørte relationen til Tyskland, styrede Udenrigsministeriets Handelspolitiske Afdeling sagerne egenhændigt.[16]
Udvalget holdt, hvad der skulle vise sig at blive det sidste møde den 12. maj 1941. Sekretariatet indkaldte ganske enkelt ikke til flere møder. På udvalgets sidste møde blev det drøftet, hvilke handelspolitiske instrumenter der skulle tilvejebringes i Danmark for at løse de opgaver, ”som vil blive Resultatet af den nye Form for Handelsaftaler, der i Fremtiden maa regnes med”.[17]
Det er ikke Industrirådets modstand, som gør udfaldet men en beslutning på langt højere plan i Udenrigsministeriet efter man har forhørt sig hos tidligere udenrigsminister P. Munch.[18] En central konklusion om den danske position i maj 1941 står i min bog: ”Fra dansk side var der trukket en klar linje i sandet, man havde internt forberedt et beredskab, som på en række områder accepterede de tyske nyordningstanker, men man ville ikke gå længere et skridt længere.”[19]
Beredskabsplanlægning er ikke det samme som ’aktiv samarbejdsvilje’, som Bryld og Østrup forsøger at pådutte min bog – men der var tale om en attentistisk samarbejdsstrategi. Efter Udenrigsministeriets interne redegørelse for forhandlingerne om told- og møntunionen udarbejder den Handelspolitiske Afdeling et gennemskrevet et gennemskrevet modforslag, som skulle kunne sikre Danmark i en eventuel forhandlingssituation. Det danske modforslag skulle bruges til at afværge en mønt- og toldunion. I forslaget stod der blandt andet:
De to Regeringer vil i Fremtiden ved Ordningen af deres økonomiske Anliggender venskabeligt understøtte hinanden. De vil i fælles Interesse tilstræbe at udbygge deres Økonomi saaledes, at begge Landes produktive Kræfter udvikles paa en saadan Maade, at de gensidigt kan supplere hinanden.[20]
For samtidens aktører var dette ikke ’fri fantasi’, men et stykke beredskabsplanlægning. Som levn fortæller det os, at samtidens aktører formulerede et udkast til et dansk modforslag. Sluttelig fastholder Bryld og Østrup, at jeg i en analyse af ingeniørfirmaet Kampsax skulle hævde uden dokumentation, at et britisk vekselererfirma skulle have relation til det britiske udenrigsministerium, Foreign Office. I direktionsberetningen fra Kampsax fra december 1938 står der:
Vi har i dag haft en interessant Henvendelse her paa Kontoret. Da denne Henvendelse dels er et typisk Tidens Tegn, og da den dels indebærer visse Fremtidsmuligheder, skal vi her referere den i korte Træk. Vi har haft besøg af en repræsentant for et Firma i London, SCOTTISH SECURITIES CORPORATION Ltd., som var sendt herop efter Anbefaling fra den britiske Gesandt her i Byen.[21]
Selv gennem en levnsslutning kan vi udlede, at det pågældende britiske vekselererfirma er sendt i byen af den britisk gesandt i København, Sir Patrick Ramsay, og dermed det britiske udenrigsministerium. Videre står der:
Det omtalte Firma er brokers, der er interesseret i at arrangere finansiel Kreditgivning. Som Følge af Tyskernes ihærdige Anstrengelser rundt omkring har man i England besluttet at tage Kampen op og arbejde efter de samme Retningslinier. Chairman i dette Firma er Sir Georges Clark, en gammel Bekendt af Ingeniør Saxild og Undertegnede, idet han i sin Tid var engelsk Ambassadør i Ankara. De engelske Myndigheder er interesseret i at knytte Samarbejde med Virksomheder, der er i Forbindelse med Udførelsen af større offentlige Arbejder og med de ledende Industrivirksomheder.[22]
Det fremgår tydeligt, at vekselererfirmaet indgår som en del af den britiske handelspolitiske indsats for at imødegå tyske interesser, og der står eksplicit, at de ’de engelske myndigheder’ er interesseret i et samarbejde med Kampsax, og ligefrem tilbyder rentefri kredit.[23] Med afsæt i en klassisk Erslevs ’slutning fra virkelighed’ kan vi derfor konkludere, at det britiske firma arbejdede for det britiske udenrigsministerium. At Bryld og Østrup ikke kan se, at henvendelsen handler om handelspolitiske interesser udstiller fint deres måde at læse kilder på.
SAMMENFATNING
Hvad er der kommet ud af denne forlorne debat? I deres kritik af min bog er det blevet tydeligt, at Bryld og Østrup har reintroduceret en primitiv version af det materielle kildebegreb, som anskuer kilden som et objekt, der indeholder et antal oplysninger til kortlægning af, hvad der skete i fortiden. Det er kun de oplysninger, som eksplicit fremgår af kilden, der må indgå i historieskrivningen. Men det er en meget enøjet version af det materielle kildebegreb, som bliver anvendt af dem i deres antikverede og rustne tilgang, da de ganske enkelt afviser kilder, som blot er ’papirer’, der ikke kan bruges til at nå frem til historiens essens, og de tydeligvis stædigt holder fast i, at en kilde kun indeholder nogle meget fasttømrede svar. I mine svar har jeg derfor flere steder vist, at deres læsning af kilderne er helt skæv ved faktisk at vise, hvad der står i kilderne ved at komme deres tilgang i møde og betragte kilderne snævert som levn, eller ’slutning fra virkelighed’, som Erslev betegnede det. Selv med denne tilgang er det er tydeligt, hvor det kører af sporet for Bryld og Østrup.
Min bog og øvrige arbejder er derimod skrevet ud fra en funktionel tilgang til kilderne, idet de anskues som afsæt for de oplysninger, man som forsker kan få ud af en kilde, hvilket er afhængigt og styret af de spørgsmål, der stilles. Men en kilde skal tolkes. Når vi skriver historie, kan vi ikke påberåbe os, at der kun findes én tolkning af kilden, og at vi har monopol på udlægningen. Derfor er Brylds og Østrups ’fri fantasi’-stempling helt ved siden af og kan i bedste fald være en diskussion om tolkning, men ikke om tingene findes eller ej. Denne debat viser endnu en gang, at de to kildebegreber er gensidigt udelukkende, eller i hvert fald i den primitive form, som Bryld og Østrup lægger for dagen visse steder deres tilgang.
Omvendt har Bryld og Østrup andre steder tydeligvis intet behov for at dokumentere deres påstande. I deres første indlæg i Temp hævdede de skråsikkert: ”Det var med afsæt i Steen Andersens bog, at Anders Fogh Rasmussen i talen fra august 2003” kritiserede samarbejdspolitikken og legitimerede dansk krigsdeltagelse i Irak.[24] Her var det materielle kildebegreb forduftet for Bryld og Østrup for en stund, da det ikke kan dokumenteres. Siden deres indlæg i Temp blev dette synspunkt også fremført redaktionelt i Dagbladet Information – et udsagn, avisen Information siden har måttet beklage.[25] Det sætter fint Bryld og Østrups påstand i relief. Måske skulle de være stoppet, mens legen var god.
NOTER
[1] Bryld og Østrup: ”Danmark i det tyske storrum: En opsummering”, 1.
[2] Andersen: Danmark, 210f.
[3] Andersen: Danmark, 252.
[4] Bryld og Østrup: ”Danmark i det tyske storrum: En opsummering”, 2.
[5] Andersen: Danmark, 256.
[6] Bemærkninger om Spørgsmålet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion. Udv. Økonomisk Samarbejde Tyskland: Mødereferater med bilag (1940-05.1941), den 4. marts 1941. Rigsarkivet (herefter RA).
[7] Memorandum vedrørende Prisforholdene i Samhandlen med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det rådgivende handelspolitiske Udvalg, 8. januar 1941. Jnr. 99.F.5/12DK.1A-1. Udenrigsministeriets Arkiv (herefter UM), og aftrykt i Parl. Kom. Bilag V, p. 454-457; Andersen: Danmark i det tyske storrum, 125f.
[8] Memorandum, Udvalget for økonomisk samarbejde med Tyskland, den 4. april 1941. Jnr. 64 Dan 80y. UM.
[9] Referat af møde i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland den 4. april 1941, j.nr. 64 Dan 80y. UM. Understregning i originalen.
[10] Andersen: Danmark, 207f.
[11] Bryld og Østrup: ”Danmark i det tyske storrum: En opsummering”, 3.
[12] Andersen: ”Kilderne til det, som aldrig skete”, 5.
[13] Referat af Erhvervsorganisationernes Møde, Tirsdag den 29. April 1941 Kl. 11 afholdtes der Møde mellem Erhvervsorganisationerne. Samarbejde ml. Erhvervsorganisationer. Heriblandt mødereferater og fælleshenvendelser, 1937-1947 – Sager vedr. besættelsesårene. Arkivnr. 10564 (Hartz, Gustav E.). RA.
[14] Skrivelse fra Industrirådet, underskrevet af direktør Gustav E. Hartz, til kontorchef Sven E. Netterstrøm, den 15. maj 1941; Memorandum vedrørende Organisation og Kartellering i tysk Industri efter 1933. Samarbejde ml. Erhvervsorganisationer. Heriblandt mødereferater og fælleshenvendelser, 1937-1947 – Sager vedr. besættelsesårene. Arkivnr. 10564 (Hartz, Gustav E.). RA.
[15] Skrivelse til Statsminister Th. Stauning fra Andelsudvalget, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Dampskibsrederiforening, Dansk Fiskeriforening, De Samvirkende Danske Husmandsforeninger, Fællesrepræsentationen for Dansk Haandværk og Industri, Grosserer-Societetets Komite, Industriraadet, Landbrugsraadet, Provinshandelskammeret, den 11. juni 1941. Samarbejde ml. Erhvervsorganisationer. Heriblandt mødereferater og fælleshenvendelser, 1937-1947 – Sager vedr. besættelsesårene. Arkivnr. 10564 (Hartz, Gustav E.). RA.
[16] ”Vedrørende Beklagelserne over Samarbejdet med Hensyn til Forberedelserne af Handelsaftaler har man her ikke andre positive Eksempler end det af Dem kendte med hensyn Schweiz, men jeg vil i øvrigt mene, at at det ligger saaledes, at Vanskelighederne i væsentlig Grad opstaar ved, at der efter de forberedende Møder i Varedirektoratet, men inden Sagen drøftes endeligt i Udenrigsministeriet med Erhvervsorganisationerne, har fundet Forhandlinger Sted mellem Udenrigsministeriet og de tyske Myndigheder paa en Maade, som faktisk binder Udenrigsministeriet og gør de sidstnævnte Forhandlinger med Erhvervsorganisationerne temmelig illusoriske”. Jf. Skrivelse til generalsekretær, A. Høgsbro Holm, fra Sven Netterstrøm, Industrirådet, den 28. august 1941. Samarbejde ml. Erhvervsorganisationer. Heriblandt mødereferater og fælleshenvendelser, 1937-1947 – Sager vedr. besættelsesårene. Arkivnr. 10564 (Hartz, Gustav E.). RA.
[17] Referat af mødet i Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland den 12. maj 1941. Industrirådets redegørelse om de tyske kartelordninger blev udsendt den 19. maj 1941 til udvalgets medlemmer. Jnr. 64.Dan.80y. UM.
[18] Skrivelse fra Mathias Wassard til Knud S. Sthyr den 29. juni 1941 angående rettelser til forslag. Forhandlinger med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det Raadgivende Handelspolitiske Udvalg. Fortrolige Skabssager. Jnr. 64.Dan.80 a/5. UM; Munch: Erindringer, bd. 1, 143-145 og 153.
[19] Andersen: Danmark, 246.
[20] Skitsemæssig Udkast til Dansk Modforslag udarbejdet i vedkommende Kontor i Udenrigsministeriet, dateret 16.8.1941. Forhandlinger med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det Raadgivende Handelspolitiske Udvalg. Fortrolige Skabssager, 1909-1945, Efterafleveringer, Jnr. 64.Dan.80 a/5.UM.
[21] Månedsberetning fra Kampsax’s direktion, december 1938. Kampsax Arkiv.
[22] Månedsberetning fra Kampsax’s direktion, december 1938. Kampsax Arkiv.
[23] Jf. Salmon: Scandinavia, 312-316.
[24] Bryld og Østrup: ”Kan vi stole på besættelseshistorikerne?”, 1. Påstanden om, at bogen Danmark i det tyske storrum skulle udgøre grundlaget for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens tale den 29. august 2003 blev oprindeligt fremført uden kildehenvisning i Bryld: ”Besættelsesforskningens faser og veje”, 53.
[25] Dagbladet Information 27.6.2025 og 11.7.2025.
UPUBLICERET MATERIALE
Rigsarkivet:
Udenrigsministeriets arkiv:
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Jnr. 64 Dan 80u/ 1 – Dan 80y
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Udenrigsministeriets rådgivende handelspolitiske Udvalgs arkiv. Jnr. 99.F .5/12.
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Danmark-Tyskland: Forhandlinger om økonomisk samarbejde. Akterne vedr. told- og møntunionsforhandlingerne. Jnr. 64 Dan 80 a/5.
Statsministeriets arkiv
Udv. Økonomisk Samarbejde Tyskland: Mødereferater med bilag (1940-05.1941)
PUBLICERET MATERIALE
Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum, København: Lindhardt og Ringhof, 2003.
Andersen, Steen: De gjorde Danmark større, København: Lindhardt og Ringhof, 2005.
Andersen, Steen: ‘Virksomhedshistorie kontra den nationale jubilæumshistorie – svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 305-322.
Andersen, Steen: ’Bygningen af shahens jernbane’. I Niels Finn Christiansen, Kurt Jacobsen og Mogens Rüdiger (red.): Ole Lange – fra kætter til koryfæ, København, Gyldendal, 2007, 137-160.
Andersen, Steen: ’Building for the Shah’, Enterprise and Society, 9, 2008, 637-669.
Andersen, Steen: ’For firmaets ære: Svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 547-555.
Andersen, Steen: ’Kilderne til det, som aldrig skete’, TEMP, Debat og anmeldelser, den 30. juni 2025; https://www.temphist.dk/?p=1163
Bryld, Claus: Besættelsesforskningens faser og veje, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 26(3), 2013, 41-60.
Bryld, Claus, og Finn Østrup, ’Kan vi stole på besættelsestidshistorikerne’, TEMP, Debat og anmeldelser, den 10. juni 2025; https://www.temphist.dk/?p=1151
Den parlamentariske Kommission, Bilag V, Udenrigsministeriet under Besættelsen, 1948.
Hæstrup, Jørgen: Til landets bedste – Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-1945, København: Gyldendal, bd. 1, 1966.
Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand – En politisk historie, København: Gyldendal, 2001.
Nissen, Henrik S.: Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, København: Gyldendal, 1973.
Munch, P.: Erindringer. Bind 7: 1939-1942: optegnelser fra og om besættelsestiden, 1. del ,bd. I, 1939 -42, København, Ny Nordisk Forlag, 1967.
Salmon, Patrick: Scandinavia and the Great Powers 1890–1940, Cambridge; Cambridge University Press, 1997.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: En kommentar’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 295-304.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: Hvad siger kilderne?’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 513-546.
STEEN ANDERSEN
SENIORFORSKER, PH.D.
RIGSARKIVET
EMAIL:STAN@RIGSARKIVET.DK