Brian Kjær Olesen
Sebastian Olden-Jørgensen forsøger i sit svar til min duplik at lukke diskussionen, uden først at tage del i den. Han mener ikke, at den saglige kritik, der er rejst, er værd at forholde sig til. Her bringes hverken nye kilder eller nye argumenter på banen, hedder det. Desuden holder han fast i, at han aldrig direkte har givet udtryk for det synspunkt, jeg har taget ham til indtægt for. Det har han naturligvis ret til, selvom jeg nok havde forventet mig mere af et indlæg med overskriften: ”Hvad Olden-Jørgensen vil med Holberg”. Det, at Olden-Jørgensen fravælger forskningsdiskussionen, lader imidlertid en række spørgsmål og problemer stå ubesvaret hen.
Olden-Jørgensen ønsker ikke at forklare, hvad det er han mener, når han definerer Holberg som atypisk medlem af den lærde republik. Mens jeg ikke er i tvivl om, hvad Olden-Jørgensen tidligere har sagt om Holberg og den lærde republik, er det stadig uklart, hvad han vil med den atypiske Holberg. Jeg synes det er et reelt problem, at Olden-Jørgensen hverken ønsker at afklare, hvad han mener, eller gør rede for, hvordan denne fortolkning af Holberg relaterer sig til det billede, han tidligere har tegnet.
Olden-Jørgensen ønsker heller ikke at indgå i dialog om de begreber, han bruger. Det er problematisk, især ud fra den betragtning, at han arbejder med en noget særegen definition af, hvad den lærde republik var, og hvilken betydning den havde for Holberg. I stedet bruges spaltepladsen til at udfolde et temmelig intetsigende perspektiv på det, Olden-Jørgensen betegner som en hermeneutisk og almen humanvidenskabelig tilgang. Meget af det klinger hult, ikke mindst set i lyset af Olden-Jørgensens modvilje mod at forklare, hvad han faktisk mener om Holberg og den lærde republik. Andet er både snævert og lukkende. Begreber skal ikke blot defineres. Som Olden-Jørgensens definition af den lærde republik som en udveksling af litterære og videnskabelige – og altså ikke religiøse – synspunkter med al tydelighed viser, er rigide begrebsdefinitioner somme tider hæmmende for historisk forståelse. Nej, begreber defineres ikke, men bruges. Bruges de innovativt, kan vi nå til nye erkendelser. Strækkes de derimod for vidt eller bliver for snævre og lukkende, er det op til fagkritikken at korrigere dem. Alt dette fordrer, at man forholder sig til hinandens synspunkter, at dialog spiller en central rolle i historisk videnskab.
Olden-Jørgensens hermeneutik handler ikke om dialog. Samtalen lukkes, førend den begynder, og saglig kritik læses ad hominem, som om det er personen og ikke sagen, der diskuteres. Olden-Jørgensens reducerer hermed dialogen mellem fagfæller til en form for envejskommunikation, hvor den ene part kun kan gentage det, der én gang er sagt af den anden. Det er er en besynderlig form for dialog, eller, måske snarere, mangel på samme.
BRIAN KJÆR OLESEN, PH.D.
MARIE SKŁODOWSKA-CURIE FELLOW
MORITZ-STERN-INSTITUT,
GEORG-AUGUST-UNIVERSITÄT GÖTTINGEN
BRIAN.OLESEN@UNI-GOETTINGEN.DE