Sebastian Olden-Jørgensen
Brian Kjær Olesen har reageret på min replik til hans essay om Holberg og den lærde republik i TEMP 29 (2004). Man kan forstå på hans svar, at jeg er noget af en pedant og også lidt af en mimose. Det har jeg det fint med, for det kan læserne nok selv bedst vurdere. Olesen svarer også vidtløftigt på mine konkrete kritikpunkter, men da han stort set ikke bringer nye kilder eller argumenter på bane, ser jeg ingen grund til at gentage eller præcisere min opfattelse undtagen på et enkelt punkt: Når jeg afslutningsvis plæderer for at tage Holbergs humor i betragtning, så er det selvfølgelig ikke for at tilføje et punkt til tjeklisten for den lærde republik, men for at gøre opmærksom på et træk ved Holbergs person, der præger alt, han var og gjorde, inklusive forholdet til den lærde republik. Jeg synes dog stadig, det er pudsigt, at jeg bliver gjort til eksponent for en hel, galt afmarcheret fløj i Holberg-forskningen, når jeg aldrig har givet udtryk for standpunktet direkte. Har jeg mon så ikke indirekte givet udtryk for det? Tja, ikke hvis jeg selv skal sige det, og man kunne jo hævde, at den videnskabelige diskussion fortrinsvis bør tage udgangspunkt i eksplicitte udsagn. Eller for at tale hermeneutisk: Man skal være varsom med at aftvinge en tekst svar på spørgsmål, den ikke stiller.
Når jeg overhovedet svarer, skyldes det, at Olesen til slut stiller spørgsmålet: ”Så hvad er det, Olden-Jørgensen vil med Holberg?” og kort derefter: ”Hvad er det så Olden-Jørgensen vil med historievidenskaben?” Sidstnævnte falder uden for rammerne af et kort svar i TEMP, men det det kan godt undre, at Olesen er i vildrede med hensyn til, hvad jeg vil med Holberg. Jeg vil selvfølgelig – ligesom han – forstå Holberg så korrekt, præcist og kongenialt som muligt, i den aktuelle sammenhæng: hans forhold til den lærde republik!
Her har jeg dog åbenbart misforstået ikke kun Holberg, men også mig selv. Ifølge Olesen handler min ”måde at tilgå fortiden på … først og fremmest om at definere den”, ja ”Olden-Jørgensen har defineret Holberg, men ikke forklaret ham”, og i replikkens afsluttende ord illustrerer Olesen sin ”aversion mod denne form for historieskrivning” med et Nietzsche-citat. Det er stærke ord, må man sige, men er de også sande? Også det må læseren nok i sidste ende afgøre med sig selv, men personligt føler jeg trang til at udbryde, at jeg hverken har defineret eller forklaret Holberg, i hvert fald ikke i egentlig forstand. Hvis man har lyst til at se, hvordan et aktuelt forsøg på at gøre netop dette kan se ud, kan jeg henvise til Ole Thomsens Besindig rebel. Ludvig Holbergs liv og værk (763 sider, Aarhus Universitetsforlag 2024).
Jeg har derimod diskuteret forskellige punkter i Holbergs liv og værk, i dette tilfælde i forhold til den lærde republik, men i andre sammenhænge i relation til ham som historiker. Det har jeg gjort på den i humanistisk videnskab helt almindelige måde, nemlig ved at relatere ham til almene begreber, nogle fra Holbergs samtid, andre fra moderne forskning, men for alle begreber gælder, at de i sagens natur må defineres, hvis vi skal vide, hvad vi taler om. Eller sagt på en anden måde: Begreber defineres, adfærd forklares, mennesker karakteriseres og forstås, også Holberg så godt vi nu kan. Dette synes – i parentes bemærket – også at være den metode, Olesen selv bekender sig til, men som han åbenbart opfatter som det modsatte af min tilgang. Også her må jeg resigneret konstatere, at sådan kan man åbenbart opfatte det, jeg har skrevet, men jeg håber, de fleste andre læser det mere i tråd med min egen intention.
Summary
Brian Kjær Olesen’s rejoinder to my comments on his essay on Holberg and the Republic of Letters is wordy and ad hominem but does not add much substance to his argument. Hence a detailed refutation would make little sense, and the reader must judge for himself. However, Olesen ends his reply with speculations about what I am up to with Holberg and with historical interpretation in general. Olesen claims that I aim at defining Holberg, not explaining him, and he declares his aversion to that. I can only wonder at Olesen’s reading for I have aimed at nothing else than to discuss certain points in Holberg’s life and letters by means of clearly defined concepts, some derived from Holberg’s own time, others from modern scholarship. In other words: Concepts are defined (how else can we explain what we mean and argue about it?), actions are explained, and human beings are understood – as far as possible, and that goes for Holberg too. I think this comes very close to Olesen’s own ambition.