Brian Kjær Olesen
Pennen er som bekendt et mægtigt sværd. Moderne historikere må bemestre både skrivningens og fægtningens kunst, for det hænder somme tider, at fagfæller krydser klinger og angriber hinandens synspunkter. Sebastian Olden-Jørgensen er i sin replik til min artikel i Temp 29, netop ude og rasle med sablen.[1] Det er der i sig selv ikke noget fordækt ved. Tværtimod. Historisk videnskab ville være fattigere uden kritik, og derfor tager jeg imod Olden-Jørgensens engagement med åbne arme.
Olden-Jørgensens replik kan læses som en appel til publikum. I kampens hede, må vi forstå, er fægtekunstens gyldne regler blevet brudt. Publikums dom må falde. Der er overordnet to ting på spil i Olden-Jørgensens indlæg. For det første er det faldet Olden-Jørgensen for brystet, at artiklen gør ham til talsmand for en position han ikke genkender. For det andet problematiserer Olden-Jørgensen det han betegner som min tjekliste. Olden-Jørgensen er både en grundig og kritisk læser, hvilket også dette indlæg bærer præg af. Snittet er imidlertid ikke lige fint hele vejen igennem. Indlægget bygger flere steder på problematiske antagelser, ligesom der undervejs tegnes et misvisende billede af min artikel og dens ærinde. I det følgende vil jeg dels se nærmere på, hvad Olden-Jørgensen har skrevet om Holbergs relation til den lærde republik, dels vil jeg gå i dybden med Olden-Jørgensens problematisering af min såkaldte tjekliste.
Gentagelsen
Olden-Jørgensen mener ikke, at han har udtalt sig ”direkte om Holbergs relation til den lærde republik”. Det mener jeg derimod, at han har. I en artikel fra 2017 tager Olden-Jørgensen eksempelvis fat i en passage fra Holbergs Dannemarks Riges Historie, hvori Holberg laver det, der beskrives som en ”mercantilist balance-of-payment gag”.[2] Mens fortidens plyndringstogter tilførte landet store rigdomme, havde den rejsende ungdom i Holbergs samtid ført så store rigdomme ud af lande, at regnskabet var ved at være i balance. ”Was this a joke? Not at all”, slår Olden-Jørgensen fast, hvorefter han udlægger Holbergs syn på ”the usefulness and wastefulness of grand tours and studies abroad”.[3] Videre hedder det, at ”This position is quite puzzling because Holberg himself travelled extensively in his youth and filled his autobiography with amusing anecdotes from his stays in England, France, the Netherlands, Germany and Italy”.[4] Mens Holbergs kritik af rejserne tages alvorligt, reduceres rejsebeskrivelserne til anekdoter.
Dette billede går igen flere steder. Jean Le Clerc var blot ”et koryfæ, og derfor henviste Holberg til ham og besøgte ham”.[5] Holberg selv var en moderne, nysgerrig turist: ”he behaved entirely as a modern, curious tourist and he does not seem to have made any friends or connections in the world of scholarship and letters”.[6] Det er modsætningen, og altså ikke relationerne mellem Holberg og den lærde republik, der fremdrages. Dette modsætningsforhold forstærkes yderligere gennem Olden-Jørgensens karakteristik af Holbergs personlighed. Her beskrives Holberg som en asocial og ilter enspænder, der foretrak sine bøgers selskab frem for andre menneskers. Han udvekslede ingen ideer med samtidige skribenter, og interesserede sig mest for hvad andre skrev, når han var i kridthuset.[7] Med dette in mente synes jeg egentlig ikke det er forkert at sige, at Olden-Jørgensen har sået tvivl om Holbergs relation til den lærde republik og det i en sådan grad, at Holberg skrives ud af den lærde republiks historie.
Men Olden-Jørgensen kan ikke genkende sine egne ord. Han skriver i sin replik, at det tætteste han kommer på at sige noget om den lærde republik, er når han i sin 2017-artikel skriver, at “Holberg did not write in the official persona of a royal historiographer, or as an antiquarian conversing with kindred spirits in the higher reaches of the international republic of letters”.[8] I stedet for at stå ved sine ord, forsøger Olden-Jørgensen at bortforklare dem. Formuleringen handler slet ikke om Holbergs ”tilknytning til den lærde republik”, men er blot et forsøg på at definere Holberg som historiker. Men det jo netop den lærde republik, der her definerer, hvad det vil sige at være antikvar, og dermed tydeliggør kontrasten til Holberg, der, som ”en gentleman historian”, ikke var engageret på den front. At Olden-Jørgensen så ovenikøbet søger at tørre dette skel af på mig, er både urimeligt og misvisende. I modsætning til Olden-Jørgensen har jeg hverken udtalt mig om, hvorvidt det kun var antikvarer, der tilhørte den lærde republik, eller sluttet fra nogens ord, at Holberg, fordi han nu engang ikke var antikvar, ja så var han heller ikke medlem af den lærde republik. Derimod peger jeg i artiklen på, at Holberg og Hans Gram repræsenterede konkurrerende lærdomskulturer, der begge fandtes inden for rammerne af den lærde republik.[9] Den eneste, der opererer med et skel mellem Holberg og den lærde republik, er således Olden-Jørgensen selv. Jeg mener derfor ikke, at jeg har brudt fægtekunstens regler, når jeg tager Olden-Jørgensen til indtægt for de udsagn om Holberg og den lærde republik, han er kommet med.
Dannelsesrejser og performative selvmodsigelser
Olden-Jørgensens andet ærinde er at problematisere min såkaldte tjekliste, dvs. de eksempler jeg kort skitserer for dels at slå fast, at den lærde republik ikke blot var en republik for brevskrivere, dels for at indikere, at Holbergs relation til den lærde republik var bredere forankret end dannelsesrejserne, artiklens egentlige omdrejningspunkt. Mit argument går i korte træk ud på, at den lærde republik, frem for at være defineret ved brevkorrespondancer alene,[10] kan relateres til fire forskellige praksisser (brevvekslinger, uddannelsesrejser, deltagelse i lærde selskaber og publikationsvirksomhed), som Holberg var i berøring med på forskellige tidspunkter i løbet af sin karriere.[11]
Min artikel fokuserer primært på dannelsesrejserne, men netop dannelsesrejserne, mener Olden-Jørgensen, rimer dårligt med Holbergs kritik af de bekostelige og nyttesløse rejser. Når jeg således – ifølge Olden-Jørgensen – konkluderer, at Holberg, til trods for at han med alderen blev tiltagende kritisk overfor dannelsesrejserne, ”ikke principielt havde ændret holdning”, men derimod kun kritiserede rejsernes misbrug, så er der – igen ifølge Olden-Jørgensen – tale om en ”harmonisering”, der ”er svær at sluge”, fordi den søger at udglatte det, Olden-Jørgensen ser som en ”uoverstigelig performativ selvmodsigelse”. Artiklens pointe er imidlertid ikke, at Holberg ikke principielt havde ændret holdning, men derimod at han ikke principielt afviste dannelsesrejsernes nytte. Derudover peger jeg på at den tidlige såvel som den sene Holberg var aktivt engageret i den lærde republik. Det, der havde forandret sig, var ikke alene måden hvorpå dette engagement kom til udtryk, men også den lærde republik selv. Den republik Holberg mødte gennem sine rejser var ikke den samme som den, han søgte at revitalisere gennem sine moralfilosofiske skrifter i 1740’erne og 1750’erne. Det er ikke en harmonisering, men tværtimod en kontekstualisering.
Holberg, Nordenflycht og den filosofiske brevkorrespondance
Olden-Jørgensen studser også over mit eksempel med Holbergs brevkorrespondancer. Som jeg skriver, havde Holberg, selvom han ikke søgte at holde kontakten til de lærde han mødte på sine rejser, andre brevvekslinger. Som eksempel på en sådan korrespondance nævner jeg en nu tabt filosofisk brevveksling, som Holberg havde med den svenske digter Hedvig Charlotta Nordenflycht. Olden-Jørgensen bider her mærke i, at jeg omtaler korrespondancen med Nordenflycht som én iblandt flere lærde brevvekslinger.[12] Men Holberg var som bekendt ganske sparsom hvad angik brevskrivning og der findes ikke andre lærde korrespondancer. Denne uklarhed tager jeg naturligvis på mig. Det er en uheldig formulering, som kan skabe forvirring omkring artiklens argument om, at Holberg, imens han ikke søgte at holde kontakt gennem brevveksling til de lærde han mødte på sine rejser, udvekslede breve med andre, nemlig Nordenflycht. Men uklarheder er nu engang uklarheder, og det er beklageligt.
Olden-Jørgensen stopper imidlertid ikke her, men kaster sig i stedet ud i en kritisk undersøgelse af hvad vi egentlig ved om Nordenflycht-korrespondancen. Ifølge Olden-Jørgensen var denne brevveksling, såfremt den overhovedet fandt sted, ikke særlig omfangsrig. Olden-Jørgensens læsning starter ikke med Nordenflychts brev (altså den tekst jeg citerer i min artikel), men derimod med hendes digt Viktiga Frågor till en Lärd, med Auktorens Egit Svar, der udkom anonymt i 1744.[13] Digtet var med al sandsynlighed adresseret til Holberg, der i første strofe omtales som ”Danmarks ljus” (Nordenflycht omtaler Holberg i lignende vendinger andetsteds),[14] men, som Olden-Jørgensen slår fast, er der hverken noget der tyder på at hun har kendt Holberg personligt inden hun skrev digtet eller at digtets svar er baseret på Holbergs ord. Faktisk tyder det på ”at ikke kun digtets spørgsmål, men også Holbergs ’svar’ er skrevet af Nordenflycht”. Nordenflychts digt udkom i 1746 i en dansk oversættelse, udgivet af Ernst Henrich Berling.[15] Netop i forordet henviste Berling til digtet som belæg for, at der havde fundet en korrespondance sted mellem Holberg og Nordenflycht.[16] Berlings beskrivelse, mener Olden-Jørgensen, skal man dog ikke ligge for meget i, for digtets svar var jo skrevet af Nordenflycht selv. Det var blot en flittig bogtrykkers salgstrick.
I sit selvbiografiske brev fra 1745 til Anders Anton Stiernmann omtalte Nordenflycht imidlertid en korrespondance med Holberg om filosofiske tvivlsspørgsmål. Holberg omtales her som én iblandt flere, med hvem Nordenflycht har korresponderet. Der er intet i brevet der tyder på, at Nordenflycht har haft sit digt fra året forinden i tankerne, så det er rimeligt at antage, at der har fundet en brevveksling sted. Hvor omfattende denne korrespondance var, finder jeg mindre interessant. Min læsning er netop ikke hæftet op på brevkorrespondancens omfang. Det centrale, som jeg ser det, er ganske enkelt at Nordenflycht selv nævner en brevkorrespondance, altså dét, at der fandtes en nu tabt brevveksling, som eksemplificerer denne side af Holbergs bredere engagement i oplysningstidens lærde republik. Selv hvis Nordenflycht ikke gjorde meget mere end at sende sit digt til Holberg, der blot kvitterede med en tak – som Olden-Jørgensen gisner om – så hører det også med til den lærde republiks historie, ligesom det også er vigtigt for historien om Holbergs relation til den lærde republik, at Thomasius tilsyneladende kun talte om vejret og at Holberg fik en gnaven modtagelse tredje gang han troppede op hos Le Clerc.
Olden-Jørgensen peger endvidere på, at Nordenflychts filosofiske tvivl kredsede omkring et spørgsmål om Guds nåde og forsyn. Dette kan jeg sagtens følge. Nordenflycht havde i begyndelsen af 1740’erne oplevet indtil flere personlige ulykker og tragedier. Det gav hun udtryk for i brevet til Stiernmann, hvori hun umiddelbart inden hun nævnte Holberg-korrespondancen, beskrev ”Dessa mina olyckor” og sin ”ovisshet och misströstan om den Evigas nåd och försyn”.[17] Samme fortvivlelse kom også til udtryk i Nordenflychts Holberg-digt. Her omtale hun for eksempel ægtefællens død og hendes ”fortvivlat hjärta”,[18] ligesom hun betvivlede sjælens eksistens efter døden,[19] for derefter, i det fingerede svar fra Holberg, at forsikre sine læsere om, at ”Själen bliver evigt till”.[20]
Jeg deler imidlertid ikke Olden-Jørgensens konklusioner. For det første mener Olden-Jørgensen, at digtets spørgsmål om sjælens udødelighed ikke stemmer overens med, hvad Holberg mente om dette emne i 1740’erne. I Moralske Tanker såvel som i det første bind Epistler havde Holberg netop slået på det unyttige i, at spekulere videre om emnet. Spørgsmålet om sjælens udødelighed var for Holberg et metafysisk problem, hvorpå der ikke fandtes nogen løsning. Han mente derfor, at det var bedre at holde sig til biblens ord. ”Vi vide af Revelation”, skrev han i Moralske Tanker, ”at Aand er noget, som er adskillt fra Legeme, og at Siælene ere u-dødelige. Det maa være os nok”.[21] Problemet her er blot, at det forhold at Nordenflycht og Holberg så forskelligt på spørgsmålet om sjælens udødelighed ikke i sig selv er nogen forhindring for, at den korrespondance Nordenflycht omtalte i sit brev, har fundet sted.
For det andet peger Olden-Jørgensen på, at korrespondancen ikke var lærd, underforstået at den hverken handlede om videnskab eller litteratur: ”Indikerer Nordenflychts ord overhovedet en lærd brevveksling om filosofiske emner? Egentlig ikke”, fastslår han. Begrundelsen for brevvekslingens eksklusion er, ”at dens emne ikke rigtig svarer til, hvad man normalt forestiller sig under en lærd korrespondance”. Lærde korrespondancer, må vi således forstå, rummer i Olden-Jørgensens optik ikke religiøse emner. Nordenflychts tvivl udsprang af hendes ”usikkerhed og mismod angående Guds forsyn og nåde”. Korrespondancen var ikke var lærd, men derimod udtryk for en ”eksistentiel krise”. I brevet til Stiernmann omtalte Nordenflycht imidlertid selv sine grubler som ”filosofiska tvivelsmål” og i digtet til Holberg refererede hun til verserende filosofiske diskussioner, hvilket for eksempel fremgår af hendes reference til ”Locken”, en af de centrale aktører i den tidlige oplysnings verserende kontroverser omkring sjælen.[22] Religiøse og filosofiske spørgsmål var tæt forbundne ikke kun hos Nordenflycht, der portrætterede sig selv som en ”Herdinna i Norden”,[23] men også hos Holberg og utallige andre lærde republikanere.[24] Holberg havde selv oplevet en gennemgribende religiøs tvivl sidst i 1720’erne,[25] og i sine senere skrifter slog han netop til lyd for, at såvel filosofiske som religiøse meninger burde betvivles og undersøges. ”Man maa først lære at tvivle, førend man maa lære at troe”, som han skrev i Moralske Tanker.[26] Jeg deler således ikke Olden-Jørgensens skel mellem religiøse problemstillinger og den lærde republik. Både Nordenflycht og Holberg er eksempler på, hvor tæt knyttede disse var i den tidlige oplysning.
Olden-Jørgensen konkluderer at korrespondancen formentlig overhovedet ikke har fundet sted. Denne konklusion når han frem til gennem en såkaldt e silentio-slutning. Nordenflycht nævner imidlertid selv en korrespondance, og det er det jeg hæfter mig ved. Vi kender ikke brevvekslingen gennem Holberg, så meget er givet. Og det er muligt, at den udveksling, som Berling omtalte, alene var baseret på Nordenflychts digt. Men det betyder blot, at han ikke har kendt hendes brev til Stiernmann, der først blev udgivet efter hendes død i 1763. Det var efter Berlings tid; han døde i 1750. Korrespondancen kan altså ikke blot affejes med en lidt forhastet e silentio-slutning. Jeg kan således hverken tilslutte mig de præmisser på hvilke Olden-Jørgensen bygger sin kritik eller de konklusioner han drager deraf.
Holberg, La Beaumelle og det forliste samarbejde
Olden-Jørgensen er endvidere snublet over en detalje i min eksemplificering af Holbergs engagement i tidsskriftslitteraturen og de lærde selskaber. Som jeg skrev, bidrog Holberg til tidsskriftlitteraturen og de lærde selskaber ved ”blandt andet” at levere to afhandlinger til Videnskabernes Selskab, som efterfølgende udkom i Selskabets trykte organ.[27] Olden-Jørgensen mener, at der er er tale om en retorisk strategi, altså noget suspekt, når jeg tilsyneladende beskriver Holbergs to eneste bidrag til tidsskriftslitteraturen som eksempler og peger på at Holberg var aktiv i flere selskaber. Her er dog ikke tale om meget mere end en uklarhed, hvilket naturligvis er beklageligt. Holbergs to afhandlinger eksemplificerer ikke blot hans bidrag til tidsskriftslitteraturen i snæver forstand, men også en bredere publikationsvirksomhed. Det er således varm luft at tale om en retorisk strategi, der bevidst vildleder læseren. Desuden deltog Holberg i flere lærde selskabers aktiviteter. De er ikke nævnt i den passage Olden-Jørgensen har hevet frem. Derimod nævnes de i omtalen af Holbergs sidste rejse til Paris.[28] Olden-Jørgensen kender godt til dem, for han nævner dem selv i sin omtale af Holbergs dannelsesrejser. Men hvorfor ikke her? Hvad er det for en retorisk strategi?
Olden-Jørgensen udfolder herefter en detaljeret læsning af Holbergs relation til Laurent Angliviel de La Beaumelle, med hvem Holberg planlagde et samarbejde sidst i 1740’erne. Omend Olden-Jørgensen også her finder noget malurt, er hans læsning i det store hele en, jeg let kan omfavne. Olden-Jørgensen ønsker dels en præcisering af, hvornår Holberg og La Beaumelle planlagde et samarbejde, og dels påpeger han at årsagen til deres brud ikke så meget skyldtes divergerende politiske overbevisninger (et synspunkt jeg fremførte med henvisning til Jonathan Israel),[29] men snarere var betinget af religiøse og personlige uoverensstemmelser. Olden-Jørgensen har i sagens natur kradset lidt dybere i overfladen, end jeg formåede at gøre i den ene sætning om Holberg og La Beaumelle, som jeg i artiklen brugte som eksempel på Holbergs bredere engagement i den blomstrende tidsskriftslitteratur. Jeg tager gerne Olden-Jørgensens pointe om, at bruddet også skyldtes personlige og religiøse uoverensstemmelser, til mig, men at det skulle betyde, at bruddet kun i mindre grad var betinget af politiske indstillinger, er jeg ikke overbevist om.
I Epistola X, der udkom i første bind af Holbergs Epistler (1748), diskuterede Holberg Frankrigs behandling af Huguenotterne fra Henrik IV over Ludvig XIII og frem til det Nantes-ediktets endelige tilbagekaldelse i 1685 under Ludvig XIV. At denne tematik berørte både religiøse og politiske spørgsmål slog Holberg allerede fast i brevets åbning:
Jeg var for nogle Dage siden udi Selskab med en Fransk Reformered her af Staden, som declamerede heftig mod den Franske Regierings Forhold mod Huguenotterne. Han visede, at samme Forhold stridede saavel mod Guds Ord som imod en sund Politiqve og Frankrigs Velfærd. Jeg bifaldt ham aldeeles i det første, saasom jeg stedse haver haft det Principium, at Samvittigheds Tvang og Religions Forfølgelse strider ikke alleene mod Christendom, men end ogsaa mod Humanitet. Hvad den anden Post derimod angaaer, da kand derudi siges adskilligt pro og contra.[30]
Holbergs intervention i denne debat beroede på to hovedargumenter. Dels, mente han, var religiøs forfølgelse uacceptabel både ud fra en kristelig og en menneskelig betragtning, dels var der meget der pegede på, at behandlingen af de franske Huguenotter langt hen ad vejen kunne forsvares, netop fordi den tjente en sund politik og Frankrigs velfærd. Som Holberg så det, havde Nantes-ediktet forvandlet Frankrig til et tohovedet monster. Huguenotterne havde skabt en stat i staten, der ikke alene kontrollerede sine egne ”Stæder, Fæstninger og Krigsfolk”, men også afholdt ”Rigsdage og Forsamlinger” og lavede ”Forbund med andre Nationer, som kand være Rigets Fiender”.[31] Det kunne derfor forsvares, at Nantes-ediktet blev indskrænket, idet denne indskrænkelse netop sigtede mod at ”kulkaste denne vanskabte Stiftelse”.[32] Helten i denne fortælling var den ”Navnkundige Cardinal Richelieu”, der ved sit ”Mesterstykke” afskaffede det ”to-hoved Regiment” som Frankrig var blevet til.[33] Der var dog grænser for, hvor meget Holberg kunne acceptere. Mens ”det Nantiske Edicts Indskrænkelse, hvorved de Reformerede bleve satte paa samme Fod, som de andre Franske Undersaattere” var udtryk for en sund og nødvendig politik, var forfølgelserne af Huguenotterne efter Ludvig XIV’s endelige tilbagekaldelse af Nantes-ediktet udtryk for en helt igennem uforsvarlig politik, ”en Plet, som aldrig kand aftoes”.[34] Alle undersåtter må være lige overfor regeringen, så langt var Holberg enig. Men i stedet for religiøs forfølgelse kunne Frankrig have vundet mere ved at udvise en ”Christelig Tolerance”.[35] Holbergs ærinde var således mere politisk end religiøst betonet.[36]
Olden-Jørgensen nævner brevet i sin gennemgang, men kun som et skrift La Beaumelle reagerede på. La Beaumelles gendrivelse af Epistola X var i allerhøjeste grad også politisk. Holberg, mente La Beaumelle, byggede sin argumentation på en falsk skelnen mellem Nantes-ediktets indskrænkning og dets tilbagekaldelse. Ediktet var netop ikke blevet indskrænket, men derimod bekræftet ved Nîmes-ediktet. De franske konger havde ingen ret til at indskrænke Nantes-ediktet, og de anslag imod huguenotterne de afstedkom var udtryk for en absolutistisk og despotisk politik, som Richelieu var arkitekten bag. Det, at Holberg accepterede forfølgelsen af huguenotterne i Frankrig ud fra en politisk synsvinkel, fremstod for La Beaumelle som en omfavnelse af en machiavellisk politik – denne ”doktor i forbrydelser og tyrannernes lære” – og kunne kun fremstå som et mesterværk i hoved på dem, der forfægtede en uindskrænket, arbitrær og despotisk kongemagt.[37] Prinsen, pegede La Beaumelle på, har hverken ”ret til at svigte sine pligter” eller kaste sine undersåtter ud i ”borgerkrig eller undertrykkelse”.[38] Til sidst i sit essay påpegede La Beaumelle, ligesom Holberg, at tolerance var den sikreste vej til fred og stabilitet, mens intolerance og religiøse forfølgelser kun førte usikkerhed og ustabilitet med sig.[39] Politiske uoverensstemmelser var der således nok af mellem La Beaumelle og Holberg – det fælles ønske om tolerance til trods.
Det politiske aspekt er imidlertid fraværende fra Olden-Jørgensens gennemgang, der i stedet hæftes op på to epistler, hvori Holberg diskuterede forholdet mellem lutheranerne og calvinisterne. I Epistola XXXV, der tog udgangspunkt i en samtale Holberg havde med ”en Reformered Mand” om muligheden for en forening af de to trosretninger, afviste Holberg at en sådan forening var mulig.[40] Mens den ”Reformered Mand”, der viste sig at være La Beaumelle,[41] fremførte det synspunkt, at calvinisterne og lutheranerne ikke afveg fra hinanden ”udi Hoved-Poster”, mente Holberg derimod ”at de differede fra hinanden udi fundamentale Troens Artikle”.[42] Forskellen udsprang i særdeleshed af calvinisternes lære om prædestination, der gjorde Gud til årsag til synden og dermed stred imod ideen om Guds godhed. Prædestination var uforenlig med den evangeliske religion og umuliggjorde en forening af de to trosretninger. I Epistola XXXVII, mener Olden-Jørgensen, havde Holberg allerede forladt dette synspunkt, idet forskellen mellem calvinisterne og lutheranerne nu nedtonedes, alt imens kontrasten til den romersk-katolske kirke blev trukket op. Nok var læren om prædestination både ”haard og anstødelig”, men dommen over denne lære var ofte for streng, mente Holberg. Dels havde calvinisternes lærdom om prædestination ikke til hensigt ”at giøre GUD Aarsag til Synden”, og dels talte calvinisterne om Guds ”Godhed, Hellighed og Bamhiertighed paa samme Maade, som vi andre”.[43] For La Beaumelle, som Olden-Jørgensen understreger, kunne dette vanskeligt forstås som andet end en personlig fornærmelse.
Olden-Jørgensen forklarer denne ”kovending”, som han kalder den, dels med henvisning til Holbergs ”dybt rodfæstede antikatolicisme”, dels med henvisning til det Knud Haakonssen har omtalt som Holbergs ”entertainment epistemology”.[44] Det er muligt at Holbergs antikatolske indstilling har spillet ind, ligesom det er muligt at læse det som et eksempel på Holbergs bestandige leg med synspunkter. Men der er også andre måder at læse det på. Olden-Jørgensen har ret i, at Holberg, i Epistola XXXVII, talte anderledes om relationen mellem calvinisterne og lutheranerne, end han gjorde i Epistola XXXV. Men måske var det ikke så meget Holbergs synspunkt som emnet, der havde forandret sig. Hvor han i Epistola XXXV diskuterede muligheden for en forening af de to kristne trosretninger, handlede Epistola XXXVII om, at kløften mellem lutheranisme og katolicisme var større end skellet mellem lutheranerne og calvinisterne, der dybest set troede på det samme, men dog talte forskelligt om tingene. Skulle man konvertere til den romersk-katolske tro, skulle man altså sluge en del flere kameler end man skulle, hvis man blot tog springet over til calvinisterne. For eksempel måtte man acceptere den romersk-katolske kirkes intolerance over for og nådesløse forfølgelse af alle, som afveg blot det mindste fra katolicismens ”umenneskelige og vanskabte Meeninger”.[45] Den intellektuelle kontekst, der dannede ramme om Holberg og La Beaumelles forliste samarbejde var ikke blot religiøs, men i allerhøjeste grad også politisk.
I forhold til den ønskede præcisering af, hvornår det planlagte samarbejde var på tegnebrættet, så er vi her ude i de helt små petitesser. Efter en ellers udmærket gennemgang af Holberg og La Beaumelles personlige forhold pointerer Olden-Jørgensen, at jeg, i stedet for at skrive ”sidst i 1740’erne”, burde have skrevet ”sommeren og efteråret 1748”. Det har jeg svært ved at tage seriøst.
Forskel og udsættelse
Olden-Jørgensen mener ikke, at han har sået tvivl om Holbergs medlemskab. Det mener jeg derimod, at han har. Olden-Jørgensen mener at have identificeret nogle problemer i min analyse af de fire praksisser, som jeg kort skitserer for at vise bredden ikke alene i Holbergs medlemskab, men også i den lærde republik. Olden-Jørgensens behandling af Holbergs relation til henholdsvis Nordenflycht og La Beaumelle er forfriskende; et fint udtryk for den slags levende fagkritik, der tjener til at udvikle historiefaget. Jeg deler bare hverken Olden-Jørgensens præmisser eller konklusioner. Det skal der også være plads til. Egentlig, tror jeg, er det der adskiller os, at vi vil noget forskelligt både med Holberg og med historievidenskaben i bredere forstand.
Så hvad er det Olden-Jørgensen vil med Holberg? Olden-Jørgensen beskriver i sin replik (og man bemærker her et stille holdningsskifte) Holbergs medlemskab af den lærde republik som atypisk. Dette begrundes med henvisning til Holbergs personlighed, hans ”velkendte stærke afsmag for selskabelighed og brevskrivning”. Olden-Jørgensen har defineret Holberg, men ikke forklaret ham. Denne definition rejser flere problemer, end den afklarer. Olden-Jørgensen hæfter definitionen op på Holbergs brevskrivning og selskabelighed, eller, som han nok vil mene, mangel på samme. Men hvad er egentlig bestemmende for, hvor skellet drages mellem det typiske og atypiske? Er det antallet af breve? Antallet af modtagere? Eller hvem man korresponderer med? Handler det om hvor ofte man skriver eller hvor mange besvarelser man får tilbage? Hvordan var Holberg atypisk medlem af den lærde republik og hvad vil det overhovedet sige, at være atypisk medlem?
Fra mit perspektiv peger spørgsmålet om Holberg og den lærde republik imidlertid i en anden retning. Den lærde republiks historie handler om andet og mere end tal, om antallet af breve, om antallet af tidsskriftsartikler, om hvor mange og hvor lange rejser man drog på, eller om hvor mange selskaber man var medlem af. Disse aspekter er naturligvis ikke irrelevante. Omvendt er det bare heller ikke dem, der er definerende for, hvordan man kan relatere Holberg til denne historie.
Hvad er det så, Olden-Jørgensen vil med historievidenskaben? Olden-Jørgensens måde at tilgå fortiden på, handler først og fremmest om at definere den. Det er for eksempel det han gør, når han identificerer Holberg som atypisk medlem af den lærde republik, og det er også spørgsmålet om definitioner, der klinger under overfladen i Olden-Jørgensens problematisering af de fire praksisser. Olden-Jørgensen refererer flere steder i sin replik til de fire praksisser som en tjekliste, underforstået at det er denne liste, der udstikker kriterierne for, hvornår man kan tale om medlemskab af den lærde republik. Det tegner et forkert billede af, hvad jeg gør i min artikel.
Jeg har hverken søgt at definere den lærde republik eller at bestemme, hvem der er inde, og hvem der er ude. Jeg synes sådan set at artiklen er rimelig klar omkring det forhold, at de fire praksisser er nogle, til hvilke den lærde republik relateres og at dette er noget, der sker i modsætning til en historiografi, der har forsøgt at definere den lærde republik som en republik for brevskrivere. Det, jeg hermed søger at indfange, er egentlig blot, at man kunne være medlem på forskellige måder, samt at de måder hvorpå fortidige aktører engagerede sig i den også var med til at tegne, hvad den lærde republik var.
Der er altså hverken tale om kriterier eller nogen definition af den lærde republik. Det undrer mig derfor, at Olden-Jørgensen ønsker at tilføje endnu en dimension til den såkaldte tjekliste, nemlig Holbergs humor. Hvis Olden-Jørgensen mener, at Holbergs humor generelt er vigtig i forhold til at fortolke, hvad Holberg mente om dette eller hint, så skal det stå ham frit for (jeg ville gå i andre retninger, hvilket jeg har skrevet om andetsteds).[46] Men der er langt derfra og så til at opstille humor som et kriterie for medlemskab endsige et definerende aspekt af den lærde republik. Det er ikke der, jeg vil hen, hverken med Holberg eller med historievidenskaben som sådan. Min aversion mod denne form for historieskrivning, kan måske bedst illustreres med et citat fra Nietzsche: ”definerbart er kun det, der ikke har nogen historie”.[47]
Litteratur
Berling, Ernst Henrich: ”Fortale”. I [Nordenflycht, Hedvig Charlotta]: Qvindeligt Tanke-Spill Af en Hyrdinde i Norden, bestaaende i adskillige smukke Vers, tillige med nogle Vigtige Spørsmaale til Hr. Assessor Lud. Holberg, København, Ernst Henrich Berling, 1746.
Billeskov Jansen, F.J.: Kommentarer. I Ludvig Holberg: Epistler, 8 bd., redigeret af F.J. Billeskov Jansen, København: H. Hagerup, 1944–54.
Haakonssen, Knud: ”Introduction, Part 2: the Author and the Work”. I Knud Haakonssen og Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754): Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London: Routledge, 2017. https://doi.org/10.4324/9781315593098-2.
Holberg, Ludvig: Epistler, 8 bd., redigeret af F.J. Billeskov Jansen, København: H. Hagerup, 1944–54.
Holberg, Ludvig: Moralske Tanker, redigeret af F.J. Billeskov Jansen, København: H. Hagerup, 1943.
Israel, Jonathan: The Enlightenment that Failed: Ideas, Revolution, and Democratic Defeat, 1748–1830, Oxford: Oxford University Press, 2019.
La Beaumelle, Laurent Angliviel de: La Spectatrice Danois, ou l’Aspasie Moderne, Tome I. København: Aux depens de l’Auteur, 1749.
Marshall, John: John Locke, Toleration and Early Enlightenment Culture: Religious Intolerance and Arguments for Religious Toleration in Early Modern and ‘Early Enlightenment’ Europe, Cambridge: Cambridge University Press, 2006.
Nordenflycht, Hedvig Charlotta: “Brev till kansli-rådet och ridd. Hr A.A. von Stiernmann”. I Torkel Stålmarck (red.): Skrifter, Stockholm: Atlantis, 1996.
Nordenflycht, Hedvig Charlotta: “Fruentimrets Försvar, emot J. J. Rousseau, medborgara i Geneve”. I Torkel Stålmarck (red.): Skrifter, Stockholm: Atlantis, 1996.
Nordenflycht, Hedvig Charlotta: “Viktiga Frågor till en Lärd, med Auktorens Egit Svar”. I Torkel Stålmarck (red.): Skrifter, Stockholm: Atlantis, 1996, 28–43.
[Nordenflycht, Hedvig Charlotta]: Qvindeligt Tanke-Spill Af en Hyrdinde i Norden, bestaaende i adskillige smukke Vers, tillige med nogle Vigtige Spørsmaale til Hr. Assessor Lud. Holberg, København, Ernst Henrich Berling, 1746.
[Nordenflycht, Hedvig Charlotta]: Qwinligit Tankespel. Af en Herdinna i Norden, Stockholm: Lars Salvius, 1744.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “History: national, universal and dynastic”. I Knud Haakonssen og Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754): Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London: Routledge, 2017. https://doi.org/10.4324/9781315593098-10
Olden-Jørgensen, Sebastian: “Introduction, part 1: Holberg’s life and career”. I Knud Haakonssen og Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754): Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London: Routledge, 2017. https://doi.org/10.4324/9781315593098-1
Olden-Jørgensen: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker, København: Museum Tusculanums Forlag, 2015).
Olesen, Brian Kjær: ”Holberg in Context: A View from Intellectual History”, 1700-tal: Nordic Journal for Eighteenth-Century Studies, 20, 2023, 77–101. DOI: https://doi.org/10.7557/4.6699
Olesen, Brian Kjær: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik: Et kapitel af Holbergs intellektuelle biografi”, Temp – tidsskrift for historie, 29, 2024, 6–31.
Olesen, Brian Kjær: ”Monarchism, Religion, and Moral Philosophy: Ludvig Holberg and the Early Northern Enlightenment”, ph.d.-afhandling, European University Institute, Firenze, 2016, doi: 10.2870/260018.
Popkin, Richard: The History of Scepticism: From Savonarola to Bayle, Oxford: Oxford University Press, 2003. https://doi.org/10.1093/oso/9780195107678.001.0001
Simonsen, Dorthe Gert: Tegnets tid: Fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending, København: Museum Tusculanums Forlag, 2003.
Thomson, Ann: Bodies of Thought: Science, Religion and the Soul in the Early Enlightenment, Oxford: Oxford University Press, 2008. https://doi.org/10.1093/acprof:oso/9780199236190.001.0001
Ultee, Maarten: “The Republic of Letters: Learned Correspondence, 1680-1720”, Seventeenth Century, 2 (1), 1987. https://doi.org/10.1080/0268117X.1987.10555263
BRIAN KJÆR OLESEN, PH.D.
MARIE SKŁODOWSKA-CURIE FELLOW
MORITZ-STERN-INSTITUT,
GEORG-AUGUST-UNIVERSITÄT GÖTTINGEN
BRIAN.OLESEN@UNI-GOETTINGEN.DE
ABSTRACT
Holberg and the Republic of Letters – a Rejoinder
In his reply to my article, which appeared in Temp, no. 29 (2024), Sebastian Olden-Jørgensen offers a critical discussion of my interpretation of Ludvig Holberg and the Enlightenment republic of letters. Olden-Jørgensen’s reply has two aims, the first of which is to show that he has never explicitly dealt with the relationship between Holberg and the republic of letters. Yet, as I demonstrate in this rejoinder, Olden-Jørgensen’s writings contain an abundance of statements about Holberg and the republic of letters, which serves to downplay Holberg’s ties to the commonwealth of learning. The second aim is to problematise what Olden-Jørgensen mistakenly describes as my checklist, that is, the four distinct practices through which I relate Holberg to the republic of letters: lettered correspondences, travels, participation in learned societies, and a variety of written contributions, including journal articles. While Olden-Jørgensen is as thorough as he is critical, his objections are both superficial and misconceived. I welcome the effort to dig deeper into the context that surrounded the lost correspondence between Holberg and the Swedish poet Hedvig Charlotta Nordenflycht as well as the reconstruction of the personal aspect of Holberg’s strained relationship with the French Huguenot Laurent Angliviel de La Beaumelle. But I do not, however, share Olden-Jørgensen’s conclusions, nor the premises upon which they are based. I draw this rejoinder to a conclusion by highlighting some fundamental differences between Olden-Jørgensen’s and my own approach to Holberg and to the task of historical interpretation more generally. History, for Olden-Jørgensen, is all about defining the past. This is how he reads my article and why he misunderstands its arguments, and this is what underscores Olden-Jørgensen’s novel claim that Holberg was an atypical member of the republic of letters. Olden-Jørgensen defines Holberg, but he does not explain what he means.
[1] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 6–31.
[2] Olden-Jørgensen: ”History: national, universal, dynastic”, 167
[3] Olden-Jørgensen: ”History: national, universal, dynastic”, 167.
[4] Olden-Jørgensen: ”History: national, universal, dynastic”, 167.
[5] Olden Jørgensen: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker, 102.
[6] Olden-Jørgensen: “Introduction”, 6.
[7] Olden-Jørgensen: ”Introduction”, 9.
[8] Olden-Jørgensen: ”History: national, universal, dynastic”, 162.
[9] Olesen: “Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 13–14.
[10] For denne position se Ultee: “The Republic of Letters”.
[11] Olesen: “Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 8–10.
[12] Se Olesen: “Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 9.
[13] Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 28–43.
[14] Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 28; Nordenflycht: “Fruentimerets Försvar”, 269.
[15] [Nordenflycht]: Qvindeligt Tanke-Spill, 42–55.
[16] Se Berling: ”Fortale”, A2recto–verso.
[17] Nordenflycht: “Brev”, 12–13.
[18] Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 34.
[19] Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 35–36.
[20] Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 40.
[21] Holberg: Moralske Tanker, 118. Se også Holberg: Epistler, I, 305–08.
[22] Nordenflycht: “Brev”, 13; Nordenflycht: “Viktiga Frågor”, 32–33; Popkin: History of Scepticism, 257–61; Thomson, Bodies of Thought.
[23] [Nordenflycht]: Qwinligit Tankespel, titelblad.
[24] Marshall, John Locke, Toleration and Early Enlightenment Culture.
[25] Se Olesen: ”Monarchism”.
[26] Holberg: Moralske Tanker, 42.
[27] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 9.
[28] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 22.
[29] Se Israel: Enlightenment that Failed, 226.
[30] Holberg: Epistler, I, 41–42.
[31] Holberg: Epistler, I, 42.
[32] Holberg: Epistler, I, 43.
[33] Holberg: Epistler, I, 42, 43.
[34] Holberg: Epistler, I, 44.
[35] Holberg: Epistler, I, 44.
[36] Se endvidere Olesen: “Monarchism”, 298–99.
[37] La Beaumelle, Spectatrice Danois, 424–25, citeret 245 (Amusement XLIX).
[38] La Beaumelle, Spectatrice Danois, 426 (Amusement XLIX).
[39] La Beaumelle, Spectatrice Danois, 426–27 (Amusement XLIX).
[40] Holberg: Epistler, I, 152.
[41] Se Billeskov Jansen: Kommentarer, VII, 313–14.
[42] Holberg: Epistler, I, 152.
[43] Holberg: Epistler, I, 159.
[44] Olden-Jørgensen: “Den antikatolske Holberg”; Haakonssen: “Introduction, part 2”, 18.
[45] Holberg: Epistler, I, 163.
[46] Se Olesen: ”Holberg in Context”.
[47] Citeret i Simonsen: Tegnsets tid, 252.