Steen Andersen
I en indlæg i TEMP kører Claus Bryld og Finn Østrup de helt store kanoner i stilling ved at kritisere min bog Danmark i det tyske Storrum for ikke at være retvisende. Bogen fra 2003 omhandler de overvejelser og forslag, som blev formuleret blandt politikere, embedsmænd og med medvirken fra repræsentanter fra erhvervslivet i perioden fra juni 1940 til august 1941. Diskussion er altid velkommen, men desværre er indlægget et vidnesbyrd om forfatternes onde vilje og manglende ønske til at sondre mellem at begå faktuelle fejl og tolke kilderne forskelligt. Læg dertil, at Bryld og Østrup voldsomt misrepræsenterer, hvad der faktisk står i mine bøger. Men lad os begynde med kritikken.
Bryld og Østrup skriver, at: ”Problemet med Steen Andersens fremstilling gengivet ovenfor er, at den er fri fantasi. Udvalget fremlægger aldrig nogen form for betænkning eller anden form for rapportering, der indeholder planer for en tilpasning af dansk økonomi til tysk økonomi i tilfælde af en tysk sejr.” Hermed mener de, at min analyse er forkert, at min konklusion er forkert og at jeg misrøgter kildematerialet. Bryld og Østrup skriver videre: ”Der nævnes intet om planøkonomi eller møntunion”, og så forbigår jeg ifølge dem, at den store bekymring skulle være opretholdelsen af dansk landbrugsproduktion. I deres indlæg citerer Bryld og Østrup min bog på side 254 og anfører, at det er en analyse af udvalgets redegørelse til statsministeren den 29. april 1941.
Det er imidlertid ikke en vurdering af redegørelsen til statsministeren, de henviser til, men derimod min sammenfatning af den samlede planlægning i form af udvalgets arbejde og forslag fra Udenrigsministeriet og politiske udmeldinger. I Bryld og Østrups indlæg anføres det også: ”Andetsteds tales der om, at Danmark kunne være blevet omdannet til et ”[s]torgermansk frilandsmuseum”. Hermed må læseren forstå det sådan, at det kunne have været mit udsagn om udvalgets ambition, men det er forkert. Der står såmænd det modsatte, nemlig at hensigten var at forhindre Danmark i at blive omdannet til storgermansk frilandsmuseum. På side 267 står der følgende:
Skulle tyskerne have gjort alvor af at gennemføre alle Storrumsplanerne, var Danmarks økonomiske vækst sandsynligvis i højere grad end det allerede var tilfældet blevet afhængig af landbrugsproduktionen. Væksten i industrisektoren var antageligvis blevet dæmpet, og fra danske side ville man have prøvet at forhindre, at dansk industri blev rullet tilbage i forhold til det daværende niveau for at afværge, at Danmark skulle blive omdannet til et Storgermansk frilandsmuseum.[1]
Det er altså ikke de danske overvejelser eller forslag, som ville kunne afføde de radikale ændringer, men de tyske planer. Hvordan Bryld og Østrup kan læse hen over denne centrale pointe, forstår jeg ikke, men lad mig prøve at give et bud.
Problemet med Bryld og Østrups læsning er, at de overser – eller vælger ikke at erkende – at min centrale pointe og konklusion er, at dette udvalgs og andre overvejelser i perioden fra august 1940 til foråret og sommeren 1941 sigtede på at undgå at blive fanget i radikale tyske planer, som det var sket under forhandlingerne om en mønt- og toldunion i august 1940. Bryld og Østrup fremstiller det som om, at jeg argumenterer for, at udvalget skulle have formuleret normative planer med handlingspunkter, men intet kunne være mere forkert. Hele udvalgets arbejde og de øvrige overvejelser i Udenrigsministeriet gik ud på at undgå en mønt- og toldunion. Det er hovedmålet for dansk handelspolitik efter august 1940, og denne linje bliver fastholdt helt frem til 1941. I bogens sammenfatning skriver jeg: ”Historien om det danske nyordningsberedskab viser, at selv under den tyske højkonjunktur var man i Danmark i stand til at sige hertil – og ikke længere.”[2]
Dette er en central konklusion i min bog. Yderligere pointerer jeg, at der var betænkeligheder ved udsigten til at skulle være afhængig af at skulle handle med et kontinentaleuropæisk ’storrum’, og at det danske håb var en genoptagelse af handel med ’tredje land’, dermed underforstået det britiske marked efter en krigsafslutning.
Hvad står der faktisk i bogen Danmark i det tyske storrum? Bogen handler om det politisk-administrative systems bestræbelser på at forberede sig på scenarier, som ikke ville være gavnlige for danske interesser. Af den grund er der ikke tale om planer med klare målsætninger og handlingspunkter, der skulle iværksættes som en del af en aktivistisk politik. Der er derimod tale om beredskabsplaner. I bogen argumenterer jeg ikke for, at det skulle være forslag eller planer i dansk interesse og favør. Derfor er det ikke blot forkert, men vildledende, når Bryld og Østrup påstår, at jeg skulle hævde, at der findes en aktivistisk plan.[3] I bogen redegør jeg for tilblivelsen af overvejelserne og forslagene, hvis mål er at afværge det værst tænkelige. Eller som udenrigsminister Erik Scavenius sagde det: ”Det handler om at fjerne den nærmeste fare.”[4]
Samarbejdspolitikken var fleksibel og tilpasset krigens konjunkturer og kriser. Dele af politikken var i perioder aktivistisk og opsøgende for at få forhandlingskontakt og i andre perioder var den afventende og attentistisk. Det indebar, at der både blandt politikere og embedsmænd blev formuleret forslag, som for den uindviede kan forekomme overrumplende. Når Bryld og Østrup afviser at udvalgets arbejde udgør planlægning, er det værd at dvæle ved, hvad en ’plan’ eller ’planlægning’ kan være, når historikerne tolker besættelseshistorien. Hvornår er noget en overvejelse, og hvornår der det en plan? Hvordan tolker man departementschefstyrets reaktion på efterretningerne om, at besættelsesmagten forberedte en aktion mod de danske jøder? Sagen blev behandlet på departementschefmødet første gang den 28. september 1943, og dagen efter foreslog Justitsministeriets departementschef, Eivind Larsen, at danske myndigheder burde internere jøder for at undgå deportation. Var det en plan eller et forslag? Vi kender sagen fra referaterne af departementschefmøderne, og i Jørgen Hæstrups analyse i Til landets bedste – Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-1945,[5] er det beskrevet som en ’tanke’ og et ’forslag’. I Samarbejde og modstand under besættelsen af Hans Kirchhoff bliver departementschefernes overvejelser betegnet ”planen” og ”interneringsplanen”, og den fandtes end ikke som en skriftlig redegørelse, men er kun aflejret i referaterne.[6] Er den så berettiget til at blive kaldt en ’plan’, når vi ikke kender ressourcetildelingen, placeringen af en lejr, og måden hvorpå jøderne konkret skulle være interneret? Når det gælder analysen af samarbejdspolitikken, har vi ikke mange dokumenter, som udgør egentlige planer. Med den argumentation som Bryld og Østrup anvender, kan de ligeledes afskrive departementschefernes plan som ’ren fantasi’, idet en konkret plan ikke findes i dokumentform med titel. Men det vil nok være en anelse dristigt.
Hvad står der i bogen?
I forhold til det, som jeg ser som det afsluttende arbejde for Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland, er det min konklusion, at redegørelsen den 29. april 1941 var udtryk for, at man fra danske side ikke kunne nå længere, og at arbejdet havde været hypotetisk så længe krigen varede. I analysen peger jeg blandt andet på forskellene mellem de forskellige udkast og den endelige redegørelse, som netop afspejler den uvished og usikkerhed, som den politiske udvikling havde affødt. I foråret 1941 stod de tyske planer om en økonomisk nyordning af Europa ikke længere øverst på Berlins dagsorden, men fra dansk side havde man gjort sig overvejelser og truffet forberedelser ved at prøve at opnå en vis enighed, såfremt situationen igen skulle opstå. Udvalgets opgave var at være forberedt, og det handlede om at kunne afværge og undgå en mønt- og toldunion. Enhver der kender til arbejdet i centraladministrationen ved, at den slags arbejde forekommer hele tiden.
I Danmark i det tyske Storrum står der således om redegørelsen til statsminister Stauning:
Udkastet til en redegørelse blev fremlagt og diskuteret på mødet den 28. april, men desværre er referatet fra dette møde særdeles kortfattet, idet der lakonisk står, at udkastet blev oplæst og godkendt, efter at der på enkelte punkter var foretaget forskellige rettelser. I Udenrigsministeriets arkiv ligger Sthyrs eksemplar af udkastet med håndskrevne påtegninger og forslag til rettelser, og ved at sammenholde dette eksemplar med den endelige redegørelse kan en del af mødets forhandling rekonstrueres. Forskellen mellem udkast og det endelige memorandum ligger i fremhævelsen af de usikkerhedsmomenter, som de udenrigspolitiske begivenheder affødte, og de deraf følgende vanskeligheder, udvalget havde med at udstikke retningslinjerne for en aftale. Siden mødet den 4. april var udsigten til en snarlig krigsafslutning rykket længere væk, eftersom tyskerne den 6. april havde iværksat et angreb på Jugoslavien og Grækenland. Balkanfelttoget var endnu en tysk opvisning i lynkrigens effektivitet, al den stund balkanlandenes hære og Storbritanniens ekspeditionskorps blev fejet til side af en velsmurt krigsmaskine. Forventningerne til erhvervsomlægninger og deling af markedet blev nuanceret ved at fremhæve de vanskeligheder, som dette ville medføre i form af forberedende undersøgelser, men i det store hele var der opslutning til memorandummet. I vejledningen lagde man vægt på, at udvalgets opgave havde været hypotetisk, så længe krigen varede, men ud fra statistiske redegørelser havde man tilegnet de nødvendige forudsætninger for udredningen. Til trods for mangel på kendskab til prisudvikling og valutaforhold antog udvalget på forhånd, at der var mulighed for en udvidelse af Danmarks eksport og import til og fra Storrummet. Den nyordningsmodel, udvalget anbefalede, lå dermed tæt op af de pragmatiske tanker, som dr. Landfried havde præsenteret den 24. april i Det tyske Handelskammer.
Redegørelsen til statsministeren bar præg af, at man fra Tysklandseksperternes side ville gå langt for ikke at udfordre den nationale enighed, der var opnået sammen med erhvervene. Der skulle ikke tages til initiativer, som igen kunne få erhvervene til at stille sig kritiske over for Udenrigsministeriets linje. Derfor blev det understreget, at udvalget kun turde påtage sig at fremkomme med vejledende udtalelser. Redegørelsen bar præg af, at der i foråret 1941 ikke længere var det samme tyske pres som i sommeren 1940. Fraværet af den umiddelbare tyske trussel om tilslutning til en økonomisk aftale, som ikke var i Danmarks politiske favør, gav mulighed for, at udvalget kunne fremkomme med nogle mere langsigtede overvejelser om fordele og ulemper ved en officiel dansk tilslutning til Storrummet. Erhvervene var særligt nervøse for, at markedet i Storrummet ikke alene kunne udgøre grundlaget for en tilfredsstillende fremtidig vækst. Derfor er det ganske interessant, at redegørelsen slog fast, at de økonomiske forhold, som herskede inden krigen ikke var tilfredsstillende. Hermed betragtede man implicit en dansk tilslutning til Storrummet ud fra en målsætning om en bedring af Danmarks økonomiske stilling.[7]
Som det fremgår, er min vurdering, at redegørelsen afspejler politisk og økonomisk uvished, og en erkendelse af, at den økonomiske nyordning af Europa var udskudt, og at det så længe krigen var uafsluttet ikke ville være muligt at komme længere med et dansk modforslag til et økonomisk samarbejde med Tyskland i en anden form end den frygtede mønt- og toldunion. Der var ikke længere et tysk pres på Danmark for at komme til forhandlingsbordet, og det var lykkedes at få erhvervene til at medvirke til redegørelsen. Fra embedsmændenes side ønskede man ikke at udfordre denne enighed. Antagelsen var, at et økonomisk storrum under tysk ledelse ville opstå efter en afslutning på krigen, men at man fra dansk side i denne situation var stærkt interesseret i at kunne handle med tredjelande, og det ville som ovenfor bemærket først og fremmest være en genoptagelse af samhandlen med Storbritannien.
Intet sted i analysen skriver jeg, at redegørelsen af 29. april 1941 var en ’plan’, som udvalget samlet set har nogen interesse i. Derimod skriver jeg, at redegørelsen ikke kom med konkrete anvisninger. Dermed kan jeg ikke, som Bryld og Østrup ellers påstår, argumentere for, at der var tale om en konkret plan. Tværtimod lyder det en af bogens konklusioner:
Selvom Danmark erklærede sig villig til at indgå i et tæt økonomisk samarbejde med Tyskland, var det ikke på ingen måde ensbetydende med, at København havde samme interesser som Berlin. Set fra Danmark drejede det sig i høj grad om ikke at afskrive Storbritannien som handelspartner i et Europa efter krigens afslutning, hvis man skulle sikre en solid økonomisk vækst. Redegørelsen afspejler det evige dilemma, dansk samarbejdspolitik stod i de første år under den tyske højkonjunktur, eftersom man skulle tage bestik ud fra den tyske magtposition og vise tilpasningsevne, men aldrig så langt, at man afskrev Storbritannien. Uagtet alle realistiske vurderinger af, at det var højst sandsynligt, at krigen ville falde ud til Tysklands fordel i 1941, var der en klar grænse for, hvor langt man fra dansk side ville bevæge sig ned af kollaborationens mudrede indrømmelsesskrænt. Fra dansk side var man villig til at gå langt i tilpasningen, men der skulle ikke tages initiativer, som ensidigt knyttede Danmark økonomisk – og dermed også politisk – til den tyske side i krigen. Til det sidste skulle man fra dansk side forsøge at værne om neutraliteten, og i forholdet til det tyske Storrum, skulle neutraliteten opretholdes ved fortsat at kunne handle med tredjelande uden for det nyordnede Europa. Igen var det kollaborationens ræson om, at en erklæret vilje til at forhandle, skulle kunne sikre Danmarks særinteresser i forhold til Tyskland, der var rettesnoren for vejledningen til statsministeren. Redegørelsen indeholdt ikke nogen anbefaling af, at der fra dansk side skulle udvises nogen initiativer, som kunne resultere i fornyede forhandlinger, så længe krigen var uafsluttet. Indholdet i redegørelsen fra Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland var på linje med statsministerens eget budskab om, at Danmark måtte stille sig velvilligt afventende over for den nye udvikling i Europa.[8]
Analysen af redegørelsen peger på, at der var en indre dansk grænse for, hvor langt man skulle gå i relation til et muligt økonomisk samarbejde med Tyskland, og udvalgets anbefaling var entydigt, at der ikke skulle tages initiativer over for Tyskland. Det burde ikke være så svært at forstå. Det eneste Bryld og Østrup opnår ved at gengive hele redegørelsen af 29. april 1941 er, at de udstiller deres selektive læsning af min bog.
Dansk tilbagefaldsposition
At det hele handler om at have forberedt en tilbagefaldsposition, og have en vis form for afklaring af, hvad man fra dansk side kunne have interesse i, og hvad man fra dansk side for alt i verden skulle undgå at havne i, står klart i bogen:
Udvalgets anvisninger og redegørelse for, hvordan et økonomisk samarbejde med Tyskland kunne konstrueres, blev fremstillet i en af samarbejdspolitikkens roligere perioder, og fraværet af tysk pres skal medregnes i vurderingen af anvisningerne og redegørelsen. Resultatet af udvalgets arbejde giver en indsigt i den tilpasning som fandt sted i administrationen uden for de politiske kriser. Udvalgets arbejde var ikke en goodwill-skabende konstruktion i det dansk-tyske forhold, da det var et internt dansk forsøg på at opnå enighed om linjerne i en kommende handelspolitik, som anerkendte den foreliggende tyske magtstilling. Embedsmændenes anbefalinger udmærkede sig ved, at der her var tale om et resultat af en længerevarende undersøgelse og denne gang med en præciseret målsætning for øje. I april 1941 var der i modsætning til administrationens tiltag i juli 1940 opstillet en række hovedmål for dansk deltagelse i et økonomisk samarbejde. Anbefalingen, som embedsmændene sendte videre til stats- og udenrigsministeren, var rettet mod medvirken i en forhandlingssituation, hvor Danmark skulle fremføre sine politiske målsætninger for at prøve at være med ved udformningen af et samarbejde. Hermed er arbejdet et udtryk for, at kollaborationen ikke udelukkende var en overlevelsesstrategi, men at den kunne bruges til at føre en bestemt politik.
Konklusionen på udvalgets arbejde placerer udredningen og rådgivningen som en balancegang mellem attentisme og aktivisme. Redegørelsen indeholder attentistiske træk ved at fremhæve usikkerhedsmomentet i den udenrigspolitiske situation, der gør, at man ikke kunne nå videre i arbejdet. Attentismens indslag er ikke udtryk for, at danskerne ønskede at vinde tid, da målet her var at indtage en konstruktiv afventende position. Kollaborationslinjen i udvalgets oplæg var ikke umiddelbart forhandlingssøgende men sigtede på indflydelse efter krigens ophør i den nyordningsproces, som man forventede tyskerne ville iværksætte. Da udvalget afgav sin redegørelse var krigsafslutningen ikke nært forestående, men realistisk betragtet ville udfaldet være i Tysklands favør. Nyordningsspørgsmålet havde i 1940 været på den politiske agenda blandt medlemmerne af den handelspolitiske kernegruppe, idet man forventede, at krigens afslutning var inden for rækkevidde. I 1941 forventede man, at programmet først ville blive iværksat efter krigen, men de administrative forberedelser skulle fra dansk side være på plads inden nyordningens påbegyndelse.[9]
I bogen slår jeg fast, at en forberedelse af en handelspolitisk tilpasning til Tyskland var fleksibel, og at man fra dansk side løbende havde blik for, i hvilken grad det økonomiske nyordningsspørgsmål udgjorde et aktuelt punkt på den tyske agenda. Den grundlæggende antagelse i udvalgets og Udenrigsministeriets overvejelser var, at der ville komme en eller anden form for nyordning. På trods af politisk og ikke mindst økonomisk uvished sigtede den danske beredskabsplan på at undgå radikale tyske forslag, og udvalgets formand, Knud Korst, præsenterede den 4. marts 1941 memorandummet med titlen ”Bemærkninger om Spørgsmålet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion.” Det danske modforslag, en tilbagefaldsposition, tog forbehold for, at krigen ikke var afsluttet endnu og at der var forhold, som skulle yderligere undersøges, men i udvalgets anbefaling om et ’Økonomisk Samarbejde med Tyskland i en anden Form’ hed det:
Det ligger nært at forestille sig et saadant Samarbejde i Form af en Overenskomst mellem de to Lande for en vis Aarrække, f.Eks. 5 Aar fra Krigens Slutning at regne, indeholdende:
1) Aftale om Clearingforholdet i det hele taget,
2) Aftale om Køb af bestemte Varer i fast Regning til aftalte Pris, f.Eks. Smør til den ene Side og Kul til den anden,
3. Aftale om at indrømme den anden Parts Eksportører en vis Procentdel eller paa anden Maade bestemt Andel af Markedet
4. Aftale om andre gensidige Begunstigelser.
Saadanne Aftaler kunde formentlig ogsaa siges at være i dansk Landbrugs, Industriens og andre Erhvervs Interesse.[10]
En anden aftale om en revurdering af clearingforholdet var allerede blevet foreslået af Udenrigsministeriets Rådgivende Handelspolitiske Udvalg i januar 1941 med forslaget om en kroneopskrivning. I dette forslag hed det:
Endvidere har de høje tyske Landbrugspriser været bestemt af de særlige tyske Ønsker om at ophjælpe Landbruget for at gøre Landet selvforsynende. Det er dette kunstige Prisleje, som Danmark under de nuværende særegne Forhold er ved at glide ind i, og det er utænkeligt, at dette skal kunne ske, uden at man paa en lang Række Omraader gaar ind i tilsvarende planøkonomisk Foranstaltninger og statslige Indgreb som Tyskland.[11]
Vurderingen fra Udenrigsministeriets rådgivende handelspolitiske Udvalg, hvor også Korst var medlem, var, at man fra dansk side ikke ville komme udenom om at skulle tilpasse dansk økonomi til en planøkonomi efter tysk mønster. I relation til det danske modforslag handlede det om muligheden for at få faste aftale om afsætning af dansk smør til det tyske marked. Som det ligeledes var fremgået af redegørelsen til statsminister Stauning var det springende punkt for Korst-udvalget, hvor meget og til hvilken pris danske landbrugsvarer kunne afsættes til Tyskland efter krigens afslutning. Om dette spørgsmål skrev udvalget:
Kan Tyskland efter Krigen aftage en væsentlig Del af vort normale Eksportkvantum? Optimistiske Tyskere, f. Eks. Clodius og Ebner, har overfor mig udtalt, at efter Krigen kunde Tyskland aftage hele vort disponible Eksportkvantum – og vilde ogsaa være villig dertil.
Hvis det skulde blive muligt at eksportere en væsentlig Del af vort Smør til Tyskland, opstaar straks det meget vanskelige Spørgsmaal om Prisen. Et saa stort Kvantum, som der her er Tale om, kan næppe afsættes paa det tyske Marked til den nuværende Pris (315 RM pr. 100 kg ab Mejeri); visse Landbrugslande (Randstaterne og Dele af Polen) er ganske vist faldet ud af Eksportørlandenes Kreds, men det er paa den anden Side muligt, at det tyske Landbrugs Leveringsevne kan blive større efter Krigen.[12]
Udvalgets overvejelser og forslag vidner om, at de tyske nyordningsplaner blev vurderet og anbefalingen var, at vejen frem for Danmark i en forhandlingssituation skulle være en forberedt position for at opnå det bedste via konstruktivt samarbejde. I sidste ende ville det være tyskerne som bestemte, men den danske beredskabsplan eller modforslag skulle afværge alle former for unioner og forslag, der kunne true dansk selvstændighed. I bogen gør jeg således meget ud af at påpege, at det var i Udenrigsministeriet, og særligt koncentreret omkring de såkaldte ’Tysklandseksperter’, at tilpasningsvilligheden var størst. Men selv her er man i foråret og sommeren 1941 klar over, at den økonomiske nyordning er udskudt på ubestemt tid.[13] Et dansk modslag blev gennemskrevet og lagt i ministeriets stålskab, og man var i 1941 langt bedre forberedt end man havde været i 1940. Skulle det blive nødvendigt sigtede det danske modforslag på at sikre, at:
De to Regeringer vil i Fremtiden ved Ordningen af deres økonomiske Anliggender venskabeligt understøtte hinanden. De vil i fælles Interesse tilstræbe at udbygge deres Økonomi saaledes, at begge Landes produktive Kræfter udvikles paa en saadan Maade, at de gensidigt kan supplere hinanden.
Begge Regeringer vil efter Forhandling med de interesserede Erhvervsgrupper i begge Lande træffe de Forholdsregler, der er egnet til, med de i første Stykke nævnte Formaal for Øje, at ordne Landbrugs-Skov-brugs, og Fiskeri- og Industriproduktionen og dennes Fordeling i Overenstemmelse med begge Parters Behov.
Gennem disse Foranstaltninger vil der blive draget Omsorg for, at de forskellige Grene af det danske Erhvervsliv, derunder den danske Industri og det mindre Landbrug kan opretholde sin Beskæftigelse.[14]
Analysen i Udenrigsministeriet i foråret og sommeren 1941 vurderede, at man fra tyske side ikke ville rejse spørgsmålet om økonomisk nyordning foreløbigt, og at man fra dansk side ikke havde interesse i at genrejse spørgsmålet. I min bog står der således:
Den danske politik på det handelspolitiske område skulle foreløbigt bero på den attentistiske linje, så længe man ikke var udsat for tysk pres. Fra dansk side var der trukket en klar linje i sandet, man havde internt forberedt et beredskab, som på en række områder accepterede de tyske nyordningstanker, men man ville ikke gå længere et skridt længere.[15]
På udvalgets møde den 4. april 1941 meddelte Korst, at spørgsmålet om rammerne for et eventuelt fremtidigt økonomisk samarbejde med Tyskland havde været drøftet med Stauning. Korst lod udvalget vide, at regeringen var interesseret i de overvejelser og synspunkter, som var fremkommet. På mødet fremlagde Korst et memorandum, som rummede retningslinjerne for et muligt tættere med ’storrummet’. Antagelsen var, at nyordningen vil komme, men at den ville rumme problemer for dansk økonomi med hensyn til at afsætte landbrugsvarer til ’storrummet’ efter en afslutning på krigen. I memorandummet hed det:
1. En Plan for danske Handelsoverenskomster med andre Lande efter Krigen maa i første Linje tilsigte at sikre Afsætningsmarkeder for danske Landbrugsvarer, dog paa saadanne Vilkaar, at en rimelig industriel Udvikling her i Landet ikke skades.[16]
Planlægningen sigtede på at forberede en position, der først og fremmeste sikrede de bedste afsætningsvilkår for landbruget, men man var klar over, at en ensidig tilslutning til ’storrummet’ på længere sigt kunne være til ulempe for udviklingen i Danmark. Det afhang blandt andet af muligheden af at kunne afsætte landbrugsvarer til en fast pris. Om fremtidsperspektivet i foråret 1941 hed det, at:
En saadan større Samhandel med ’Storrummet’ maa altsaa sige i det store og hele at være i dansk Økonomis Interesse. Følgelig skulde man fra dansk side stræbe efter at faa Aftaler i denne Retning forberedt. Formentlig maa man regne med, at saadanne Aftaler indtil videre vil komme til at hvile paa Clearing-Grundlag; følgelig maa der træffes Aftaler om Afregningskursen.
I øvrigt matte Aftalerne gaa ud paa:
a) Køb og Salg af bestemte Varer i bestemte Mængder til bestemte Priser, f.Eks. Smør til den ene Side og Kul til den anden. Denne Del af Aftalerne skulde foregaa under Statsmagternes Garanti for Varernes Afsætning paa de aftalte Vilkaar.[17]
Linjen i den danske planlægning var på trods af uvished, at man nødvendigvis måtte være forberedt på at skulle slutte en aftale med Tyskland om tilknytning til et økonomisk storrum, og her handlede det om at sikre Danmark fast afsætning af landbrugsvarer via salg til faste priser og dermed en tilpasning til den tyske planøkonomi. Kilden nævner eksplicit ’en Plan for danske Handelsoverenskomster’ og alene betragtet som levn vidner det om perspektiverne i den danske beredskabsplanlægning. Vælger man at betragte kilden som beretning rummer den klare udsagn om de strategiske intentioner, som lå i udvalgets og andre overvejelser i Udenrigsministeriet i 1941. Rationalet var, at der kunne være fordele for Danmark i en tilnærmelse til et storrum efter en krigsafslutning, hvis man fra dansk var ordentligt forberedt.
Brylds og Østrups kritik savner med andre ord ethvert belæg.
Med eller uden britisk støtte?
Sluttelig indeholder Brylds og Østrups artikel også et udsagn om, at jeg skulle have lavet en analyse af firmaet Kampsax’s ageren i december 1938, og at dette skulle være ”fri fantasi”. Bryld og Østrup hævder, at der ikke ”findes nogen antydning af aftale eller anden form for forståelse mellem Kampsax og det pågældende vekselererfirma, og der er heller ingen støtte til synspunktet om, at vekselererfirmaet skulle arbejde for det britiske udenrigsministerium.”[18] Det er Østrups vurdering, at der således ikke var antydning af noget politisk formål med henvendelsen.[19]
Min analyse er baseret på en månedsberetning fra Kampsax’s direktion fra december 1938. I månedsberetningen står der følgende:
Vi har i dag haft en interessant Henvendelse her paa Kontoret. Da denne Henvendelse dels er et typisk Tidens Tegn, og da den dels indebærer visse Fremtidsmuligheder, skal vi her referere den i korte Træk. Vi har haft besøg af en repræsentant for et Firma i London, SCOTTISH SECURITIES CORPORATION Ltd., som var sendt herop efter Anbefaling fra den britiske Gesandt her i Byen. Det omtalte Firma er brokers, der er interesseret i at arrangere finansiel Kreditgivning. Som Følge af Tyskernes ihærdige Anstrengelser rundt omkring har man i England besluttet at tage Kampen op og arbejde efter de samme Retningslinier. Chairman i dette Firma er Sir Georges Clark, en gammel Bekendt af Ingeniør Saxild og Undertegnede, idet han i sin Tid var engelsk Ambassadør i Ankara. De engelske Myndigheder er interesseret i at knytte Samarbejde med Virksomheder, der er i Forbindelse med Udførelsen af større offentlige Arbejder og med de ledende Industrivirksomheder.[20]
Det er fristende, at lade citatet tale for sig selv, men tilsyneladende er det nødvendigt også at mejsle dette ud.
Alene bedømt som levn kan man udlede, at Kampsax blev opsøgt at det britiske firma på foranledning af den britiske gesandt i København, Sir Patrick Ramsay. Den britiske ambassadør repræsenterede Foreign Office. Der står endvidere i kilden, at de britiske myndigheder, og dermed Foreign Office er interesseret i at knytte samarbejdsrelationer til private virksomheder, og i dette tilfælde Kampsax. Ser man på kilden som beretning giver den os et indblik i den britiske handelspolitik i slutningen af 1938, hvor man i Foreign Office erkendte, at handelsaftalerne ikke var tilstrækkelige til at sikre britisk indflydelse, og at britiske firmaer blev brugt til at vinde handelspolitisk indflydelse som modvægt til Tysklands indflydelse.[21]
I Kampsax’ beretning står tydeligt, at direktionen er klar over, at det handler om handelspolitiske interesser, da målet er at imødegå de tyske interesser og at ”man i England besluttet at tage Kampen op og arbejde efter de samme Retningslinier”.
Videre i Kampsax’s direktionsberetning står der:
Repræsentanten kom først til os. Hvis der til Opførelsen af offentlige Anlæg eller Indrettelsen af Industrivirksomheder eller lignende, først og fremmest i Skandinavien, men ogsaa i en række andre Lande (Balkan, Tyrkiet, Persien, etc.) kan knyttes engelske Leverancer, er Englænderne parat til at stille særdeles favorable Kreditbetingelser i Udsigt. Her omtalte man Spørgsmaalet om Øresundsbroen (Jernoverbygningen) for at nævne et Eksempel. Englænderne vil gerne knytte Forbindelse med os, saaledes at vi, hvis vi enten her eller andetsteds saa Objekter, hvor et Samarbejde kunne komme i Stand, henvendte os til England. Kredittens Størrelse er ubegrænset, og Repræsentanten udtalte, at medens Englænderne jo hidtil havde været meget konservative og samtidig dyrere baade med Leverancer og Kreditter, føler de det nu som en Nødvendighed helt at skifte Politik. Vi diskuterede rent teoretisk f.Eks. Muligheden af at bygge et Silopakhus i Jugoslavien, hvor Tyskland jo allerede har gjort et vist Arbejde. Hvis Kampsax kunde overtage en Kontrakt for Bygningen af en Række Silopakhuse og sikre engelske Maskinfirmaer Maskinleverancerne, vilde man fra engelsk Side være villig til at diskutere Kreditgivningen ikke alene paa det Beløb, der svarer til Maskinleverancerne, men ogsaa paa et større Beløb. Disse Tanker er jo ogsaa i de sidste Dage kommet nærmere frem ved den engelske Handelsministers Udtalelser i Parlamentet. Saavidt Undertegnede kan se, skulde der foreligge visse Muligheder for os, hvis vi bærer os tilstrækkelig behændigt ad, idet det vilde være muligt for os at manøvrere med engelsk Assistance paa de Steder, hvor Tyskerne forsøger at sætte ind. Repræsentanten nævnede ikke noget om deres Renter paa ydet Kredit, men udtalte, at de var fast besluttede paa at yde Kreditten paa saa favorable Betingelser, at lignende Betingelser ikke kunde opnaas andre Steder. Ved Licitationen af Øresundsbroen omtalte vi, at man sikkert kunde laane Pengene i Sverige til 2%, men han mente, at Englænderne var villige til at laane dem endnu billigere.[22]
Som det fremgår af den interne direktionsberetning, får Kampsax tilbudt en ”ubegrænset” kredit, hvis det danske firma i forbindelse med anlægsarbejder vil knytte britiske leverancer til projekterne. Der nævnes konkret bygning af silopakhus i Jugoslavien for at imødegå tyske interesser. I direktør Per Kampmanns analyse står der direkte, at der skulle ”foreligge visse Muligheder for os, hvis vi bærer os tilstrækkelig behændigt ad, idet det vilde være muligt for os at manøvrere med engelsk Assistance paa de Steder, hvor Tyskerne forsøger at sætte ind”. Det kan vanskeligt tolkes som andet end en interesse hos Kampsax for at indgå i denne aftale.
Jeg må afvise Brylds og Østrups påstand om, at dette skulle være fantasi fra min side.
Sammenfatning
Bogen Danmark i det tyske storrum rummer analyser af de danske forslag og overvejelser om et eventuelt økonomisk samarbejde med Tyskland i anden form end en mønt- og toldunion. Som vist her og i bogen er kildernes udsagn eksplicitte og entydige, og viser en strategisk intention i planlægningen. Bogens hovedpointe er, at det drejede sig om beredskabsplanlægning formuleret i et håb om, at kunne forhandle på et mere oplyst grundlag, hvis man fra tysk side ville vælge at genoptage de økonomiske nyordningsplaner i 1941. Bogens analyse af redegørelsen til statsministeren den 29. april 1941 viser tydeligt, at på grund af den politiske og økonomiske uvished var udvalget ikke i stand til at fremkomme med et samlet forslag. Min analyse har aldrig hævdet, at denne redegørelse skulle have udgjort nogen form for ’plan’.
Bryld og Østrups læsning af bogen vidner om uvilje til at forstå bogen og en uværdig bevidst fejllæsning. Gennemgang af bogens udsagn og kilderne har demaskeret deres ærende, og i deres bestræbelse på at køre det tunge skyts i stilling er Bryld og Østrup endt med at forløbe sig med en misrepræsentation af min bog. Af den grund må deres miskrediterende ’fri fantasi’-stempling afvises som værende udokumenteret. Endelig viser Bryld og Østrup med deres fejlagtige kritik, at de bare grundlæggende ikke forstår hele beredskabstanken i 1940-41. Kritikken er ikke alene fejlagtig, men den er også så usaglig ved også at genere andre besættelsestidshistorikere, som åbenbart alle sammen indgår i en stor konspiration. Måske skulle de to pensionerede professorer bruge tiden på at klippe deres roser, inden de helt og uigendriveligt ødelægger deres eftermæle.
[1] Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 267.
[2] Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 252.
[3] Deres afsæt er, at jeg skulle fortælle en anden historie, der skulle stå i modsætning til den fremstilling, som er at finde i Henrik S. Nissens disputats Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken fra 1973. Dette er på ingen måde tilfældet, men Henrik S. Nissen havde blot ikke adgang til arkivalierne, og måtte basere sin vurdering på interviews. Henrik S. Nissen har desuden læst og kommenteret mit manuskript. Endelig er en del af fortællingen om Korst-udvalget i festskrift til Henrik S. Nissen og Hans Kirchhoff.
[4] Protokol for mødet i Samarbejdsudvalget den 13/8-1940. Parl. Kom. Bilag IV, p. 514.
[5] Hæstrup: Til landets bedste, s. 158-161
[6] Kirchhoff: Samarbejde og modstand, s. 221-224.
[7] Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 205-206.
[8] Andersen: Danmark i det tyske storrum, 2003, s. 208.
[9] Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 210-211.
[10] Bemærkninger om Spørgsmålet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion. Udv. Økonomisk Samarbejde Tyskland: Mødereferater med bilag (1940-05.1941), den 4. marts 1941. Rigsarkivet (herefter RA).
[11] Memorandum vedrørende Prisforholdene i Samhandlen med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det rådgivende handelspolitiske Udvalg, 8. januar 1941. Jnr. 99.F.5/12DK.1A-1. Udenrigsministeriets Arkiv (herefter UM), og aftrykt i Parl. Kom. Bilag V, p. 454-457; Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 125-126.
[12] Bemærkninger om Spørgsmålet: Økonomisk Samarbejde med Tyskland i anden Form end Told- og Møntunion, den 4 marts 1941. Udv. Økonomisk Samarbejde Tyskland: Mødereferater med bilag (1940-05.1941), den 4. marts 1941.RA.
[13] Skrivelse fra Mathias Wassard til Knud S. Sthyr den 29. juni 1941 angående rettelser til forslag. Forhandlinger med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det Raadgivende Handelspolitiske Udvalg. Fortrolige Skabssager. Jnr. 64.Dan.80 a/5. UM.
[14] Skitsemæssig Udkast til Dansk Modforslag udarbejdet i vedkommende Kontor i Udenrigsministeriet, dateret 16.8.1941. Forhandlinger med Tyskland. Udenrigsministeriet. Det Raadgivende Handelspolitiske Udvalg. Fortrolige Skabssager, 1909-1945, Efterafleveringer, Jnr. 64.Dan.80 a/5.UM.
[15] Andersen: Danmark i det tyske storrum, s. 246.
[16] Memorandum, Udvalget for økonomisk samarbejde med Tyskland, den 4. april 1941. Jnr. 64 Dan 80y. UM.
[17] Memorandum, Udvalget for økonomisk samarbejde med Tyskland, den 4. april 1941. Jnr. 64 Dan 80y. UM.
[18] Debatindlæg af Claus Bryld & Finn Østrup: ”Kan vi stole på besættelsestidshistorikerne?”, Temp.
[20] Månedsberetning fra Kampsax’s direktion, december 1938. Kampsax Arkiv.
[21] Fra britisk side erkender man i 1938, at de overordnede handelsaftaler ikke har været tilstrækkelige i forhold til at reducere den tyske indflydelse i relation til det skandinaviske marked og virksomheder. Briterne erkender, at man fra tysk side har været langt bedre til at fremme sine handelspolitiske interesser på mikroplan. Jf. Salmon: Scandinavia and the Great Powers, s. 312-316.
[22] Månedsberetning fra Kampsax’s direktion, december 1938. Kampsax Arkiv.
UPUBLICERET MATERIALE
Rigsarkivet:
Udenrigsministeriets arkiv:
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Jnr. 64 Dan 80u/ 1 – Dan 80y
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Udenrigsministeriets rådgivende handelspolitiske Udvalgs arkiv. Jnr. 99.F .5/12.
Udenrigsministeriet: Gruppeordnede sager (1909-1945) Danmark-Tyskland: Forhandlinger om økonomisk samarbejde. Akterne vedr. told- og møntunionsforhandlingerne. Jnr. 64 Dan 80 a/5.
Statsministeriets arkiv
Udv. Økonomisk Samarbejde Tyskland: Mødereferater med bilag (1940-05.1941) 1:
PUBLICERET MATERIALE
Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum, Lindhardt og Ringhof, 2003.
Andersen, Steen: De gjorde Danmark større, Lindhardt og Ringhof, 2005.
Andersen, Steen: ‘Virksomhedshistorie kontra den nationale jubilæumshistorie – svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 305-322.
Andersen, Steen: ’Bygningen af shahens jernbane’. I Niels Finn Christiansen, Kurt Jacobsen og Mogens Rüdiger (red.): Ole Lange – fra kætter til koryfæ, 2007, 137-160.
Andersen, Steen: ’Building for the Shah’, Enterprise and Society, 9, 2008, 637-669.
Andersen, Steen: ’For firmaets ære: Svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 547-555.
Den parlamentariske Kommission, Bilag V, Udenrigsministeriet under Besættelsen, 1948.
Hæstrup, Jørgen: Til landets bedste – Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-1945, Gyldendal, bd. 1, 1966.
Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand – En politisk historie, Gyldendal, 2001.
Nissen, Henrik S.: Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, Gyldendal, 1973.
Salmon, Patrick: Scandinavia and the Great Powers 1890–1940, Cambridge University Press, 1997.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: En kommentar’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 295-304.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: Hvad siger kilderne?’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 513-546.
STEEN ANDERSEN
SENIORFORSKER, PH.D.
RIGSARKIVET
EMAIL:STAN@RIGSARKIVET.DK