Tim Knudsen
Den 15. marts 2025 stod en opsigtsvækkende boganmeldelse i Kristeligt Dagblad skrevet af faghistorikeren Steen Andersen. Den var en nedsabling af en anden historikers bog, den israelsk-fødte professor Ilan Pappés bog En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten, udgivet på Forlaget Klim. Kristeligt Dagblad fulgte op med en forsideartikel skrevet af den historikeruddannede journalist Niels Hein. I artiklen betegnedes Pappé blandt andet som værende i alliance med jihadismen.
Af tre grunde fangede dette nummer af Kristeligt Dagblad i særlig grad min opmærksomhed. Jeg har siden 1994 offentliggjort samlet 531 artikler, kronikker og anmeldelser i Kristeligt Dagblad. Dertil kommer talrige interviews i avisen. Senest et forsideinterview den 12. februar 2025. Mit særlige forhold til Kristeligt Dagblad bygger på en forventning om, at avisen holder en høj presseetisk standard.
For det andet havde jeg tidligere søgt efter en bog, som Steen Andersen ifølge sin offentliggjorte publikationsliste havde udgivet på Cambridge University Press i New York i 2015 med titlen Building for the Axis And Allies – Danish Multinational Construction Companies in Crisis and War, 1919-1947 på 350 sider. Da jeg ikke kunne finde bogen, skrev jeg til forlaget. I 2023 svarede forlaget, at man ikke havde udgivet den bog. Jeg fandt det besynderligt. Efter den 23. marts 2025 har Steen Andersen tilføjet på publikationslisten, at den er ”afsendt”. Altså: Først efter i ti år at have stået som udgivet er bogen måske under udgivelse.
For det tredje gjorde jeg en bizar erfaring med Steen Andersen, da han i Politiken den 10. juni 2023 anmeldte sidste bind af mit fembindsværk Statsministeren. Her blev bl.a. Irakkrigen i 2000’erne behandlet. I anmeldelsen klagede Steen Andersen over, at jeg angiveligt lod ”Mogens Lykketoft erklære, at Fogh ’kastede sand i øjnene på mig’ i tiden op mod Irak-beslutningen.” Efter et forsøg på at svare udenom måtte Steen Andersen indrømme, at de citerede ord slet ikke fandtes i den anmeldte bog. Den 15. juni 2023 skrev Politiken s. 2, at ordene ikke fandtes i bogen. Steen Andersen undskyldte dog aldrig for fejlen.
Jeg havde altså oparbejdet en vis skepsis over for Steen Andersen. Det er Steen Andersen og Kristeligt Dagblad, der har bevisbyrden for beskyldningerne mod Pappé. Jeg kender ikke ret meget til Pappé. Det følgende er derfor alene en undersøgelse og en vurdering af, om den pågældende anmeldelse og den opfølgende artikel gav belæg for både den hårde bedømmelse af bogen og beskyldningerne mod Ilan Pappés faglige integritet.
Om boniteten af Steen Andersens anmeldelse
Steen Andersen skrev i sin anmeldelse, at Ilan Pappé ”har slået sit navn fast ved at udgive små letlæselige værker om konflikten på omkring 150 sider”. Pixi-bøger, kaldte Andersen dem. Men Pappé er professor ved universitetet i Exeter og har udgivet bøger på prestigefyldte forlag som Macmillan Press, Routledge, Yale University Press og Cambridge University Press. Hans bog Lobbying for Zionism fra 2024 er ifølge udgiveren Oneworld Publications på 608 sider. Hans A History of Modern Palestine var allerede i førsteudgaven på 333 sider og er siden udkommet i udvidede versioner. Bogen Ethnic Cleansing of Palestine fra 2006 var på 313 sider i førsteudgaven. Det er misvisende at præsentere Pappé udelukkende som forfatter af Pixi-bøger.
I anmeldelsen skrev Steen Andersen: ”Pappé er på ingen måde en pryd for sit fag, men springer ud som historisk fagkonsulent for Hamas.” Om det er berettiget at kalde ham ”historisk fagkonsulent for Hamas”, kan jeg ikke vide. Jeg ved kun, at Steen Andersen ikke giver det mindste konkrete belæg for påstanden. Efter min mening burde anmelderredaktør Michael Bach Henriksen have grebet ind og have bedt Steen Andersen om enten at belægge disse æreskrænkende påstande eller udelade dem.
Steen Andersen konkluderede at ”bogens legitimering af den 7. oktober-pogromen burde falde ind under en paragraf for terrorforherligelse”. Hans belæg for denne konklusion var en passage, hvor Pappé fortæller, at mange af de palæstinensere, der deltog i terrorangrebet 7. oktober 2023 er vokset op med belejring og tilbagevendende bombardementer. Og så skriver Pappé som en slags tankeeksperiment: “Vi kan ikke være så sikre på, at vi, hvis vi havde været udsat for det samme traume uden nogen løsning i sigte, ville have reageret meget bedre.”
I anmeldelsen skrev Steen Andersen, der lige så lidt som jeg er mellemøsthistoriker:
Om den terrorhandling, som ramte Israel den 7. oktober 2023, og som var den største pogrom siden holocaust, skriver Pappé, at de Hamas-folk, som stormede ind i Israel, hovedsageligt var unge mennesker, som havde oplevet voldsomme traumatiserende bombardementer. De var uden skyld, og deres angreb og adfærd var legitim.
I bogen står blandt andet:
“De Hamaskrigere, som den 7. oktober stormede ind i Israel, var hovedsageligt unge mennesker, som havde lært voldens sprog af de bomber, som Israel havde kastet over dem. Dette er ikke en retfærdiggørelse af, hvad de begik.” (s. 146).
Det er det modsatte af, hvad Steen Andersen skriver.
Kristeligt Dagblads artikel om Pappé
Den historikeruddannede journalist Niels Heins forsideartikel bar overskriften: ”Kritik af ny bog fra dansk forlag: Den legitimerer Hamas´ terrorangreb”. Men Niels Hein skrev dog, ”at det ikke havde været muligt for avisen at ”få en jurist til at vurdere om Ilan Pappés udlægning af terrorangrebet mod Israel ville kunne karakteriseres som terrorbilligelse i juridisk forstand, som Steen Andersen foreslår”. Hvorfor undlod Hein så ikke at rejse spørgsmålet om terrorbilligelse? Steen Andersen havde jo ikke rejst spørgsmålet om bogen faldt ind under den gældende lovgivning om terrorbilligelse. Andersen ”foreslog” kun, at bogen burde kunne kategoriseres og pådømmes som terrorforherligelse.
Kristeligt Dagblad pustede altså en i forhold til den anmeldte bog og anmeldelsen irrelevant retlig diskussion op. Uden at inddrage en jurist. Hvis andre historikere læser forsideartiklen, kan de føle sig intimideret af en advarsel mellem linjerne om, at Kristeligt Dagblad holder øje med, hvad de skriver om Israel, palæstinensere, Gaza og Hamas etc.
Efter avisens standard kunne FN’s generalsekretær Antonio Gueterres formentlig også beskyldes for terrorbilligelse, fordi han i sin tid sagde, at ”Hamas’ angreb ikke skete i et vakuum”.
Heidi Laura blev af Kristeligt Dagblad bedt om at udtale sig om Pappé. Hvorfor Kristeligt Dagblad havde bedt netop Heidi Laura om at udtale sig er ikke indlysende. Heidi Laura er hverken jurist eller en førende dansk mellemøstekspert. Hun omtaler sig selv som ph.d. og kulturjournalist. Men hun kan vel også anskues som kulturhistoriker eller kunsthistoriker med et stort forfatterskab. Blandt hendes hovedværker kan nævnes en rost bog om kunstneren Bjørn Wiinblad og en bog om kunstmuseet Arken. Bøger om bl.a. designeren Mogens Koch og Dronning Margrethes smykkeskrin er det også blevet til. Laura har dog også fået tid til at deltage i debatten om den tragiske opblusning af de langvarige konflikter i Mellemøsten, der fulgte i kølvandet på den forfærdelige terroraktion den 7. oktober 2023. Nøjagtig et år senere skrev hun i Pov.international: ”Alt tyder på, at ekstraordinært få civile er dræbt under krigen i Gaza. Langt de fleste dræbte er kombattanter. og mange af de tilsyneladende civile er deres familier, som enten selv har valgt at forblive i farezoner eller er tvunget til det.” Det skyldtes ifølge hende ”den idiotiske propaganda”, når mange havde fået et andet indtryk. Nærmere konkretisering indeholdt hendes artikel dog ikke. Ej heller var der referencer.
Heidi Laura udtalte den 15. marts 2025 til Kristeligt Dagblad bl.a., at Pappé ”er blevet tydeligt radikaliseret siden den 7. oktober 2023, og […] har allieret sig med jihadismen og deler dens propaganda”. Der var ikke anført et faktuelt grundlag for denne udtalelse.
Jeg understreger igen, at jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om Pappé som historiker. Men følgende spørgsmål har været centrum for min interesse: Er der i Kristeligt Dagblad fremlagt grundlag for at hævde, at Pappé legitimerer terror? Nej, det kan jeg ikke se. Er der i Kristeligt Dagblad fremlagt grundlag for at konkludere, at Pappé har skrevet ikke bare en, men flere ”Pixi-bøger”? Nej, det er der ikke. Flere af hans bøger er snarere mursten. Er der i Kristeligt Dagblad fremlagt grundlag for at konkludere, at Pappé forherliger eller billiger terror? Nej, det er der ikke. Er der i Kristeligt Dagblad fremlagt grundlag for at konkludere, at Pappé er fagkonsulent for Hamas? Nej, det er der ikke. Er der i Kristeligt Dagblad fremlagt grundlag for at beskrive Pappé som allieret med jihadismen? Nej, det er der ikke. Desuden skylder Steen Andersen at påvise, at han ikke igen er citatfusker.
Jeg har forsøgt at komme i dialog med chefredaktør Jeppe Duvå, Kristeligt Dagblad, om sagen. Han afviser enhver kritik.
Historieskrivning og politisering
Politisk samtidshistorie er allermest sårbar overfor politisering og forsøg på intimidering. Samtidshistorie stiller også store krav til faghistorikere om at holde deres egne politiske holdninger i ave, når de forsker eller vurderer andre historikeres arbejder. Historieskrivningens sårbarhed bliver ikke mindre af, at historikertitlen ikke er beskyttet. Det er også omdiskuteret om historieskrivning kan være videnskabelig.
Professionssociologisk set står faghistorikere svagere end fx læger eller advokater. Hos dem er der mere præcise adgangskrav til professionen. Lægeforeningen har desuden fastsat etiske principper. Nogle faggrupper kan have egne organer til at afgøre faglige tvister om den korrekte måde at arbejde på (fx Advokatrådet).
Faghistorikernes og især samtidshistorikernes sårbarhed øges yderligere, hvis ikke historikerne kollektivt gør, hvad de kan for at sikre en høj grad af faglighed. Men faghistorikere har ikke et eget organ til at afgøre tvister om den faglige bonitet af deres produkter. Samtidshistorie stiller derfor store krav til hver eneste faghistoriker om integritet og om at modstå fristelser til at skrive for at blive populær. Integritet er evnen til at handle ærligt, retfærdigt og moralsk, samt til at opretholde de faglige værdier og principper.
Tydelig fagfællekritik er livsnødvendig for tilliden til faghistorikerne. Faghistorikere har mange institutionaliserede procedurer til gensidig sikring af fagligt forsvarlige produkter: Seminarer og konferencer, hvor man diskuterer skriftlige udkast, peer reviews, faglige bedømmelser ved ansættelser, fagtidsskrifter osv. I den kollegiale kritik må man gå på line mellem på den ene side at være ærlig og klar i sin kritik af fagfællers arbejde. På den anden side må faglige diskussioner og gensidig kritik foregå med gensidig respekt og i et sagligt sprog. Ud fra mine erfaringer vurderer jeg, at langt, langt de fleste danske faghistorikere er gode til at gå den balancegang.
Men der er emner, der sætter den samtidshistoriske fagkritik på meget hårde prøver. Måske er det allersværeste emne aktuelle krige. TV-billeder af vold, brutalitet, forfærdelige kampe, døde og byer bombede til ruiner udløser naturligvis stærke følelser. Også journalister, læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere kan blive krigenes ofre. Tilmed forekommer der ofte beskyldninger om tortur og krigsforbrydelser. I nogle tilfælde selv folkemord. Her må historikeres forståelige stærke menneskelige følelser ikke overdøve gængse normer for kildekritik, citationer, referater af andres arbejder osv. De må også være parate til at fremsætte faglige konklusioner, som kan være i modstrid med, hvad en ophedet offentlig opinion eller en avisredaktør helst vil høre og se. Tilmed i modstrid med deres egen forudfattede opfattelser.
Anmeldelser er en af de publikationsformer, som sjældent udsættes for fagfællevurdering. Som regel er det udsigtsløst for en forfatter til en anmeldt bog at tage til genmæle. Særligt risikofrit for anmelderen er det at sable en international forfatter ned, som ikke kan dansk. Men efter min opfattelse må den samme fagetik, som bør præge en historikers egne forskningspublikationer, også præge en anmeldelse af en publikation fra en fagfælles hånd. Ingen tvinger Steen Andersen til at skrive boganmeldelser. Faglig samvittighed burde tvinge ham til at lade være, hvis han ikke har mulighed for at gøre det anstændigt og ordentligt.
Tim Knudsen
Cand.mag. et lic.adm. pol., professor emeritus i Statskundskab
Steen Andersen er blevet forelagt kritikken og agter senere at komme med et svar.