CLAUS BRYLD & FINN ØSTRUP
Få perioder har været så kontroversielle som besættelsestiden. Det gælder ikke mindst danske myndigheders, erhvervsvirksomheders og/eller personers samarbejde med eller arbejde for tyskerne. Holdningen til besættelsen har undergået markante skift, og det samme gælder mediernes håndtering af emnet. Medieinteresse indebærer fristelser og dilemmaer for historikere, hvilket ikke mindst er tilfældet, når medieinteressen – som det var tilfældet i de første år af 2000’erne – gik i en bestemt retning.
I artiklen dykker vi ned i historikeren Steen Andersens fremstillinger af erhvervslivet under besættelsen og specielt hans bog Danmark i det tyske storrum, som i første halvdel af 2000’erne var genstand for intens medieinteresse. Bogen betragtes endnu i dag som et vigtigt bidrag til forståelsen af samarbejdspolitikken. I artiklen dokumenterer vi, at bogen er i modstrid med kildematerialet. Det samme gælder andre dele af Steen Andersens forskning.
SKIFTENDE FREMSTILLINGER AF BESÆTTELSESTIDENS HISTORIE
En af nærværende artikels to forfattere har i flere bøger og artikler beskrevet, hvordan synet på besættelsen har undergået markante skift.[1] Ved befrielsen stod modstandsbevægelse og samarbejdspolitikere over for hinanden. Der var en polariseret atmosfære, hvor der i modstandsbevægelsen var modvilje mod samarbejdspolitikerne. Konflikten prægede også retsopgøret, hvor der blev begået åbenlyse uretfærdigheder. I årene efter krigen bevægede historikerne sig hen mod en konsensusfortælling, hvor både samarbejds- og modstandsfolk havde handlet på et patriotisk grundlag. Samarbejdspolitikerne havde ydet passiv modstand, mens modstandsbevægelsen havde ydet aktiv modstand. Symptomatisk er ændringen i synet på Erik Scavenius, der i en biografi af Viggo Sjøqvist fra 1972 fremstilles positivt.[2]
Konsensusfortællingen om den danske besættelse forlades ved midten af 1990’erne. I de følgende år publiceres en række beretninger, hvor danske myndigheder, erhvervsvirksomheder og/eller enkeltpersoner kommer under anklage for at have støttet den tyske krigsindsats gennem leverancer af landbrugs- og industrivarer eller på anden måde. Der kommer også et stigende fokus på danskere, der har kæmpet for Tyskland, eller som har haft sympati for nazismen.
De forskellige fremstillinger, der fra midten af 1990’erme kastede et kritisk lys på danskernes adfærd under besættelsen, fik stor medieomtale og gav anledning til en intens debat. I 1999 bragte Berlingske Tidende en artikelserie om A.P. Møllers fortjeneste på dansk våbenproduktion under krigen. Artiklerne medførte, at A.P. Møller Mærsk solgte sin dominerende ejerandel i mediehuset.
Debatten var samtidig meget politiseret. I 2001 fik Enhedslisten vedtaget en bevilling til forskning i besættelsestidens økonomiske og erhvervsmæssige historie. I anledning af 60-årsdagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen i august 2003 en tale, hvor han tog afstand fra samarbejdspolitikerne, idet han fremhævede nødvendigheden af et aktivt forsvar for ”frihed, demokrati og menneskerettigheder”. Talen kan ses ikke alene som et indlæg i den historiske debat, men også som et forsvar for den danske krigsindsats i Irak.
I 2003 udkom bogen Danmark i det tyske storrum udgivet af historikeren Steen Andersen. I bogen beskrives det, hvordan et udvalg sammensat af embedsmænd og repræsentanter for de vigtigste erhvervsorganisationer (Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland) lagde vidtgående planer for en tilpasning af dansk økonomi efter en tysk sejr. Det fremhæves i bogen, at ”administrationens udredningsarbejde” peger ”i retning af en accept af en form for statssocialistisk eller korporativ samfundsmodel med tyske fingeraftryk”.[3] Ifølge Steen Andersen er det yderligere ”tankevækkende, at det officielle danske beredskab var villigt til at forberede en indre omstrukturering, hvis det skulle blive nødvendigt som en følge af tysk pres”, idet ”[t]ankerne om introduktion af planøkonomi, teknisk møntunion og agrarisering ville have betydet en radikal ændring af den danske samfundsstruktur, hvis de var blevet gennemført”.[4] Ifølge Steen Andersen gik det officielle danske beredskab længere med hensyn til omstrukturering af den danske økonomi end de planer, som det danske nazist-parti havde.[5] Andetsteds tales der om, at Danmark kunne være blevet omdannet til et ”[s]torgermansk frilandsmuseum”.[6]
Steen Andersens beretning om arbejdet i Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland står i modsætning til den fremstilling, der findes i Henrik S. Nissens doktorafhandling om samarbejdspolitikken fra 1973. Her berettes det på grundlag af interviews med implicerede embedsmænd, at der intet kommer ud af udvalgets arbejde.[7]
Steen Andersens beretning om det danske økonomiske samarbejde med tyskerne i 1940-41 er indgået i senere fremstillinger af besættelsestidens historie. Bo Lidegaard skriver i Dansk udenrigspolitiks historie, at Steen Andersen
har […] dokumenteret, hvor aktivt man fra dansk side, særlig blandt Scavenius’ ”Tysklands-eksperter” i Udenrigsministeriet, frem til sommeren 1941 forberedte nye økonomiske og handelspolitiske tiltag over for Tyskland. Sigtet var at sikre Danmark den bedst mulige placering i det nye Europa, man i København forestillede sig, tyskerne havde på tegnebrættet.[8]
Ifølge besættelseshistoriker Joachim Lund har Steen Andersen påvist, at Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland seriøst og målbevidst arbejdede med at undersøge mulighederne for en mere eller mindre fast handelspolitisk tilknytning til Tyskland, og at udvalget anbefalede en omlægning af dansk økonomi til fordel for landbruget.[9]
Historikerne Claus Bundgård Christensen, Jakob Sørensen, Joachim Lund og Niels Wium Olesen har netop publiceret en ny udgave af bogen Danmark besat.[10] Bogen er af anmeldere blevet fremhævet som et ”moderne hovedværk” og som den ”ultimative beskrivelse af de fem lange år”.[11] I bogen fremhæves det vedrørende Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland:
Udvalget barslede i april 1941 med en betænkning, der anbefalede flere forskellige måder at samarbejde tættere med Tyskland på, såsom faste handelsaftaler, kroneopskrivning og en tilnærmelse til det tyske prisniveau. Embedsmænd og repræsentanter for erhvervslivet blev på denne måde trukket ind i arbejdet og fik del i ansvaret for etableringen af et working relationship med besættelsesmagten.[12]
Den ene af denne artikels to forfattere (Claus Bryld) lod sig selv overbevise af Steen Andersens bog og skrev i 2005 en artikel i tidsskriftet KRITIK, hvor han roste bogen og konkluderede følgende:
Inden den store vending i krigen i juni 1941 nåede de forskellige planlægningsudvalg og politikerne at blive enige om et økonomisk handelsmæssigt beredskab, hvis tyskerne skulle finde på at tage nyordningsplanerne fra 1940 frem igen – de var nemlig gået i stå som følge af intern tysk uenighed og satsningen på Sovjetfelttoget. Nogle af de danske eksperter og embedsmænd lagde vægt på Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til Stortyskland under en nyordning, mens andre fastholdt, at Danmark også skulle være et industrisamfund og handle med andre end landene i Storrummet. Men at Storrummet havde primat, var alle enige om, fra regering og rigsdag til interesse- og erhvervsorganisationer.[13]
Det var med afsæt i Steen Andersens bog, at Anders Fogh Rasmussen i talen fra august 2003 omtalte, hvordan ”[b]åde politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det ny, nazistisk-dominerede Europa”, og at ”[c]entralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster”.[14]
DANMARK I DET TYSKE STORRUM: HVAD FOREGIK DER I KORST-UDVALGET?
Udvalget for Økonomisk Samarbejde med Tyskland holdt sit første møde i november 1940. Udvalget stod under ledelse af Knud Korst, generaldirektør for Told- og Skattevæsenet. Ifølge Steen Andersen udarbejdede udvalget en redegørelse, der blev vedtaget på et møde i udvalget den 28. april 1941. Ifølge Steen Andersen mødte redegørelsen bred tilslutning i udvalget, også fra erhvervsorganisationerne, som ellers i august 1940 havde modarbejdet planerne om en dansk-tysk told- og møntunion. Steen Andersen giver følgende beskrivelse af indholdet i redegørelsen:
Den danske plan sigtede på at tilbyde Tyskland et økonomisk samarbejde med faste vekselkurser, hvilket ville være de facto møntunion uden fælles valuta, et tæt samarbejde om toldregler, kartelaftaler mellem dansk og tysk industri. Endelig spillede tanken om en større landbrugsproduktion på bekostning af industriproduktionen en vigtig rolle både i udvalgets planer og i Staunings pragmatiske overvejelser om Danmarks plads i det nyordnede Europa. Tanken om at organisere produktionen og regulere forbruget efter de tyske fremtidsplaner for et Storrum, hvor Tyskland ville være det industrielle centrum og de omgivende lande råstofproducenter, var en politisk og økonomisk anerkendelse af tyskernes dominans af det europæiske kontinent.[15]
Steen Andersen beretter, hvordan udvalget efter at have afleveret sin redegørelse holdt et sidste møde den 12. maj 1941. Ved mødet var der ifølge Steen Andersen ”enighed om, at arbejdet var gjort færdigt, og at man derfor måtte vente og se tiden an”.[16] Han fremhæver, at administrationen ”havde overvejet og forberedt en økonomisk tilpasning”, og at udvalget derved havde løst den opgave, som det var blevet pålagt af stats- og udenrigsministrene i efteråret 1940.[17] Af denne grund blev udvalget ifølge Steen Andersen ikke indkaldt igen.[18]
Den ene af nærværende artikels to forfattere (Finn Østrup) har nøje gennemgået kildematerialet omkring et muligt dansk økonomisk samarbejde med Tyskland. Resultaterne findes i en artikel offentliggjort i Historisk Tidsskrift i 2016.[19] For en detaljeret fremstilling henvises til denne artikel. Det skal bemærkes, at redaktionen af tidsskriftet placerede det meste af kritikken i fodnoterne. Der kom aldrig et svar fra Steen Andersen på denne kritik. Den er heller ikke omtalt i det nyligt publicerede oversigtsværk Danmark besat.
Problemet med Steen Andersens fremstilling gengivet ovenfor er, at den er fri fantasi. Udvalget fremlægger aldrig nogen form for betænkning eller anden form for rapportering, der indeholder planer for en tilpasning af dansk økonomi til tysk økonomi i tilfælde af en tysk sejr.
Udvalget mødes nogle gange i slutningen af 1940 og de første måneder af 1941. Efter opfordring fra Thorvald Stauning udarbejder det på mødet i april 1941 et notat på fem sider, der redegør for udvalgets hidtidige arbejde. Notatet efterlader ingen tvivl om, at udvalget ikke er nået frem til nogen form for konklusion, og at arbejdet befinder sig på et helt foreløbigt stade. Det fremhæves i notatet:
Efter Nedsættelsen har dette Udvalg, der benævnes ”Statsministeriets Udvalg for økonomisk Samarbejde med Tyskland”, ført en række orienterende Drøftelser med det Formaal nærmere at fastslaa, hvilke Spørgsmaal Udvalget udfra de givne Retningslinier burde tage op til nærmere Undersøgelse. Den Opgave, der er givet Udvalget, er imidlertid af et saa overordentligt stort Omfang og saa betydningsfuld for hele det fremtidige danske Erhvervsliv, at Udvalget kun tør paatage sig at fremkomme med vejledende Udtalelser efter meget omfattende og omhyggelige Undersøgelser, hvilket ganske naturligt vil kræve ret lang Tid. Da der imidlertid er forløbet nogle Maaneder siden Udvalgets Nedsættelse, har jeg dels villet gøre opmærksom paa ovenstaaende dels fundet mig foranlediget til at give Statsministeren en kort Redegørelse for det Undersøgelsesarbejde, man har iværksat, for at Statsministeren derigennem kan faa et Indtryk af, hvilke Problemer Udvalget beskæftiger sig med, og hvorledes man behandler dem.
Det fremgår altså af det ovenstående, at udvalget ville foretage yderligere undersøgelser, som ville strække sig over lang tid, og at det først efter afslutningen af disse undersøgelser ville være muligt for udvalget at komme med ”vejledende Udtalelser”. Det samlede notat underskrevet af Knud Korst er vedlagt som bilag til denne artikel.
Efter at have afleveret notatet til Stauning mødtes udvalget igen i maj 1941. Her var der enighed om at foretage en gennemgang af de enkelte sektorer i dansk industri og på grundlag af denne gennemgang vurdere mulighederne for et samarbejde med tysk industri.
Den ene af udvalgets to sekretærer, Gunnar Seidenfaden, udarbejdede en beskrivelse af forholdene i den danske gummiindustri, herunder med forslag til, hvordan der i denne sektor kunne etableres et samarbejde med tysk erhvervsliv. Denne redegørelse kom aldrig til drøftelse i udvalget. I et brev sendt til Seidenfaden i juni 1941 afviste Industrirådets direktør, Gustav Hartz, at diskutere samarbejdsmuligheder med tyskerne efter krigen, blandt andet under henvisning til at ”Forholdene for tiden slet ikke er afklarede”. Det sidste var en henvisning til den tyske invasion af Sovjetunionen, der havde skabt ny usikkerhed om krigens udfald. Seidenfaden var rasende. I et brev til Hartz gjorde han sig til talsmand for det synspunkt, at man bør planlægge for alle eventualiteter, herunder også en tysk sejr.
Steen Andersen omtalte ikke forløbet i udvalget med beretningen om gummiindustrien og Industrirådets afvisning af at indgå i drøftelser om et samarbejde med tyskerne.
Efter juni 1941 hører man herefter ikke mere til arbejdet i udvalget. Arbejdet strandede altså på grund af modstand fra Industrirådet, der efter alt at dømme havde opbakning fra de andre erhvervsorganisationer. I modsætning til fremstillingen hos Steen Andersen færdiggjorde udvalget altså aldrig sit arbejde.
Korst-udvalget nåede i sin levetid kun at fremlægge et enkelt skriftligt produkt, nemlig det ovennævnte notat (på fem sider) til Stauning om udvalgets arbejde. Det fremgår af citatet ovenfor samt af det vedlagte bilag, at dette notat ikke rummede nogen form for konklusioner. Modsat beskrivelsen hos Steen Andersen blev der altså ikke lagt nogen planer. Tværtimod fremgår det, at udvalget ved midten af 1941 var langt fra at fremkomme med nogen form for betænkning, rapport eller på anden måde planer for dansk økonomi i forhold til Tyskland.
Udvalgets tanker, som de kom til udtryk i fem siders-notatet til Stauning, lå i øvrigt langt fra det, som Steen Andersen beretter i bogen Danmark i det tyske storrum. Der nævnes intet om planøkonomi eller møntunion, og det fremgår, at udvalgets største bekymring var, om den danske landbrugsproduktion ville kunne opretholdes i et tysk domineret Europa, altså det stik modsatte af, hvad der skrives i bogen Danmark i det tyske storrum.
Der var andre officielle initiativer, som pegede i retning af en nyordning under tysk førerskab. Det gjaldt dannelsen af Dansk-Tysk Forening i august 1940 samt Staunings 68 offentlige taler 1940-41, ikke mindst talen ”Tidens politiske Opgave” holdt i Studenterforeningen den 8. marts 1941.[20]
Steen Andersen mener, at Stauning i sine aktivistiske udmeldinger var under indflydelse af Knud Korst, og det samme gentages i den seneste udgave af bogen Danmark besat.[21] Korst-udvalget fremlagde imidlertid intet i form af aktivistiske planer for en økonomisk tilpasning eller andet af denne slags. Det var næppe intentionen fra Staunings eller Scavenius’ med fleres side, men nogle embedsmænd og alle repræsentanter for erhvervslivet var enten henholdende eller direkte imod fremlæggelsen af en egentlig plan. Ved starten af udvalgsarbejdet gentog erhvervene deres modstand mod planerne om en dansk-tysk mønt- og toldunion, og intet tyder på, at de forlod dette synspunkt under arbejdet i udvalget.[22]
Snarere var Stauning under indflydelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der netop i januar 1941 under ledelse af nationaløkonomen Niels Lindberg udarbejdede et længere memorandum med argumenter for en dansk-tysk told- og møntunion.[23] Memorandummet lå i forlængelse af de planøkonomiske tanker, der i denne periode kom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Arbejdet i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har nylig været beskrevet i en bog af journalisten Arne Hardis.[24]
STEEN ANDERSENS SENERE PUBLIKATIONER
I 2005 publicerede Steen Andersen bogen De gjorde Danmark større. I bogen berettes der om danske entreprenørfirmaers samarbejde med tyskerne under 2. verdenskrig. Allerede inden publikationen gav bogen anledning til omfattende medieomtale.
Den ene af nærværende artikels to forfattere(Finn Østrup) har gennemgået kildematerialet for så vidt angår to af de fire beskrevne entreprenørfirmaer, nemlig Kampsax samt Højgaard & Schultz. Resultaterne har været fremlagt i to artikler offentliggjort i Historisk Tidsskrift i henholdsvis 2006 og 2009.[25] I artiklerne afdækkes, hvordan Steen Andersens fremstilling på afgørende punkter er i modstrid med kildematerialet, blandt andet er der udtaget ord i bogens indledningscitat, så citatet får den modsatte betydning af det tilsigtede. Tilsvarende er der berettet om hændelser, som ikke er omtalt i kildematerialet. Steen Andersen er fremkommet med svar, der efter vores opfattelse ikke adresserer de konkrete kritikpunkter.[26]
Steen Andersen har i to artikler fra henholdsvis 2007 og 2008 beskrevet, hvordan Kampsax i perioden før 2. verdenskrig samarbejder med briterne i Iran, idet firmaet skulle have indgået en aftale med et britisk vekselererfirma, der igen arbejder for det britiske udenrigsministerium. Fremstillingen i de to artikler er fri fantasi. En gennemgang af det bagvedliggende kildemateriale viser, at der ikke i dette findes nogen antydning af aftale eller anden form for forståelse mellem Kampsax og det pågældende vekselererfirma, og der er heller ingen støtte til synspunktet om, at vekselererfirmaet skulle arbejde for det britiske udenrigsministerium. For en beskrivelse henvises til Finn Østrups artikel i Historisk Tidsskrift fra 2009. [27]
FORSKELLIGE HISTORIESYN?
I sin artikel bragt i Historisk Tidsskrift i 2009 har Steen Andersen forsvaret sig med, at den ene af artiklens to forfattere (Finn Østrup)har et ”primitivt materielt kildebegreb, som anskuer kilden som et objekt, der indeholder et antal oplysninger til kortlægning af, hvad der skete i fortiden”, og hvor ”Det er kun de oplysninger, som eksplicit fremgår af kilden, som må indgå i historieskrivningen”.[28] Dette historiesyn står i modsætning til Steen Andersen, der har en ”funktionel tilgang til kilderne, idet de anskues som afsæt for de oplysninger, man som forsker kan få ud af en kilde, hvilket er afhængigt af og styret af de spørgsmål, der stilles”.[29]
Hertil er at sige:Historikere er velkomne til at spekulere over mulige begivenhedsforløb, men de bør samtidig begrunde, hvorfor de anser netop det hændelsesforløb for sandsynligt. Derimod må historikere ikke skrive om hændelsesforløb, som om de faktisk har fundet sted, medmindre de omtales i de bagvedliggende kilder. Historikere skal i citater holde sig til ordlyden i den oprindelige kilde og må ikke udtage eller indlægge ord, specielt ikke når citatet herved ændrer betydning. Historikere må heller ikke bringe citater, der ikke findes i den oprindelige kilde. Vi er ude på en glidebane, hvis historikere – svarende til Steen Andersen – ud fra deres egen subjektive fortolkning og i øvrigt uden nærmere begrundelse kan bringe citater eller berette om hændelser, der ikke findes i kildematerialet. De bør heller ikke referere fra indhold i rapporter, der ikke eksisterer.
Det eneste, der i hvert fald hidtil har været enighed om blandt historikere, er, at man skal betjene sig af historisk metode, som i realiteten er analyse og brug af de historisk kilder på en korrekt måde. Det har været god latin siden slutningen af 1800-tallet og skulle gerne blive ved med at være det – ikke mindst i en tid, hvor sandhedsbegrebet er under angreb fra mange sider. Det gælder naturligvis også, når man er tilhænger af det funktionelle kildebegreb, som de fleste historikere er i dag. Som den afdøde britiske historiker Eric Hobsbawm udtrykte det: “Enten er Elvis Presley død, eller også er han ikke død”.
BILAG
København, den 29’ April 1941
Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland
Formanden
Til Statsministeren
Under 7’ November 1940 nedsatte Statsministeren med undertegnede som Formand et Udvalg, der skulde foretage Undersøgelser angaaende økonomiske Spørgsmaal i Forholdet Danmark-Tyskland. Udvalgets Nedsættelse var Resultatet af forskellige Drøftelser, der havde fundet Sted indenfor Statsministerens Handelsaftale-Udvalg.
Efter Nedsættelsen har dette Udvalg, der benævnes ”Statsministeriets Udvalg for økonomisk Samarbeide med Tyskland”, ført en Række orienterende Drøftelser med det Formaal nærmere at fastslaa, hvilke Spørgsmaal Udvalget udfra de givne Retningslinier burde tage op til nærmere Undersøgelse.
Den Opgave, der er givet Udvalget, er imidlertid af et saa overordentligt stort Omfang og saa betydningsfuld for hele det fremtidige danske Erhvervsliv, at Udvalget kun tør paatage sig at fremkomme med vejledende Udtalelser efter meget omfattende og omhyggelige Undersøgelser, hvilket ganske naturligt vil kræve ret lang Tid.
Da der imidlertid nu er forløbet nogle Maaneder siden Udvalgets Nedsættelse, har jeg dels villet gøre opmærksom paa ovenstaaende dels fundet mig foranlediget til at give Statsministeren en kort Redegørelse for det Undersøgelsesarbejde, man har iværksat, for at Statsministeren derigennem kan faa et Indtryk af, hvilke Problemer Udvalget beskæftiger sig med, og hvorledes man behandler dem.
Udgangspunktet for Udvalgets Overvejelser er den Kendsgerning, at end ikke en økonomisk Virksomhed af det Omfang, som Danmark havde før den nuværende Krig, var helt tilstrækkelig til at give Befolkningen en Beskæftigelse og til at give Erhvervene helt tilfredsstillende Vilkaar, hvoraf følger, at nogenlunde fuld Beskæftigelse, tilfredsstillende Rentabilitet i Landbruget og i de øvrige Erhverv samt Opretholdelse af den normale Levefod her i Landet efter Krigen paa afgørende Maade vil være afhængig af, om Landbrugs- og Industrieksporten samt anden fra Udlandet indtægtsgivende Virksomhed kan genrejses mindst til samme Omfang som før Krigen og tildels paa et bedre Prisgrundlag, og genrejses paa saadanne Vilkaar, at Hjemmemarkedsindustrierne og anden indenrigsk Virksomhed ikke derved udsættes for at lide Skade, eller – hvis dette ikke er muligt, og dette vil fremfor alt sige, hvis det ikke er muligt at finde tilstrækkelig Afsætning for det intensive Landbrug og den eksporterende Industri – da om det er muligt at finde Erstatning herfor, f. Eks. ved Erhvervsomlægning i Retning af større Selvforsyning med Raastoffer til Landbrug, Industri m.v. eller ved anden øget Virksomhed, eventuelt ved Opnaaelse af bedre Priser fra Udlandet for Eksportvarerne, særlig for Landbrugsvarerne, i Forhold til Importvarerne, end Tilfældet var før Krigen.
Selv om man maa formode, at Erhvervsomlægninger vil kunde give værdifulde Resultater, maa man dog nære Ængstelse for, at en væsentlig Indskrænkning af en saa stor Sektor i dansk Erhvervsliv som Landbrugsproduktionen og den øvrige udenrigske Virksomhed har været, i Forhold til Førkrigsaarene vil medføre meget alvorlige Forstyrrelser af saavel økonomisk som social Karakter. Ikke mindst vil en saadan Produktionsindskrænkning byde paa næsten uovervindelige Vanskeligheder for det mindre danske Landbrug, der giver Eksistensgrundlaget for den overvejende Del af Landbefolkningen; desuden vil Nedgangen i Landbrugets samlede Omsætning forringe dette Erhvervs Købeevne overfor de andre Erhvervs Produkter, saaledes at ogsaa disse Erhverv vil blive alvorlig svækket i økonomisk Henseende. Udvalget har i den Forbindelse med Sagkyndige fra Landbrugsraadet iværksat en mere indgaaende Undersøgelse af Landbrugets Muligheder og Vilkaar og alle dertil knyttede Forhold for nærmere at kunne belyse disse Synspunkter; tilsvarende Undersøgelser vil blive iværksat for de øvrige Erhverv, der i denne Forbindelse har Betydning, f.Eks. Eksportindustrien og Søfarten.
Udvalgets Opmærksomhed har dernæst været rettet mod det Problem, i hvilken Udstrækning den fornødne Genrejsning af Landbrugseksporten m.v. kan forventes virkeliggjort gennem en øget Omsætning med Tyskland og det Omraade af Europa og maaske andre Verdensdele, der kan tænkes at komme til at ligge indenfor et af Tyskland behersket Storrum. Denne Del af Opgaven maa blive ret hypotetisk, saalænge Krigen staar paa; men ud fra visse Forudsætninger har man til Belysning af Sagen udarbejdet – og lader fremdeles udarbejde – statistiske Redegørelser (Markedsanalyser) for et saadant Storrums formodede fremtidige Forbrug af saadanne Varer og Tjenesteydelser, som Danmark i overvejende Grad maa eksportere for at kunne udnytte sine Hjælpekilder og sin Arbejdskraft og derved tilkøbe sig Goder, som Nationen maa have tilført udefra.
I Betragtning af, at man formentlig maa regne med, at Samhandelen med Tyskland og dertil knyttede Lande ogsaa efter Krigens Afslutning vil komme til at bygge paa Clearing, vil der blive nøje Sammenhæng mellem vore Muligheder for at importere fra disse Omraader og vore Eksportmuligheder til disse. Som Følge heraf har Udvalget i Forbindelse med ovennævnte Undersøgelser af vore Eksportudsigter til ”Storrummet” anstillet Undersøgelser over de Udsigter, der er til fra dette ”Rum” at kunne indføre de for Landets Forsyning og Produktion nødvendige Importvarer, i første Linje Korn og Foderstoffer samt Gødningsstoffer, men ogsaa Kul, Jern og andre industrielle Hjælpestoffer, Raastoffer m.v.
Udvalget vil paa Forhaand antage, at der er Muligheder for en Udvidelse af Danmarks Eksport til og Import fra ”Storrummet”, men en tilfredsstillende Genrejsning af Danmarks udenrigske Virksomhed og dermed af Forsyningerne udefra vil ikke kunde lade sig gøre i Samkvem med ”Storrummet” alene, hvorfor det vil være af afgørende Betydning at kunne handle frit med Tredjeland paa Vilkaar, som man her i Landet finder antagelige, med Henblik paa, at Landets Erhvervsmuligheder til enhver Tid kan udnyttes effektivt. Om disse Spørgsmaal vil man dog bedre kunne udtale sig, naar det fornødne Materiale er tilvejebragt, og Forholdene i det hele er mere afklaret.
Ogsaa Spørgsmaalet om Clearingkursen mellem tysk og dansk Valuta maa tages med ind i Udvalgets Overvejelser.
Da som før sagt Omsætningen med Udlandet maa forventes at komme til at foregaa paa Clearing-Grundlag, opstaar det Spørgsmaal, hvilke Varer Danmark kan tage i Bytte for sin Vareeksport og andre Ydelser til Udlandet uden at skade de for det danske Hjemmemarked arbejdende Virksomheder, idet man maa formode, at Udlandet vil være interesseret i at afsætte f. Eks. industrielle Færdigvarer i Bytte for Køb her i Landet.
For at faa disse for dansk Virksomhed saa vigtige Spørgsmaal nærmere belyst, har man iværksat en detailleret Undersøgelse af visse Industriers – i første Linje Tekstil-, Gummi- og Læderindustriens – Produktion og Importen og Eksporten af disse Industriers Varer med Henblik paa at faa klarlagt, i hvilket Omfang man paa disse Omraader kan tilrettelægge Samhandelen med ”Storrummet”, samtidig med at de paagældende danske Industriers Interesser sikres. Da dette formentlig vil medføre en Deling af det danske Marked og derfor sandsynligvis forudsætter særlige Aftaler, har man tillige iværksat en Undersøgelse til Belysning af dette Spørgsmaal; i denne Forbindelse har man i Samarbejde med Industriraadet og Grosserer-Societetets Komité søgt at tilvejebringe Oversigt over den nuværende Organisation af det tyske Erhvervsliv paa dette Omraade.
Endelig skal det oplyses, at man – ud fra den før nævnte Forudsætning, at økonomisk frit Samkvem med Tredjeland vil være nødvendigt for Danmark – har udarbejdet sammenlignende Oversigter over de danske og de tyske Toldsatser, for at man herigennem kan faa klarlagt, om og i hvilken Udstrækning saadant Samkvem med Tredjeland vilde være hæmmet eller umuliggjort, hvis de nuværende tyske Toldsatser var gældende i Danmark.
Sluttelig skal jeg udtale:
Gennem de ovennævnte Undersøgelser og Overvejelser haaber man at naa til at kunne angive Retningslinier for den Handelspolitik, der i dansk Erhvervslivs Interesse rettelig bør følges. Udvalget maa dog allerede nu anse det for tvivlsomt, at man for Tiden i Betragtning af de mange Usikkerhedsmomenter, der knytter sig til den kommende Tids Udvikling, og hvoraf enkelte er berørt i det foregaaende, skulde kunne naa til detaillerede Forslag til faste Aftaler om Samhandelen efter Krigen; alene den Omstændighed, at man ganske mangler Kendskab til Prisudviklingen, Valutaforhold m.v. i Tiden efter Krigen, danner efter Udvalgets Mening en Hindring herfor, som det vil være særdeles vanskeligt, maaske endog umuligt at overvinde. Paa den anden Side vil man anse det for muligt og tillige ønskeligt, at man fra dansk Side arbejder hen paa at tilvejebringe Klarhed over Forudsætningerne for det fremtidige økonomiske Samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Udvalgets Arbejde i den kommende Tid vil derfor være indstillet paa at faa tilvejebragt de fornødne Oplysninger til Brug herfor.
Jeg forbliver Statsministerens ærbødige
[Knud Korst]
CLAUS BRYLD
PROFESSOR EMERITUS DR. PHIL.
INSTITUT FOR KOMMUNIKATION OG HUMANISTISK VIDENSKAB
ROSKILDE UNIVERSITET (RUC)
EMAIL: BRYLD@RUC.DK
FINN ØSTRUP
TIDLIGERE PROFESSOR DR. MERC.
‘EMAIL: FINNOESTRUP@GMAIL.COM
Steen Andersen er blevet forelagt kritikken og agter senere at komme med et svar.
NOTER
[1] Bryld og Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring; Bryld: Kampen om historien; Bryld: ”Besættelsesforskningens faser”; Bryld: Min besættelse.
[2] Sjøqvist: Erik Scavenius.
[3] Andersen: Danmark, 233.
[4] Andersen: Danmark, 260.
[5] Andersen: Danmark, 260.
[6] Andersen: Danmark, 267.
[7] Nissen: ’Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken’, 400.
[8] Lidegaard: Dansk udenrigspolitiks, 432.
[9] Lund: Hitlers spisekammer, 86 og 88. Andetsteds skriver Lund: ”Måneden før [april 1941] afleverede Udvalget for økonomisk samarbejde med Tyskland resultatet af sin undersøgelse og afsluttede sit arbejde. Udvalgets konklusioner udtrykte til en vis grad essensen af regeringens, partiernes og erhvervsorganisationernes forbehold over for en union den foregående sommer: Man måtte tilstræbe en fast kronekurs over for rigsmarken og en afstemt prispolitik. Fælles mønt og fjernelse af toldskranker kunne der derimod ikke blive tale om. På andre punkter mente man at kunne føre tilpasningen længere; det gjaldt f.eks. indgåelsen af kartelaftaler med tyske virksomheder” (Lund: Hitlers spisekammer, 91).
[10] Christensen, Sørensen, Lund og Olesen: Danmark besat.
[11] Anmeldelser af Hans Engell og Mogens Rüdiger citeret på omslaget af Christensen, Sørensen, Lund og Olesen: Danmark besat.
[12] Christensen, Sørensen, Lund og Olesen: Danmark besat, 214.
[13] Bryld: ”Hvad kan vi bruge”, 2.
[14] https://danmarkshistorien.lex.dk/Anders_Fogh_Rasmussens_tale_om_samarbejdspolitikken,_29._august_2003 (tilgået 1.6.2025).
[15] Andersen: Danmark, 254.
[16] Andersen: Danmark, 236.
[17] Andersen: Danmark, 237.
[18] Andersen: Danmark, 237.
[19] Østrup: ”Forliset”.
[20] Besættelsestidens Fakta, 179f.
[21] Christensen, Sørensen, Lund og Olesen: Danmark besat, 248.
[22]Østrup: ”Forliset”.
[23] Østrup: ”Forliset”.
[24] Hardis: Pibende hængsler.
[25] Østrup: ”En kommentar”; Østrup: ”Hvad siger kilderne?”.
[26] Andersen: ”Virksomhedshistorie”; Andersen: ”’For firmaets ære”.
[27] Østrup: ”Hvad siger kilderne?”,
[28] Andersen, ’For firmaets ære’, 547.
[29] Andersen, ’For firmaets ære’, 547.
LITTERATUR
Andersen, Steen: Danmark i det tyske storrum, Lindhardt og Ringhof, 2003.
Andersen, Steen: De gjorde Danmark større, Lindhardt og Ringhof, 2005.
Andersen, Steen: ‘Virksomhedshistorie kontra den nationale jubilæumshistorie – svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 305-322.
Andersen, Steen: ’Bygningen af shahens jernbane’. I Niels Finn Christiansen, Kurt Jacobsen og Mogens Rüdiger (red.): Ole Lange – fra kætter til koryfæ, 2007, 137-160.
Andersen, Steen: ’Building for the Shah’, Enterprise and Society, 9, 2008, 637-669.
Andersen, Steen: ’For firmaets ære: Svar til Finn Østrup’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 547-555.
Besættelsestidens Fakta, 1. Bind, 1945.
Bryld, Claus: Kampen om historien, Roskilde Universitetsforlag, 2001.
Bryld, Claus: ’Hvad kan vi bruge besættelsestiden til i dag?’, KRITIK, 175, 2005, 1-8.
Bryld, Claus: Besættelsesforskningens faser og veje, Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 26(3), 2013, 41-60.
Bryld, Claus: Min besættelse: 50 års livtag med historien, Roskilde Universitetsforlag, 2015.
Bryld, Claus, og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring, Roskilde Universitetsforlag, 1998.
Christensen, Claus Bundgaard, Jakob Sørensen, Joachim Lund og Niels Wium Olesen og: Danmark besat – Krig og hverdag 1940-45, Informations Forlag, 2025.
Hardis, Arne: Pibende hængsler. Socialdemokraterne og den tyske fascination under besættelsen, Gyldendal, 2022.
Lidegaard, Bo: Dansk udenrigspolitiks historie bind 4: Overleveren, 1914-1945, Danmarks Nationalleksikon, 2. udgave, 2006.
Lund, Joachim: Hitlers spisekammer – Danmark og den europæiske nyordning 1940-43, Gyldendal, 2005,
Nissen, Henrik: Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, Gyldendal, 1973.
Sjøqvist, Viggo: Erik Scavenius, Bind 2, Gyldendal, 1973.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: En kommentar’, Historisk Tidsskrift, 106(1), 2006, 295-304.
Østrup, Finn: ’De gjorde Danmark større: Hvad siger kilderne?’, Historisk Tidsskrift, 109(2), 2009, 513-546.
Østrup, Finn: ’Forliset i Korst-udvalget: Erhvervsorganisationerne og samarbejdspolitikken 1940-41’, Historisk Tidsskrift, 116(1), 2016, 31-72.