I seneste hæfte af Temp [Temp 29] har Brian Kjær Olesen sat sig for at ”kaste et alternativt blik på Holbergs relation til oplysningstidens lærde republik”.[1] Det falder i to dele: 1) Ludvig Holbergs tilhørsforhold til oplysningstidens lærde republik og 2) Holbergs placering i forhold til de forskellige slags oplysning. Jeg vil koncentrere mig om det første, fordi Olesen lader min person repræsentere den opfattelse, han ønsker at gøre op med.
Den lærde republik
Den lærde republik er den almindelige danske oversættelse af La république des lettres og betegnerdet internationale og interkonfessionelle intellektuelle fællesskab blandt Europas lærde fra renæssancen og frem, hvor man skal huske, at lærd og lettres omfatter både videnskaben og litteraturen. Med reference til nyere forskningslitteratur opregner Olesen fire typiske praksisser, der kendetegner den lærde republik: (1) brevkorrespondance, (2) udenlandsrejser, (3) deltagelse i lærde selskaber, forsamlinger og klubber og (4) publikationsvirksomhed.
Med denne udmærkede tjekliste i hånden er det Olesens hensigt bedre at forstå Holbergs intellektuelle biografi og vise, at han var dybt engageret i den lærde republik.[2] Her opstår det første problem, for hvem har egentlig hævdet, at Holberg ikke var engageret i den lærde republik? I artiklens indledning præsenterer Olesen to etablerede positioner, der ”har sået tvivl om Holbergs relation til den lærde republik”, repræsenteret af henholdsvis undertegnede og Kasper Eskildsen. Tilsvarende dukker mit navn op i konklusionen hvor Olesen tager afstand fra dem, der hævder, at Holberg kun var ”passivt medlem af den lærde republik”, og klandrer den nyere Holberg-forskning for at have ”skrevet ham ud af den lærde republiks historie”.[3]
Problemet er imidlertid, at jeg aldrig har udtalt mig direkte om Holbergs relation til den lærde republik, heller ikke de steder, Olesen nævner i sine henvisninger. Det tætteste, jeg kommer, er følgende bemærkning:
Holberg did not write in the official persona of a royal historiographer, or as an antiquarian conversing with kindred spirits in the higher reaches of the international republic of letters.[4]
Her nævnes den lærde republik ganske vist, men kun som led i en præcisering af, at Holberg hverken var kongelig historiograf (officiel historieskriver) eller antikvar (systematisk-kritisk oldtidsforsker). Ordene er taget fra et afsnit, der definerer Holberg som en gentleman historian, mere interesseret i den bredere offentlighed end i akademisk diskussion. Eller for nu at skære det ud i pap: Det relevante afsnit handler om, hvad slags historiker Holberg var (gentleman historian som David Hume eller Edward Gibbon) og ikke var (historiograf eller antikvar som hans professorkollega Hans Gram), men det handler ikke om hans tilknytning til den lærde republik. At slutte af mine ord, at kun antikvarer tilhører den lærde republik, og at når Holberg ikke var antikvar, så … ja, det ville være at strække dem langt ud over, hvad de kan holde til.
Nu kan man selvfølgelig mene, at jeg de facto har skrevet Holberg ud af den lærde republiks historie, selv om jeg ikke eksplicit tager emnet op. Her vil jeg dog tværtimod mene, at jeg ved at vise Holbergs nærhed til samtidig fransk og tysk historieteori har bidraget til at påvise de bånd, der forbandt ham til den lærde republik, snarere end det modsatte.[5] Hvis jeg var blevet spurgt eller havde stillet mig selv spørgsmålet direkte, ville jeg nok have svaret, at Holbergs velkendte stærke afsmag for selskabelighed og brevskrivning var atypisk for den lærde republik, men jeg tror ikke jeg ville have frakendt ham medlemskabet af den grund. At jeg ikke tidligere har udtalt mig om emnet, skal dog ikke forhindre mig i at tage nogle problematiske punkter i Olesens artikel op til drøftelse.
Holbergs ”brevkorrespondancer”
Første punkt på Olesens tjekliste er brevskrivning. Han begynder her med en indrømmelse, men ender med en påstand:
Selv om Holberg ikke søgte at holde forbindelsen ved lige til de europæiske lærde, han mødte på sine rejser, opretholdt han andre lærde brevkorrespondancer. For eksempel omtaler den svenske digter Hedvig Charlotta Nordenflycht en nu tabt korrespondance om filosofiske spørgsmål, som hun havde med Holberg.[6]
Det er en interessant formulering, for Olesen fremhæver den tabte brevveksling med Nordenflycht som én blandt ”andre lærde brevkorrespondancer”. Hvilke andre tænker han på?
En udgave af Holbergs samlede breve udkom i 1922 og tæller 46 numre. Her er alt taget med: fra ansøgningen om et professorat til hans testamente og instrukser til ridefogeden på hans gods. De fleste breve er forretningsskrivelser eller klientbreve. Med delvis undtagelse af et brev til hans kollega professor Gram, som han i dennes egenskab af rektor havde bedt om en udtalelse om manuskriptet til en lille universitetslærebog i verdenshistorie (Synopsis Historiæ Universalis 1733), kan ikke ét eneste af brevene karakteriseres som lærd brevkorrespondance.[7] Tilbage står den tabte brevvekslingen med Nordenflycht. Hvad ved vi egentlig om den?
En tabt filosofisk korrespondance med Nordenflycht?
Den 26-årige svenske adelskvinde Hedvig Charlotta Nordenflycht (1718-63) udgav i 1744 en anonym digtsamling Qwinligit Tankespel Af en Herdinna i Norden og heri et digt ”Wigtiga Frågor Til en Lärd, Med Auctorens egit Swar”. Som man ser af titlen, består digtet af to dele: Nordenflychts spørgsmål stilet til en berømt lærd, som uden tvivl er Holberg, og dertil et svar forfattet ikke af Holberg, men af hende selv. Intet i det svenske digt indikerer forudgående personlig kontakt mellem de to, tværtimod lyder de fire første vers:
Förundra ej, o Danmarks ljus,
Jag obekant för eder wågar
Afmåla alt det tankebrus,
Som ogement mit sinne plågar.[8]
Eller som det hedder i en ikke ueffen dansk oversættelse, der fulgte to år senere:
O Danmarks Lys! Forundres ej,
At jeg mig ubekiendt fordrister
At vise dig den vilde Vey,
Som mig urolig giør og bister:[9]
Året efter udgivelsen af den svenske original, den 17. august 1745, skrev hun en lille selvbiografi, fordi den svenske embedsmand og historiker Anders Anton Stiernmann (1695-1765) forberedte et værk om lærde kvinder og havde bedt hende om oplysninger. Det planlagte værk blev aldrig til noget, men brevet blev udgivet kort efter hendes død. Olesen citerer fra brevet som belæg for den tabte korrespondance om filosofiske spørgsmål, men hans citat er lidt hårdt beskåret (se det nedenfor med fedt angivne). Sammenhængen er, at Nordenflycht lige har fortalt om de ulykker, der haglede ned over hende i begyndelsen af 1740’erne, heriblandt hendes højt elskede anden mands død efter kort tids ægteskab:
Dessa mina olyckor, som varit försällskapade med månge flera, sjönöd, tyvnad, eldsvåda, bedrägeri, som satt ens välfångna egendom i främmandes händer, voro på en gång hårda prov för en i världen oförfaren människa, så att det ej var under, det jag råkade i ovisshet och misströstan om den Evigas nåd och försyn. Alla filosofiska tvivelsmål yppade sig på nytt i mina tankar. Jeg fann ingen fast botten att vila på. Jeg utmattade mig i stadfigt frestande: korresponderade med många upplysta Män; bland dem ock den lärda Prof. Holberg i Danmark, och prövade alla mine vännars styrke. Blandt hvilka Kyrkoherden Carl Brovallius allramest uphjälpte mine tanker… (Det her med fedt fremhævede er Olesens uddrag)[10]
Både den ældre danske og den ældre og nyere svenske forskning tvivler på omfanget af denne korrespondance, bl.a. fordi det som nævnt er klart, at ikke kun digtets spørgsmål, men også Holbergs ”svar” er skrevet af Nordenflycht.[11] Måske har hun bare sendt Holberg sit digt, fået en kort tak eller ingenting retur og så selv skrevet svaret. Hendes spørgsmål drejer sig om sjælens udødelighed, men svaret bygger ikke på noget, Holberg har sagt eller ment, for det flugter slet ikke med hans udsagn om emnet fra midten af 1740’erne.[12] Ud over det nævnte digt har Nordenflycht omtalt Holberg i to små epigrammer og et lille digt i et brev, der uden mindste antydning af personlig kontakt viser, at hun så afgjort var med i den store svenske Holberg-fanklub.[13]
Også en anden betragtning trænger sig på. Indikerer Nordenflychts ord overhovedet en lærd brevveksling om filosofiske emner? Egentlig ikke. Af sammenhængen i citatet ovenfor fremgår, at ulykkerne kastede hende ud i ”ovisshet och misströstan om den Evigas nåd och försyn”, altså usikkerhed og mismod angående Guds forsyn og nåde. Eller med andre ord: en eksistentiel krise. Ud over at korrespondancens omfang er tvivlsomt, må man også sige, at dens emne ikke rigtig svarer til, hvad man normalt forestiller sig under en lærd korrespondance. Som det fremgår af citatet ovenfor, var det da også en præst, der kunne hjælpe hende.
Den eneste, der mig bekendt uden forbehold deler Olesens standpunkt om en filosofisk korrespondance mellem Holberg og Nordenflycht, er Holbergs forlægger Ernst Henrich Berling (1708-50), der i 1746 udgav en dansk oversættelse af Nordenflychts anonyme digtsamling inklusive digtet til Holberg. I den anledning placerede han Holbergs navn prominent på titelbladet og oplyste i fortalen:
Den fornemmeste Aarsag, hvorfor man har oversat dette Skrift, er blandt andet et Vers, der viser, at hun har corresponderet med vor lærde Hr. Asses. Ludv. Holberg udi visse philosophiske Materier, og at hun har fundet Behag udi hans lærde Skrifter.[14]
Her skriver Berling sådan set ligeud, at det er digtets blotte eksistens, der er hans hjemmel for påstanden om en korrespondance ”udi visse philosophiske Materier” mellem den debuterende digter og den 34 år ældre danske berømthed. Man tilgiver gerne den flittige bogtrykker hans salgstrick, men der er ingen grund til at lægge for meget i det.
Det er selvfølgelig muligt, at der har eksisteret korrespondancer, som er gået tabt, men i betragtning af Holbergs berømthed både i samtid og eftertid, må det anses for rimeligt at drage en e silentio-slutning: Når vi hverken har rester eller indirekte vidnesbyrd, men rigeligt med udsagn fra både ham selv og andre, som indikerer det modsatte, så var der nok ikke noget.
Tidsskrifter og lærde selskaber
Samme retoriske strategi, som Olesen anvender om Holbergs lærde korrespondance – altså at anføre det eneste eksempel, så man må tro, det er et blandt flere – synes bragt i anvendelse om tidsskrifter og lærde selskaber. Han skriver:
Holberg bidrog også til tidsskriftlitteraturen og de lærde selskaber. Han leverede blandt andet to afhandlinger til det 1742 oprettede Videnskabernes Selskab, som senere blev trykt i Selskabets Skrifter som udi det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere ere fremlagte og oplæste.[15]
Man får her let det indtryk, at Holberg publicerede i flere tidsskrifter, hvoraf de nævnte afhandlinger blot er to eksempler, og at han også deltog i flere lærde selskabers aktivitet. Ud over de to afhandlinger i videnskabernes Selskabs skriftserie kendes imidlertid ingen andre bidrag fra Holbergs hånd til danske eller udenlandske tidsskrifter. Alle hans andre mindre arbejder på latin, dansk, tysk og fransk udkom som selvstændige småskrifter.[16] Han bidrog ikke engang til det københavnske Nye Tidender om lærde og curieuse Sager, der udkom 1720-1835 under lidt forskellige titler.
Hvad så med andre lærde selskaber? Samme år (1745) som Holberg blev optaget i Videnskabernes Selskab, blev der i København oprettet et andet lærd selskab, nemlig Det Kongelige Danske Selskab til den Nordiske Historie og Sprogs Forbedring (Danske Selskab kaldet). Selskabets primus motor var Jacob Langebek (1710-75). Holberg regnedes til selskabets velyndere og skænkede forskellige historiske dokumenter til dets arkiv, men han blev aldrig medlem.[17] Han omtalte ved en enkelt lejlighed selskabets tidsskrift, det stadig eksisterende Danske Magazin, men med et ordvalg, der viser en noget betinget ros. Det var ham givet alt for antikvarisk.[18]
Holbergs bidrag til tidsskrifter såvel som til lærde selskaber er altså et og det samme og består af to afhandlinger i Videnskabernes Selskabs tidsskrift, den ene Kort Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge og den anden Danmarks og Norges Søe-Historie (Første Periodus). De to afhandlinger blev fremlagt i Videnskabernes Selskab henholdsvis den 6. december 1745 og 2. november 1746, dog ikke af Holberg selv, men den første af selskabets formand Hans Gram (1685-1748) og den anden af selskabets sekretær Henrik Henriksen (1715-80). Det er uvist, om Holberg nogensinde deltog i et af selskabets møder, men det er muligt han dukkede op til et par højtidelige officielle lejligheder i 1751-52.[19]
Holbergs distancerede forhold til Videnskabernes Selskab kan yderligere illustreres med en detalje om hans afhandling om kvægpesten. Den oplæstes som nævnt den 6. december 1745, blot to måneder efter hans optagelse som æresmedlem, og udkom i andet bind af selskabets tidsskrift den følgende sommer 1746. Kort før udgivelsen på dansk var afhandlingen imidlertid blevet udgivet på tysk, hvilket Videnskabernes Selskabs formand og udgiver af selskabets Skrifter, Holbergs professorkollega Hans Gram, selvfølgelig tog fortrydeligt op. Den eneste oplagte skurk i den affære er Holberg selv, for den tyske udgave var beriget med en liste over 65 sjællandske godser, som frem til slutningen af november 1745 var ramt af kvægpest, med Holbergs eget Tersløse som det sidste på listen. Det kan næsten kun stamme fra Holberg selv.[20]
Holberg og La Beaumelle
Men hvis Holberg bortset fra de nævnte to undtagelser ikke publicerede i tidsskrifter, så medvirkede han måske på anden måde? Olesen oplyser i umiddelbar fortsættelse af det ovenfor citerede om Videnskabernes Selskab følgende:
Endvidere planlagde han sidst i 1740’erne et samarbejde med huguenotten Laurent Angliviel de La Beaumelle (1726-73) på dennes tidsskrift La Spectatrice danoise ou l’Aspasie moderne – et samarbejde, som formentlig på grund af politiske uoverensstemmelser løb ud i sandet.[21]
Olesens belæg er en henvisning til Jonathan Israels The Enlightenment that Failed (2019), der bygger på Claude Lauriols biografi om La Beaumelle (1978). Lauriol har på sin side sin viden fra La Beaumelles omfattende brevveksling i La Beaumelle-familiens arkiv. Den er heldigvis fra 2005 og frem blevet udgivet af The Voltaire Foundation i Oxford.[22] Går man til disse breve, kan det traditionelle billede af forholdet mellem Holberg og La Beaumelle suppleres med et planlagt samarbejde, sådan som Olesen gør, men det kan også præciseres yderligere.
Den ældre danske forskning, der af gode grunde ikke kendte La Beaumelles breve, mente, at Holberg og La Beaumelle fra start havde et dårligt forhold til hinanden: La Beaumelle var ikke imponeret over Holbergs litterære og intellektuelle niveau, og Holberg fandt La Beaumelle bedrevidende, for calvinistisk og for positiv over for frimureriet. Derfor kritiserede Holberg flere gange La Beaumelle på tryk, dog uden navns nævnelse, mens La Beaumelle både direkte og indirekte svarede igen, samtidig med at han holdt en respektfuld facade.[23] La Beaumelles breve bidrager her med nye oplysninger om, at der forud for det anspændte forhold gik en fase af regulær bromance, men La Spectatrice danoise bidrager med nyt, hvis den læses med sans for, at omtalen af Holberg afspejler en relation under forandring.[24]
La Beaumelle kom til København den 15. april 1747 til en stilling som hovmester for overjægermester Carl Christian Grams (1703-80) sønner. Få måneder senere, i august samme år, skildrede han i et længere brev til broderen Jean bl.a. lærdommens stade i Danmark, som han fandt meget lavt. Kun manglen på begavelser havde givet Hans Gram og Ludvig Holberg en vis status i Tyskland. Det er tydeligt, at La Beaumelle allerede havde gjort sig bekendt med de dele af Holbergs forfatterskab, der forelå på latin (Niels Klim) og fransk (komedierne) – og han var ikke imponeret – men at han i øvrigt ikke kendte Holberg personligt og blot refererede, hvad folk i almindelighed sagde:
Baron Holberg er noget af en original. For at blive vel modtaget hos ham, må man bagtale menneskeslægten. Han afskyr kvinder. Når han skriver, lader han sig ikke forstyrre selv af et blåt bånd [: elefantridder], der er kommet for at se ham. De nordiske lærde ynder at skille sig ud ved en eller anden form for galskab, som er deres helt egen.[25]
Året efter, i sommeren 1748, var situationen en helt anden. Nu var La Beaumelle vældig gode venner med Holberg (”avec lequel je suis très étroitement lié”). Holberg havde rådet ham til at udgive et anonymt ugentligt blad, og La Beaumelle havde valgt titlen La Spectatrice danoise ou l’Aspasie moderne, som Holberg havde bifaldet (Aspasia var en åndrig græsk kvinde fra 5. århundrede f.Kr. og Perikles’ elskerinde). Det var planen, at Holberg skulle betale for trykningen mod at få en tredjedel af fortjenesten og rettighederne til en dansk oversættelse. Oversættelsen blev dog aldrig til noget. Holberg havde også lovet at levere nogle ”discours” – på dårligt fransk, som La Beaumelle syrligt bemærker – men heller ikke dette synes at have materialiseret sig.[26]
Allerede ved årsskiftet 1748/49 må forholdet mellem dem være gået i stykker. I første del af La Spectatrice danoise fra efteråret 1748 er Holberg omtalt venligt eller neutralt,[27] men efter årsskiftet ændrer tonen sig. Først latterliggøres han under det let gennemskuelige dæknavn Plautiberg,[28] dernæst roses han til skyerne for sine litterære evner på en måde, som enhver kan forstå, er parodisk:
den berømte, den store, den uforlignelige hr. Holberg … denne fremragende mand, den politiske kandestøbers far, fædrelandets og sin tidsalders pryd, de lærdes og skønåndernes koryfæ, ikke alene i Danmark, men i hele Europa.[29]
Til sidst bliver Holberg med navns nævnelse udførlig kritiseret for sin behandling af huguenotternes (de franske calvinisters) stilling i Epistel 10.[30]
Dette sidste punkt må være hovedsagen, for La Beaumelle svarede ikke kun direkte på Epistel 10 i La Spectatrice danoise, men udgav ved samme tid et selvstændigt skrift mod Holbergs Epistel 35, der også omhandler huguenotterne.[31] I denne epistel havde Holberg refereret en diskussion, han havde haft med ”en Reformered Mand” (calvinist) om udsigterne til en forening af lutheranere og calvinister. Calvinisten mente, at lutheranerne var urimeligt afvisende over for alle velmente forslag fra calvinistisk side, mens Holberg omvendt hævdede, at de to ”differerede fra hinanden udi fundamentale Troens Artikler”. Især tog Holberg anstød af den calvinistiske lære om prædestination (forudbestemmelse til frelse eller fortabelse). Af La Beaumelles svar fremgår, at det var ham, der var den ”Reformered Mand”.
Værre end Holbergs anti-calvinistiske holdning var dog nok, at han i Epistel 35 udstillede sin samtalepartner som intellektuelt underlegen. Men ikke nok med det: I Epistel 37, blot fire sider længere fremme i første bind af Epistler, tog Holberg endnu en gang spørgsmålet om lutheransk og calvinistisk op, men denne gang gav udtryk for stort set det samme standpunkt, som han i Epistel 35 så kategorisk havde afvist! Denne kovending kan kun delvis forklares med Holbergs dybt rodfæstede antikatolicisme (katolikker som calvinisters og lutheraneres fælles fjende).[32] Det er nok også et typisk udtryk for det, Knud Haakonssen har kaldt Holbergs ”entertainment epistemology”, altså hans kontinuerlige leg med synspunkter for at underholde og stimulere læseren.[33] For La Beaumelle må det derimod have set ud, som om Holberg havde skrevet Epistel 35, ikke fordi han mente det, men ene og alene for at genere ham.
I relation til Olesens fremstilling må man derfor sige, at det er korrekt, at Holberg og La Beaumelle planlagde et samarbejde, men at ”sidst i 1740’erne” bør indskrænkes til ”sommeren og efteråret 1748”, og at bruddet mellem dem primært var religiøst og måske også personligt betinget, men kun i mindre grad politisk.
Holberg og dannelsesrejser
Til start og nogle gange undervejs kommer Olesen ind på Holbergs syn på ungdommens dannelsesrejser. Holbergs kritik af disse efter hans opfattelse kostbare og nyttesløse rejser er velkendt, men rimer selvfølgelig meget dårligt med den anden af de ovennævnte praksisser, som definerer den lærde republik. Olesens konklusion er, at Holberg med alderen blev tiltagende kritisk, men at han ikke principielt havde ændret holdning. Det var kun disse rejsers misbrug, Holberg kritiserede. Denne harmonisering er imidlertid svær at sluge.
Holberg skriver ganske rigtigt i Epistel 334, at han kun afviser dannelsesrejsernes misbrug, men hans gennemgang lader ingen i tvivl om, at misbrug er så langt det almindeligste. I slutningen af epistlen fantaserer han ligefrem om, at flådefartøjer bør lægges ud i Nordsøen og Storebælt for at opsnappe de unge mænd på vej ud af landet, og han ønsker udtrykkeligt at lade øvrigheden afgøre, om en dannelsesrejse er på sin plads. Forældrene eller de unge selv bør i hvert fald ikke beslutte noget. Først da er der sat en stopper for misbrug!
Uanset om man mener – som man uden tvivl bør – at denne epistel ligesom alle de andre er skrevet med et glimt i øjet, så består der en uoverstigelig performativ selvmodsigelse. Holberg kritiserede gentagne gange de udenlandsrejser, han ikke alene selv havde begivet sig ud på, men også vidtløftigt skildret i sine levnedsbreve.
Det samme paradoks gælder et andet punkt, som Olesen nævner, nemlig at Holberg i Paris 1725-26 frekventerede en forsamling, der mødtes om søndagen hos en oratorianerpræst, hvor deltagerne fremlagde og diskuterede forskellige småskrifter. Han kom også i en anden klub – selv om han understreger, at det kun var lejlighedsvis – som mødtes i Le Café des beaux esprits. Derefter bemærker han:
Når jeg betænker dette og mere, undrer det mig ikke, at der år efter år er så stor en høst af fremragende værker i Frankrig, hvor man i sådanne lærde selskaber læser bøgerne højt, ransager, retter og afpudser dem før offentliggørelsen.[34]
Ordene er i skønneste overensstemmelse med den lærde republiks praksis og blev i Danmark f.eks. praktiseret i det førnævnte Danske Selskab, men Holberg udsatte aldrig sig selv for noget lignende. Listen over performative selvmodsigelser og andre holbergske paradokser kunne let forøges, og de repræsenterer et grundvilkår for al beskæftigelse med hans person og forfatterskab.
Holberg og den lærde republik endnu en gang
Skulle jeg tage stilling til Holbergs forhold til den lærde republik, ville jeg som indledningsvis nævnt ikke drage hans medlemskab i tvivl, men karakterisere ham som atypisk. Jeg ville dog også tilføje en dimension, der ikke indfanges af Olesens udmærkede tjekliste. Det er Holbergs humor, altså hans tilsyneladende ubændige trang til at krydre næsten alt, han skrev, med komiske og ironiske indslag. Det gælder også den lærde republik.
Holbergs første større digterværk, Peder Paars (1720), er en meget morsom parodi på det antikke helteepos, men samtidig en ikke mindre morsom parodi på den antikvariske historieskrivning og kommentering af klassikerne, kort sagt på en af den lærde republiks typiske publikationspraksisser. Noget lignende gælder Holbergs fingerede latinske disputationer mod Andreas Hojer (1719), hans afskedstale ved nedlæggelsen af rektoratet (1736) og sådan set også hans tre latinske Levnedsbreve (1728, 1737, 1743), som over lange stræk er et udleverende og komiske vrængbillede af deres lærde forfatter og den lærde republik, ikke mindst rejsevirksomheden. Også i den satiriske rejseroman Niels Klim (1741) gør Holberg grin med den lærde republiks praksisser, f.eks. i kapitel 7 om universiteterne i Potu eller i kapitel 8 om Videnskabslandet. For slet ikke at tale om Epistlerne (1748-54), der en 539 kapitler lang føljeton af lærde og vittige fingerede breve fra den notorisk ikke brevskrivende Holberg (endnu en performativ selvmodsigelse). At forstå Holberg er med andre ord både let og svært. Let, hvis man kan le af ham og med ham. Svært, hvis man skal forklare ham og definere, hvad han helt præcis mente om det alt sammen.
Litteratur
Borelius, Hilma: Hedvig Charlotta Nordenflycht, Uppsala, J.A. Lindblads Förlag, 1921.
Clausen, Julius: ”Franske literater i København på Frederik den femtes tid”, Historisk Tidsskrift, 7. rk., I (1897-99), 1-81.
Dahlerup, Verner (udg.): Holbergs Breve, København, G.E.C. Gads Forlag, 1926.
Ehrencron-Müller, H: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814. Bind X Holberg, 1. Afdeling, København, H. Aschehoug & Co. Dansk Forlag, 1933.
Ertler, Klaus-Dieter, Elisabeth Hobisch & Ellen Krefting (udg.): La Spectatrice danoise de la Beaumelle. Edition commentée, Berlin, Peter Lang, 2020.
Haakonssen, Knud: ”Introduction, part 2: the author and the work”, Knud Haakonssen & Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754). Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London & New York, Routledge, 2017, 13-25.
Holberg, Ludvig: Ad Virum Perillustrem *** Epistola, [København] 1728.
Holberg, Ludvig: Adskillige Heltinders Og Navnkundige Damers Sammenlignede Historier Efter Plutarchi Maade, I-II, København, Johan Jørgen Høpffner, 1745.
Holberg, Ludvig: Epistler, I-V, København, 1748-54.
Holberg, Ludvig: Epistler. Udgivne med Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen, I-VIII, København, H. Hagerup, 1944-54.
Holberg, Ludvig: Kurtzes Bedencken über die jetziger Zeit regierende Vieh-Seuche, Mit einigen Oeconomischen Anmerckungen. Aus dem Dänischen übersetzt, Wismar, Johann Andreas Berger, 1746.
Holberg, Ludvig: Moralske Tanker, I-II, København, 1744.
Israel, Jonathan: The Enlightenment that Failed. Ideas, Revolution, and Democratic Defeat, 1748-1830, Oxford, Oxford University Press, 2019.
Jansen, F.J. Billeskov: ”Kvægsyge og Vikingetogter. Om Holbergs To Bidrag til Videnskabernes Selskabs Skrifter”, F.J. Billeskov Jansen: Ludvig Holberg og menneskerettighederne og andre Holbergstudier, København, C.A. Reitzel 1999, 125-141.
Kornerup, Bjørn: Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie 1745-1945, København, Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, 1945.
La Beaumelle: Correspondance générale de La Beaumelle (1726-1773), II 1747-1749, Oxford, The Voltaire Foundation, 2006.
[Langebek, Jacob:] Det Kongelige Danske Selskabs Begyndelse og Tilvext I de Tre første Aar 1745. 1746. 1747, København, Christoph Georg Glasing, 1748.
Lauriol, Claude: La Beaumelle : un protestant cévenol entre Montesquieu et Voltaire, Genève – Paris, Librairie Droz, 1978.
Nordenflycht, Hedvig Charlotta: Samlade skrifter, I-III:2, udg. af Hilma Borelius, Stockholm, Albert Bonniers Förlag, 1925-29.
Nordenflycht, Hedvig Charlotta: Skrifter, red. Torkel Stålmarck, inledning Sture Allén, Stockholm, Bokförlaget Atlantis, 1996.
[Nordenflycht, Hedvig Charlotta:] Qvindeligt Tanke-Spill Af en Hyrdinde i Norden, bestaaende i adskillige smukke Vers, tillige med nogle Vigtige Spørsmaale til Hr. Assessor Lud. Holberg, København, Ernst Henrich Berling, 1746, 42.
Nystrøm, Eiler: ”Holberg og Videnskabernes Selskab”, Holberg Blandinger. Tredje Samling, København, Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, 1946, 98-100.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “Den antikatolske Holberg: Kirke, stat og naturret i skyggen af Samuel Pufendorf”, Historisk Tidsskrift, 117:1 (2017), 1-34.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “History: national, universal and dynastic”, Knud Haakonssen & Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754). Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London & New York, Routledge, 2017, 159-181.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “Introduction, part 1: Holberg’s life and career”, Knud Haakonssen & Sebastian Olden-Jørgensen (red.): Ludvig Holberg (1684-1754). Learning and Literature in the Nordic Enlightenment, London & New York, Routledge, 2017, 3-11.
Olden-Jørgensen, Sebastian: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker. En historiografisk-kritisk undersøgelse, København, Museum Tusculanums Forlag, 2015.
Olesen, Brian Kjær: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik. Et kapitel af Holbergs intellektuelle biografi”, TEMP. Tidsskrift for historie, nr. 29 (2024), 6-31.
Schmidt, Kristoffer: ”Ludvig Holberg og fejden med Johan Arckenholtz”, Fund og forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger, 53 (2014), 113-143.
Stolpe, Peter Matthias: Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det attende Aarhundrede, bd. 4, København, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1881.
Tak til museumsinspektør, ph.d. Kristoffer Schmidt (Kongernes Samling) for nyttige henvisninger og mange års fælles, fornøjelige Holberg-studier.
[1] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”.
[2] Smst., 8-9. Umiddelbart efter disse nævnte fire kriterier er opstillet, bedyrer Olesen, at han ”hverken tilstræber en fastlåst definition af den lærde republik eller har til målsætning at bestemme, hvem der er inde, og hvem der er ude. Hensigten er derimod at belyse de forskellige måder, hvorpå republikken gennem medlemmernes aktiviteter blev til det, den var”. Dvs., at nu er fokus angiveligt ikke længere at forstå Holbergs intellektuelle biografi i lyset af den lærde republik, men snarere omvendt. Det er lidt svært at få til at hænge sammen.
[3] Smst., 7, 23.
[4] Olden-Jørgensen: “History: national, universal and dynastic”, 162.
[5] Olden-Jørgensen: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker.
[6] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 9.
[7] Dahlerup (udg.): Holbergs Breve, 86-89.
[8] Nordenflycht: Samlade skrifter, I, 234-249, citat 234; Nordenflycht: Skrifter, 28-43, citat 28.
[9] [Nordenflycht:] Qvindeligt Tanke-Spill, 42. Om denne danske oversættelse, der nogle gange uden grund tilskrives Holberg, fordi den samme år 1746 blev genudgivet sammen med Holbergs Mindre Poetiske Skrifter (dog med separat titelblad og paginering) se Ehrencron-Müller: Forfatterlexikon, X, 392-393.
[10] Nordenflycht: Samlade skrifter, III:2, 216; Nordenflycht: Skrifter, 13.
[11] Dahlerup (udg.): Holbergs Breve, 11; Ehrencron-Müller: Forfatterlexikon, X, 393; Borelius: Hedvig Charlotta Nordenflycht, 94-95; Nordenflycht: Skrifter, 348.
[12] Holberg: Moralske Tanker, I, 143-153 (Libr. I, Epigramm. 101); Holberg: Epistler, I, 383-386 (Epistel 73).
[13] Nordenflycht: Samlade skrifter, II, 108, 390; III:2, 224.
[14] [Nordenflycht:] Qvindeligt Tanke-Spill, fortalen.
[15] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 9.
[16] De henvises her til hjemmesiden https://holbergsskrifter.no og H. Ehrencron-Müllers Forfatterlexikon, hvis bd. X-XII er helliget en minutiøs registrering af alle tænkelige oplysninger om Holbergs liv og forfatterskab inklusive de forskellige udgaver og oversættelser.
[17] Kornerup: Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie 1745-1945, 20, 29, 31, 33; [Langebek:] Det Kongelige Danske Selskabs Begyndelse og Tilvext, 81.
[18] Holberg: Adskillige Heltinders Og Navnkundige Damers Sammenlignede Historier, I, b6 r.-v.
[19] Jansen: ”Kvægsyge og Vikingetogter. Om Holbergs To Bidrag til Videnskabernes Selskabs Skrifter”.
[20] Nystrøm: ”Holberg og Videnskabernes Selskab”; Holberg: Kurtzes Bedencken über die jetziger Zeit regierende Vieh-Seuche, 19-20. Affærens pinlighed fremgår indirekte af, at F.J. Billeskov Jansen nævner den tyske oversættelse af afhandlingen om kvægpesten, men på en måde, så Holbergs lille nummer slet ikke fremgår. Jf. ”Kvægsyge og Vikingetogter. Om Holbergs To Bidrag til Videnskabernes Selskabs Skrifter”, 129.
[21] Olesen: ”Ludvig Holberg og oplysningstidens lærde republik”, 9-10.
[22] Israel: The Enlightenment that Failed, 226; Lauriol: La Beaumelle, 147-160; Bost, Lauriol & La Beaumelle (udg.): Correspondance générale de La Beaumelle (1726-1773), II-IV dækker årene i København 1747-51. På trods af de tre binds mange breve og supplerende dokumenter forbliver centrale spørgsmål om La Beaumelles tid i København, f.eks. om hans kontakter og afsked, dog stadig uafklarede.
[23] Stolpe: Dagspressen i Danmark, 245-248; Clausen: ”Franske literater i København på Frederik den femtes tid”, 14-29; Schmidt: ”Ludvig Holberg og fejden med Johan Arckenholtz”, 137-138, 141-142.
[24] Dette har de moderne udgivere af La Beaumelles La Spectatrice Danoise derimod set: Ertler, Hobisch & Krefting: 15-16, 29. Se i øvrigt Historisk Tidsskrift, 123:2 (2023), 466-477.
[25] ”Le Baron Holberg vise au singulier; pour etre bien reçu chez lui, il faut médire du genre humain. Il deteste les femmes. Quand il compose, il ne se derangeroit pas pour un Cordon bleu qui iroit le voir. Les savans du Nord aiment à se distinguer par quelque folie qui n’apartienne qu’à eux“, Bost, Lauriol & La Beaumelle (udg.): Correspondance générale de La Beaumelle (1726-1773), II, 61.
[26] Smst., 208 (citat), 220, 230. I den resterende brevveksling fra La Beaumelles år i København (1747-51) er Holberg kun lejlighedsvis nævnt med undtagelse af to gådefulde breve, der kun foreligger som udaterede, aldrig offentliggjorte trykmanuskripter, se Bost, Lauriol & La Beaumelle (udg.): Correspondance générale de La Beaumelle (1726-1773), II, 355-358. Det gådefulde består i, at brevene tillægger Holberg standpunkter (at alle bøger burde forbydes, alle lærde institutioner afskaffes og alle skoler lukkes!), som han ikke ses nogensinde at have udtrykt.
[27] Ertler, Hobisch & Krefting (udg.): La Spectatrice danoise de la Beaumelle, 71 (Amusement V), 163, 166-167 (Amusement XXI), 173 (Amusement XXII), 192 (Amusement XXV).
[28] Smst. 246 (Amusement XXX), 252 (Amusement XXXI)
[29] ”l’illustre, le grand, l’incomparable M. de Holberg … cet excellent homme, le pére du Potier d’étaim Politique, l’ornement de sa Patrie & de son siécle, le coryphée des savans & des beaux-esprits, non seulement de Dannemarc, mais encore de toute l’Europe”, smst. 268 (Amusement XXXIV), mere tvetydigt 339, 341 (Amusement XLV)
[30] Smst. 362-368 (Amusement XLIX)
[31] Holberg: Epistler, I, 192-197. Se Billeskov Jansens kommentar til Epistel 10, 35 og 414. Beaumelles skrift udkom først anonymt som Lettre à Monsieur le Baron de Holberg (Køln 1749) og dernæst i sprogligt revideret og under hans eget navn i tidsskriftet Bibliothèque raisonnée des Ouvrages des Savans de l’Europe, XLII (1749), 152-170. Sidstnævnte version er genudgivet i Bost, Lauriol & La Beaumelle (udg.): Correspondance générale de La Beaumelle (1726-1773), II, 274-284.
[32] Olden-Jørgensen: ”Den antikatolske Holberg”.
[33] Haakonssen:”Introduction, part 2: the author and the work”, 18.
[34] Holberg: Ad Virum Perillustrem *** Epistola (første levnedsbrev), 169, Ole Thomsens ovs. på https://holbergsskrifter.no.
SEBASTIAN OLDEN-JØRGENSEN
LEKTOR, SAXO-INSTITUTTET
KØBENHAVN UNIVERSITET
OLDEN@HUM.KU.DK