Det er på mange måder et uheldigt tidspunkt, vi har dette forsvar på ugen for Trumps indsættelse som USA’s præsident – for afhandlingen er alt for timelig og relevant, dens aktualitet risikerer at komme til at skygge for dens bredere anliggende og værdi, vi risikerer at Trump tager hele opmærksomheden. Så jeg vil gerne så vidt muligt sætte parentes om lige nu og den start eller genstart, der begyndte i mandags, for desto bedre at kunne vurdere afhandlingens bredere og historisk længere rækkevidde.
På en måde er du med afhandlingen kommet ‘hjem’ til idéhistorie. Afhandlingen er klart, om end det ikke ekspliciteres, en idéhistorisk informeret afhandling. Jeg har derfor en række spørgsmål, der angår analysemetoden mere end selve den egentlige analyse, dvs. tilgangen mere end substansen. Jeg har meget, jeg gerne vil diskutere, så jeg hopper direkte ud i det
1) Idéhistorisk tilgang
Du siger s. 29, med reference til Blumenbergs ’Arbeit am Mythos’, at afhandlingen handler om ”en afdækning af, hvordan amerikanske politiske myter – amerikansk mytologi – altid har haft og stadig har indflydelse på USA’s politiske forhold, såvel indenrigs- som udenrigs- og sikkerhedspolitik.” og med reference til Rolands Barthes beskriver du s. 86 myter som ”betydningsmaskiner”. Hvordan identificeres, defineres og historiseres en myte? Jeg savner en eksplicitering af, ikke hvad en myte er, men hvordan man arbejder myte-historisk og myte-analytisk?
Side 31 skriver du, at myter har ”grænseflader til ideologi, utopi og religion” og jeg savner også her en klarere arbejdsdeling eller afgrænsning af myten, der viser os, dels hvorfor det er et mere oplagt analytisk begreb end de andre tre og dels hvordan myten i praksis opererer anderledes end ideologi, utopi og religion, dvs. hvordan er myten forskellig fra dem og hvorfor er den det bedste analytiske begreb til dit ærinde? Og hvorfor er det ikke mere relevant med en ideologi-analyse, fx ved brug af Michael Freedens ideologibegreb, som er uden de konnotationer, som du må afvikle ifht- mytebegrebet, samtidig med at det er mere åbenlyst knyttet til såvel det politiske idé- som praksisniveau.
En anden, der i modsætning til Freeden spiller en vis rolle, er den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck. Og det er ikke kun i begrebsanalysen, og måske han endda her ikke spiller den helt store rolle, men snarere i modernitetsanalysen, saddeltids-modellen, at han spiller en rolle for dig. Men er det måske den farligste anvendelse af ham på amerikansk jord? Det forekommer mig, at Kosellecks model i ekstrem grad er formet af og på den europæiske erfaring, og at det selv i en tidsforskudt saddeltid, som du sætter til 1870-1920 fremfor Kosellecks, der går fra 1750-1840. Er den historiske distinktion, Koselleck laver mellem erfaringsrum og forventningshorisont ikke helt anderledes eller slet ikke eksisterende i USA givet at der i langt mindre grad er taget et opgør med erfaringsrummet, og USA snarere kan siges at være grundet fra de tidligste tider før statsdannelsen på en nærmest ren forventningshorisont? Er der ikke mere end et ocean imellem Europa og USA, nemlig en helt anden historie, begrebshistorie, og risikerer din saddeltidsmodel ikke at skabe et for stærkt brud for langt oppe i historien? Hvad sker der, hvis man startede i 1776 som det egentlige brud eller med den første kolonisering? Vigtigere endnu, hvad er dine overvejelser over at anvende en europæisk tænkning på en amerikansk virkelighed?
Jeg vil gerne vende tilbage til myten. s. 32 snakker du om ”myternes eksistentielle funktion”, Chiara Bottici skriver, at det væsentlige ved myter ikke er deres sandhedsværdi eller mangen på samme men derimod deres ”sociale funktion”, om end det vel snarere her handler om deres politiske funktion. Side 239 skriver du, at USA’s krige ”er utvivlsomt under indflydelse af den amerikanske mytologi”. På den næste side står der, at de ”former fortolkningen af truslerne” og s. 335 taler du om ”hvordan den amerikanske mytologi slår igennem i amerikansk politik” – alle inciterende men også ret vage beskrivelser af mytens politiske handlingsfunktion, men side 308 står der så også: ”Den politiske forståelse og retorik, som den bl.a. kommer til udtryk i dokumenter som den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, er ikke nødvendigvis sammenfaldende med den faktisk førte politik.” Man kan vel lave en trappestige af mytens funktion, hvor de tre første kommer før handlingen og den sidste efter
- handlingsbestemmende – deterministisk
- handlingsanvisende
- handlingsmotiverende
- handlingsbegrundende – voluntaristisk
jeg er nysgerrig på, hvor stærk du mener mytens handlingsfunktion er. Det bliver ikke klart, afhandlingen igennem. Hvor uafhængig en variabel er myten i forklaringen af politisk handling? Med andre ord, hvordan analysere overgangen fra myte til handling og hvordan vide, at det er myte og ikke alt muligt andet, der former, motiverer, begrunder handling?
Jeg er enig med dig i, at myter ikke kan empirisk tilbagevises. De kan i en vis forstand ikke kritiseres med baggrund i fakta, hvilket jo rejser spørgsmålet om, hvad man som forsker, så skal stille op med dem andet end påpege, at de findes. En nyklassisk tilgang ville være en nietzscheansk-foucaltiansk, der opstår den multiple genealogi bag tidens hævdvundne sandheder, men det er vel ikke den vej, du er gået trods det historiske arbejde, der også er i afhandlingen. Hvordan går man kritisk-analytisk til myter, eller mere præcist, hvilke metodiske og analytiske overvejelser gjorde du dig ifht den myehistorie og mytekritik, du bedriver?
2) Idéer versus interesser
På side 14 laver du en distinktion mellem ”infrastruktur”, der her betyder jernbaner og anden materiel virkelighed, og så ”visioner” og dermed rejser du måske idéhistoriens mest betændte og ømme diskussion, nemlig forholdet mellem idéer og interesser.
Idehistorien vil sige, at idéer bevæger os. De inspirerer, mystificerer, overtaler, irriterer, mobiliserer os. Idéer og tanker i tale og tekst ændrer vores holdninger, får os til at se verden anderledes, overbeviser os om at vi har ret eller tager fejl. Vi har idéer om os selv og andre, om vennerne og fjenderne, om de ting vi kan lide og dem vi ikke kan. Idéer gør en masse handlinger mulige, fordi de gør dem rigtige eller vigtige for os, og hindrer andre handlinger, fordi de virker forkerte, ikke længere rigtige, nu forældede. Vi bruger idéer til at overbevise andre. Vi bruger billedsprog, metaforer, argumenter, lignelser, historiske referencer, ideologiske, moralske og religiøse forestillinger. Handlinger er udtrykte eller udførte idéer. Alligevel hører man ofte en kritik af idéernes betydning – og dermed indirekte af idéhistorie – som noget sekundært, noget ikke helt lige så vigtigt som magt, interesser, biologi, begivenheder eller hvad det nu kan være. Idéer er angiveligt bare det, vi bruger til at retfærdiggøre det, vi allerede af andre grunde havde besluttet os for at gøre
Jeg savner i analyserne det, vi kunne kalde det materialistiske perspektiv, det kan analytisk være marxisme elle realisme, og det kan i økonomisk forstand f.eks. være neoliberalismens eller andre økonomiske forholds betydning, men også i bredere forstand institutionernes tunge rytmik, deres produktion af egne verdensforståelser og bureaukratiserede fortolkningsautomatikker
Så, jeg vil gerne høre tre ting: a) Hvor stiller du dig metodisk-analytisk ifht ideers og interessers respektive betydning for praksis i generel forstand? b) Hvordan ser det praktisk ud i dine analyser, dvs. hvad siger dine konkrete analyser om, lad os kalde det styrkeforholdet mellem ideer og interesser i amerikansk politik? Og endelig c) mere idéhistorisk-analytisk, viser dine analyser en forandring over tid i myternes udformning (indhold) og formulering (mediesituation i bredeste forstand) og ikke mindst deres funktion (handlekraft)?
3) Hvordan taler staten?
Mit næste, og noget kortere, punkt handler om udvælgelse af kilder, eller i mere prægnant forstand spørgsmålet om, hvordan en stat taler? Afhandlingens primære aktører er for det første præsidenter og dernæst dem, vi kunne kalde statsintellektuelle: historikere og statskundskabere, der rådgiver magten samt topembedsfolk, der blander sig i samfundsdebatten. Der er et generelt analytisk anliggende, der handler om, hvordan vi kan antage, at nogen taler for staten, i dette tilfælde udsiger og former den amerikanske mytologi, hvordan kan vi vide, at resten af befolkningen lytter, at det er lige dette og lige dem, der lyttes til, dvs. hvordan måle mytologiseringens impact?
Men mere konkret er jeg interesseret i, fordi du aldrig ekspliciterer det, hvordan du har udvalgt dine aktører og hvorfor, når det nu handler om en amerikansk mytologi, du fremstiller som nærmest en national konsensus, vi ikke hører om kunstnere, forfattere, undervisningsplaner, museumskustoder og andre mytemagere? Jeg kan også stille spørgsmålet på denne måde: hvorfor antage, som afhandlingen synes at gøre, at dem, der handler, dvs. præsidenter, generaler og andre statsaktører, også er dem, der mest prægnant og indflydelsesrigt har formuleret den mytologi, de angiveligt handler ud fra? Er de måske ikke, hvis dine formuleringer fra tidligere omkring mytens funktion, ikke snarere at forstå som mytens handlingsredskaber, som fanget af en mytologi de har arvet, snarere end at de er skabere af den?
Der er en forbundet uklarhed omkring enkeltpersoners vigtighed. Der synes for indeværende at være en vis genkomst af ’big man theory’ i historiefaget og politologien, man kan tænke på Ruth Ben-Ghiats Strongmen fra 2021 eller Ian Kershaws Personality and Power fra 2022 og en hurtig skandering af de tre sidste amerikanske præsidenter ville tilsige, at deres person betyder mere end deres institution: Obamas karisma, Bidens svaghed, Trumps brutalitet. Baseret på din idéhistoriske analyse, hvor stærk vil du sige, at individer, særligt præsidenter, har i at forme det nationale narrativ og er der i et historisk perspektiv ændringer i de store personligheders myteskabende kraft?
4) Hvor historisk er nutiden?
Jeg kunne nu godt tænke mig at snakke lidt om, hvad det historiske perspektiv giver os og høre dig sige lidt mere, end du gør i afhandlingen om, hvor bundet nutiden er af fortiden. Der synes at være en implicit spænding i afhandlingen mellem det idé-strukturelle niveau, myterne, og så det situationelle, hvilket er en genkomst af spørgsmålet om myternes kraft generelt og specifikt. Det er for mig at se ikke helt klart, hvordan du i de perioder, du særligt analyserer, ser en historisk kausalkraft i de tanker og beslutninger, aktørerne foretager, dvs. i hvor høj grad forklarer forhistorien den til enhver samtids udførte politik?
Der er afhandlingen igennem en række bemærkninger, der mig at se ikke helt samler sig til en egentlig analyse, af at USA for indeværende står i en brudsituation, hvor som Gramsci engang sagde, det gamle ikke kan bestå og det nye ikke kan træde frem. Så spørgsmålet er, hvis det er den situation de står i, hvornår og hvorfor bruddet sker. Du skriver s. 189: ”Alt tyder imidlertid på, at denne mytologi i dag er i dyb krise.”
Andre som f.eks. Daniel Rodgers i hans Age of Fracture eller Andrew Hartmanns A War for the Soul of America argumenterer for en klart stærkere brudhistorie end du gør, hvor 1970erne og fremefter markerer et ophør af konsensus, der bare har udvidet sig siden da, dvs. en ret ren idéanalyse, mens journalisten John Ganz, When the Clock Broke. Con Men, Conspiracists, and How America Cracked Up in the Early 1990s lokaliserer bruddet i 1990erne, særligt med fokus på mediesituationens forandringer, mens Gary Gerstle i sin store analyse af amerikansk neoliberalistisk politik, The Rise and Fall of the Neoliberal Order, hævder, at der med Trump1 og Biden foregår et ufuldstændigt men dog irreversibelt brud med neoliberalismen som det herskende økonomiske policy-regime.
Så hvis du skulle samle de spredte bemærkninger om den aktuelle, brudfyldte situation, hvornår vil du sætte bruddets start, hvilke faktorer ville du mene er de udslagsgivende og i hvor høj grad kan vi forstå og analysere bruddet via en myte-analyse, dvs. via en forståelse af, hvordan den amerikanske mytologi opererer i dag?
Jeg spørger om det sidste, fordi din afhandling synes at forfalde til samme udvikling hen over kapitlerne, som man f.eks. finder i andre ambitiøst anlagte idéhistorisk-kronologiske værker, som f.eks. Jan-Werner Müllers Contesting Democracy eller Tyler Stowalls White Freedom, at jo nærmere man i sin analyse kommer til nutiden, jo mere begivenhedshistorisk snarere end idéhistorisk bliver den. Det synes også i din analyse at blive stadig mere bureaukrati end religion, efterhånden som vi kommer tættere på nutiden, en mere strukturel-institutionelt orienteret analyse end en idéhistorisk-myte orienteret analyse. Og det får mig til at tænke på, om det er fordi, begivenhedernes præsens presser sig mere på, samtidig med at det er sværere at se de idéer, man selv er rundet af og står midt i, således at man uheldigvis kommer til at afidéhistorisere nutiden til fordel for en mere klassisk historieskrivning eller om du vil mene, at den amerikanske mytologi slår stadigt mindre igennem aktuelt end historisk, således at det situationelle slår stadigt stærkere igennem ifht det historiske?
Jeg vil gerne blive i den historiske analyse og også vende tilbage til den transatlantiske begrebsfordeling, dvs. spørgsmålet om hvorvidt vi analytisk kan anvende begreber udviklet på og i Europa på den amerikanske situation. For et andet begreb, der rumsterer omkring det koselleckianske, mere specifikt hos hans læremester, Carl Schmitt, er begrebet politisk teologi. Side 35 beskriver du nytten af begrebet som det at kunne analysere ”omsætningen af mytologi til sekulær politik”, men som man ofte diskuterer ifht Schmitts begreber, så er spørgsmålet, hvad der her sniger sig med analytisk.
For i Schmitts brug af begrebet ligger en påstand om, at det moderne slet ikke er moderne, at det egen modernitetsidé skjuler sit stadige religiøse udgangspunkt, altså at sekularisme er en ideologi snarere end et faktum, at det politiske stadig er struktureret omkring det religiøse, at der er en aktivt virkende religiøs struktur bagom det tilsyneladende sekulære, og jeg kan ikke se ud fra din analyse af myterne, om du mener, at de ikke bare i noget af deres indhold men i selve deres struktur er at forstå som religiøse?
Side 119 skriver du: ”Amerikansk sekulær republikanisme er ikke afskaffelse af religion, men tværtimod at sikre det religiøse fundament i politik, også i international politik.” og s. 134 taler du om ”en sekulariseret oversættelse af amerikanerne som det udvalgte folk” og s. 165 om ”sekulariserede oversættelser af religiøse idéer”. Så er påstanden her med brugen af begrebet politisk teologi, at amerikansk mytologi og politik snarere skal forstå som en teologi og videre at pointen med at arbejde med myter fremfor f.eks. ideologi er at religion er den virkende faktor eller bagvedliggende struktur i både myter i generel forstand og i amerikansk politik i partikulær forstand?
5) USA globalt set
Det sidste, jeg gerne vil komme ind på, handler om USA i verden, ikke hvordan den amerikanske stat agerer udenrigspolitisk, om end det er spændende nok, men hvordan vi skal analysere USA som en stat og et samfund blandt alle de andre, altså skal vi forstå det i sin partikularitet og unikhed, er der noget i det amerikanske historisk og aktuelt, der gør, at vi skal lave en særskilt analyse af dette ene fænomen, eller skal vi snarere forstå USA som en mere eller mindre tilfældig delmængde af en global helhed?
USA er – i sin selvfortælling eller sin mytologi – jo bundet op på idéen om at sætte en afgørende forskel mellem den gamle verden, Europa, og den nye verden, sig selv. Du nævner også s. 180 bl.a. begrebet ”old diplomacy” som en amerikansk afstandtagen til europæisk imperialisme og magtbalancepolitik. Og mange herinde kan velsagtens huske Donald Rumsfelds skelnen mellem Old Europe og New Europe, dvs. mellem Europa-Europa og så et amerikansk Europa.
Det rejser spørgsmålet, ikke så meget om USA’s selvforståelse, men om hvorvidt USA er helheden, der skal analyseres som singulær, eller del af en større helhed og derfor analyseres som delmængde af noget større. Så et sidste spørgsmål er, nu hvor du også arbejder med Mellemøsten og med Kina og kender din europæiske idéhistorie, hvor exceptionel USA faktisk er.
Skal vi, for at forstå USA, benytte andre metoder, end ved andre, ved alle andre stater? Det er det ene spørgsmål. Og det andet er, hvad sker der, hvis vi regionaliserer USA, dvs. siger, at ja, der er da noget, der er specielt for det, lige som der er for alle andre lande, men i sidste ende er det ikke denne særegenhed, der er væsentlig for at forstå USA og dets ageren, men f.eks. det at det er en stat i et internationalt statssystem?
MIKKEL THORUP
PROFESSOR
IDEHISTORIE, INSTITUT FOR KULTUR OG SAMFUND
AARHUS UNIVERSITET