22. november 2013

Til vore abonnenter

Temp nummer syv er ved at være klar til udsendelse og det er derfor tid til abonnementsfornyelse.


Redaktionen har oplevet en positiv modtagelse af de første årgange af temp og ser dette som en bekræftelse af behovet for at skabe et nyt – primært dansksproget – historisk tidsskrift som erstatning for tidsskrifterne Historie og Den jyske Historiker. Temp kan imidlertid ikke eksistere uden abonnenter og derfor opfordrer vi dig til at gentegne dit abonnement.

Du vil inden længe modtage et indbetalingskort fra PBS, således at dit abonnement fremover bliver betalt via Betalingsservice og dermed med et minimum af besvær for dig.

Hvis du ikke ønsker at tilmelde dit abonnement til Betalingsservice, kan det fremsendte girokort betales på ‘normal vis’. Du kan selvfølgelig også stadig forny dit abonnement online på www.werkshop.dk/temp, hvis du ønsker det.

I løbet af den sidste tid er vores hjemmeside blevet forbedret. For det første kan du nu vælge om du vil tilgå og downloade artiklerne enkeltvis eller hele nummeret samlet. For det andet er dele af debat- og anmeldersektionen blevet tilgængelig med et enkelt klik fra forsiden. Det betyder, at du nemt kan holde dig orienteret i, hvad der rører sig i historiefaget.

Som en konsekvens af disse forbedringer hæver vi prisen for det elektroniske abonnement med 75 kr., så det nu koster 275 kr. plus moms og ekspedition. Priserne på de øvrige abonnementstyper er uændrede.

Den nye årgang tegner lovende.

Nummer 7 er et omnibusnummer med artikler om emner, der spænder fra Knud J. V. Jespersens historiesyn over Johan Ludvig Heibergs vaudeviller til amerikanske militære aktiviteter i Grønland.

Nummer 8 udkommer i foråret 2014 som et temanummer om ’ny politisk historie’.

Redaktionen på Temp takker for din interesse og ønsker god læselyst.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.