Tine Berg Floater:
Sørsamene i rettshistorien før 1814
Trondheim: Museumsforlaget 2025
Bogen er et biprodukt af Tine Berg Floaters undersøgelse af retspraksis på tingene i Stjør- og Verdal fogderi i Trøndelag i perioden 1687-1814, Et århundre i retten. Retssaker og røverhistorier i Verdal på 1700-tallet, som udkom i 2021.[1] Som titlen antyder, bruger Floater retskilderne til at fortælle historier om dagliglivet i et norsk lokalsamfund i 1700-tallet. I denne bog gennemgår hun retssager fra fogderiet til at belyse tilstedeværelsen af samer og deres samliv med nordmænd i Trøndelag i perioden. Den aktuelle baggrund for udgivelsen er det norske opgør med den historiske undertrykkelse af samerne. I 2023 barslede en af Stortinget nedsat sandheds- og forsoningskommission med en rapport, der indeholder en historisk redegørelse for den såkaldte fornorskningspolitik, som fra og med 1852 søgte at gøre samer, skogfinner og kvener til nordmænd. Dette skete primært ved at internere samiske børn i kostskoler, hvor de skulle lære norsk, men samers rettigheder til rensdyrdrift blev også indskrænket.[2]
I dag er samerne anerkendt som urfolk med ret til land, men dette har indtil for nylig været omstridt i det sydsamiske område. I 1889 fremsatte historikeren Yngvar Nielsen en teori om, at sydsamerne først kom til Trøndelag og Røros-området i 1600- og 1700-tallet. Teorien afvises i dag af de fleste historikere men dukkede for nylig op under en retssag angående en plan om at opstille vindmøller på Fosen-halvøen nord for Trondheim, som den norske højesteret endte med at afvise med henvisning til bestemmelsen om minoriteters rettigheder i artikel 27 i FN’s konvention om civile og politiske rettigheder.[3] Samerne glimrede også ved deres fravær i trebindsværket Trøndelags historie fra 2005 med henvisning til manglen på skriftlige kilder, hvilket blev kritiseret af arkæologerne Jostein Bergstøl og Gaute Reitan. Konklusionen på den efterfølgende debat blev, at der måtte forskes mere i den samiske tilstedeværelse i Sydnorge.[4] Tine Berg Floaters bog råder bod på denne mangel ved at malke retskilderne fra 1600- og 1700-tallets Trøndelag for spor af de ca. 500 samer, der ifølge de såkaldte ’finnemandtal’ opholdt sig i Sydnorge på den tid.
Kilderne til undersøgelsen er tingbøger fra bygdetingene, lagtinget i Trondheim og overhofretten i Christiania samt administrative kilder såsom kirkebøger og lægdsruller. Hovedfokus er på Stjør- og Verdal og Inderøy fogderier, som hver indeholdt flere bygdeting. Metodisk har Floater haft det problem, at det er vanskeligt at finde samer i kilderne, da datidens dansk-norske embedsmænd ikke var så optaget af etnicitet, som vi er i dag. Det gængse begreb for en same var ’finne’, som dog også kunne betegne en skogfinne (indvandrede finner), og ’jemte’, som dog også kunne betegne en svensker fra Jämtland, og ’lappe’. I nogle tilfælde har hun kun kunnet identificere en person som same, fordi denne tilfældigvis blev omtalt med en af disse betegnelser i en kilde. Først i årene frem mod 1800 er der en tendens til at være opmærksom på etnicitet, men Floater understreger flere gange, at der ikke er tegn på, at samer og nordmænd blev forskelsbehandlet i retssystemet. Konklusionen på bogen er da også, at selvom retssagerne handler om konflikter, vidner beskrivelsen af dagliglivet i disse sager om, at samer og nordmænd normalt levede fredeligt sammen. At etnicitet i den dansk-norske helstat ikke har været så vigtigt passer meget godt med de senere årtiers forskning i norsk patriotisme, som først tonede frem i slutningen af 1700-tallet.[5] Dog har Erik Opsahl som argument for det modsatte peget på, at man i 1600-tallet begyndte at registrere samer og skogfinner i de såkaldte finnemandtal, hvilket antyder, at man ikke anså dem som en del af den norske befolkning.[6]
Det antages normalt, at den typiske same var en nomade, der kun har sat få spor i det administrative kildemateriale. Ikke desto mindre finder Floater samer i skattelister, i kirkebøger og i lægdsruller. Der var ikke vandtætte skodder mellem det samiske og det norske samfund, da samer giftede sig med nordmænd og stod faddere ved norske børns dåb. Mange samer var bofaste og levede af jagt og fiskeri eller tjente hos norske bønder. Administrativt var de nomadiske samer dog undtaget reglerne om at vise pas og nadverbeviser ved krydsning af sognegrænser. Da grænsen mellem Norge og Sverige blev fastlagt i 1751, fik samerne desuden ret til at krydse grænsen i det såkaldte Lappekodicil, der delte Sápmi i en norsk og svensk del.
Den pietistiske præst Thomas von Westen iværksatte i 1716 en missionsvirksomhed blandt samerne i samarbejde med det nye missionskollegium i København, som skulle udbrede den lutheranske tro i de dansk-norske kolonier. Parallellen til koloniseringen af Grønland ses ved, at von Westen også støttede den nordnorske præst Hans Egedes plan om at missionere der.[7] Ligesom på Grønland foregik missionsvirksomheden blandt samerne i Trøndelag med indfødte kateketer, der kunne udbrede den lutherske tro på samernes eget modersmål. Som eksempel på en af disse ’finnelærere’ fortæller Floater historien om Sjurs Sjursen, der i 1738 blev dømt til to års fæstningsarbejde i Trondheim for at true sognepræsten Elias Eliassen Heltberg med tæsk. Årsagen til Sjursens vrede var, at præsten havde afskediget ham fra en stilling som omgangslærer blandt de samiske rensdyrnomader på fjeldet, fordi han drak og var et dårligt eksempel for sine elever. I forlængelse af denne historie slår Floater dog fast, at selvom samer optræder i sager om druk og slagsmål, er der ikke tegn på, at de var mere fordrukne end nordmænd. Det var dog en udbredt fordom i samtiden, hvorfor von Westen foreslog et udskænkningsforbud for samer i 1723.
I resten af bogen fortæller Floater en række lige så spændende historier fundet i retskilderne, der tilsammen tegner billedet af den sydsamiske kultur i 1700-tallet. Typisk for den kulturhistoriske brug af retskilder bruges der primært eksempler fra strafferetten. Floaters beskrivelse af periodens norske retsvæsen tager udgangspunkt i traditionel norsk historieskrivning, hvor ’Dansketiden’ ses som et tilbageskridt i forhold til den gammelnorske ret. Magnus Lagabøtes landslov fra 1274 beskrives som ”human” i sammenligning Christian 5’s Norske Lov fra 1687, som var baseret på dansk ret og indførte en ”brutal retspleje” til Norge. Ifølge Floater blev lovene også fortolket mere rigidt af de danske dommere, som indtog de norske retter, da Norge blev et lydrige i 1536. Dette var dog ikke en særnorsk udvikling. Både den danske og norske strafferet blev mere brutal med indførelsen af mosaisk strafferet efter reformationen. For eksempel blev der i 1537 indført dødsstraf for drab, men både i Danmark og Norge udnyttede man op gennem 1500-tallet lovgivningens undtagelser til fortsat at sone drab med mandebod.[8] Endelig blev dødsstraffen for tyveri afskaffet i Norske Lov. Den norske lovkommission havde ellers forgæves forsøgt at få bibeholdt dødsstraffen for indbrud fra ældre norsk ret.[9] Floater nævner, at den danske ret indførte tortur, til trods for at tortur officielt var forbudt og kun brugt undtagelsesvist.[10] De specifikke forhold omkring samernes forhold til retsplejen var, at det var vanskeligt at stævne samer, som strejfede omkring på fjeldet med deres rensdyr. Samer optrådte heller ikke som retsvidner på tingene, men der blev udnævnt samiske ”finnelensmænd”. Kirketugt udgjorde en udfordring, da det var vanskeligt for præsterne at kontrollere de nomadiske samers kirkegang og sædelighed. Konflikter mellem samer synes også at være bilagt indbyrdes uden om retten.
Samer var traditionelt kendte for deres magiske evner med at signe og ’gande’ (en særlig form for samisk sort magi). Ved udsendelsen af Norske Lov i 1687 var de store heksejagter forbi, som havde kostet mange nordmænd og samer livet. I 1674 endte den sidste heks på bålet i Trøndelag. Det var en samisk kvinde ved navn Finn-Kirsten, der blev aftvunget sin tilståelse under tortur efter at være blevet dømt til døden for andre forbrydelser. Selvom bålstraffen for djævlepagt var bibeholdt i Norske Lov, blev de fleste troldfolk nu kendt skyldige i det nye gerningsindhold, ”indbildte kunster”, hvor straffen var livsvarigt fængsel. I 1711 blev den 80-årige Valborg Gundersdatter dog forvist af lagtinget til Nordlandene for at have haft til hensigt at skade folk med ”indbildte kunster”, da der ikke var et tugthus i Trondheim. For hvid magi var straffen forvisning fra kongens riger og lande, men også her var retspraksis mild. Samen Thor Pedersen blev i 1697 dømt for at bruge ”mistænkelige kunster” til at helbrede folk, men da han var en gammel mand, nøjedes man med at forvise ham fra fogderiet. Sagerne fra Trøndelag vidner om tendensen til at se trolddom som folkelig overtro og den deraf følgende mildere retspraksis, som også kendes fra de sene trolddomsprocesser i Danmark.[11]
Floater gennemgår desuden en række sager om vold og drab, som involverede samer enten som vidner, gerningsmænd eller ofre. I halvdelen af sagerne i Trøndelag stak gerningsmændene eller -kvinderne af fra varetægtsarresten. Samiske fanger gemte sig typisk på fjeldet som Skarel Olsen, der i 1734 stak af fra sin varetægtsarrest hos lensmanden efter at være dømt til to års arbejde på fæstningen i Trondheim for et uagtsomt drab på en samisk dreng under en andejagt. Den stakkels lensmand fandt aldrig den bortløbne same men døde af anstrengelserne under eftersøgningen i de norske og svenske fjelde. Den samiske kvinde Berit Pedersdatter blev i perioden 1777-1783 idømt flere tugthusstraffe for urolig adfærd under hendes og andre samers rejser langs kysten. I forbindelse med denne sag beskrev fogeden samerne som et uciviliseret folk uden ”disciplin” og afskåret fra det borgerlige samfund på enhver måde. En sag fra 1693 om en norsk nybyggers massedrab på en samisk handelsmand og hans familie vidner også om spændinger mellem de to befolkningsgrupper. Ikke desto mindre konkluderes det, at konflikterne mellem norske bønder og samiske rensdyrnomader handlede om ressourcer og ikke etnicitet. Dog er der mange kildecitater, der udtrykker fordomme om samer, og undertrykkelsen af samer dengang og nu har vel også involveret kampe om ressourcer.
Ud fra en snæver synsvinkel kunne man spørge, om dette lille hjørne af den norsk-samiske historie er relevant for danske læsere? Svaret er ja, da den norske historie i unionstiden hænger sammen med den danske historie, som Rasmus Glenthøj har påpeget.[12] Man kan også argumentere for, at den ’indre’ kolonisering af Nordnorge er en overset del af dansk kolonihistorie, som blev udeladt af Gads fembinds-værk om samme, fordi værkets kolonidefinition krævede afstand til moderlandet.[13] Som nævnt var der ikke den store forskel mellem den samtidige missionsvirksomhed i Sápmi og i Grønland. De danske myndigheder omtalte det også som en ”Colonisering”, da man i slutningen af 1700-tallet bosatte norske nybyggere i det indre Troms.[14] Mathias Danbolt har desuden argumenteret for, at man kan tale om en ”fordanskning” af Sápmi i 1700-tallet, da der var planer om at missionere på dansk, og fordi Finnmarken og samerne blev omtalt som danske.[15]
Floater må roses for sit store arbejde med at støvsuge kilderne for omtaler af samer og derved bidrage til at give sydsamerne en plads i historien. Selvom jeg er en stor fan af mikrohistorie, må jeg dog indrømme, at det af og til er vanskeligt at holde styr på de mange person- og stednavne, især når man ikke er stedkendt. Her kunne et kort have hjulpet. Alt i alt giver de mange små historier dog et fascinerende indblik i dagliglivet i denne del af det dansk-norske tvillingrige i 1700-tallet.
JØRGEN MÜRHMANN-LUND
POSTDOC, PH.D
CENTER FOR ERHVERSRET OG OFFENTLIG REGULERING
KØBENHAVNS UNIVERSITET
JML@JUR.KU.DK
[1] Floater: Et århundre i retten.
[2] Sannhet- og forsoningskommisjonen, https://www.stortinget.no/globalassets/pdf/sannhets–og-forsoningskommisjonen/rapport-til-stortinget-fra-sannhets–og-forsoningskommisjonen.pdf
[3] Høyesterettsdom 11. oktober 2021, https://www.domstol.no/no/hoyesterett/avgjorelser/2021/hoyesterett-sivil/hr-2021-1975-s/
[4] Bull m.fl. (red.): Trøndelags historie; Bergstøl og Reitan: ”Samer på Dovrefjell i vikingtiden”; Bull og Stugu: ”Om samer i det sørlige Norge”; Hermandstrand: ”Sørsamisk historie”.
[5] Se bl.a. Storsveen: Norsk patriotisme før 1814; Glenthøj: Skilsmissen, 27-46, 62-64.
[6] Opsahl: ””Norge […] thette rige som vort federne rige og land””, 106-107.
[7] Bobé: Hans Egede, 22-23.
[8] Se bl.a. Sandmo: “The History of Violence”; Netterstrøm: “Criminalization of Homicide”.
[9] Sandvik: ”Forholdet mellem Danske og Norske Lov”, 26.
[10] Om den undtagelsesvis brugte tortur, se Krogh: Den skarpe inkvistion.
[11] Elleby: Den satans tumult.
[12] Glenthøj: Skilsmissen, 47.
[13] Brimnes m.fl.: (red.): Danmark, 6.
[14] Sannhets- og forsoningskommissionen, 166-167.
[15] Danbolt: ”Grænsen går her”.
PUBLICERET MATERIALE
Bergstøl, Jostein og Gaute Reitan: ”Samer på Dovrefjell i vikingtiden”, (Norsk) Historisk Tidsskrift, 87, 2008, 9-27. Doi:10.18261/ISSN1504-2944-2008-01-02
Bobé, Ludvig: Hans Egede. Grønlands missionær og kolonisator. København: Hans Reitzels Forlag, 1944.
Brimnes, Niels m.fl. (red.): Danmark. Danmark og kolonierne. København, Gads Forlag, 2017.
Bull, Ida, Olav Skevik, Kalle Sognsnes og Ola Svein Stugu (red.): Trøndelags historie Bd. 1-3, Trondheim: Tapir Akademisk Forlag, 2005.
Bull, Ida og Ola Stein Stugu: ”Om samer i det sørlige Norge”, (Norsk) Historisk Tidsskrift, 87, 2008, 657-664.
Danbolt, Matthias: ”Grænsen går her. Metodisk nationalisme og omfordeling af ansvar i historieskrivningen om koloniseringen af Sápmi”. I Rud, Søren og Søren Ivarsson (red.): Globale og postkoloniale perspektiver på dansk kolonihistorie. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2021, 197-235.
Domstol.no: ”Høyesteretts dom 11. oktober 2021”, HR-2021-1975-S: https://www.domstol.no/no/hoyesterett/avgjorelser/2021/hoyesterett-sivil/hr-2021-1975-s/ (18.05.2026).
Elleby, Maria Østerby: Den satans tumult. Heksejagt i højesteret, København: Gads Forlag, 2026.
Floater, Tine Berg: Et århundre i retten. Rettsaker og røverhistorier fra Verdal på 1700-tallet, Trøndelag, Oslo: Forlaget Volveikja, 2021.
Glenthøj, Rasmus: Skilsmissen. Dansk og norsk identitet før og efter 1814, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2012.
Hermandstrand, Håkon: ”Sørsamisk historie”, (Norsk) Historisk Tidsskrift, 88, 2009, 485-491.
Krogh, Tyge: Den skarpe inkvistion. Tortur i Danmark – og dens ofre, København: Gads Forlag 2022.
Netterstrøm, Jeppe Büchert: “Criminalization of Homicide in Early Modern Denmark (16th – 17th Centuries)”, Scandinavian Journal of History, 42, 2017, 459-475.
Opsahl, Erik: ””Norge […] thette rige som vort federne rige og land”. Norsk identitet i Lydriketida (1537-1660)?” (Norsk), Historisk Tidsskrift, 81, 2002, 81, 99-118.
Sandmo, Erling: “The History of Violence in the Nordic Countries”, Scandinavian Journal of history, 25, 2000, 53-68.
Sandvik, Gudmund: ”Forholdet mellem Danske og Norske Lov”. I Tamm, Ditlev (red.): Danske og Norske Lov i 300 år. Festskrift udgivet i anledning af 300året for udstedelsen af Christian V’s Danske Lov, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1983, 19-34.
Sannhet- og forsoningskommisjonen: Sannhet og forsoning – grunnlag for et opgjør med fornorskningspolitikk og urett mot samer, kvener/norskfinner og skogfinner. Rapport til Stortingets presidentskap 1. juni 2023.
https://www.stortinget.no/globalassets/pdf/sannhets–og-forsoningskommisjonen/rapport-til-stortinget-fra-sannhets–og-forsoningskommisjonen.pdf (18.05.2026)
Storsveen, Odd Arvid (red.): Norsk patriotisme før 1814, Kult skriftserie, Oslo: Norges forskningsråd, 1997.