18. juni 2012

Call for Papers, temp nr. 8
temp – tidsskrift for historie indkalder bidrag til seminar og temanummer om:

Ny politisk historie

Politisk historie er en af den moderne historievidenskabs ældste og største discipliner. I et stadigt mere komplekst fag er den ofte blevet kritiseret og karikeret, og det er vel også en kendsgerning, at den politiske historie er blevet mindre påvirket af teoretiske nybrud end andre sub-discipliner såsom kulturhistorie, socialhistorie eller økonomisk historie.

I disse år kan der imidlertid registreres en række nyorienteringer i forhold til det historiske studium af politik. Især synes teorier og metoder med relation til de mange ’vendinger’ i historisk teori og metode (f.eks. den sproglige, den kulturelle eller den transnationale) i stigende grad at præge den aktuelle forskning i politisk historie og politisk kultur. I Tyskland er en ”neue Politikgeschichte” blevet tematiseret, og lignende udviklinger kan iagttages i andre lande. Det er disse udviklinger, dette seminar og det efterfølgende temanummer vil orientere sig imod og give et bidrag til.

Hvor politisk historie traditionelt har taget udgangspunkt i aktøren/biografien, partiet, bevægelsen, det eksisterende arkiv og beslutningsprocesser i lovgivende og administrative organer, er det hensigten med denne udgivelse at tematisere andre og supplerende indgange til studiet af politik. Pointen er ikke, at den ’gamle’ politisk historie er passé. Pointen er derimod, at politik er et mangfoldigt felt, der kan studeres med mange forskellige perspektiver og metoder.

Fagfæller og fagnaboer opfordres derfor til at indsende forslag til artikler, der – gerne gennem en case – introducerer et metodisk greb, et overset emnefelt eller et interdisciplinært perspektiv, som kan bidrage til en fornyelse af den politiske historie. For at sikre en homogenitet i temanummeret, vil metodisk orienterede forslag blive foretrukket.

Deadlines:
Deadline for abstracts (min. ½ side): 15. september 2012
Deadline for seminarpapers: 1. april 2013
Deadline for artikelbidrag (max. 20 sider): 15. juli 2013

Bidrag – og eventuelle spørgsmål – sendes til temphist@hum.au.dk

Seminaret finder sted medio 2013 • Temanummeret redigeres af Klaus Petersen (SDU), Anne-Marie Mai (SDU), Jeppe Nevers (SDU), Karen Gram-Skjoldager (AU), Ann-Christina Lauring Knudsen (AU), Claus Kjersgaard Nielsen (AU) og Poul Duedahl (AAU) og udkommer i juni 2014.

[Call for Papers – temp no. 8, in english (pdf)]

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.