27. september 2013

temp – tidsskrift for historie udgiver temanummer om:

De internationale organisationers danmarkshistorie

I globaliseringens tidsalder er der behov for forskning, der udforsker kilderne til og betydningen af transnationale fænomener, som påvirker menneskers liv. De nye og stadigt mere magtfulde internationale organisationer – så som Folkeforbundet, FN med særorganisationer, EF/EU og NATO – er oplagte analyseobjekter, fordi de har medvirket til at indlejre deres medlemsstater og befolkninger i nye, tætte politiske, økonomiske, sociale og kulturelle netværk og fællesskaber.

Forskningen i de internationale organisationer er imidlertid præget af en slående ensidighed. Den litteratur, der har gjort de internationale organisationer til sit forskningsfelt, har nemlig været travlt optaget af at afdække de institutionelle udviklinger og politiske processer inden for organisationerne, der har ledt frem til vigtige politiske initiativer og beslutninger. Initiativernes efterfølgende implementering, deres omfang, karakter og virkningshistorie – altså den praktiske betydning, som organisationerne og deres politiske, administrative og kulturelle aktiviteter har haft i medlemsstaterne – er til gengæld mangelfuld. Det gælder også forskningen i og om Danmark.

Temanummeret redigeres af Poul Duedahl (AAU), Karen Gram-Skjoldager (AU) og Kristine Midtgaard (SDU), og udkommer som temp nr. 10 i juni 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.