2. årgang

temp – tidsskrift for historie
Årgang 2 (20011-2012) nr. 3-4

temp årgang 2 vil som den foregående årgang udkomme med to numre. Det første udkommer i december 2011 og er organiseret som et omnibusnummer bestående af artikler med bred tematisk, geografisk og kronologisk spredning. Det andet er et temanummer, som vil udkomme i foråret 2012.

Årets temanummer har titlen, ”Soldat og civil. Bønders og byboers møde med det militære og konstruktionen af den civile borger ca. 1400-1815”. Det handler om danske bønders og byboers møde med krig og militær fra senmiddelalderen til Napoleonskrigene. I takt med den stigende professionalisering af krigen og dannelsen af statshære, opstod det civile og det militære som to adskilte kategorier. I temanummeret diskuteres, hvordan og af hvem disse kategorier blev defineret, og hvilke normer og regler der gjaldt for interaktionen mellem militære og civile i krigs- og fredstid. Gennem hele perioden spillede danske bønder og byboer en betydelig militær rolle som udbudte og hvervede tropper i den kongelige hær og flåde og i det lokale forsvar. Temanummeret behandler omfanget og karakteren af bønder og byboers militære funktioner og belyser, hvorvidt disse funktioner var med til at forme gruppernes selvopfattelse. Endeligt undersøges de sociale og økonomiske belastninger, som krigen udsatte civilsamfundet for i form af plyndringer, hærgninger og konsekvenserne af den ofte meget tunge indkvarteringsforpligtelse.