{"id":335,"date":"2014-01-09T12:39:40","date_gmt":"2014-01-09T11:39:40","guid":{"rendered":"http:\/\/www.temphist.dk\/?page_id=335"},"modified":"2014-01-09T13:18:31","modified_gmt":"2014-01-09T12:18:31","slug":"debatindl%c3%a6g-var-vore-forfatningsf%c3%a6dre-demokrater","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/www.temphist.dk\/?page_id=335","title":{"rendered":"Debatindl\u00e6g \u2013 Var vore forfatningsf\u00e6dre demokrater?"},"content":{"rendered":"

Var vore forfatningsf\u00e6dre demokrater?[1]<\/sup><\/sup><\/a><\/h1>\n

Palle Svensson<\/em><\/p>\n

\n

Det er en udbredt forestilling, at demokratiet blev indf\u00f8rt i Danmark i 1849. Forestillingen n\u00e6res af hyppige gentagelser i officielle fremstillinger af den politiske styreform, af politikere p\u00e5 grundlovsdage[2]<\/sup><\/sup><\/a> og af historikere, der skriver om 1800-tallet. Som et eksempel p\u00e5 de officielle fremstillinger kan n\u00e6vnes, hvordan Folketinget beskriver vores styreform over for de opvoksende generationer: \u201dGrundloven gav magten til folket. Og Danmark fik folkestyre \u2013 blev et demokrati.\u201d[3]<\/sup><\/sup><\/a> Som et af de seneste eksempler p\u00e5 den officielle opfattelse kan n\u00e6vnes Demokratikanonen<\/em> fra 2008. Her hedder det: \u201dDanmark fik sin f\u00f8rste demokratiske grundlov, Danmarks Riges Grundlov<\/em>, den 5. juni 1849.\u201d Det indr\u00f8mmes dog, at grundloven kun var betinget demokratisk. \u201dIdet det kun var m\u00e6nd over en vis alder, der havde stemmeret.\u201d[4]<\/sup><\/sup><\/a> Om den nationalliberale bev\u00e6gelse i K\u00f8benhavn hedder det derimod uden modifikationer, at den var \u201ddrivkraften bag indf\u00f8relsen af demokrati i Danmark.\u201d[5]<\/sup><\/sup><\/a> Fremtr\u00e6dende historikere bidrager ogs\u00e5 til forestillingen om demokratiets indf\u00f8relse i 1849, for eksempel skriver Claus Bj\u00f8rn: \u201dDe nyindf\u00f8rte st\u00e6nderforsamlinger udviklede en voksende opposition til enev\u00e6lden, og i 1840\u2019erne truedes den best\u00e5ende orden b\u00e5de af eksplosive mods\u00e6tninger mellem dansk og tysk i Slesvig og af b\u00f8ndernes krav om fortsatte reformer. Borgerkrigen og demokratiet kom i 1848 \u2013 og Grundloven den 5. juni 1849.\u201d[6]<\/sup><\/sup><\/a> Knud J.V. Jespersen, skriver p\u00e5 lignende m\u00e5de: \u201dMidt under den 1. Slesvigske Krig underskrev kongen den 5. juni 1849 den nye forfatning, Danmarks f\u00f8rste demokratiske grundlov.\u201d[7]<\/sup><\/sup><\/a> Forestillingen finder ogs\u00e5 udtryk i et par af de nyeste fremstillinger om perioden: Tom Buk-Swienty: Dommedag Als \u2013 29. juni <\/em>1864 (2010) og Hans Vammen: Den tomme stat <\/em>(2011). Buk-Swienty skrives blandt andet: \u201dDe nationalliberale var en gruppering af politikere og borgere, der arbejdede for en nationalstat med en demokratisk forfatning.\u201d[8]<\/sup><\/sup><\/a> Om Christian IX skriver Buk-Swienty: \u201d\u2026 han var konservativ og havde ikke helt forliget sig med kongens st\u00e6rkt reducerede betydning i politiske forhold efter indf\u00f8relsen af demokratiske institutioner i 1849\u201d,[9]<\/sup><\/sup><\/a> og styreformen i 1864 karakteriseres som \u201det ganske ungt demokrati\u201d.[10]<\/sup><\/sup><\/a> Hans Vammen kalder Junigrundloven for \u201dEuropas mest demokratiske forfatning med almindelig valgret til b\u00e5de Folketing og Landsting\u201d,[11]<\/sup><\/sup><\/a> og han omtaler A.F. Tscherning, I .A. Hansen og Balthazar Christensen, \u201dsom k\u00e6mpede for at bevare Junigrundlovens demokrati.\u201d[12]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Sp\u00f8rgsm\u00e5let er, om den udbredte opfattelse er en myte eller en korrekt beskrivelse af, hvad der skete i Danmark i 1848-49? Min tese er, at det er en myte,[13]<\/sup><\/sup><\/a> fordi demokrati f\u00f8rst er blevet en anerkendt styreform inden for det sidste hundrede \u00e5r og langt op i 1800-tallet blev forbundet med et direkte styre, hvor de fattige tog magten og brugte den i deres egen sn\u00e6vre klasseinteresse.<\/p>\n

En hovedpointe i demokratiets historie er, at frem til slutningen af 1700-tallet blev demokrati og repr\u00e6sentation opfattet som uforenelige mods\u00e6tninger. Med den politiske udvikling i Amerika og Frankrig begyndte det skarpe skel at smuldre og blev efterh\u00e5nden afl\u00f8st af en ide om, at demokrati og repr\u00e6sentation kunne forenes \u2013 f\u00f8rste gang formuleret af Thomas Paine i 1792.[14]<\/sup><\/sup><\/a> Det tager dog tid for nye ideer at sl\u00e5 igennem, og f\u00f8rst med Tocquevilles b\u00f8ger fra 1830\u2019erne begynder denne id\u00e9 at brede sig i en st\u00f8rre offentlighed, mens kravet om en fri forfatning l\u00e6nge var langt st\u00e6rkere. Mogens Herman Hansen p\u00e5peger s\u00e5ledes:<\/p>\n

I \u00e5rene efter 1830 voksede retsstatsbegrebet frem som et krav om, at stater b\u00f8r styres af love, ikke personer, og at loven b\u00f8r beskytte borgernes personlige sikkerhed, deres ejendom og deres frihed ved at s\u00e6tte gr\u00e6nser for statsmagten [\u2026] Retsstatsbegrebet skabtes naturligt ved en kombination af to af tidens vigtigste str\u00f8mninger: Liberalismens fokus p\u00e5 den individuelle frihed til at leve, som man vil, og konstitutionalismens krav om en forfatning, der kan begr\u00e6nse statsmagten. Derimod var der endnu ingen i Europa, der forbandt liberalisme og konstitutionalisme med demokrati.[15]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

I denne artikel unders\u00f8ges, om forestillingen om demokratiets indf\u00f8relse i Danmark i 1849 er holdbar eller en myte. Det g\u00f8res ved at unders\u00f8ge, hvad man dengang mente, at man indf\u00f8rte med Junigrundloven, alts\u00e5 samtidens selvforst\u00e5else: Hvordan opfattede man dengang den styreform, der blev indf\u00f8rt i 1849? Blev den konstitutionelle styreform opfattet som et demokrati? Kort sagt: Var vore forfatningsf\u00e6dre demokrater? Unders\u00f8gelsen hviler p\u00e5 den antagelse, at de, der var politisk aktive i reformprocessen, og som opfattede sig selv som demokrater, ville anvende ordet \u201ddemokrati\u201d og bruge det p\u00e5 en positiv m\u00e5de. Modstandere af demokrati ville m\u00e5ske ogs\u00e5 bruge ordet, men forbinde det med noget negativt. Desuden antages det, at de, der slet ikke tog ordet \u201ddemokrati\u201d i deres mund, ikke var demokrater, men virkede for en anden styreform, for eksempel et konstitutionelt monarki, en fri forfatning eller en blandet styreform. Disse antagelser unders\u00f8ges ikke udt\u00f8mmende i det f\u00f8lgende, da dette kr\u00e6ver en n\u00e6rmere analyse af, hvad man i samtiden forstod ved \u201ddemokrati\u201d. En s\u00e5dan analyse ber\u00f8res i det f\u00f8lgende, men er ikke denne artikels hoved\u00e6rinde. Unders\u00f8gelsen af, om vore forfatningsf\u00e6dre opfattede sig selv som demokrater, gennemf\u00f8res dels ved en kritisk redeg\u00f8relse for nyere historiske fremstillinger \u2013 Claus Friisberg, Jeppe Nevers og Bertel Nygaard \u2013 dels ved en systematisk analyse af debatten p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling.[16]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Selvforst\u00e5elsen if\u00f8lge nyere historiske fremstillinger<\/h3>\n

Claus Friisberg er nok den i Danmark, der over en lang \u00e5rr\u00e6kke har studeret dansk politik i 1840\u2019erne mest grundigt. Han er lektor p\u00e5 gymnasiet i Varde og har en meget omfattende produktion om emnet \u2013 kronet med en stor disputats fra 2007: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Partiernes kamp om forfatningen 1848-1920<\/em>, hvori han <\/em>h\u00e6vder, at demokratiet blev indf\u00f8rt i 1849. <\/em>En af hans mange andre b\u00f8ger (fra 1999) hedder ligefrem: Demokratiets Triumf. Den f\u00f8rste Junigrundlov. <\/em><\/p>\n

I disputatsen skriver Friisberg indledningsvis i en note: \u201dFormelt var den danske forfatning konstitutionelt monarkisk og blev af de ledende nationalliberale politikere betegnet som en fri forfatning. De talte dog ogs\u00e5 om et demokrati, jf. f.eks. Orla Lehmanns forsvarstale fra 1842.\u201d Det hedder videre i samme note: \u201dLehmann var tidligt ude med sin brug af demokrati i betydningen repr\u00e6sentativt demokrati\u201d og \u201dVedr\u00f8rende de nationalliberales demokratiopfattelse, se Claus Friisberg: Ideen om et frit Danmark<\/em>, 2003, s. 296ff.\u201d[17]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Men er det nu rigtigt, at de nationalliberale opfattede sig selv som demokrater? G\u00e5r man henvisningen til Ideen om et frit Danmark<\/em> n\u00e6rmere igennem, finder man efter min opfattelse ikke bel\u00e6g for, at de nationalliberale opfattede sig selv p\u00e5 den m\u00e5de.<\/p>\n

Friisberg h\u00e6vder, at Orla Lehmann anvendte ordet \u201ddemokrati\u201d i betydningen \u201drepr\u00e6sentativt demokrati\u201d. Det er der ingen klare bel\u00e6g for i Lehmanns forsvarstale i H\u00f8jesteret i 1842, som Friisberg henviser til. Lehmann skulle i H\u00f8jesteret forsvare en tale han holdt til b\u00f8nderne p\u00e5 Falster i 1841, idet han blev anklaget for at \u201dudbrede had og misn\u00f8je mod landets forfatning.\u201d P\u00e5 Falster havde Lehmann h\u00e6vdet den konstitutionelle statsforms fortrin frem for det uindskr\u00e6nkede konged\u00f8mme, men ogs\u00e5 forklaret, at en fri forfatning ikke ville tage magten fra kongen. Kongen ville stadig v\u00e6re statens overhoved og st\u00e5 i spidsen for regeringen og folket i s\u00e5vel krig som fred: \u201dDet er kun Magten til at skade, men ikke Magten til at gavne, som en fri Forfatning vilde ber\u00f8ve ham. Desuden maa De ikke tro, at Kongen i Virkeligheden er saa enev\u00e6ldig, som man efter Ordene skulde tro.\u201d[18]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Lehmann forklarede b\u00f8nderne p\u00e5 Falster, at som enev\u00e6lden fungerede, var det ikke kongen personligt, der regerede, men derimod embedsm\u00e6ndene. Men selv om de ud\u00f8vede en stor del af den magt, der formelt tilkom kongen, s\u00e5 blev de ikke draget til ansvar, men unddrog sig ansvaret ved \u201dat krybe i Skjul bag Kongekaabens Purpur\u201d. \u201dI virkeligheden er det derfor snarere Kollegiernes, end Kongens Magt, man \u00f8nsker flyttet over til St\u00e6nderne; det er folkekaarne Raadgivere, man vil stille ved Tronens Side, istedetfor de selvkaarne.\u201d[19]<\/sup><\/sup><\/a> Om den \u00f8nskede forfatning sagde Lehmann videre, at \u201d[…] en fri Forfatning vil gj\u00f8re det lettere for Regeringen at udrette noget Godt, vanskeligere at gj\u00f8re noget Slet, men umuligt at gj\u00f8re \u2013 slet Ingenting.\u201d[20]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Er det disse \u201dfolkekaarne Raadgivere\u201d \u2013 som var valgt med St\u00e6nderforsamlingernes meget sn\u00e6vre valgret, der kr\u00e6vede besiddelse af en vis ejendom \u2013 der f\u00e5r Friisberg til at g\u00f8re Lehmann til demokrat?<\/p>\n

Om den politiske styreform fremh\u00e6ver Lehmann i sin Falstertale, at \u201dSkattebevillingsretten er Hj\u00f8rnestenen i enhver fri Forfatning; thi det kan ikke n\u00e6gtes, at Pengev\u00e6senet altid har v\u00e6ret Enev\u00e6ldens svageste Side.\u201d[21]<\/sup><\/sup><\/a> Han taler om, at \u201dsnylteg\u00e6ster\u201d, der ville leve h\u00f8jt og flot uden at arbejde, havde omgivet og misbrugt de danske konger, som havde haft sv\u00e6rt ved at sige nej p\u00e5 grund af deres godhed eller svaghed. Det ville derfor v\u00e6re til deres eget bedste, \u201ddersom Folkets Repr\u00e6sentanter kunde paatage sig den Ulejlighed\u201d.<\/p>\n

Jeg vil derfor kun endnu udtale den Overbevisning, at Sp\u00f8rgsmaalet ikke er, om Danmark skal have en fri Forfatning med Skattebevillingsret [\u2026] Men naar det vil ske, og dette vil v\u00e6sentligen bero paa, hvor klart Folket selv erkjender dens Gavnlighed, og hvor inderligt det l\u00e6nges efter at blive delagtigt i dette Gode.[22]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

I Falstertalen anvender Lehmann ikke ordet \u201ddemokrati\u201d.\u00a0 Det g\u00f8r han til geng\u00e6ld i Forsvarstalen i H\u00f8jesteret i 1842,[23]<\/sup><\/sup><\/a> men p\u00e5 en temmelig tvetydig m\u00e5de. Orla Lehmann gav i Forsvarstalen udtryk for, at han ikke mener, at hans syn p\u00e5 de konstitutionelle forhold \u201dere tomme Abstraktioner og udsv\u00e6vende Fantasterier\u201d, men derimod udsprunget af \u201den ret sund, praktisk Livsanskuelse\u201d, der ikke g\u00e5r p\u00e5 \u201den anarkistisk, revolution\u00e6r, antisocial Omstyrtning af det Bestaaende\u201d, men derimod p\u00e5 \u201den maadeholden, organisk Reform\u201d, idet han h\u00e6vdede at have \u201dmodstaaet enhver Fristelse til at fraternisere med den plebejiske Livsopfattelse, som er Demokratiets Skyggesyde og v\u00e6rste Fjende\u201d.[24]<\/sup><\/sup><\/a> Videre siger han om demokrati: \u201dJeg er mig bevidst i hin Forsamling af Almuesm\u00e6nd lige saa lidt at have forn\u00e6gtet det Aandens Aristokrati, der i mine \u00d8jne er Demokratiets \u00e6dleste Blomst, som jeg her for Deres Majest\u00e6ts Trone vil forn\u00e6gte det rette Demokrati.\u201d[25]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Hvad dette \u201drette Demokrati\u201d indeb\u00e6rer, g\u00f8r Lehmann ikke n\u00e6rmere rede for i sin Forsvarstale, men han antyder dog, at det ikke indeb\u00e6rer, at man skal \u201dtage Magten fra Kongen og give den til St\u00e6nderne\u201d. Han giver udtryk for, at det er hans f\u00f8rste opgave \u201dst\u00e6rkt at fremh\u00e6ve, hvorledes Konged\u00f8mmets Grundv\u00e6sen er opretholdt lige saa vel i det konstitutionelle, som i det absolutte Monarki. Til at v\u00e6lge dette Udgangspunkt f\u00f8lte jeg mig saa meget mere tilskyndet som Almuens traditionelle \u00c6rb\u00f8dighed for Kongen stemmer overens med mine egne konstitutionelt-monarkiske Grunds\u00e6tninger.\u201d[26]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Skulle det v\u00e6re en demokrat, der formulerer sig p\u00e5 den m\u00e5de? Man kan selvf\u00f8lgelig forestille sig, at Lehmann p\u00e5 grund den begr\u00e6nsede ytringsfrihed i datiden og\/eller af taktiske grunde ikke siger, hvad han faktisk mener, men der er nu flere indikatorer p\u00e5, at dette ikke er tilf\u00e6ldet.<\/p>\n

Efter Lehmanns opfattelse var det enev\u00e6ldige monarki allerede gjort g\u00e6ldende i en formildet form. Derfor ville overgangen til en fri forfatning ikke v\u00e6re s\u00e5 voldsom, som det umiddelbart kunne synes: \u201dMod det skarpe Alternativ, som laa i den Frase, \u2019at tage Magten fra Kongen og give den til St\u00e6nderne\u2019, stillede jeg den dialektisk mindre slaaende, men i Virkeligheden mere sande Paastand, at hverken har Kongen nu al Magten, ei heller vil han ved en konstitutionel Forfatning tabe den.\u201d[27]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Lehmann giver alts\u00e5 ikke udtryk for, at man skulle l\u00e6gge folkesuver\u00e6niteten til grund for styreformen i stedet for monarkiet. \u201dDet rette demokrati\u201d synes at indeb\u00e6re en form for sameksistens mellem kongemagt og folkemagt, mellem monarki og demokrati. At denne sameksistens indeb\u00e6rer et konstitutionelt monarki, hvor magten deles mellem kongen og folkets valgte repr\u00e6sentanter, giver Lehmann ofte udtryk for i 1840\u2019erne. Et godt eksempel er hans tale for indf\u00f8relse af en fri forfatning i St\u00e6nderforsamlingen i Roskilde i juli 1846. Han g\u00e5r her ud fra, at der i denne st\u00e6nderforsamling \u201dkun findes meget Faa, som ikke i Realiteten ere overbeviste om, at det konstitutionelle Monarki er en h\u00f8jere og \u00e6dlere Form for et oplyst Folks Samfundsliv, end Enev\u00e6lden, og tillige, at den konstitutionelle Ordning af vore offentlige Anliggender er den eneste Redning fra de Forviklinger, der faretruende omlejre vor Fremtid.\u201d[28]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Lehmann fremh\u00e6ver, at det er vigtigt, at b\u00e5de folket og kongen er med i styret. Om folket siger han:<\/p>\n

Vor egen Erfaring godtgj\u00f8r, at, hvor Folket er udelukket fra virksom Deltagelse i sine egne Anliggenders Bestyrelse, hvor det er indskr\u00e6nket til at lade sig regere og til at betale Skat, eller i det H\u00f8jeste at f\u00f8re lidt \u00f8rkesl\u00f8s Tale om de offentlige Forhold, der synker F\u00e6drelandskj\u00e6rligheden ned til et sygeligt F\u00f8leri, som kun med lange Mellemrum kan blusse op til et daadl\u00f8st, snart hend\u00f8ende Liv, \u2013 der blegner Bevidstheden om V\u00e6rdighed og Borgerpligt, \u2013 der opl\u00f8ses Samfundsaanden i Privategoisme eller Standsegoisme eller, naar det kommer h\u00f8jt, i Provindsegoisme, som maa f\u00f8re til Statens Opl\u00f8sning.[29]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Han siger her ikke noget om, hvem \u201dFolket\u201d er, og hvori dets deltagelse i styret skulle best\u00e5, men understreger straks, at det ikke kun er i folkefrihedens navn, at han \u00f8nsker en fri forfatning, eller at friheden kun kan k\u00f8bes \u201dved Opoffrelse af fast Orden og st\u00e6rkt Regimente\u201d:<\/p>\n

Jeg kan for min Del forsikre, at hvad jeg savner her i Landet, er ganske vist et friskt og frugtbart Folkeliv, men i endnu h\u00f8jere Grad en st\u00e6rk Regering. Jeg vilde kunne forstaa, at man lod sig imponere af Absolutismen, ja, at man med god Villie kunde slutte sig til den, naar den optraadte med Kraft og Glans, omstraalet af Krigens og Fredens Bedrifter, Kj\u00e6rlighed v\u00e6kkende og Frygt indgydende. Men jeg vil sp\u00f8rge Enhver \u2013 Enhver uden Undtagelse \u2013 om det er saaledes, Enev\u00e6lden viser sig for os, eller om den ikke snarere staar der, b\u00f8jet af Tidernes Tryk og Ansvarets Overmaal, saa jeg synes, den selv maatte l\u00e6nges efter af l\u00e6gge en Del af den Byrde, der er for tung for dens egne Skuldre, over paa hele Nationen.[30]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Lehmann \u00f8nsker s\u00e5ledes en st\u00e6rk og effektiv regering, hvor kongen fortsat spiller en vigtig rolle. Han rejser sp\u00f8rgsm\u00e5let, om ikke alle f\u00e6drelandssindede m\u00e6nd vil v\u00e6re grebet af n\u00f8dvendigheden af \u201dat paakalde al den Indsigt, al den Kraft, al den Hengivenhed, som Folket ejer \u2013 paakalde den, ikke til lovl\u00f8s Indgriben, men til ordnet og ordnende Samvirken med Kongen og hans Regering for F\u00e6drelandets Vel?\u201d[31]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Disse udsagn viser, at Orla Lehmann og de nationalliberale kr\u00e6vede en fri forfatning og ved enkelte lejligheder gjorde de sig til talsm\u00e6nd for et \u201dfolkestyre\u201d, men det var uden s\u00e6rlige pr\u00e6cise bestemmelser af, hvem der var \u201dfolket\u201d, og hvordan \u201dstyret\u201d skulle organiseres.<\/p>\n

Med hensyn til, hvem \u201dfolket\u201d var, gik de nationalliberale \u2013 mere eller mindre modvilligt og f\u00f8rst i 1848 \u2013 ind for, hvad de selv kaldte \u201dden almindelige valgret\u201d. Det indebar blandt andet, at unge, fuldmyndige m\u00e6nd i 25-29 \u00e5rsalderen ikke fik valgret, ligesom ansatte uden egen husstand, fattige og visse andre ikke fik valgret. Hvad \u201dstyret\u201d angik, mente de nationalliberale, at kongen fortsat skulle have v\u00e6sentlige magtbef\u00f8jelser. Magten skulle deles mellem kongen og en valgt rigsdag. Dette princip om magtdeling, hvor kongen tildeles den ud\u00f8vende magt, kongen og rigsdagen tildeles den lovgivende magt, og domstolene tildeles den d\u00f8mmende magt, var ikke blot en tom proklamation, men et helt bevidst normativt princip. To legitimeringsprincipper for politisk magtud\u00f8velse \u2013 det gamle om Konge af Guds n\u00e5de og det nye om folkets suver\u00e6nitet \u2013 blev kombineret og afbalanceret i forhold til hinanden i et konstitutionelt monarki.<\/p>\n

Claus Friisberg mener derimod, at Lehmann i sin Falstertale i 1841 ikke blot taler for en fri forfatning og et konstitutionelt monarki, men ogs\u00e5 for folkestyre og demokrati. Som sagt var Lehmanns hovedargument i denne tale til b\u00f8nderne p\u00e5 Falster, at en fri forfatning ikke ville formindske kongens magt, men at den ville forhindre, at hans r\u00e5dgivere kunne skyde skylden for fejl over p\u00e5 kongen, selv om det faktisk var dem selv, der havde beg\u00e5et dem. Friisberg refererer i en af sine b\u00f8ger \u2013 Den danske vej fra enev\u00e6lde til demokrati<\/em> fra 1998 (2. udgave, 2005) \u2013 talen loyalt,[32]<\/sup><\/sup><\/a> men i sine kommentarer glider hans sprogbrug, og han begynder at tale om Lehmanns argumenter for \u201ddet repr\u00e6sentative demokratis overlegenhed\u201d,[33]<\/sup><\/sup><\/a> hvilket Friisberg uden videre sidestiller med Lehmanns omtale af \u201dden frie forfatnings overlegenhed\u201d. Men ser man n\u00f8jere efter, viser det sig som sagt, at Lehmann faktisk ikke gjorde sig til talsmand for folkestyre i 1841, og Friisberg erkender endog, at Lehmann i Falstertalen gik l\u00e6ngere i sin tillid til folket, end hvad han egentlig mente, idet Friisberg henviser til, hvordan Lehmann nogle \u00e5r senere (i 1855) talte om \u201dden plebejiske \u00e5nds onde instinkter.\u201d[34]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Da Orla Lehmann i juli 1846 i St\u00e6nderforsamlingen i Roskilde taler om indf\u00f8relsen af en fri forfatning, kommer han ind p\u00e5, hvordan denne skulle vedtages af en forsamling, der repr\u00e6senterer folkets enhed p\u00e5 samme m\u00e5de, som regeringens enhed skal finde udtryk i et enigt ministerium:<\/p>\n

Det er kun af en fri Forhandling mellem disse tvende Faktorer, at et godt og varigt Forfatningsv\u00e6rk vil kunne fremgaa. Men da det dog vil v\u00e6re \u00f8nskeligt, at det Nye saa n\u00f8je som muligt slutter sig til det Bestaaende, saa har jeg t\u00e6nkt mig, at Kontinuiteten, den organiske Sammenh\u00e6ng vilde kunne bevares ved at l\u00e6gge den nuv\u00e6rende Valglov til Grund for Valget af en saadan Folkerepr\u00e6sentation, kun med den ene Forandring, som Vigtigheden og Vanskeligheden af dens Hverv synes at paakalde, nemlig at Valgbarheden blev aldeles fri.[35]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Lehmann kunne s\u00e5ledes i 1846 godt forestille sig \u201dfolket\u201d repr\u00e6senteret ved en forsamling valgt med en meget sn\u00e6ver valgret, der hvilede p\u00e5 et krav om ejendomsbesiddelse, og som igen ville kunne finde p\u00e5 at kalde \u201dalmindelig\u201d.<\/p>\n

Jeg konkluderer, at Friiberg ikke har dokumenteret, at Orla Lehmann \u2013 den fremmeste nationalliberale politiker \u2013 gjorde sig til talsmand for demokrati i 1840\u2019erne.<\/p>\n

Et par unge historikere har p\u00e5 det seneste taget sp\u00f8rgsm\u00e5let om demokratiopfattelsen i Danmark i 1800-tallet op til n\u00e6rmere analyse.<\/p>\n

Jeppe Nevers fra Syddansk Universitet n\u00e5r frem til konklusioner, der st\u00f8tter min opfattelse, at demokrati ikke blandt de nationalliberale blev anset for at v\u00e6re den styreform, som de \u00f8nskede. I bogen Fra sk\u00e6ldsord til slagord.<\/em> Demokratibegrebet i dansk politisk historie<\/em> (2011) skriver han s\u00e5ledes: \u201dDemokratibegrebet stod ikke centralt hos de danske liberale.\u201d[36]<\/sup><\/sup><\/a> Videre skriver han, \u201dat den danske grundlov ikke i udgangspunktet var knyttet til et \u00f8nske om skabelsen af et Demokrati<\/em>. Tv\u00e6rtimod er der mange eksempler p\u00e5, at de grundlovgivne institutioner var t\u00e6nkt som et bolv\u00e6rk imod for meget demokrati.\u201d[37]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Nevers konkluderer, at \u201ddemokratibegrebet endnu mod slutningen af 1840\u2019erne var en sj\u00e6lden g\u00e6st i den politiske debat, og at det var et langt mere radikalt og politiseret udtryk end for eksempel Folket<\/em> eller den frie Forfatning<\/em>.[38]<\/sup><\/sup><\/a> Mere konkret siger han, at p\u00e5 tidspunktet for junigrundlovens vedtagelse var \u201dDemokrati <\/em>endnu et meget kontroversielt begreb. Det er formentlig ogs\u00e5 grunden til, at heller ikke Folkestyre<\/em> tr\u00e6nger sig p\u00e5 i kilderne fra 1840\u2019erne.\u201d[39]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Bertel Nygaard fra Aarhus Universitet deler ikke helt disse konklusioner.[40]<\/sup><\/sup><\/a> I en artikel \u201dDemokratibegrebets gennembrud i Danmark i 1848\u201d formulerer han den tese, at \u201dEn af de v\u00e6sentlige forandringer i 1848 s\u00e5s i demokratibegrebets gennembrud \u2013 ikke kun i Guizots Frankrig, men p\u00e5 europ\u00e6isk plan, herunder i Danmark.\u201d[41]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Hans udgangspunkt er, at den liberale bev\u00e6gelse i 1830\u2019erne og 1840\u2019erne i meget af den seneste historieskrivning er blevet betragtet som den v\u00e6sentligste fork\u00e6mper for demokratiet. Det synspunkt overtager han dog ikke. De liberales hovedkrav var nok en udvidelse af \u201dfolkets\u201d politiske repr\u00e6sentation og dets medbestemmelse, men dette var for dem ikke ensbetydende med \u201ddemokrati\u201d: \u201dI forl\u00e6ngelse af 1700-tallets \u2019oplyste\u2019 diskurs kunne de ganske vist st\u00f8tte demokrati og folkesuver\u00e6nitet som elementer i den rette statsforfatning, men kun i sammenh\u00e6ng med elementer af aristokrati og monarki.\u201d[42]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Bertel Nygaard afgr\u00e6nser fire forskellige begreber, der knytter sig til ordet \u201ddemokrati.\u201d For det f\u00f8rste det s\u00e5kaldt \u201drene\u201d eller radikale demokrati, der havde den almindelige valgret for alle myndige m\u00e6nd som hovedkrav. I 1840\u2019erne begyndte demokratibegrebet at blive anvendt i positiv betydning i det lille radikale milj\u00f8 omkring dagbladet Kj\u00f8benhavnsposten.<\/em> Demokratibegrebet blev for de radikale \u201det forsvar for \u201ddet consequente Demokrati\u201d, f\u00f8rst og fremmest forst\u00e5et som almindelig valgret for myndige m\u00e6nd, uanset social stilling.\u201d[43]<\/sup><\/sup><\/a> Ole Stender-Petersen har i bogen Kj\u00f8benhavnsposten. Organ for \u201ddet extreme Democrati\u201d 1827-1848, <\/em>1978 redegjort n\u00e6rmere for dette milj\u00f8.[44]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

For Hippodrombev\u00e6gelsen, der fremstod i for\u00e5ret 1848, og som samlede byens h\u00e5ndv\u00e6rkere, blandt andet efter voldsomme prisstigninger p\u00e5 f\u00f8devarer i 1847, blev demokrati \u201det slagord i centrum for politisk aktivitet, forbundet med et \u00f8nske om en gennemgribende samfundsforandring i retning af social lighed og social handlekraft til samfundets lavere klasser.\u201d[45]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Til denne demokratiopfattelse sluttede Bondevennerne sig under ledelse af Balthazar Christensen. S\u00e5ledes h\u00e6vdede Almuevennen <\/em>i marts 1848, at hvis den lovgivende rigsforsamling skulle udtrykke \u201dFolkets \u00d8nsker og Villie\u201d, var der behov for \u201dalmindelig Valgbarhed og Valgret for enhver myndig, uplettet Mand i selvst\u00e6ndig borgerlig Stilling.\u201d[46]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Det andet demokratibegreb, som Bertel Nygaard identificerer, er et moderat demokratisk standpunkt, der nok ville udvide valgretten drastisk, men p\u00e5 forskellig vis d\u00e6mme op for almuens indflydelse. I kredsen omkring dagbladet F\u00e6drelandet<\/em> og Trykkefrihedsselskabets blad Dansk Folkeblad<\/em>, der blev redigeret af Hother Hage, byggede man p\u00e5 et Tocqueville-inspireret demokratibegreb.[47]<\/sup><\/sup><\/a> Hother Hage formidlede i 1844 Tocquevilles bog om Demokratiet i Amerika, <\/em>og han kunne s\u00e5 sent som i februar 1848 tale mod en \u201daristokratisk\u201d forfatning og for en \u201ddemokratisk\u201d \u2013 forst\u00e5et som \u00e9n, hvor \u201dlighedsprincippet\u201d gjorde sig g\u00e6ldende i videst mulige omfang:<\/p>\n

[…] i forl\u00e6ngelse af disse tanker understregede han dog ogs\u00e5, at demokratiet ikke m\u00e5tte g\u00e5 for vidt. Valgbarheden skulle ganske vist g\u00f8res uindskr\u00e6nket for myndige m\u00e6nd, og valgretten udvides betragteligt, men frem for almindelig valgret skulle man bevare en lav censusbestemmelse og kombinere det bredt valgte kammer med et \u00f8vre kammer som modv\u00e6gt.[48]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Det moderate demokrati blev fremstillet som det \u201dsande\u201d eller \u201d\u00e6gte\u201d demokrati og blev ganske \u00e5bent forbundet med aristokratiske elementer. Bertel Nygaard formulerer det p\u00e5 den m\u00e5de, at de liberale associerede den \u201drene\u201d demokratiopfattelse med revolution og \u201dkommunisme\u201d \u2013 \u201det nyt begreb, der fra 1840\u2019erne overtog mange af de negative afgr\u00e6nsningsfunktioner og associationer til samfundsopl\u00f8sning og terrorisme.\u201d[49]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Den tredje demokratiopfattelse rummer nye former for aristokratisk demokratikritik. Med accepten af \u201ddemokratiet\u201d som styreform i brede kredse i 1848 blev den traditionelle demokratimodstand if\u00f8lge Nygaard marginaliseret betydeligt. Den konservative demokratikritik overlevede dog, is\u00e6r i private former, men ogs\u00e5 i form af kritiske r\u00f8ster i offentligheden.[50]<\/sup><\/sup><\/a> Han sondrer mellem en godsejermodstand og en dannelses-borgerlig demokratikritik. Den klareste godsejermodstand mod demokratiets fremmarch kom fra Jacob Br\u00f8nnum Scavenius, der frem for at bruge betegnelsen \u201ddemokrati\u201d rettede sin kritik mod folkesuver\u00e6nitetsprincippet.<\/p>\n

Grundfejlen i dette princip var if\u00f8lge J.B. Scavenius, at man ville lade flertallet bestemme, hvad der var det rette og det sande. Men \u201ddet rette og det sande\u201d bestod efter hans opfattelse uafh\u00e6ngigt af majoritetens beslutninger. Derfor m\u00e5tte man ikke beslutte, men \u201dudfinde det Rette.\u201d[51]<\/sup><\/sup><\/a> Scavenius ville derfor have en modv\u00e6gt til majoriteten, en regulator, og den ville han finde i et rigsr\u00e5d, sammensat af kongen ud fra hensynet til samfunds tre grundpiller: religionen, ejendomsretten og monarken.[52]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

C.N. David kan tages som en typisk repr\u00e6sentant for det borgerlige dannelsesperspektiv p\u00e5 demokratiet. I hans talrige og lange indl\u00e6g i den grundlovgivende rigsforsamling forbandt han \u201dDemokratiet\u201d \u2013 f\u00f8rst og fremmest kendetegnet ved almindelig stemmeret \u2013 med \u201dde communistiske L\u00e6rdomme\u201d og \u201ddet Bestaaendes Omstyrtning.\u201d Staten burde i stedet udtrykke den naturlige ulighed.[53]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Endelig omtaler Bertel Nygaard en fjerde demokratiopfattelse, som ud fra erkl\u00e6ret demokratiske sympatier kritiserer \u201ddemokratiet\u201d som et partistandpunkt.[54]<\/sup><\/sup><\/a> Denne kritik repr\u00e6senteres af personer som Meir Goldschmidt og Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Mens b\u00e5de de radikale demokrater, de moderate demokrater og de aristokratiske antidemokrater lader sig placere nogenlunde entydigt p\u00e5 en politisk venstre-h\u00f8jre skala, kan disse demokratiske kritikere ikke rubriceres entydigt. De forbandt \u201den demokratisk insisteren p\u00e5 at forankre den politiske deltagelse i folkedybet imod partiv\u00e6senet og den politiske elite af demagoger med en tiltro til den st\u00e6rke monarkiske stat som garant for enhed og harmoni.\u201d[55]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Sammenfattende skriver Bertel Nygaard, at \u00e6ndringerne i demokratibegrebets brug, betydningsindhold og funktion m\u00e5 forst\u00e5s som t\u00e6t knyttet til de hastige forandringer af politikken, der skete i begyndelsen af 1848.<\/p>\n

Eftersom disse processer udsprang af den store revolutionsb\u00f8lge i 1848-49, er de imidlertid ogs\u00e5 en forbig\u00e5ende politisk konjunktur, en undtagelsestilstand. Da der fra efter\u00e5ret 1848, og endnu klarere fra sommeren 1849, skete en betragtelig afmatning i de umiddelbare udsigter til politisk handling \u2019fra neden\u2019, indtraf en konsolidering af mere elit\u00e6re styreformer. En r\u00e6kke af de politiske indr\u00f8mmelser, der var forbundet med demokratibegrebets pludselige udbredelse, blev rullet tilbage. I denne sammenh\u00e6ng er det oplagt, at selve begrebet \u2019demokrati\u2019 ogs\u00e5 mistede en betragtelig del af sit momentum fra \u201948.[56]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Om denne beskrivelse af demokratibegrebets fremv\u00e6kst og tilbagegang holder stik, kan man f\u00e5 et mere konkret indryk af ved at se n\u00e6rmere p\u00e5 debatten p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling.[57]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

<\/strong><\/p>\n

Den grundlovgivende Rigsforsamling<\/h3>\n

Sp\u00f8rgsm\u00e5let om sammens\u00e6tningen af Den grundlovgivende Rigsforsamling medf\u00f8rte de f\u00f8rste brudlinjer mellem martsdagenes politiske allierede \u2013 de nationalliberale og Bondevennerne. Mens nationalliberale som Monrad og Tscherning var fortalere for en forholdsvis bred valgret, delte mange andre nationalliberale de konservatives bekymring for et alt for stort og uoplyst v\u00e6lgerkorps. Kompromisset blev, at alle m\u00e6nd over 30 \u00e5r med egen husstand kom til at v\u00e6lge trefjerdedele af forsamlingen, mens resten skulle udpeges af kongen, dvs. regeringen, for at sikre en beroligende og d\u00e6mpende garanti mod alt for uansvarlige folkevalgte. Is\u00e6r for Bondevennerne var dette et klart brud p\u00e5 tidligere l\u00f8fter, og det kom til at pr\u00e6ge valgkampen i 1848, hvor de sj\u00e6llandske b\u00f8nder i h\u00f8j grad foretrak deres egne frem for nok s\u00e5 celebre nationalliberale kandidater.[58]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Forsamlingen havde 152 medlemmer \u2013 114 medlemmer, valgt den 5. oktober 1848, og 38 udn\u00e6vnt af kongen. Det er h\u00e6vdet, at i det fundamentale sp\u00f8rgsm\u00e5l om folkets deltagelse i rigets styrelse strakte de nationalliberale sig i 1848 ganske vidt. Ved at g\u00e5 ind for, hvad de kaldte \u201dalmindelig valgret\u201d og ved at indrette valgkredsene, s\u00e5 landbefolkningens v\u00e6lgere i reglen udgjorde flertallet, gav de almuen, b\u00f8nderne, gode muligheder for at opn\u00e5 repr\u00e6sentation.[59]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Faktisk viste det sig ikke s\u00e5 farligt for de nationalliberale. Kun omkring 1\/3 af de valgberettigede lod sig indskrive p\u00e5 valglisterne. Valgdeltagelsen var st\u00f8rst i k\u00f8bst\u00e6derne, derefter kom hovedstaden \u2013 alts\u00e5 hvor borgerskabet stod st\u00e6rkest \u2013 lavest l\u00e5 landdistrikterne. Af Rigsforsamlingens 114 folkevalgte medlemmer var 46 embedsm\u00e6nd og 7 godsejere eller -forvaltere, 37 var mindre landbrugere, dvs. b\u00f8nder, heraf kun en husmand.[60]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

De kongeudn\u00e6vnte, som styrkede de endnu ret diffuse H\u00f8jre- og Centrumgrupper, havde faktisk ikke v\u00e6ret n\u00f8dvendige for at sikre dem et solidt flertal mod Venstregrupperne. Til geng\u00e6ld \u00f8delagde de den nationalliberale alliance med Bondevennerne og bidrog til den bitre valgkamp, som i f\u00f8lge Niels Neergaard bar \u201dmeget mere Pr\u00e6get af at v\u00e6re en Klassekamp end en Kamp mellem politiske Anskuelser.\u201d[61]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

De kongeudn\u00e6vnte sikrede, at Den grundlovgivende Rigsforsamling kom til at best\u00e5 af tre n\u00e6sten lige store grupper: Bondevennerne, de nationalliberale og de konservative. De tre grupper kan karakteriseres p\u00e5 den m\u00e5de, at Bondevennerne og de nationalliberale l\u00e5 til venstre i forhold til de konservative p\u00e5 en venstre-h\u00f8jre-skala, mens Bondevennerne repr\u00e6senterede landet over for byernes nationalliberale og konservative.[62]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

<\/strong><\/p>\n

Debatten p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling<\/h3>\n

G\u00e5r man debatten p\u00e5 den grundlovgivende rigsforsamling[63]<\/sup><\/sup><\/a> systematisk igennem med henblik p\u00e5 at identificere brugen af ordet \u201ddemokrati\u201d \u2013 hvor ofte anvendes termen, og hvad forbinder man med termen? \u2013 viser det sig, at ordene \u201ddemokratisk\u201d og \u201dDemokrati\u201d anvendes p\u00e5 f\u00f8lgende m\u00e5de:<\/p>\n

Tabel 1: Antal indl\u00e6g med anvendelse af ordene \u201ddemokratisk\u201d og \u201dDemokrati\u201d<\/em><\/p>\n\n\n\n\n\n
<\/td>\n1.\u00a0 Bind<\/td>\n2.\u00a0 Bind<\/td>\n<\/tr>\n
\u201ddemokratisk\u201d<\/td>\n9<\/td>\n45<\/td>\n<\/tr>\n
\u201dDemokrati\u201d<\/td>\n5<\/td>\n37<\/td>\n<\/tr>\n<\/tbody>\n<\/table>\n

Der er alts\u00e5 omkring 100 indl\u00e6g (N=96), der anvender ordet \u201ddemokrati.\u201d Om man vil kalde dette for et \u201dgennembrud\u201d \u2013 som h\u00e6vdet af Bertel Nygaard \u2013 kan naturligvis diskuteres, men det er m\u00e5ske ikke helt overbevisende, n\u00e5r man kigger p\u00e5 de tykke bind med forhandlingerne p\u00e5 Rigsdagen og bet\u00e6nker, hvor meget der blev sagt!<\/p>\n

Til sammenligning vises i tabel 2, hvordan andre centrale ord blev anvendt.[64]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Tabel 2. Antal indl\u00e6g med anvendelse af ordene \u201ddemokratisk\u201d,\u201dDemokrati\u201d ,
\n\u201dConstitution\u201d og \u201dKongen\u201d<\/em><\/p>\n\n\n\n\n\n\n\n
<\/td>\n1.\u00a0 Bind<\/td>\n2.\u00a0 Bind<\/td>\n<\/tr>\n
\u201ddemokratisk\u201d<\/td>\n9<\/td>\n45<\/td>\n<\/tr>\n
\u201dDemokrati\u201d<\/td>\n5<\/td>\n37<\/td>\n<\/tr>\n
\u201dConstitution\u201d<\/td>\n11<\/td>\n60<\/td>\n<\/tr>\n
\u201dKongen\u201d<\/td>\n453<\/td>\n157<\/td>\n<\/tr>\n<\/tbody>\n<\/table>\n

Disse tal antyder<\/em>, at det m\u00e5ske ikke var en udbredt demokratisk selvforst\u00e5else og bestr\u00e6belse, der pr\u00e6gede forhandlingerne. Tallene skal dog tages med et vist forbehold. Af i hvert fald to grunde undervurderer de nok anvendelsen af ordene. For det f\u00f8rste, fordi der er tekniske forhold, der g\u00f8r, at tallene ikke er helt n\u00f8jagtige. Den grundlovgivende Rigsforsamlings forhandlinger foreligger i to bind \u2013 faktisk trykt i tre b\u00f8ger \u2013 med gotisk skrift, hvilket kan v\u00e6re lidt af en udfordring at l\u00e6se. Men i Det administrative bibliotek<\/em> findes ogs\u00e5 en elektronisk version med latinsk skrift, og her er det muligt at s\u00f8ge p\u00e5 ord. \u201dOvers\u00e6ttelsen\u201d fra den gotiske skrift resulterer dog i en del fejl \u2013 de fleste er ret lette at finde og rette \u2013 men man kan ikke udelukke, at der er ord, der ikke er blevet \u201doversat\u201d korrekt. Der er faktisk nogle eksempler p\u00e5, at \u201ddemokratisk\u201d og \u201dDemokrati\u201d ikke blev opfanget af s\u00f8gefunktionen. For det andet er enheden indl\u00e6g i debatten. Det betyder, at ordene meget vel kan v\u00e6re \u2013 og faktisk nogle gange bliver \u2013 anvendt flere gange i det samme indl\u00e6g. I modsat retning \u2013 alts\u00e5 en overvurdering af brugen af ordene \u2013 tr\u00e6kker, at nogle indl\u00e6g t\u00e6lles to gange, fordi b\u00e5de ordene \u201ddemokratisk\u201d og \u201dDemokrati\u201d anvendes i samme indl\u00e6g.<\/p>\n

Det f\u00f8rste bind af forhandlingerne viser, at man ikke brugte henvisninger til \u201ddemokrati\u201d ret ofte, og det er m\u00e5ske ikke s\u00e5 m\u00e6rkeligt, da debatterne mest handlede om sp\u00f8rgsm\u00e5l om procedurer, om di\u00e6ter til de folkevalgte og sidst \u2013 men ikke mindst \u2013 om den almindelige v\u00e6rnepligt, og i den forbindelse retten til at stille andre, dvs. betale andre, for at udf\u00f8re ens v\u00e6rnepligt.<\/p>\n

I det andet bind, der d\u00e6kker perioden efter den 22. februar 1849, taler man mere om demokrati og forfatning og mindre om Kongen, hvilket nok h\u00e6nger sammen med, at man efter den 22. februar dr\u00f8fter grundlovskomiteens bet\u00e6nkning og is\u00e6r \u00a7\u00a7 30-36 i udkastet om repr\u00e6sentationssystemet, alts\u00e5 rigsdagens indretning (i et eller to kamre) og valgretten. Venstre og Bondevennerne gik her ind for et kammer og almindelig valgret \u2013 alts\u00e5 det vi har i dag \u2013 men de havde ikke flertal og m\u00e5tte til sidst g\u00e5 p\u00e5 kompromis. De accepterede (til sidst) et kompromis, men stemte i f\u00f8rste omgang imod indirekte valg af Landstinget, og at valgbarheden til Landstinget blev gjort afh\u00e6ngig af en \u00f8konomisk census.[65]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Disse tal om anvendelsen af ordet \u201ddemokrati\u201d peger i en anden retning end den, som Bertel Nygaard fort\u00e6ller os om. M\u00e5ske trak tids\u00e5nden, som Nygaard omtaler, og hvad der var p\u00e5 den politiske dagsorden, i forskellig retning med hensyn til anvendelsen af ordet \u201ddemokrati\u201d?<\/p>\n

Under forhandlingerne var der nogle enkelte \u2013 f\u00f8rst og fremmest venstres, dvs. Bondevennernes, ledere som Balthazar Christensen \u2013 som erkl\u00e6rede sig for demokrater og forstod forfatnings\u00e6ndringen som en overgang til demokrati, hvor de d\u00e5rligst stillede blev inddraget i styret \u2013 for eksempel talte han om \u201den saa gjennemgribende, en saa alvorstung Overgang som den fra en absolut Souverainitet til en demokratisk Forfatning.\u201d[66]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

At H\u00f8jre derimod g\u00e5r direkte imod en demokratisk styreform, kan ikke overraske. Som Bertel Nygaard siger, kan C.N. David tages som en typisk repr\u00e6sentant for H\u00f8jre. Han var klart imod almindelig valgret:<\/p>\n

Da overalt, til alle Tider og paa alle Steder, Massen af Folket ikke har naaet et saadant Udviklingstrin, at Indflydelse paa Lovgivningen, nedlagt i dets H\u00e6nder, t\u00f8r antages at kunne lede til Statens Tarv, saa er det saa meget mere farligt at indr\u00f8mme almindelig Stemmeret, som det er aabenbart, at de nederste St\u00e6nder da ikke blot vilde blive deelagtige i denne Indflydelse, men ved deres overveiende Antal vilde komme til Eneraadighed i Staten, og at Magten i Virkeligheden vilde gaae over til dem, der bedst forstaae sig paa at lede og bruge Masserne. Indr\u00f8mmelsen af de politiske Rettigheder maa derfor begr\u00e6ndses i Statens Interesse. De, der fordre, at der til at ud\u00f8ve de politiske Rettigheder skal kr\u00e6ves en vis Besiddelse eller andre materielle Qvalificationer, f\u00f8le sig overbeviste om, at Statens Vel, dens Bestaaen og rolige Udvikling gj\u00f8r en saadan Indskr\u00e6nkning i Meddelelsen af de politiske Rettigheder n\u00f8dvendig.[67]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

En anden konservativ, lensbaron Chr. Fr. Zeuthen, formulerer sin modstand s\u00e5ledes:<\/p>\n

Det er nu i og for sig efter min Formening allerede en Feil, naar i en Stat en Classe, den maa nu kaldes Adel eller Almue, paa denne Maade saa aldeles gives Overv\u00e6gt, og en Forfatning, som var st\u00f8ttet paa et saadant Grundlag, kunde efter min Formening ingenlunde blive heldbringende [\u2026] et simpelt Despoti af den store Hob eller rettere sagt af dens F\u00f8rere eller Ledere, og skulde det virkelig v\u00e6re saa, at Danmark skulde v\u00e6re kommen saa vidt, at det paa Naade og Unaade maatte give sig Massen i Vold, vilde jeg finde det h\u00f8ist beklageligt.[68]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Argumentationen mod almindelig valgret bliver eksplicit forbundet med \u00f8nsket om en beskyttelse af de velhavende, for eksempel af professor J.E. Larsen, en l\u00e6rd professor og h\u00f8jre-nationalliberal:<\/p>\n

[…] jeg negter, at der fremkommer nogen sand Folkerepr\u00e6sentation ved disse Valg; idet mindste er det ganske tilf\u00e6ldigt, hvis det bliver en sand Folkerepr\u00e6sentation. Magten til at v\u00e6lge er nemlig derved faktisk given i en enkelt Classes H\u00e6nder, den mindre selvst\u00e6ndige og oplyste Folkemasses. Jeg troer, at skal det v\u00e6re en sand Folkerepr\u00e6seutation, maae netop de vigtigste Forskjelligheder og Mods\u00e6tninger, der findes i Folket, ogsaa komme frem i Repr\u00e6sentationen, og det kan, som jeg troer, ikke opnaaes uden ved Census og til en vis Grad Classevalg [\u2026] Det er [\u2026] vist, at naar man fik Valgloven indrettet som i Udkastet er foreslaaet, kunde Rigsdagen enten i det Hele eller for st\u00f8rste Delen blive besat af Bondestanden, og Forsamlingen vilde da vistnok komme til at see meget eensfarvet ud; men jeg troer, at det vilde see saameget mere broget ud for Land og Rige [\u2026] Der er [\u2026] efter min Mening meget st\u00f8rre Fare for Formuen, naar man med Eet giver den hele Magt til at raade over Formuen i Landet i den besiddelsesl\u00f8se M\u00e6ngdes H\u00e6nder. Flere Forfattere have udtalt, at dette, naar de vigtigste Misforhold ikke i Forveien vare udj\u00e6vnede, ofte vil v\u00e6re omtrent det Samme som at dictere Communisme eller almindelig Plyndring, just ikke en uordnet Plyndring, men en Plyndring under legale Former, ved en uretf\u00e6rdig Indskriden mod de Rige, som tilsidst kun vilde v\u00e6re ford\u00e6rvelig for de Besiddelsesl\u00f8se selv.[69]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

De mest radikale venstrefolk tager skarp afstand fra s\u00e5danne argumenter, for eksempel udtaler Niels Frederik Jespersen, at mens Balthazar Christensen havde sagt, at \u201dhvorledes Afstemningen end maatte blive i denne Sag, og hvilken Slutning derved maatte blive paa disse Forhandlinger,\u201d s\u00e5 ville han g\u00f8re sit til, at den nye forfatning skulle komme til at sl\u00e5 s\u00e5 god en rod i folket som muligt, s\u00e5 kunne Jespersen ikke underskrive disse ord, i det mindste ikke i den forstand, hvori man havde opfattet dem. For hvis det<\/p>\n

skulde lykkes at ber\u00f8ve de Fattige den Ret, som Kongen har skj\u00e6nket dem, og som de have brugt een Gang og godt forstaae at skatte, da er det min Tro, og for at blive ret forstaaet, vil jeg sige, det er mit Haab, at Almuestanden ikke med Koldblodighed vil finde sig deri. De maae ikke Misforstaae mig, mine Herrer! Jeg mener ikke, at den skulde foranledigee Opr\u00f8r og Uroligheder; men jeg troer, at der er en naturlig Vei for den at gaae, nemlig at slutte sig om sin Konge, som gjennem sit Ministerium har erkl\u00e6ret at ville holde paa dette Udkasts folkelige Charakteer, og jeg er overbeviist om, at Kongen med Almuen omkring sig ikke vil tillade, at dennes velerhvervede Ret tilintetgj\u00f8res. Da vide vi, hvad der vil skee, da skal en ny Rigsforsamling sammenkaldes, valgt efter den samme Valglov som den n\u00e6rv\u00e6rende; og da kan jeg forsikre dem, mine Herrer! at Almuen nok skal vide at v\u00e6lge, hvem den vil have; den skal da nok vide at sp\u00f8rge Candidaterne om deres Mening om de Ting, der ligge den paa Hjerte. Da vil man ikke slippe med elastiske Ord og hule Talemaader; det vil da ikke v\u00e6re nok at erkl\u00e6re sig for et constitutionelt Monarki, bygget paa et demokratiskt Grundlag, eller at forsikre, at man er en oprigtig god Demokrat. V\u00e6lgerne ville vide at gaae dem paa Klingen; og hvis de nu, mine Herrer! have Lyst til at underkaste Dem denne Pr\u00f8ve, da siger jeg: \u201dgod Lykke.\u201d[70]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Samme Jespersen er i det hele taget ikke imponeret af grundlovsudkastet og ville i hvert fald ikke have det udvandet:<\/p>\n

Naar man nu forlanger, at vi, der, jeg vil sige det ligefrem, h\u00f8re til den venstre Side i Salen, skulde tr\u00e6de tilbage fra dette Udkast, naar man, som den \u00e6rede Minister uden Portefeuille [H.N. Clausen] i et foregaaende M\u00f8de udtalte sig, finder, at Demokratiets Interesser i Grundlovsudkastet ere saa overmaade st\u00e6rkt varetagne, og at Demokratiet derfor har Grund til at give noget efter, skal jeg dertil bem\u00e6rke, at det er en meget st\u00e6rk Fordring, man gj\u00f8r til Demokratiet, at det skal tr\u00e6de tilbage fra hvad Kongen og Ministeriet har tilbudt; thi naar man troer, at Udkastet tilfredsstiller alle Demokratiets \u00d8nsker, tager man meget feil. Vi have kun holdt derpaa, fordi Friheden derved var nogenlunde betrygget men ingenlunde, fordi vi derved have opnaaet Alt, hvad vi attraaede.[71]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Mellem disse yderpunkter stod regeringen \u2013 i for\u00e5ret 1849 Novemberministeriet \u2013 og her var man bestemt ikke p\u00e5 demokratiets side. Man \u00f8nskede i forhold til udkastet fra Monrad og Martsministeriet et modererende element. S\u00e5ledes udtaler indenrigsminister P.G. Bang, at<\/p>\n

et modererende eller konservativt Kammer aldrig vilde kunne faae den Betydning som et paa et virkeligt Aristokrati i dette Ords bedre Betydning grundet Overhuus, hvis Dannelse vore nuv\u00e6rende Forhold ikke tillade; at det derfor er at befrygte, at et Landsthing, som det paat\u00e6nkte, selv om det fremgik af Communevalg, overfor Folkethinget, der havde Massen af Folket for sig og med sig, efterhaanden maatte tabe al V\u00e6gt og Betydning og navnlig ei vilde kunne underst\u00f8tte Kongemagten ved at blive et modererende mellemled mellem det reent demokratiske Kammer og Kronen.[72]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Kultusministeren, J.N. Madvig, sagde om Landstingets modererende funktion over for det demokratisk valgte folketing, at udvalgsflertallets udkast<\/p>\n

om Landsthingets Dannelse [\u2026] ikke tilstr\u00e6kkelig sikre den Hensigt, som tydelig derved er tilsigtet, og at der til at betrygge Tilveiebringelsen og Vedligeholdelsen af den modererende Bestanddeel af Rigsdagen, som Udkastet har villet stille ved Siden af den i det hele mere bev\u00e6gelige Deel og v\u00e6sentlig knytte til st\u00f8rre Besiddelse eller Bedrift og til den derved i Almindelighed betingede Livsstilling, Uddannelse og Betragtningsmaade, kr\u00e6ves en fra det, Udkastet indeholder, noget forskjellig Form af Valgbetingelse og Valgmaade.[73]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Novemberministeriet gik derfor ind for et forslag fra P.D. Bruun og C.M. Jespersen om et indirekte valgt Landting med valgbarhed betinget af \u00f8konomisk census. Indenrigsminister P.G. Bang vedkendte sig i slutningen af april 1849 \u00e5bent, at man i Ministeriet havde skiftet standpunkt i forhold til situationen et halvt \u00e5r tidligere, hvor man havde sagt, at man tiltr\u00e5dte grundlovsudkastet i dets helhed.[74]<\/sup><\/sup><\/a> I udkastet fra Martsministeriet var valgbarheden til Landstinget ikke betinget af en census. Forskellen mellem Folketinget og Landstinget var if\u00f8lge udkastet: (1) En h\u00f8jere valgbarhedsalder til Landstinget (40 \u00e5r mod 25 \u00e5r); (2) valg i forskellige omr\u00e5der (landstingsm\u00e6nd valgt i amterne, folketingsm\u00e6nd i mindre distrikter); (3) forskellige valgperioder (Landstinget 8 \u00e5r, Folketinget 4 \u00e5r); og (4) ingen di\u00e6ter til landstingsmedlemmerne.[75]<\/sup><\/sup><\/a> Bang argumenterer mod en talsmand \u2013 nemlig Balthazar Christensen \u2013 der stod for \u201ddemokratiets magt\u201d:<\/p>\n

at vi ved en saadan Demokratiets Magt skulle have en Forfatning, hvori vi kunde finde Fred og Hvile, da kaste han sit \u00d8ie til Stuttgart, Dresden, Hannover [\u2026] [og] Landenes egne Anliggender, deres Eiendoms-, deres N\u00e6ringsforhold. Lad ham da see, hvad Hvile og Fred han finder i saadanne Forfatninger; han finder, at det store Tal tiltager sig Magten, at det h\u00e6ver gamle Rettigheder, ikke uden tilsvarende Erstatning, men uden al Erstatning, det tilintetgi\u00f8r N\u00e6ring og Handel, saa Enhver, der f\u00e6rdes i disse Lande, h\u00f8rer Jammer overalt over det borgerlige Selskabs Tilstand, ingen Fred og ingen Hvile, ja, hvad v\u00e6rre er, ingen Udsigt engang til Hvile uden gjennem Reactionen eller paa den anden side gjennem den r\u00f8de Republiks Herred\u00f8mme; see det er Tilstanden, hvor Demokratiet paa den Maade har faaet Magten.[76]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

David anklager ligefrem de nationalliberale for ikke at v\u00e6re sande demokrater i forbindelse med fasts\u00e6ttelsen af valgretsalderen til 30 \u00e5r:<\/p>\n

Jeg er [\u2026] paa det Bestemteste af den Mening, at forsaavidt som man vil kaste sig Demokratiet i Armene, og i det Omfang, som man troer at kunne forsvare at gj\u00f8re det, b\u00f8r det skee aabent, uforbeholdeent, og hvad Franskmanden kalder de bon coeur. Men at vise Demokratiet en Mistillid, som maa ramme og saare den kraftigste og meest opvakte Deel af samme, medens man dog giver sig Mine af at vise det Tillid og at bygge paa dets Forstandighed og Maadehold, det er inconseqvent og unaturligt, og det kan aldrig f\u00f8re til noget Godt. Jeg maa derfor, forsaavidt almindelige Valg skulle finde Sted, stemme for 25 Aars Alderen med Hensyn til disse.[77]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Han angriber<\/p>\n

mange af dem, der arrogere sig Navn af at v\u00e6re Demokrater […]\u00a0 medens de selv langtfra vise sig som virkelige Demokrater, og jeg skal tillade mig at sige, at jeg allerede har havt et Beviis herpaa og fremdeles vil kunne faae et Beviis derpaa her i Salen, naar det Amendement, som jeg har stillet [\u2026] kommer under Afstemning; thi da vil det vise sig, hvorvidt det er Alvor med Mange med Hensyn til den almindelige Stemmeret, og hvorvidt de virkelig ville gaae ind paa almindelig Stemmeret, i det Omfang, som man vil optage den i Forfatningen, da det her vil vise sig, om de ville udvide den politiske Ret til Alle, der have opnaaet borgerlig Fuldmyndighedsalder.[78]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Blandt de 37 indl\u00e6g, der anvender ordet \u201ddemokrati\u201d, forholder knapt halvdelen sig positivt til demokratiet, mens knapt den anden halvdel forholder sig negativt. Desuden er der er nogle mere neutrale anvendelser af ordet.<\/p>\n

Der er en del interessante udtalelser om demokrati p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling, s\u00e5vel positive som negative, som fortjener en n\u00e6rmere analyse, men det vil f\u00f8re for vidt i denne artikel. Der er imidlertid to citater, der illustrerer demokratiforst\u00e5elsen ganske godt.<\/p>\n

I forbindelse med en dr\u00f8ftelse af di\u00e6ter til de folkevalgte kommer Bernhard R\u00e9e, der var valgt i Voldomkredsen (Randers Amt) og stod Bondevennerne n\u00e6r, ind p\u00e5 en definition af demokrati, idet han klarg\u00f8r en sondring, som man ofte finder mere eller mindre eksplicit i debatterne p\u00e5 Rigsforsamlingen. R\u00e9e henviser til dem, der gik imod lave di\u00e6ter og siger videre:<\/p>\n

Ogsaa jeg mener dette, forsaavidt man ved Demokratiet forstaaer den herskende Folkevillie, som alene kan fremkomme ved en uhindret Folkerepr\u00e6sentation, og det er en Anskuelse, som vistnok Enhver deler og vil indr\u00f8mme Rigtigheden af [\u2026] Man er imidlertid let tilb\u00f8ielig til at forstaae Demokratiet som et afsluttet Parti, der har et mere fremskridende Formaal, og naar man har t\u00e6nkt sig, at det skete i et saadant Parties Interesse, da maa jeg erkl\u00e6re det for at v\u00e6re i alle Partiers Interesse at s\u00f8ge den bedst mulige Adgang til at faae deres Anskuelser repr\u00e6senterede, og at der ikke ved alt for lave Di\u00e6ter l\u00e6gges Hindringer iveien for at gj\u00f8re disse gj\u00e6ldende i Repr\u00e6sentationen.[79]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Demokrati forst\u00e5s med andre ord dels som folkets vilje,<\/em> som den kommer til udtryk i en folkerepr\u00e6sentation valgt uhindret, dvs. med almindelig valgret, dels som et politisk parti<\/em>, dvs. Bondevennerne, der s\u00f8gte at tilgodese almuens, b\u00f8ndernes og de fattiges interesser \u2013 \u201den jevn, og ligelig, men ogsaa kraftig fremadskridende Udvikling af Folket og det politiske Folkeliv\u201d, som de udtrykte det i en anden sammenh\u00e6ng.[80]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Den f\u00f8rste forst\u00e5else g\u00e5r p\u00e5, hvordan<\/em> den nye forfatning skal indrettes, den anden g\u00e5r p\u00e5, hvilke interesser<\/em> \u2013 specielt klasseinteresser \u2013 politikken skal tilgodese. Det synes klart, at der er en sammenh\u00e6ng mellem de to forst\u00e5elser, men ogs\u00e5 at de rummer en konflikt. De nationalliberale var s\u00e5ledes nok tilh\u00e6ngere af folkets vilje som grundlag for den frie forfatning \u2013 men var ikke s\u00e6rlig pr\u00e6cise, n\u00e5r det gjaldt om at afgr\u00e6nse, hvem \u201dfolket\u201d egentlig var \u2013 men de frygtede ogs\u00e5, at de mange uuddannede og fattige ville kunne komme til at tyrannisere de begavede, de dannede og de formuende, jf. hvad Orla Lehmann eksplicit udtrykte i en tale i Vejle mange \u00e5r senere (i 1861).<\/em>[81]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em><\/p>\n

Det andet citat er et sigende replikskifte. Under en dr\u00f8ftelse om, hvor hyppigt Rigsdagen skulle m\u00f8des, hvert \u00e5r eller hvert andet \u00e5r, siger Balthazar Christensen:<\/p>\n

Sandheden er uden tvivl den, at dette Sp\u00f8rgsmaal i en v\u00e6sentlig Deel er et Sp\u00f8rgsmaal, som man besvarer forskjelliget, eftersom man mere eller mindre helder til Demokratiet; thi paa det demokratiske Standpunkt er det aabenbart af stor Vigtighed og Betydning, at Rigsdagen holdes aarlig, og jeg for min Deel har derfor ogsaa i Udvalget holdt paa Udkastets Bestemmelse.[82]<\/sup><\/sup><\/a><\/p><\/blockquote>\n

Hertil svarer ordf\u00f8reren for Udvalget, A.F. Krieger, en af de f\u00f8rende nationalliberale: \u201dDersom den \u00e6rede Rigsdagsmand, som nu satte sig, blot vilde tillade mig i hans Foredrag den n\u00e6rmere Bestemmelse, at s\u00e6tte Ordet \u2019constitutionelle\u2019 paa dette Sted istedetfor Ordet \u2019demokratiske\u2019, kunde jeg aldeles henholde mig til hans Bem\u00e6rkninger.\u201d[83]<\/sup><\/sup><\/a><\/p>\n

Her kommer de politiske holdninger klart til udtryk, idet de venstreorienterede ville et demokrati, mens de nationalliberale ville en fri forfatning, en \u201dConstitution.\u201d Krieger vil i hvert fald ikke tages til indt\u00e6gt for den demokratiske holdning \u2013 m\u00e5ske fordi han forbinder den med det demokratiske parti og dets klasseinteresser?<\/p>\n

Sammenfattende synes der p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling at v\u00e6re bred enighed om, at valget af Folketinget var i overensstemmelse med \u201ddet demokratiske princip\u201d (direkte valg med hvad man kaldte \u201dalmindelig\u201d valgret og \u201dalmindelig\u201d valgbarhed). Nogle kunne lide det (Venstre), andre forkastede det (H\u00f8jre), nogle \u00f8nskede det \u2013 mere eller mindre klart udtrykt \u2013 afbalanceret med andre principper (Centrum og De nationalliberale). Her har vi faktisk tre af de fire demokratiforst\u00e5elser, som Bertel Nygaard omtaler.<\/p>\n

Der var ogs\u00e5 bred enighed om, at et indirekte valgt Landsting og en valgbarhed p\u00e5 grundlag af census (skattebetaling p\u00e5 200 rigsdaler, der tilgodes\u00e5 de store ejendomsbesiddere, eller en indkomst p\u00e5 1200 rigsdaler, der tilgodes\u00e5 embedsm\u00e6ndene) ikke var demokratisk. Venstre (Bondevennernne) og dele af det nationalliberale centrum-venstre var imod dette forslag, der var formuleret af P.G. Bruun og C.M. Jespersen, mens andre dele af de nationalliberale og H\u00f8jre var for, fordi de \u00f8nskede konservative, modererende eller ligefrem aristokratiske garantier mod det demokratiske Folketing.<\/p>\n

Det er ogs\u00e5 bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdigt, at ingen af de ledende nationalliberale ledere gjorde sig til talsmand en demokratisk forfatning p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling.<\/p>\n

<\/strong><\/p>\n

Konklusion<\/h3>\n

Det m\u00e5 efter denne unders\u00f8gelse st\u00e5 klart, at man ikke uden videre kan s\u00e6tte lighedstegn mellem \u201ddemokrati\u201d og \u201dfri forfatning\u201d \u2013 som for eksempel Claus Friisberg g\u00f8r det. Man forstod i 1849 dele af den nye forfatning som demokratisk, men ikke forfatningen i dens helhed. Tv\u00e6rtimod s\u00f8gte flertallet en afbalanceret forfatning, en magtdeling mellem Konge og Rigsdag og mellem Rigsdagens to kamre. \u201dTalmajest\u00e6ten\u201d skulle ikke overtrumfe formuen og dannelsen. Men sp\u00f8rgsm\u00e5let var, hvordan og i hvilket omfang den modererende indflydelse skulle udformes. I tabel 3 sammenfattes hovedpositionerne, som l\u00e5 bag debatterne p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling. Det nationalliberale centrum er her opdelt efter, hvordan man ville undg\u00e5, at et demokratisk valgt Folketing blev ener\u00e5dende. Det kunne ske enten ved at bevare et kammer, men indskr\u00e6nke valgretten, eller ved at indf\u00f8re et tokammersystem p\u00e5 grundlag af almindelig valgret.<\/p>\n

Tabel 3. Hovedpositioner i 1849<\/em><\/p>\n\n\n\n\n\n
<\/td>\nAlmindelig valgret<\/td>\nValgret med census<\/td>\n<\/tr>\n
Etkammer<\/td>\nVenstre<\/p>\n

Bondevennerne<\/p>\n

Balthazar Christensen<\/td>\n

Centrum H\u00f8jre<\/p>\n

Nationalliberale<\/p>\n

J.E. Larsen<\/td>\n<\/tr>\n

Tokammer<\/td>\nCentrum Venstre<\/p>\n

Nationalliberale<\/p>\n

D.G. Monrad<\/td>\n

H\u00f8jre<\/p>\n

C.N. David<\/td>\n<\/tr>\n<\/tbody>\n<\/table>\n

I tabel 4 er illustreret, hvordan Junigrundloven blev et kompromis, der tilgodes\u00e5 dem, der var imod en demokratisk forfatning. Rigsdagen i det konstitutionelle monarki, hvor Kongen forsat bevarede betydelige magtbef\u00f8jelser, blev et tokammersystem med et Landsting, der var indirekte valgt, og hvor valgretten nok var \u201dalmindelig,\u201d men hvor valgbarheden blev gjort afh\u00e6ngig af \u00f8konomiske betingelser.<\/p>\n

Tabel 4. Hovedpositionerne og den faktiske vedtagelse<\/em><\/p>\n\n\n\n\n\n
<\/td>\nAlmindelig valgret<\/td>\nValgret med census<\/td>\n<\/tr>\n
Etkammer<\/td>\nVenstre<\/p>\n

Bondevennerne<\/p>\n

Balthazar Christensen<\/td>\n

Centrum H\u00f8jre<\/p>\n

Nationalliberale<\/p>\n

J.E. Larsen<\/td>\n<\/tr>\n

Tokammer<\/td>\nCentrum Venstre<\/p>\n

Nationalliberale<\/p>\n

D.G. Monrad<\/td>\n

Bruun\/Jespersen<\/p>\n

Valgbarhed til<\/p>\n

Landstinget<\/p>\n

H\u00f8jre<\/p>\n

C.N. David<\/p>\n<\/td>\n<\/tr>\n<\/tbody>\n<\/table>\n

I samtiden blev det erkendt, at valgretten strengt taget ikke var \u201dalmindelig\u201d,[84]<\/sup><\/sup><\/a> f\u00f8rst og fremmest fordi myndige m\u00e6nd i 25-29 \u00e5rs alderen ikke fik valgret. I hvilket omfang en r\u00e6kke af begr\u00e6nsningerne havde social slagside \u2013 navnlig kravet om ansattes egen husstand, der udelukkede karle og tjenestefolk, fattighj\u00e6lp og i nogen grad bop\u00e6l i kredsen \u2013 var derimod omstridt. Den \u00f8konomiske census, der blev lagt grund for valgbarheden til Landstinget, udtrykte uden tvivl, hvad mange nationalliberale ans\u00e5 for at v\u00e6re en rimelig betingelse for politisk medbestemmelse. Den blev i hvert fald anvendt som betingelse for valgret b\u00e5de ved valg af medlemmerne af Rigsr\u00e5det i F\u00e6llesforfatningen af 1855 og ved valg af medlemmerne af Landstinget i Novemberforfatningen af 1863. Med grundloven af 1866 gik demokratiets modstandere endnu videre med indf\u00f8relse af ulige<\/em> valgret til Landstinget (selvom den forblev \u201dalmindelig\u201d).<\/p>\n

Ordet \u201dmyte\u201d bruges om en forestilling eller holdning, som er blevet gentaget s\u00e5 mange gange eller er s\u00e5 udbredt, at folk opfatter den som sand, selv om den i virkeligheden er forkert. I denne artikel er det vist, at forestillingen om, at demokratiet blev indf\u00f8rt i Danmark i 1849, er en myte. De ledende politikere opfattede ikke selv den nye styreform som et demokrati, men som et konstitutionelt monarki; de, der \u00f8nskede et demokrati, kunne ikke komme igennem med deres krav; og de, der var imod nydannelserne, udmalede dem som demokratiske og dermed som farlige og forkastelige. Overgangen til demokrati blev en lang og konfliktpr\u00e6get proces med frem- og tilbageskridt, men det er en anden historie.<\/p>\n

Palle svensson
\nProfessor emeritus
\nInstitut for statskundskab
\nAarhus universitet
\nPal@ps.Au.Dk<\/p>\n

ABSTRACT<\/h3>\n

Were our Founding Fathers Democrats?<\/strong><\/h2>\n

It is widely believed that democracy was introduced in Denmark with the June Constitution of 1849. This article examines whether this belief is sustainable or a myth. This is done by examining what was then believed to be introduced by the June Constitution \u2013 that is the contemporary self-understanding: The investigation of whether our Founding Fathers saw themselves as democrats is conducted in part by a critical analysis of recent historical research partly by a systematic analysis of the debate on the Constituent Assembly. It is concluded that it is a myth that democracy was introduced in 1849 as the leading Founding Fathers neither claimed to establish a democratic constitution nor wanted to do so. The June Constitution introduced a constitutional monarchy, which was based on a division of power between the king and an elected parliament and the election of the parliament included as well democratic as undemocratic elements.<\/p>\n

[1]<\/sup><\/sup><\/a>1\u00a0 Artiklen omfatter dele af min afskedsforel\u00e6sning p\u00e5 Aarhus Universitet den 24. august 2012. Den \u00f8vrige del af forel\u00e6sningen rummede ud fra Robert A. Dahls polyarki-begreb en analyse af, om den indf\u00f8rte styreform i 1849 kan betegnes som et demokrati, forst\u00e5et som et polyarki. Tesen er her, at der ikke var tale om et polyarki, jf. Palle Svensson: Demokratiets krise? En debat- og systemanalyse af dansk politik i 1970\u2019erne<\/em>, \u00c5rhus: Forlaget Politica 1996, s. 61-69.<\/p>\n

[2]<\/sup><\/sup><\/a>2\u00a0 Se herom Anette Warring: Historie, magt og identitet – grundlovsfejringer gennem 150 \u00e5r, <\/em>\u00c5rhus: Aarhus Universitetsforlag 2004.<\/p>\n

[3]<\/sup><\/sup><\/a>3\u00a0 Demokrati p\u00e5 dansk \u2013 et undervisningsh\u00e6fte om dansk demokrati,<\/em> Folketinget 2003.<\/p>\n

[4]<\/sup><\/sup><\/a> Demokratikanon<\/em>. K\u00f8benhavn: Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon og Undervisningsministeriet 2008, s. 52.<\/p>\n

[5]<\/sup><\/sup><\/a>5\u00a0 Demokratikanon<\/em>, s. 54.<\/p>\n

[6]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Bagsidetekst i Claus Bj\u00f8rn: Fra reaktion til grundlov, 1800-1850<\/em>, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 10, Gyldendal og Politikens Forlag (2. udg.) 2003.<\/p>\n

[7]<\/sup><\/sup><\/a> Knud J.V. Jespersen: Historien om danskerne<\/em> 1500-2000, K\u00f8benhavn: Gyldendal 2007, s. 90. Grundloven betegnes ogs\u00e5 som \u201dtemmelig vidtg\u00e5ende demokratisk\u201d, s. 91 og s. 95. Strengt taget er det forkert, n\u00e5r Jespersen s. 90 skriver om Junigrundloven: \u201dDen var blevet til efter godt et halvt \u00e5rs forarbejde i en s\u00e5kaldt grundlovgivende rigsforsamling best\u00e5ende af valgte repr\u00e6sentanter for den politisk aktive del af befolkningen.\u201d Faktisk var en fjerdedel af rigsforsamlingens medlemmer udn\u00e6vnt<\/em> af kongen og ikke valgt, jf. senere.<\/p>\n

[8]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Tom Buk-Swienty: Dommedag Als \u2013 29. juni 1864<\/em>, K\u00f8benhavn: Gyldendal 2010, s. x.<\/p>\n

[9]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Tom Buk-Swienty: Dommedag Als,<\/em> s. 215.<\/p>\n

[10]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Tom Buk-Swienty: Dommedag Als<\/em>, s. 353.<\/p>\n

[11]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Hans Vammen: Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864,<\/em> K\u00f8benhavn: Museum Tusculanums Forlag 2011, s. 29.<\/p>\n

[12]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Vammen: Den tomme stat, <\/em>bagsidetekst.<\/p>\n

[13]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Jeg st\u00e5r ikke ene med denne tese, se for eksempel Tim Knudsen i Kristeligt Dagblad,<\/em> 17. april 2007.<\/p>\n

[14]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Mogens Herman Hansen: Demokratiets historie fra oldtid til nutid,<\/em> K\u00f8benhavn: Museum Tusculanums Forlag 2012, s. 61.<\/p>\n

[15]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Hansen: Demokratiets historie <\/em>s. 75.<\/p>\n

[16]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Derimod bygger unders\u00f8gelsen af selvforst\u00e5elsen ikke p\u00e5 \u00e6ldre v\u00e6rker som det klassiske hovedv\u00e6rk af Niels Neergaard: Under Junigrundloven. En Fremstilling af det danske Folks politiske Historie fra 1848 til 1866,<\/em> Kj\u00f8benhavn: P.G. Philipsens Forlag 1892.<\/p>\n

[17]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Claus Friisberg: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Partiernes kamp om forfatningen 1848-1920<\/em>, Varde: Vestjysk Kulturforlag 2007, s. 13, note 1.<\/p>\n

[18]<\/sup><\/sup><\/a> Carl Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, Tredje Del, K\u00f8benhavn: Gyldendal 1873, s. 122f.<\/p>\n

[19]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 123.<\/p>\n

[20]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 124.<\/p>\n

[21]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 125.<\/p>\n

[22]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 126.<\/p>\n

[23]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Bertel Nygaard har dog p\u00e5peget, at teksten hos Carl Ploug bygger p\u00e5 en senere genudgivel\u00adse, der er kraftigt revideret efter 1848: \u201dI den oprindelige udgaves tilsvarende passager bruges begrebet ikke.\u201d Se Bertel Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud i Danmark i 1848\u201d, Historisk Tidsskrift,<\/em> 111, h\u00e6fte 1, 2011, s. 44, note 19.<\/p>\n

[24]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>,\u00a0 s. 145f.<\/p>\n

[25]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 146.<\/p>\n

[26]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 146.<\/p>\n

[27]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 147.<\/p>\n

[28]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 190f.<\/p>\n

[29]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 191f.<\/p>\n

[30]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 192.<\/p>\n

[31]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 193.<\/p>\n

[32]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Claus Friisberg: Den danske vej fra enev\u00e6lde til demokrati. Borger og bonde i overgangs\u00e5rene <\/em>1830 til 1848<\/em>, Varde: Vestjysk Kulturforlag 2005 (2. udg.), s. 178ff.<\/p>\n

[33]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Friisberg: Den danske vej, <\/em>s. 183.<\/p>\n

[34]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Friisberg: Den danske vej<\/em>, s. 185.<\/p>\n

[35]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, s. 200f.<\/p>\n

[36]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Jeppe Nevers, Fra sk\u00e6ldsord til slagord.\u00a0 Demokratibegrebet i dansk politisk historie, <\/em>Odense: Syddansk Universitetsforlag 2011, s. 98.<\/p>\n

[37]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nevers: Fra sk\u00e6ldsord til slagord, <\/em>s. 98.<\/p>\n

[38]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nevers: Fra sk\u00e6ldsord til slagord, <\/em>s. 107.<\/p>\n

[39]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nevers: Fra sk\u00e6ldsord til slagord, s. 113.<\/em><\/p>\n

[40]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 40, note 1.<\/p>\n

[41]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 37.<\/p>\n

[42]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 43.<\/p>\n

[43]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 46.<\/p>\n

[44]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Odense: Odense Universitetsforlag, 1978.<\/p>\n

[45]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s.48.<\/p>\n

[46]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 55.<\/p>\n

[47]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 50.<\/p>\n

[48]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 50.<\/p>\n

[49]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 59.<\/p>\n

[50]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 61.<\/p>\n

[51]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 63.<\/p>\n

[52]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 63.<\/p>\n

[53]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 66.<\/p>\n

[54]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 40f.<\/p>\n

[55]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 70.<\/p>\n

[56]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, s. 72.<\/p>\n

[57]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Hverken Jeppe Nevers eller Bertel Nygaard synes at have gennemf\u00f8rt en systematisk analyse af debatten p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling med hensyn til demokratibegrebet, se helt eksplicit Nevers, Fra sk\u00e6ldsord til slagord, <\/em>s. 25 og nogle henvisninger i Nygaard: \u201dDemokratibegrebets gennembrud\u201d, for eksempel s. 63, note107 og s. 66 noterne 118 og 119.<\/p>\n

[58]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Erik Strange Petersen: \u201dDemokratiets etablering: Den Grundlovgivende Forsamling\u201d, http:\/\/danmarkshistorien.dk. <\/span>(20.8.2012).<\/p>\n

[59]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Lorenz Rerup: \u201dFolkestyre og danskhed. Massenationalisme og politik 1848-1866\u201d, i Ole Feldb\u00e6k (red.): Dansk identitetshistorie,<\/em> vol. 3, Folkets Danmark 1848-1940, K\u00f8benhavn: C.A. Reitzels Forlag 1992, s. 354.<\/p>\n

[60]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Neergaard: Under Junigrundloven<\/em>, s. 314f.<\/p>\n

[61]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Neergaard: Under Junigrundloven<\/em>, s. 307.<\/p>\n

[62]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Peter Nannestad Olsen: \u201dAt the Cradle of a Party System: Voting Patterns and Voting Groups in the Danish Constitutional Convention 1848-1849\u201d, Scandinavian Political Studies,<\/em> 7, 1972, s. 132f.<\/p>\n

[63]<\/sup><\/sup><\/a> Beretning om Forhandlingerne Paa Rigsdagen<\/em>, K\u00f8benhavn: Trykt og forlagt af Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno 1848-49.<\/p>\n

[64]<\/sup><\/sup><\/a> Det er for \u00f8vrigt interessant, at ideologiske termer som \u201dkonservatisme\u201d\/\u201dconservatisme\u201d, \u201dliberalisme\u201d og \u201dsocialisme\u201d slet ikke anvendes p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling. Derimod er der ret mange anvendelser af ordene \u201dconservativ\u201d (tre i f\u00f8rste bind og 57 i andet bind) og nogen anvendelse af \u201dliberal\u201d (en i f\u00f8rste bind og 27 i andet bind) samt \u201dsocial\u201d (fire i f\u00f8rste bind og 20 i andet bind).<\/p>\n

[65]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Niels Neergaard, Under Junigrundloven<\/em>, s. 438-42.<\/p>\n

[66]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 227.<\/p>\n

[67]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 1853.<\/p>\n

[68]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 1824.<\/p>\n

[69]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 1986.<\/p>\n

[70]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2066.<\/p>\n

[71]<\/sup><\/sup><\/a> Beretning<\/em>, spalte 3156.<\/p>\n

[72]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2148.<\/p>\n

[73]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2954.<\/p>\n

[74]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Claus Bj\u00f8rn, Kampen om Grundloven<\/em>, K\u00f8benhavn: Fremad, 1999, s. 89.<\/p>\n

[75]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Claus Bj\u00f8rn, Kampen om Grundloven<\/em>, s. 114.<\/p>\n

[76]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2968.<\/p>\n

[77]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2923.<\/p>\n

[78]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2971f.<\/p>\n

[79]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 333.<\/p>\n

[80]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Se for eksempel Beretning<\/em>, spalte 1810.<\/p>\n

[81]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Ploug (red.): Orla Lehmanns Efterladte Skrifter<\/em>, Fjerde Del, K\u00f8benhavn: Gyldendal 1874, s. 85.<\/p>\n

[82]<\/sup><\/sup><\/a> Beretning<\/em>, spalte 2838.<\/p>\n

[83]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Beretning<\/em>, spalte 2838.<\/p>\n

[84]<\/sup><\/sup><\/a> <\/em>Se for eksempel A.F. Krieger p\u00e5 Den grundlovgivende Rigsforsamling, Beretning<\/em>, spalte 2184f.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Var vore forfatningsf\u00e6dre demokrater?[1] Palle Svensson Det er en udbredt forestilling, at demokratiet blev indf\u00f8rt i Danmark i 1849. Forestillingen n\u00e6res af hyppige gentagelser i officielle fremstillinger af den politiske styreform, af politikere p\u00e5 grundlovsdage[2] og af historikere, der skriver … L\u00e6s resten →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":0,"menu_order":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/335"}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=335"}],"version-history":[{"count":5,"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/335\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":1224,"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/335\/revisions\/1224"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.temphist.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=335"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}