ABSTRACT [DK]

Mikkel Høghøj and Silke Holmqvist
Da betonen blev belastende – Den emotionelle kamp om Gellerupplanen i 1960’erne og 1970’erne

Denne artikel undersøger emotionalitetens rolle i Gellerupplanens historiske tilblivelsesproces som ‘sted’ i den danske offentlighed fra 1960’erne til slutningen af 1970’erne. Hovedfokus er på kampen om retten til at definere og kontrollere repræsentationen af Gellerupplanens emotionalitet, der fulgte i kølvandet på fjernsynsudsendelsen “En kirke i beton” i efteråret 1978. For at forstå debattens baggrund indledes artiklen med en analyse af, hvordan planlægningen af Gellerupplanen var styret af særlige emotionelle idealer om det sunde og gode liv for danske velfærdsborgere. Artiklen viser, at hvor Gellerupplanen i begyndelsen primært blev framet som et sted, der ville skabe et emotionelt liv præget af velvære, trivsel og tryghed, var den offentlige stemning vendt i løbet af 1970’erne. ”En kirke i beton” lagde således lyd og billede til en stemme i samtiden, der opfattede betonmiljøet som socialt degenererende og fremmende for rastløshed, trøstesløshed, frygt og utryghed. Dette budskab blev særligt formidlet gennem en fremstilling af Gellerups utilpassede ungdom og passive beboerklientel, hvis sociale adfærd og emotionelle liv i høj grad blev tilskrevet betonens fremmedgørende karakter. Modsat forsøgte beboerne at fastholde en positiv repræsentation af stedet ved at tilskrive betonmiljøet de emotionelle kvaliteter, som området var blevet associeret med fra begyndelsen. Gennem en følelseshistorisk undersøgelse af historisk foranderlige forestillinger om Gellerupplanens emotionalitet forsøger artiklen således at nuancere det forfaldsnarrativ, som de modernistiske boligbyggerier er blevet indlejret i siden 1970’erne.


ABSTRACT [UK]

Mikkel Høghøj and Silke Holmqvist
When concrete became a burden: The emotional struggles over the Gellerup Plan in the 1960s and 1970s

This article investigates the role of emotions in the historical formation of the Danish mass housing estate, “The Gellerup Plan”, as a ”place” in the Danish public sphere in the 1960s and 1970s. The main focus is on the struggle for the right to define and control the representation of the emotionality of the Gellerup Plan, following the TV programme, “A Church in Concrete”, during the autumn of 1978. To adequately understand the background of this debate, the article is introduced by an analysis of how the planning of the Gellerup Plan was guided by certain emotional ideals about the healthy and good life for the Danish welfare citizens. The article argues that where the Gellerup Plan in the beginning was framed as a place that would produce an emotional life characterised by well-being and safety, the public opinion had changed during the 1970s. Thus, “A Church in Concrete” added picture and sound to a contemporary attitude to the concrete environment as social degenerating and conducive to restlessness, hopelessness, fear and insecurity. This message was especially mediated through a portrayal of Gellerup’s maladjusted youth and passive residents whose emotional lives were depicted as unavoidable results of the alienating concrete. In opposition thereto, residents tried to maintain a positive representation of the place by ascribing to the concrete environment the same emotional qualities, associated with the area from the outset. Thus, by investigating historically mutable perceptions of the emotionality of the Gellerup Plan, this article seeks to nuance the ”narrative of decline”, associated with modernist housing developments since the 1970s.

Der er lukket for kommentarer.